Tirsdag, 10. februar 1998 23:23 (DNT)


Clan trækker sig - delvist

Justitsminister Frank Jensen (S) fjernede i dag statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Michael Clan, fra alle sager, der har forbindelse til selskabstømning. Det skete efter Michael Clan's eget ønske. Hans relationer til to forrretningsforbindelser i en investering i et tysk supermarked har været diskuteret i pressen, da det viste sig at de to også er involveret i nogle af de største sager om selskabstømning. Michael Clan fortsætter med at lede bagmandspolitiet i andre sager. Frank Jensen bebudede samtidig, at den nye midlertidige statsadvokat skulle rejse sager også mod sælgere af selskaber. Hidtil har bagmandspolitiet koncentreret sig om de egentlige selskabstømmere, samt banker og revisorer, der medvirkede. Tilbagetrækningen sker kort før en rapport om Michael Clans habilitet bliver færdig, og en uge før Enhedslistens forespørgsel til justitsministeren skal besvares.

Frank Aaen, Enhedslisten, er ikke fuldt tilfreds med dagens udvikling. Han mener Michael Clan skulle trække sig helt.



Pyramidespil - for unge

Mens politiet stadig afventer, at den første sag om lovligheden af de såkaldte pyramidespil, har bagmændene udvidet målgruppen. Nu går de efter unge, der lige er fyldt 18 år, og derfor kan få dankort og optage lån. Et par unge fra Nordsjællands Grundskole og Gymnasium har hver lånt 20.000 kr. og indbetalt dem til selskabet Noble House. De unge fik på hvervemøder stillet store indtægter i udsigte, hvis de indbetalte pengene - og fik et venner til at gøre det samme. En af de unge fik imidlertid kolde fødder, da han blev opfordret til at gå i banken og låne pengene under falske forudsætninger. Rektor for gymnasiet reagerede skarpt - hvis nogen forsøger at hverve kammeraterne vil de blev bortvist med det samme. Istedet forsøger han at lave en indsamling, så de unge kan komme ud af deres kontrakter uden alt for store tab.



Oscarnomineringer!

To danske film blev nomineret til årets Oscar - det amerikanske filmakademis prestigefyldt pris. Begge var i kategorien bedste kortfilm. Det er begge unge instruktører, der står bag: "Wolfgang" er instrueret af 25-årige Anders Thomas Jensen, og har Frits Helmuth i hovedrollen. Det er 2. gang Anders Thomas Jensen bliver nomineret. "Ska' vi være kær'ster" er en børnefilm, instrueret af Birger Larsen. Sidstnævnte mener ifølge DR-TVA, at grunden til at danske kortfilm står så stærkt (2 ud af 5 nomineringer) er, at "vi er gode til at fortælle en god historie" om grundlæggende menneskelige følelser - og gode til at få det mest mulige ud af de begrænsede midler, der er tilrådighed i dansk filmproduktion.



Helveg: Iraq-krig ok

Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) brød i dag den danske regerings tavshed omkring udviklingen i krisen mellem USA/FN og Iraqs hersker Saddam Hussein. Niels Helveg Petersen bakkede fuldt op om USAs holdning, og en eventuel militær operation, hvis diktatoren ikke åbner for FNs våbeninspektører. Man skal naturligvis gøre alt, hvad man kan diplomatisk for at undgå en konfrontationer, men chancerne er små for øjeblikket mente udenrigsministeren på et pressemøde i dag. Danmark har ikke modtaget nogen henvendelse om direkte støtte til en militær operation, og Niels Helveg Petersen mente ikke, at vi umiddelbart havde noget, der kunne bruges. Men hvis der kom en henvendelse, ville man se positivt på den.



Helveg: Venter på Folketing

Dagens mest brændende spørgsmål ville udenrigsminster Niels Helveg Petersen ikke svare på ved dagens pressemøde. Om to dage kommer en kinesisk viceudenrigsminister på officielt besøg i Danmark. Til marts kommer en af de mest fremtrædende kinesiske systemkritikere også til Danmark. Det, som alle ønskede at vide var, om udenrigsministeren ville mødes med systemkritikeren officielt og om han ville nævne det overfor viceudenrigsministeren. Men det kunne Niels Helveg Petersen ikke tage stilling til her og nu, sagde han. Det måtte først drøftes med folketingets partier. De er p.t. på vinterferie, så systemkritikerens besøg ville først blive afgjort i næste uge. (Og så er det officielle besøg forbi)

Flere politikere - først og fremmest Per Stig Møller (K) - krævede imidlertid, at Niels Helveg Petersen tog stilling her og nu. Det andet var for "vattet". Tilgengæld er der glæde i Dansk Industri (DI). Ifølge direktør Jens Berthelsen, DI, har danske virksomheder mistet mellem 300 og 500 mill. kr. på at Danmark stod som forslagsstiller til en kritisk resolution til fordel for menneskerettighederne i Kina ved en FN-konference sidste år.



Registerrod eller?

Offeret selv har ikke reageret - men nu vil de politiske modstandere rejse sagen. Sidste år kom Per Stig Møller i søgelyset kort efter han var blevet valgt til leder for de konservative, fordi han havde forsøgt at nægte en spiritus dom, der var over 30 år gammel. I sidste uge måtte statsadvokaten opgive af finde ud af, hvem der vitterligt havde slået op i kriminalregisteret kort før Ekstra Bladet fik nys om historien. Men i en kronik i Politiken i går rejste den tidligere VS'er Preben Wilhjelm et mere interessant spørgsmål: Hvorfor var oplysningerne ikke blevet slettet efter 10 år, således som reglerne foreskriver. Margrethe Auken (SF) vil nu tage Preben Wilhjelms spørgsmål op overfor justitsminister Frank Jensen. Preben Wilhjelm spørger også, om Per Stig Møller er et enkeltstående tilfælde? Om hvem, der har ansvaret for adgangskontrollen til kriminalregisteret?

[Som vi tidligere har fortalt var der andre kilde-muligheder til historien om Per Stig Møller, idet den lokale avis på Frederiksberg dengang offentligjorde navnene på de lokale, der havde fået domme. Men her har man skulle lede i et papirarkiv....]



Kongelig sag lukkes?

Politimester Søren Sørensen, Lyngby, vil have at retsagen mod en tidligere tjener ved hoffet skal ske bag lukkede døre. Til Jyllands-Posten siger han, at den anklagede kom med mange "irrelevante detaljer" om prins Joachim og prinsesse Alexandras privatliv, som pressen fandt mere interessant end selv sagen. "Vi er så naive at tro, at pressen refererer loyalt, men det har ikke været tilfældet i denne sag", siger han. Den anklagedes forsvarer, Merethe Stagetorn, har modsat sig politimesterens ønske. Hun kræver tilgengæld at de kongelige indkaldes som vidner på trods af deres immunitet.


DilleSport


HÅNDBOLD

K-1.division    FIF - DHG         37-27



VINTER OL - Nagano Japan

Tirsdag var en lidt kedelig dag for de danske deltagere:
Skiløb - Slalom Theis Broberg gik ud i 1. gennemløb efter 16. sek.
                Arne Hartenberg gik ud i 1. gennemløb efter 17. sek.

Curling         Sverige - Danmark  5-4 - efter omspil. 
                Sverige er nu eneste ubesejrede hold blandt de 8 deltagere.



Vejret

Gråvejr - men enkelte disede solstrejf. Temperaturer 4 til 8 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9035 DKK,   1GBP     11,2051 DKK,   1DEM      3,8114 DKK
100JPY     5,5908 DKK,   100ITL    0,3857 DKK,   1AUD (1)  4,6251 DKK
1FRF       1,1370 DKK,   1CHF      4,7213 DKK,   1CAD      4,8212 DKK
1IEP       9,5413 DKK,   1NLG      3,3813 DKK,   1XEU      7,5096 DKK
100ESP     4,497  DKK,   1NZD (1)  4,0216 DKK,   1SEK      0,8489 DKK
10BEF      1,8466 DKK,   1NOK      0,9146 DKK,   100ISK    9,54   DKK  
100GRD     2,407  DKK,   1FIM      1,2566 DKK,   1ZAR (2)  1,4055 DKK
100PTE     3,723  DKK,   1SGD (2)  4,1546 DKK,   10THB (3) 1,457  DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,49% uændr.(6% - 2026),   5,475% +0,028 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,44%                      5,64%
Aktieindex: 694,72 +2,49   KFX (mest omsatte aktier): 217,74 +0,45
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55