Opsigtsvækkende direktørfyring
Manden, der om nogen var sejrherren i den århusianske skraldekonflikt,
direktør Svend Erik Broch-Nielsen, blev i dag fyret. Selskabet, der ved
konflikten via en opmandskendelse blev frigjort fra Århus Kommune, har i
mellemtiden skiftet navn til Miljøteam Århus. Fyringen i dag blev
ledsaget af en usædvanlig begrundelse: direktørens "manglende
lederevner", "pinlige adfærd" og "intime eskapader". Bortset fra
direktøren selv, er der tilsyneladende ingen, der er bleg for at udtale
sig om årsagen. Informationschef Carsten Warmich fortalte til DR-TVA, at
direktørens delte elskerinde med en tidligere tillidsmand - og at han ved
sidste julefrokost bogstaveligt var "taget med bukserne nede". Han kom også
meget sjældent på kontorerne og tog ikke del i det daglige arbejde. En
tillidsmand, Carsten Mejlgaard, fortalte, at da de blev ansat i
selskabet [under blokade af de tidligere medarbejdere] var gejsten høj -
men det var blevet ødelagt af direktøren. "Vi skal til at begynde
forfra" sagde han.
Svend Erik Broch-Nielsen har udsendt en pressemeddelelse, hvori han "afviser alle beskyldninger".
Børnefamilier i fokus
Folketinget diskuterede i dag hvordan man kan forbedre forholdene for
børnefamilierne i samfundet. Det skete bl.a. på baggrund af
statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) nytårstale. Alle ville forbedre
forholdene [naturligvis!], men man kunne ikke blive enige om nogle
forslag i dag. Istedet blev regeringe pålagt at komme med et oplæg -
noget den allerede havde annonceret, at den ville. Af de mere specielle
forslag var, at økonomiminister Marianne Jelved (R) foreslog
børnepasningsorloven udvidet, så den også kunne gælde bedsteforældre
(hvis moderen og faderen var forhindret i at tage orlov). De
konservative kunne tænke sig en opsparingsordning, så unge familier
kunne "spare arbejdstimer sammen", som så kunne bruges til fritid efter
behov, når de havde fået børn. [Hmm - hvad med en låneordning, så man
kunne holde fri nu og arbejde senere? /Leif]. Venstres forslag var, at
man skulle kunne trække 3.000 kr. kontant fra i skat, hvis man passede
sine børn "selv", istedet for i offentlige institutioner.
Der var selvfølgelig de sædvanlige forslag om forlænget børnepasningsorlov, flekstid og deltid. Direktør Jørgen Neergaard, Dansk Arbejdsgiverforening advarede dog i DR kraftig imod at forbedringerne skete "ved at give folk flere rettigheder". Det var allerede for galt, at nogle kunne læsse ansvaret over på kollegaer og gå på orlov. Man burde tænke på, at disse måske også havde børn. Istedet skulle man arbejde for et fleksibelt arbejdsmarked, med balance i hensynet til "produktionen", "arbejdstiden" og "fritiden".
Statsministeren lovede, at regeringen ville komme med "en bred vifte af forslag" og et konkret forslag "til en flerårig handlingsplan". Det ville ske omkring 1. maj.
Landbruget raser videre...
Der var ingen forsonende toner fra landbrugets top i dag, på trods af et
langvarigt ekstraordinært bestyrelsesmøde i De Danske Landboforeninge.
Efter mødet sagde Peter Gæmelke, formand og præsident for
landbrugsrådet, til DR, at landbruget "krævede reduktionen i
gødningsnormen taget af bordet". Venstre og konservative indgik et
forlig med SF og regeringen i går om en 10% reduktion i den såkaldte
gødningsnorm, af hensyn til vandkvaliteten i undergrunden, i åer, søer
og fjorde. Peter Gæmelke sagde, at reduktionen i det faktiske forbrug
ville blive endnu større (16%), og dermed give et drastisk fald i
høstudbyttet. Han kunne ikke sige, hvilken form for protest landbruget
ville komme med.
Venstres miljøordfører, Christian Mejldahl - der selv er gårdejer - sagde i dag til DR, at han da håbede at landbruget ville forstå grunden til, at Venstre og konservative gik ind i forliget. Det var for at forhindre noget endnu værre, som venstrefløjen ville kunne få regeringen med på. Og så var det også for at "påtage sig ansvaret for at højne vandkvaliteten", sagde han.
Færø-sagens tabere?
Den Danske Bank og partiet Venstre er de store tabere i spillet omkring
den færøske banksag, konkluderer Børsen i dag, på baggrund af
meningsmålinger fra Greens Analyseinstitut. I den ene måling spørges om
man mener, at sagen har påvirket ens opfattelse af banken i positiv
eller negativ retning, eller ingen ændring. ca. 63% siger, at det har
virket negativ, 27% at den ikke har påvirket holdningen. Få procent
finder påvirkningen positiv! Direktør Knud Sørensen siger i en
kommentar, at undersøgelsen er værdiløs. Han mener, at når banken "har
været trukket igennem medierne i længere tid", kan det kun påvirke
holdningerne negativt.
Samtidig viser den månedlige analyse af holdingen til partierne, at Venstre er gået tilbage med 2,6 procentpoint til 25,5% siden sidste måned. SF og Enhedslisten er gået lidt frem - og det betyder at det sikre borgerlige flertal er væk. ["VOKZ-kabinetet" er Svend Auken's spøgefulde betegnelse for en hypotetisk regering, bestående af Venstre, Dansk Folkeparti (liste O), konservative og Fremskridtspartiet (liste Z)] CD ville, hvis analysen var resultatet af et valg igen blive tungen på vægtskålen, skriver Børsen.
Færø-sagens vindere?
Færøerne har opsagt nogle af de låneaftaler, som den indgik med den
danske regering i forbindelse med saneringen af øernes økonomi i 1993.
Ifølge et brev fra Færøernes lagmand Edmund Joensen sker opsigelsen,
fordi bank-rapporten viser, at låneaftalen er indgået på et fejlagtigt
grundlag, og at Færøernes Lagting derfor ikke kan føle sig forpligtet af
aftalerne. Færøernes lagting har også opgjordt tabet på Føroya Banki til
1,6 mia. kr - meget langt fra de max. 300 mill. kr. den Danske Bank
er parat til at godtgøre (mod dokumentation).
1. Alberto Elli, Italien 10.01,13 2. Jo Planckaert, Belgien +0,04 3. Servais Knaven, Holland s.t. 4. Philippe Gaumont, Frankrig +0,06 5. Andrei Tchmil, Ukraine +0,10 9. Brian Holm, Danmark +0,14
Vejret
Gråvejr med lidt spredt regn. Temperaturer 3 til 7 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 6,8345 DKK, 1GBP 11,2496 DKK, 1DEM 3,8103 DKK 100JPY 5,5037 DKK, 100ITL 0,3857 DKK, 1AUD (1) 4,6745 DKK 1FRF 1,1369 DKK, 1CHF 4,7213 DKK, 1CAD 4,7714 DKK 1IEP 9,5601 DKK, 1NLG 3,3804 DKK, 1XEU 7,5070 DKK 100ESP 4,495 DKK, 1NZD (1) 4,0420 DKK, 1SEK 0,8527 DKK 10BEF 1,8462 DKK, 1NOK 0,9149 DKK, 100ISK 9,49 DKK 100GRD 2,408 DKK, 1FIM 1,2569 DKK, 1ZAR (2) 1,3943 DKK 100PTE 3,722 DKK, 1SGD (2) 4,1138 DKK, 10THB (3) 1,425 DKK(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.
Obligationsrenter: 6,48% -0,02 (6% - 2026), 5,45% +0,03 (7% - 2007) Pr. 30/12: 6,44% 5,64% Aktieindex: 693,15 -2,61 KFX (mest omsatte aktier): 217,56 -0,98 Pr. 30/12: 675,98 210,55