Clan var habil!
Stedfortrædende rigsadvokat Birgitte Vestberg afleverde i dag et
notat om Michael Clans habilitet i selskabstømmersagerne.
Bagmandspolitiets chef, Michael Clan trådte i går ud af ledelsen af
selskabstømmersagerne, fordi pressen havde afsløret et økonomisk
samarbejde mellem ham og to personer, der arbejdede i firmaer som også
var involveret i selskabsstømmersager. Birgitte Vestberg mener ikke,
at Michael Clan på nogen måde er inhabil. Alligevel mener alle politiske
partier, at at Michael Clan gjorde rigtigt i at træde tilbage - dog
mener Enhedslisten og Dansk Folkeparti, at han skulle træde tilbage fra
alle opgaver i bagmandspolitiet. Kirsten Jacobsen, Fremskridtspartiet,
mener desuden, at Birgitte Vestberg selv er inhabil. Hendes chef,
Henning Fode har erklæret sig selv inhabil til at afgøre spørgsmålet om
Michael Clans habilitet.
Etiske regler?
Justitsminister Frank Jensen (S) vil på baggrund af sagen om Michael
Clans private investeringer og de problemer, det har skabt for ham og
bagmandspolitiet, se på om der skal fastlægges etiske regler for
embedsmænd. Det er Jurist og Økonom-forbundet (DJØF) med på - bare det
ikke bliver regler, der skal gælde alle embedsmænd, siger formand for
DJØF, William Rentzman til DR-TVA. Det vil være et indgreb i
menneskerettighederne, hvis f.eks. en kontorchef i Fødevareministeriet
ikke måtte investere i aktier. Også formanden for dommerforeningen, Jes
Schjøler, er positiv over for etiske regler - "blot de ikke bliver for
stramme".
Danmark i USA-alliance
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) sagde i dag, at Danmark nu
har modtaget en henvendelse fra Nato's amerkanske chef Wesley Clark, om
militær støtte til en eventuel kommende aktion mod Iraq. Danmark har
svaret positivt, ligesom Norge. Der var ikke noget specifikt ønske i
denne omgang, og Niels Helveg Petersen anså det for usansynligt, at
danske soldater kunne blive "sendt til fronten". Udenrigsministeren
understregede igen, at Iraqs myndigheder skal give fri og uhindret
adgang for FNs våbeninspektører til alle installationer i Iraq, der kan
tænkes at skjule masseødelæggelsesvåben.
Dårlig miljøkontrol?
"For lidt, for sent og for ringe" - Det var miljøordførere Niels Jørgen
Langkildes (K) kommentarer til miljøminister Svend Aukens (S)
fremlæggelse af sit udspil mod olieforurening i går. Svend Auken vil
arbejde for et internatinalt krav om tvungen aflevering af spildolie i
havnene, en udvidelse af den danske 3-miles grænse til 12 sømil - med en
intensiveret flyovervågning. Til Politiken siger Niels Jørgen Langkilde,
at regeringen ikke "oprigtigt" ønsker at fange synderne til havs. Det
betyder, at regningen for oprydning af forurening falder på
skatteyderne. Niels Jørgen Langkilde undrer sig også over, at Danmark
meldte sig ud af det såkaldte Euro-Crude samarbejde i 1995, og fyrede
den danske kemiker, der havde udviklet en sporingsmetode, der kunne
fortælle hvor den ilanddrevne olie kom fra. Metoden bruges i dag af de
øvrige medlemmer af Euro-Crude.
Fængsling opretholdt
Den tv-fotograf, som sidste torsdag blev fængslet 13 dage i isolation,
sigtet for hærværket mod den lille havfrue i januar, skal fortsat sidde
inde. Det afgjorde Østre Landsret i går, da den behandlede fotografens
anke af byrettens dom. Østre Landsrets dommere mente åbenbart, at
politiets teksniske beviser er stærke nok til en domfældelse.
Kommune sagsøges
En sygemeldt folkeskolelærer kræver 3,3 mill. kr. i erstatning af Solrød
Kommune. Læreren mener, at kommunen ikke gjorde noget for at forhindre
psykisk terror fra en forældregruppe. Gruppen havde lovet at "holde øje"
med de to lærere i en 1. klasse - og fra skoleårets start var der altid
en forældrerepræsentant tilstede i klassen. Begge klassens lærere er nu
sygemeldt og kan næppe genoptage jobbet. Borgmester Mogens Balzer,
Solrød tager sagsanlægget helt roligt. Selv om arbejdstilsynet har sagt,
at det er kommunens ansvar, mener Mogens Balzer, at kommunen har gjort
hvad man kunne, nemlig tilbyde læreren en stilling et andet sted -
hvilken til sygemeldte lærer har nægtet. Hvorfor forældrene ikke kan
lide lærerne fremgår ikke - men en af forældrene siger til Politiken, at
han ønsker læreren et job, hvor hun "ikke underviser børn".
Ingen SAS-konflikt
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) trak i går et omstridt svarskrift til
arbejdsretten tilbage, og erkendte dermed indirekte, at SAS ikke kunne
flytte en række arbejdsfunktioner fra København til Stockholm uden at
forhandle med organisationerne - i dette tilfælde Lufthavns
Funktionærernes Forening (LFF). Derefter trak LFF også sit strejkevarsel
tilbage, som kunne have betydet strejke i lufthavnen inden 3 uger. LFF
opgiver dog ikke sine planer om at oprette en strejkefond og et kontor
for overenskomststridige strejker i Panama. Man vil dog nu bruge mere
tid på det juridiske forarbejde.
Mandela til Danmark?
Under sit officielle besøg i Sydafrika i disse dage, inviterede
statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i dag president Nelson Mandela på
officielt besøg i Danmark. Invitationen kom på vegne af dronninge
Margrethe. Nelson Mandela takkede for invitationen, som han ville
overveje. Han benyttede også lejligheden til at takke for den danske
støtte til kampen mod apartheid. De to statsoverhoveder diskuterede
bl.a. danske bistandsprojekter i Sydafrika og samarbejdet i FN.
Curling - De danske kvinder har spillet 2 kampe: Mod Canada (tredobbelte verdensmestre) blev det til et nederlag på 5-9, men mod USA blev det til en 8-5 sejr. Holdet har meget store muligheder for at nå 1/2 finalen. De sidste to modstandere er Japan og Norge. Det er en fantastisk spændende sportsgren, og meget TV venlig! Hvis nogen har mulighed for at følge Curling, så snyd ikke jer selv for den oplevelse! Det er meget fascinerende!!!!! Pukkelpist - Anja Bolbjerg blev nummer 13. De sidste få meter mistede hun kontrollen, og kunne ikke nå at genoperette den. (Hun er ellers een af verdens bedste, men en 3 ugers rygskade, der først blev kureret få timer før hendes første optræden i søndags har nok gjort sit til den sekundære placering. Men trods alt - Anja løb et kanonflot løb!) På spørgsmålet om hun var skuffet, svarede hun - mens hun pegede på omgivelserne, der var badet i solskin - "hvordan kan man være skuffet i disse omgivelser?" SÅDAN!!! Det er sportsmanship, og kernen i den olympiske ånd! Bravo, Anja!
Vejret
Overskyet - og regn. Temperaturer 4 til 8 grader.
Finansmarkederne
1USD 6,9210 DKK, 1GBP 11,2342 DKK, 1DEM 3,8111 DKK 100JPY 5,5698 DKK, 100ITL 0,3859 DKK, 1AUD (1) 4,7061 DKK 1FRF 1,1368 DKK, 1CHF 4,7188 DKK, 1CAD 4,8257 DKK 1IEP 9,5621 DKK, 1NLG 3,3810 DKK, 1XEU 7,5162 DKK 100ESP 4,496 DKK, 1NZD (1) 4,0855 DKK, 1SEK 0,8515 DKK 10BEF 1,8465 DKK, 1NOK 0,9155 DKK, 100ISK 9,57 DKK 100GRD 2,410 DKK, 1FIM 1,2556 DKK, 1ZAR (2) 1,4010 DKK 100PTE 3,722 DKK, 1SGD (2) 4,2431 DKK, 10THB (3) 1,513 DKK(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.
Obligationsrenter: 6,48% -0,01 (6% - 2026), 5,44% -0,035 (7% - 2007) Pr. 30/12: 6,44% 5,64% Aktieindex: 693,44 -1,28 KFX (mest omsatte aktier): 217,54 -0,20 Pr. 30/12: 675,98 210,55