Brudte Løfter (1)
Efter afstemningen erkendte det færøeske medlem, Joannes Eidesgaard, at
han i søndags havde lovet statsminiser Poul Nyrup Rasmussen (S) at
stemme for Birthe Weiss som formand for Folketinget. Men i mandags talte
han med sit bagland på øerne, og fik besked på "ikke at blande sig i
dansk politik". Han beklagede meget, at det så gik ud over Birthe Weiss, men
det var "de særlige forhold på Førøerne", der var årsagen. Poul Nyrup
Rasmussen erkender, at regeringens sammensætning havde været anderledes,
hvis han havde kendt Joannes Eidesgaards endelige holdning i søndags.
Ifølge Birthe Weiss tog hun sig "en lille grædetur" i enrum ovenpå skuffelsen, men ellers var hun klar til at tage fat på arbejdet i Folketinget. Hun blev iøvrigt valgt til 1. næstformand. Noget andet er, at det nu lige pludseligt er vanskeligt for regeringen at få sager igennem alene med støtte fra SF og Enhedslisten - der risikerer situationen at være den samme. Joannes Eidesgaard har kun lovet at hindre regeringen i at falde på et mistillidsvotum.
[Ifølge TV2 Nyhederne blev socialdemokraterne på Færøerne gjort medansvarlige for den danske regerings handlinger i banksagen. Det medførte, at partiet ved sidste lagtingsvalg blev halveret. Det har siden taget kraftig afstand fra det danske socialdemokrati, og det er bl.a. det, der har gjort at Joannes Eidesgaard blev valgt i stedet for endnu en borgerlig kandidat. Der er formentlig det, der menes med "de særlige forhold".]
Breckmann: Bekæmp socialismen!
Det andet færøeske medlem, Oli Breckmann, ville indtil i formiddags ikke
sige, hvad han stemte. Men da han meddelte, at han støttede Ivar Hansen
var det efter grundige overvejelser, sagde han til DR. I sidste ende
var det afgørende, at han var blevet valgt på Færøerne for at bekæmpe
socialismen: "Ned med socialismen - op med Færøerne", tilføjede han.
Brudte løfter (2)
Har socialdemokratiet allerede brudt et valgløfte? Det mener ihvertfald
SF, Enhedslisten - og den borgerlige opposition - om regeringens
forberedelse af en revision af lejeloven. Den lægger nemlig op til, at
lejligheder, der enten er alt for billige eller alt for dyre, kan
reguleres mere frit end i den nuværende lov. Huslejeloven fastsætter, at
huslejen skal være bestemt af omkostninger til vedligeholdelse,
fastsatte forbedringer og en politisk fastsat fortjeneste til udlejeren.
Sidste år kom lejelovskommisionen med en betænkning, hvori man
anbefalede en liberalisering, som man selv skønnede ville hæve huslejen
op til 40% i gennemsnit. Socialdemokratiet angreb Venstre og
konservative for netop at ønske denne liberalisering i valgkampens
slutfase. [Venstre og konservative afviste, at de ønskede en total
liberalisering.]
Udkastet i dag fra boligminister Jytte Andersen bliver kaldt af boligordfører Ulla Tørnæs (V) kaldet grpft vælgerbedrag - men hun finder forslaget "interessant". Kraftigst reaktion kommer dog fra Lejernes LO, der traditionelt ellers støtter Socialdemokratiet. Formandne for LLO, Klaus Hansen, siger, at man skal holde fingrene væk fra lejelovens grundprincipper - med mindre formålet er at øge profitten for nogle få udlejere, på bekostning af lejerne og samfundet. Men hvis det var formålet, så skulle man sige det klart, mener han. Boligminister Jytte Andersen svarede i DR-TVA, at forslaget ikke er færdigt - det fremsættes først til efteråret, men at der skulle åbnes muligheder for justeringer af helt urimelige huslejer. Forslaget har vakt begejstring hos udlejerne - men det mente Jytte Andersen ikke ville holde, når de først så forslaget.
Skattestigninger i vente?
Hvis befolkningen virkeligt ønskede kortere ventetider på hospitalerne,
således som valgkampen og valgresultatet tydede på, så må den vente
skattestigninger på 0,5 pct.point de næste par år. Det var essensen i
den beretning, som formanden for Amtsrådsforeninge, Kresten Philipsen
(V) aflagde ved foreningens generalforsamling i Ålborg i dag. Han kunne
ikke se hvilken anden måde, de nødvendige ekstra milliarder kunne brines
tilveje på. Han var lidt skuffet over valgkampen, for han mener, at
amterne styrer sygehusene med en fornuftig balance mellem hensynet til
sundheden og samfundsøkonomien.
Finansminister Mogens Lykketoft (S) mener ikke, at der er grund til at ændre i kommuners og amters udskrivningsgrundlag - dvs. hæve skatten, således som Kresten Phillipsen truer med. Mogens Lykketoft, der også overværede generalforsamnlingen, mente at rationaliseringer på sygehusene og de højere skatteindbetalinger p.g.a. af opsvinget, ville være tilstrækkeligt til at forkorte ventetiden.
OK98: transport i hus
Der blev i dag indgået overenskomst på transport-området, dækkende
30.000 ansatte chauffører, skraldemænd og havnearbejdere. Området er
vigtigt, selv om det ikke dækker så mange. I modsætning til industriens
område, der er minimalløns-område, er transporten normalløns-område. Det
er de to hovedtyper, og forligsmanden har nu noget at bruge som
udgangspunkt for forligsforslag på de øvrige overenskomstområder. Dermed
anses risikoen for storkonflikt at være forsvundet i denne omgang, selv
om flere områder, bl.a. byggeriet, stadig forhandler. Transportområdets
ansatte kan se frem til en lønfremgang på lidt over 2 kr i timen i år og
næste år, en forhøjelse af pensionen med 0,9 pct.point og nytårsdag fri.
Ankesag afvist
Den kendte selskabstømmer, Kai Hoffmann, fik i dag afvist sin ankesag i
Østre Landsret. Han blev i starten af året idømt 6 års fængsel for at
have snydt skattevæsenet for 27 mill. kr. ved hjælp af selskabstømning.
[Hans egen betegnelse var "skattearbitrage"]. Hovedårsagen til
afvisningen var, at han selv ikke var til stede i retten i dag, selv om
han havde anket sagen. I sidste uge stak han imidlertid af under en
udgang fra statsfængslet i Jyderup, og er ikke set siden.
Bank - dagen derpå
I dag festede medarbejderne i den lille Engsbank Fyn, efter at et stort
flertal på generalforsamlingen i aftes sagde nej til et tilbud fra
Sydbank om overtagelse. Overtagelsen var anbefalet af bestyrelsen, der
derfor trådte tilbage, og en ny blev valgt. Også for bankens aktier var
det dagen derpå. De faldt 33%.
finale, 3. kamp Herning - Rungsted 7-2Herning har vundet 2 kampe, Rungsted 1. Næste kamp er på søndag i Rungsted. Der spilles bedst af 5.
Vejret
I formiddags solskin over hele landet. Efterhånden skyer ind fra vest,
og her til aften regn i Vestjylland, der bevæger sig østover.
Temperaturer 6 - 10 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 6,9710 DKK, 1GBP 11,6785 DKK, 1DEM 3,8122 DKK 100JPY 5,3934 DKK, 100ITL 0,3867 DKK, 1AUD (1) 4,6657 DKK 1FRF 1,1374 DKK, 1CHF 4,6676 DKK, 1CAD 4,9436 DKK 1IEP 9,5744 DKK, 1NLG 3,3823 DKK, 1XEU 7,5705 DKK 100ESP 4,494 DKK, 1NZD (1) 3,9322 DKK, 1SEK 0,8780 DKK 10BEF 1,8480 DKK, 1NOK 0,9217 DKK, 100ISK 9,64 DKK 100GRD 2,182 DKK, 1FIM 1,2561 DKK, 1ZAR (2) 1,4007 DKK 100PTE 3,723 DKK, 1SGD (2) 4,3438 DKK, 10THB (3) 1,817 DKK(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.
Obligationsrenter: 6,263% -0,017 (6% - 2026), 5,10% uændr.(7% - 2007) Pr. 30/12: 6,44% 5,64% Aktieindex: 763,77 +9,76 KFX (mest omsatte aktier): 243,80 +3,79 Pr. 30/12: 675,98 210,55