Torsdag, 23. April 1998 24:05 (DNT)


Indgreb - eller ej?

Det er Nationalbankens opfattelse, at væksten i dansk økonomi kræver et indgreb. Det sagde nationalbankdirektør Bodil Nybo Andersen i dag ved Realkreditrådets årsmøde. Til TV2 Nyhederne tilføjede hun, at Nationalbanken ikke ville blande sig i, om det skulle være det offentlige eller private forbrug, som skulle holde for. Realkreditrådets anbefaler, at det bliver et indgreb med en bred politisk opbakning. Pia Christmas Møller (K), der også deltog i årsmødet, var enige i den brede opbakning - blot indgrebet friholdt hus- og boligejere.



Dansk-svensk butiksstrid

Miljøminister Svend Auken (S) har indbudt sin kollega, den svenske indenrigsminister, til et møde omkring planlægningen af butikscentre i Øresundsregionen. Baggrunden er, at et stort, amerikansk selskab Outlet Center International (OCI) vil bygge nordens største center (og eneste factory outlet efter amerkansk mønster) på en mark mellem Malmø og Landskrona. I prospektet for projektet reklamere regner man med, at 30% af kunderne skal komme fra Danmark, via Øresundsbroen. Selskabet lægger heller ikke skjul på, at det er de begrænsninger på byggeri af kæmpe butikscentre, som Sven Auken har gennemført, som er årsag til placeringen i Sverige. Den svenske statsminister Göran Person siger imidlertid til svensk TV, at der ikke vil blive noget ministermøde om spørgsmålet mellem Danmark og Sverige - og at skåningerne alene selv afgør, hvordan deres butiksstruktur skal være. [Factory outlet præsenteres af OCI som et direkte udsalg af mærkevarer inden for tøj og sko, til halv pris.



EU-slagsmål starter

I forgårs præsenterede Juni-bevægelsen, der er et EU-modstander parti, en række reklamer, der skal "sætte gang" i debatten op til afstemningen om Amsterdam-traktaten 28. maj. To af annoncerne er faldet udenrigsminister Niels Helveg Petersen for brystet. Den ene rejser tvivl om folkepensionen kan bevares i EU. Den anden har overskriften "Velkommen til 40 millioner polakker i EU!" Niels Helveg Petersen mener, at den sidste klart viser, hvor nej-sigerne på venstre-fløjen og højrefløjen (Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet) kan blive enige. Lederen af Juni-bevægelsen, Drude Dahlerup siger at overskrifterne er en provokation - den sidstnævnte tekst handler om, at de østeuropæiske lande, der søger om optagelse ikke får nogen som helst indflydelse på optagelsesbetingelserne. Hun finder ifølge Jyllands-Posten udenrigsministeren for "nærtagen" - og påstandene i overskrifter er ikke værre end statsminister Poul Nyrup Rasmussens udsagn om traktatforslaget som "fredens projekt".

[Ifølge Politiken er hverken SFs Holger K. Nielsen eller Enhedslistens Keld Albrechtsen særlig begejstret for Juni-bevægelsens provokation. De to partier er begge på modstander-fløjen. Derimod udtalte Pia Kjærsgaard sig særdeles positiv på begge tv-kanaler i går aftes.]



Dansk film i fremgang

I dag blev det officielt: Der bliver 2 danske film som deltagere i den kommende filmfestival i Cannes. De to film er Thomas Vinterbergs "Festen" og Lars von Triers "Idioten". Begge er såkaldte dogme-film - et udtryk som Lars von Trier tog initiativ til. Det er film, der er lavet uden kunstigt lys eller effekter. USA og Frankrig har hver 4 film med, mens UK og Taiwan ligesom Danmark har 2 film med. Meddelelsen kommer oveni et par uger, hvor danske filmkunstnere har gjort sig bemærket internationalt. For 14 dage siden fik Ole Bornedal's amerikanske udgave af "Nattevagten" premiere i USA - dog ikke til særligt gode anmeldelser. Men de tilskuere, som TV2 Nyhederne talte med, var begejstredede. [Anmelderne mente, at der var for meget splatter i filmen.] Tidligere på ugen havde Bille August galapremiere i New York på sin hollywood-produktion af Victor Hugo's "De Elendige" (Les Mieserables). Den har først officiel premiere 1. maj. [Også her var TV2 tilstede: Laureen Bacall "loved it" - Og det er nok for mig! :-) /Leif]



30-årsdag fejres

Kronprins Frederiks hofchef, Per Thoritz, siger ifølge DR-TVA, at kronprinsen vil lade sig hylde fra balkonen på Amalienborg, når han fylder 30 år den 26. maj. Der er ikke planlagt andre særlige markeringer siger han, for en 30 års dag er ikke en formel festdag.

[Men peberbøsserne rasler... :-). Det er i Danmark en tradition, at man giver en ugift mand eller kvinde (men mest mænd) peberbøsser når de fylder 30. Traditionen er vokset kraftigt de sidste årtier.]



Rockerlov videreføres?

Justitsminister Frank Jensen har fremsat et forslag til at videreføre den såkaldte rocker-lov. Loven, der blev indført sidste år, giver politiet mulighed for at forbyde bestemte personer at opholde sig på bestemte steder, hvis opholdet er til reel fare for naboer. Loven var direkte rettet mod de såkaldte rockerborge - befæstede bygninger - som var blevet mål for angreb af bomber og raketter i krigen mellem Hells Angels og Bandidos. Loven har været så effektiv, at der ifølge politiet i dag ikke findes rockerborge nogen steder mere - og alle tilhold er nu ophævet - selv om politiet indrømmer, at de måske ikke har "forkyndt" det for enhver rocker. De to rockergrupper har indgået en våbenhvile og den er - så vidt det vides - ikke blevet brudt.

Der er politisk flertal for at fortsætte loven. Kun venstrefløjen - SF og Enhedslisten - er imod. De mener, at loven krænker Grundlovens forsamlingsfrihed.

Lovforslagets ordlyd med bilag findes på

http://www.ft.dk/19972/lovforslag_som_fremsat/L61.htm
Behandlingen af forslaget (L61) kan følges på www.ft.dk


DilleSport


BADMINTON

EM i Sofia, Bulgarien

Den danske dominans fortsatte i dag. I morgen spilles 1/2-finalerne - og i herresingle bliver det et internt opgør mellem de 4 danske deltagere: Peter Gade, Peter Rasmussen, Kenneth Jonassen og Poul Erik Høyer. I damesingle er det kun waliseren Kelly Morgan, der får en chance overfor danskerne Camilla Martin, Mette Sørensen og Mette Pedersen. Herredoublen Jim Laugesen/Thomas Stavngaard måtte i dag trække sig, efter nederlag til de engelske Julian og Nathan Robertson, så kun Jon Holst-Christensen/Michael Søgaard er i 1/2-finalen. Begge damedoubler er videre, ligesom de 3 mixeddoubler - men de er kun nået til 1/4-finalerne (og den ene bliver et dansker-opgør).

Ifølge Ritzaus Bureau har Danmark allerede slået endnu en rekord i EM sammenhæng: Vi er sikre på at få 11 medaljesæt (der uddeles altid to sæt bronzemedaljer). Ved sidste EM i 1996 - hvor man gjorde rent bord og tog alle mesterskaber - fik man "kun" 10 sæt!

Alle detaljerne kan findes på adressen:

http://login.dknet.dk/~leander/sportspc/em98badm/index.html

Alle daglige opdateringer på websiderne kan også fås (i let redigeret form) i et dagligt nyhedsbrev via et gratis abonnement. Send e-post til:

dillesport-request@blanet.dk
med ordet "subscribe" (uden anførdselstegn) som eneste indhold - enten i overskrift eller i selve brevet. Tilmelding er automatisk, og skal ske fra den e-postadresse, hvor man ønsker at modtage brevet. En kvittering for tilmelding returneres automatisk. Framelding sker ved at sende e-post til samme adresse, men med ordet "unsubscribe".



CYKLING

Brian Holm er blevet sendt hjem lige før deltagelsen i cykelklassikeren Amstel Gold Race på lørdag. Det oplyser han selv på sin hjemmeside, og Han skriver selv, at Team Home Jack and Jones' ejer Professional Cycling Denmark mener, at han har en dårlig indflydelse på team'ets moral. Proffesionel Cycling Denmark vil kun sige, at uoverenstemmelsen er af "forretningsmæssig art". Jesper Skibby er blevet udnævnt til holdkaptajn for lørdagens løb.

Brian Holms dagbog findes på:

http://www.sport-online.dk/brianholm/briandagbog.htm



FODBOLD

M-Superliga     AaB - FCK      0-1



Vejret

Fint solskinsvejr med få skyer. Dog en del tåge i de sydøstlige egne. Temperature 12 - 18 grader, dog under 10 grader ved østvende kyster.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,8315 DKK,   1GBP     11,3867 DKK,   1DEM      3,8137 DKK
100JPY     5,2365 DKK,   100ITL    0,3859 DKK,   1AUD (1)  4,4556 DKK
1FRF       1,1374 DKK,   1CHF      4,6072 DKK,   1CAD      4,7736 DKK
1IEP       9,6092 DKK,   1NLG      3,3870 DKK,   1XEU      7,5427 DKK
100ESP     4,488  DKK,   1NZD (1)  3,8225 DKK,   1SEK      0,8913 DKK
10BEF      1,8478 DKK,   1NOK      0,9191 DKK,   100ISK    9,57   DKK  
100GRD     2,198  DKK,   1FIM      1,2568 DKK,   1ZAR (2)  1,3564 DKK
100PTE     3,722  DKK,   1SGD (2)  4,3222 DKK,   10THB (3) 1,767  DKK
1HKD (2)   0,8832 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,235% +0,005 (6% - 2026), 5,14% +0,04 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,44%                      5,64%
Aktieindex: 764,59 -0,86   KFX (mest omsatte aktier): 241,59 -1,12
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55