Statsministeren brugte det meste af talen til at argumentere for et ja til Amsterdam-traktaten, der skal til afstemning 28. maj. Derudover lagde han op til forbedringer på sygehuse, hjemmehjælpen, ældreomsorgen - større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, bedre miljø o.s.v. - men uden at komme med konkrete løfter eller udspil i selve talen. Han sluttede dog af med en kraftig opfordring til samarbejde: "Regeringen sætter en samarbejdsproces i gang, hvor de vigtigste spørgsmål udspringer af vort værdigrundlag og vores bevidsthed om den nye verden, Danmark er en del af. Vi vedstår os gerne, at vi ikke har svar på alt - men vi er overbeviste om, at vi finder det bedste svar gennem et bredt samarbejde - både her og i Folketinget og med alle befolkningsgrupper. Regeringen inviterer alle her i Folketinget til et godt samarbejde til gavn for Danmarks fremtid".
Manuskriptet til talen blev umiddelbart efter afholdelsen gjort tilgængelig på statsministeriets hjemmeside, på adressen:
http://www.stm.dk/taler/taler/tale12.htm
V: Weiss bør trække sig
Gruppeformand Anders Fogh Rasmussen (V) henstiller til statsminister
Poul Nyrup Rasmussen trækker tidligere sundhedsminister Birthe Weiss
som kandidat til posten som formand for Folketinget. Istedet skulle
regeringspartierne støtte Ivar Hansen (V), der så bliver valgt med
alle stemmer. Det ville være en gestus, der viste regeringesn gode
vilje til at samarbejde og komme med indrømmelser, mener Anders Fogh
Rasmussen. Samtidig undgår man den situation, at valget kommer til at
blive afgjort ved lodtrækning, som det ser ud til i øjeblikket. Også
Mimi Jakobsen (CD) mente, at Poul Nyrup Rasmussen skulle trække Birthe
Weiss som kandidat. Ivar Hansen havde i mange år vist sig som en god
næstformand, sagde hun i DR-TVA.
OK98: Igang igen
Her til morgen så det ud til, at overenskomstforhandlingerne var tæt på
et sammenbrud, da LO ikke ville acceptere, at Dansk Industri havde
nedlagt veto om, at ingen andre overenskomstområder måtte få en højere
pensionstigning end 2 gang 0,9 pct-point. Over middag frafaldt LO kravet
igen, men vil tage sig det betalt på andre områder. LO's forhandlere
mente, at det ville være for svært at skulle motivere medlemmerne til en
storkonflikt på dette ene krav.
Ukendte aktivister mente, at man skulle tvinge forhandlerne til at blive i forligsinstitutionen indtil man fik en bedre overenskomst. Ihvertfald lukkede de adgangen ved at sømme træplader på indgangsporten, så ingen kunne komme ind eller ud den vej. På træpladerne skrev de krav om 6 ugers ferie og mere i løn. Den halve time det varede, inden politiet fik fjernet spærringen, måtte forhandlerne ind og ud af forligsinstitutionen via køkkenstiger over et hegn og igennem baggården.
Fortryder intet
3 personer blev i dag varetægtsfængslet for 13 dage, sigtet for at have
kastet med sten efter Pia Kjærsgaard og politiet på Nørrebro i går
eftermiddags. 4 andre blev løsladt uden at komme i grundlovsforhør. En
af de løsladte fortalte til TV2 Nyhederne, at han havde kastet tomater
efter formanden for Dansk Folkeparti - og at han intet fortrød. En anden
deltager, der kaldte sig "Mikkel", opfordrede i DR-TVA til at se på
Nørrebro's historie. Der havde ballade der i 150 år - og det ville
forhåbentlig fortsætte, mente den unge mand, der så episoden i går som
udtryk for vrede og frustration over, at flygtninge og udlændinge ikke
kunne gå på gaden uden at blive forulempet.
Derudover var der ikke nogen sympati eller forståelse for ballademagerne blandt danske politikere i dag. Københavns bolig- og byplanborgmester Søren Pind (V) sagde, at nu måtte kommunen lukke ungdommens hus på Jagtvej, for det var der de autonome havde planlagt overfaldet - ligesom de voldsomme optøjer 18 maj 1993. Han mente også, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) skulle intensivere overvågningen af ydergrupper som de autonome. Og med den "velkendte" forbindelse mellem de autonome og Enhedslisten måtte Søren Søndergaard finde sig i at PET overvågede ham, mente Søren Pind. Det protesterede Jette Gottlieb (Enhedslisten) kraftigt imod - Enhedslisten er et lovligt, politisk parti, sagde hun, efter selv at have taget kraftig afstand fra overfaldet. Justitsminister Frank Jensen (S) sagde til DR-TVA, at PET skulle følge grupperne "tættere", men ville "naturligvis" ikke fortælle nærmere detaljer.
Banksalg forpurret
Med stemmerne 12.000 mod 9.000 vedtog aktionærerne i den lille
Egnsbanken Fyn at sige nej til et tilbud fra Sydbank om en overtagelse.
Sydbank havde tilbudt aktionærerne det dobbelt af, hvad aktierne var
værd. Takket være en stemmebegrænsningsregel kunne hovedaktionærerne
ikke gennemtvinge et salg. Desuden mente småaktionærerne ikke, at der
var grund til at sælge, da banken på ingen måde er en krise. De fleste
modstandere af salget, som udtalte sig til tv-stationerne, var fuldt
klar over, at de vinkede farvel til mange penge - men for dem var det
vigtigere fortsat at have en ren, lokal bank. Sydbank, der allerede ejer
en større aktiepost i den fynske bank, annoncerede på forhånd, at man
ville sælge denne aktiepost, hvis det blev et nej her til aften.
Dobbeltmorder dømt
En 58-årig finsk statsborger blev i dag ved et nævningeting idømt 16 års
fængsel og efterfølgende udvisning for bestandig. Han blev kendt skyldig
i dobbeltdrab og drabsforsøg. Under en fest i en lejlighed i Åbyhøj gik
han amok og angreb de øvrige festdeltagere med en 19 cm lang køkkenkniv.
Han hævder selv, at han intet husker, men retsformanden gjorde gældende,
at manden hverken var ædru eller sanseløs beruset i gerningsøjeblikket.
To mænd - en finne og en dansker - blev dræbt, mens en finsk kvinde
blev såret, da den 58-årige gik amok.
Venskabskamp Skotland - Danmark 0-1Mål af Brian Laudrup i det 38. minut.
Vejret
Mest overskyet - men en del sol i de østlige egne. Temperaturer 6 - 10
graders varme.
Finansmarkederne
1USD 6,9675 DKK, 1GBP 11,6678 DKK, 1DEM 3,8120 DKK 100JPY 5,3720 DKK, 100ITL 0,3870 DKK, 1AUD (1) 4,6657 DKK 1FRF 1,1373 DKK, 1CHF 4,6683 DKK, 1CAD 4,9261 DKK 1IEP 9,5817 DKK, 1NLG 3,3821 DKK, 1XEU 7,5667 DKK 100ESP 4,494 DKK, 1NZD (1) 3,9322 DKK, 1SEK 0,8704 DKK 10BEF 1,8477 DKK, 1NOK 0,9200 DKK, 100ISK 9,63 DKK 100GRD 2,182 DKK, 1FIM 1,2563 DKK, 1ZAR (2) 1,4007 DKK 100PTE 3,723 DKK, 1SGD (2) 4,3304 DKK, 10THB (3) 1,810 DKK(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.
Obligationsrenter: 6,28% -0,01 (6% - 2026), 5,10% -0,03 (7% - 2007) Pr. 30/12: 6,44% 5,64% Aktieindex: 754,01 +7,13 KFX (mest omsatte aktier): 240,01 +3,32 Pr. 30/12: 675,98 210,55