Fredag, 27. marts 1998 23:55 (DNT)


OK98: Forlig på forlig

Der er nu indgået forlig på de fleste områder - i dag kom det grafiske område og yderligere et chauffør-område med. [Transportområdet indgik forlig i går.] Malerne, bygge- og anlæg, hotel- og restauration og tekstil-området forhandler i aften. Alle har travlt med at nå at få forlig færdig til fristens udløb, søndag aften. Forligsmand Asbjørn Jensen kan dog forlænge den frist til tirsdag. De ingåede forlig holder sig inden for den ramme, som industrien satte i weekenden, dvs. en lønstigning på lidt over 4 kr. i timen over 2 år, en eller to ekstra fridage, og en lidt højere pensionsindbetaling. Selv om der på mange arbejdspladser udtrykkes utilfredshed med resultaterne, vil det blive vanskeligt at vælte den samlede forligsskitse, som forligsmanden fremsætter, når de sidste forlig er i hus.



Pesticideafgift i fare

Færingen Joannes Eidesgaards ikke-indblanding i dansk politik skaber flere problemer for regeringen. Nu er flertallet for forliget om en afgift på sprøjtemidler væk. Det var regeringspartierne, SF og Enhedslisten, der indgik forliget i forbindelse med det store forlig om vandmiljøplanen. Afgiften nåede i modsætning til resten af planen ikke at blive vedtaget før udskrivelse af valget. Og nu kan S, R, SF og Enhedslisten ikke mønstre et flertal. Derfor må enten CD eller Kristeligt Folkeparti inddrages. Sidstnævnte ville normalt være med - men de gik til valg på at kompensere landmændene for vandmiljøplanen. Kristeligt Folkeparti foreslår en graduering, så gamle og mere miljøfarlige gifte belægges med en høj afgift, mens nyere får mindre eller ingen afgift. Det vil Enhedslistens Bent Hindrup Andersen ikke være med til. Det er ikke muligt at gradere pesticider på den måde - forskellige gifte kan virke på forskellige dele af miljøet.



V-tilbud: samarbejde!

I dagens folketingsdebat var temaet regeringens åbningstale - og samarbejde. Det blev især slået fast, da Venstre's nye leder, Anders Fogh Rasmussen fra talerstolen konstaterede, at regeringens flertal i praksis var forsvundet - eller stærkt usikkert p.g.a. den færøeske ikke-indblandingspolitik. Istedet opfordrede Anders Fogh Rasmussen statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) til at glemme venstrefløjen og indlede samarbejde med Venstre og konservativ. Han kunne se 5 vigtige områder, hvor der var mulighed for en aftal, hvis Venstre kunne få nogle synspunkter igennem: 1. Finansloven for 1999 - der var behov for finanspolitiske stramninger, 2. Ændring i førtidspensionen og bedre muligheder for ældre til at fortsætte på arbejdsmarkedet, 3. kamp mod ventelisterne til sygehusene, 4. højere faglighed og kvalitet i uddannelserne og 5. lettelse af erhvervslivets byrder.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen var dog ikke ked af situationen i Folketinget. Til DR-TVA sagde han, at "vælgerne har sammensat et samarbejdsdueligt Folketing". Han regnede med et "fornuftigt samarbejde" på tværs i Folketingssalen.



Hjemsendelse afvist

Flygtningenævnet, der er den øverste tilsynsmyndighed for asylbehandlingen i Danmark, afviste i dag Udlændingestyrelsens ønske om at sende en somalier tilbage til Somilia inden denne havde opholdt sig i Danmark i 3 år. Efter 3 år har en godkendt asylansøger ret til permanent ophold, hvis ikke forholdene i hjemlandet gør en hjemsendelse mulig. I sommeren 1995 skærpede Folketinget asylbehandlingen ved at opfordre Udlændingestyrelsen til at forsøge hjemsendelse lige inden 3 års-periodens udløb. Udlændingestyrelsen mente, at der i dette tilfælde var muligt at sende vedkommende hjem - men Flygtningenævnet sagde nej med den begrundelse, at somalieren havde fået asyl før de skærpede regler trådte i kraft - derfor skulle FNs anbefaling følges, og FN fraråder stadig hjemsendelse af flygtninge til Somialia. Ifølge styrelsens chef, Claes Nilas, vil man nu droppe yderligere 3 hjemsendelsessager af lignende karakter.



Ung ballade i Ålborg

Politiet i Ålborg arresterede i går 14 unge, der var på vej til "et møde". De unge var bevæbnet med knive og slagvåben, og ifølge politiet havde de aftalt at mødes med de andre, for at "få afgjort et mellemværende". Det er en foreløbig kulmination på en periode med slagsmål mellem forskellige grupper unge uden for byens ungdomsklubber. Nogle af grupperne har fremmed, etnisk baggrund. De to grupper i går havde somalisk henholdsvis arabisk baggrund, men også danske grupper har været involveret. Grupperne "læner sig op af noget, der ligner bander", sagde en repræsentant for Ålborg politi til DR-TVA.



DR-TV på satelit

Ifølge DR-TVA har Danmarks Radio indgået aftale med selskabet Telenor, om fremtidig transmission af DR1 og DR2, samt P1, P2 og P3, til hele Europa via satelit. Der bliver tale om digitale transmissioner, der kræver et særligt dekoderkort. Lejen af dette dekoderkort vil svare nogenlunde til licensen i Danmark, hed det. Hvornår udsendelserne påbegyndes blev ikke oplyst, men det blev nævnt at det var "positive erfaringer" med udsendelse af DR's programmer over internettet, der havde medført beslutningen om at udvide dækningsområdet.

[DR2's udsendelser kan i dag ses på satelit - men dekoderkortet dertil må a.h.t. ophavsretten kun anvendes i Danmark. Det er tilgengæld gratis.]



Sygehuse bør centraliseres

Ifølge en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, skal der være et befolkningsunderlag på mellem 200.000 og 250.000, før et sygehus har patienter nok til at opretholde et kirugisk speciale. Det fik i dag formanden for Amtrådsforeningens sygehusudvalg, Bent Hansen (S), Viborg, til at mene, at ca. halvdelen af landets 100 sygehuse må lukke. I Viborg amt betyder det at 3 ud af 5 sygehuse må lukke, siger han til Jyllands-Posten. Sundhedsminister Carsten Koch (S) er enig. Men begge gør regning uden vært siger tidl. sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen, nyvalgt for CD. Hverken sundhedsministeren eller Bent Hansen har de nødvendige "værktøjer" til at gennemføre en effektivisering på den måde. Det kan kun amterne - og rundt omkring i amterne sidder der folk, der er blevet valgt ind på kravet om bevarelse af lokale sygehuse.



Dømt for 3 drab

En 25-årig mand blev i dag i Østre Landsret dømt skyldig i 3-dobbelt drab, og dommen lød på tvangsanbringelse på ubestemt tid. I 1996 skød han sin fader, moder og broder i familiens lejlighed i København. Motivet er ikke kendt, men anklageren mente, at familien ville tvangsindlægge ham på grund af tiltagende sindsyge, og at det fik ham til at reagere. Selv hævdede han, at det var moderen, der skød de to andre og derefter sig selv.


DilleSport


BOKSNING

Dansk-tyrkiske Hassan Al vandt i aften i hjembyen Århus sit første, professionelle VM. Han udboksede Steve Larrimore, der opgav efter 6 omgange.

Stævnet var samtidig debut til Anders Vester som boksepromotor, der sammen med Hassan Al og TV2-Sporten stod bag arrangementet. VM-titlen er i det relativt ukendte forbund, NBA.



FODBOLD

Superliga          OB - AB          3-0



Vejret

Regn eller dis fra morgenstunden - mest i de østlige egne. Efterhånden opklaring over hele landet fra vest. Temperaturer 8 - 12 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9395 DKK,   1GBP     11,7118 DKK,   1DEM      3,8123 DKK
100JPY     5,3691 DKK,   100ITL    0,3866 DKK,   1AUD (1)  4,7040 DKK
1FRF       1,1375 DKK,   1CHF      4,6658 DKK,   1CAD      4,9115 DKK
1IEP       9,5758 DKK,   1NLG      3,3825 DKK,   1XEU      7,5752 DKK
100ESP     4,493  DKK,   1NZD (1)  3,9247 DKK,   1SEK      0,8822 DKK
10BEF      1,8481 DKK,   1NOK      0,9241 DKK,   100ISK    9,61   DKK  
100GRD     2,189  DKK,   1FIM      1,2565 DKK,   1ZAR (2)  1,4018 DKK
100PTE     3,722  DKK,   1SGD (2)  4,3501 DKK,   10THB (3) 1,830  DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,27% -0,007 (6% - 2026),  5,10% uændr.(7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,44%                      5,64%
Aktieindex: 761,42 -2,35   KFX (mest omsatte aktier): 241,18 -2,62
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55