Onsdag, 4. februar 1998 23:08 (DNT)


Kongelig skandale?

En kongelig livrist (tjener), der har tjent hos prins Joachim og prinsesse Alexandra, stod i dag i retten i Lyngby anklaget for mandatsvig, bedrageri og tyveri. Ifølge kongehuset har manden købt for 100.000 kr. til sig selv på prinsens kreditkort, og fået moderniseret sin embedsbolig for 400.000 kr. uden tilladelse. Selv siger han, at indkøbene skete dels til prinsen og prinsessen, dels var det kompensation for overarbejde. Ved at købe på de kongelige kreditkort undgik han at betale moms, og han beskyldte kongehuset for at bryde momsloven på denne måde. Det pikante i affæren er, at kongehuset har meddelt, at Joachim og Alexandra ikke kan vidne i retten, da de har immunitet.

Ifølge juraprofessor Eva Smith, Københavns Universitet, er det en usædvanlig sag. Hun mener, at det bliver svært at dømme nogen under de givne omstændigheder. Ekstra Bladet har allerede morgendagens forside parat - over et billede af prinsesse Alexandra og prins Joachim står der med store bogstaver "Momssnyder". Chefredaktør Svend Ove Gade siger til DR-TVA, at det var "uklogt af kongehuset at kaste sig ud i denne sag". Enhedslisten har allerede stillet spørgsmål til flere ministre, bl.a. skatteministeren omkring kongehusets momsforhold og arbejdsministeren skal redegøre for arbejdstidsreglerne i kongehuset.



Arrangeret røveri?

I går blev en postbil tilsyneladende overfaldet i Valby og frastjålet 200.000 kr. Den 28-årige chauffør var alene, da en man truede ham med en pistol til at aflevere en postsæk. Manden forsvandt angivelig i en sort BMW. Men i dag fandt politiet så mange uoverenstemmelser mellem vidners og chaufførens forklaringer, at man tilbageholdt ham og sigtede ham for falsk anmeldelse og tyveri.



Havfruen komplet igen

I formiddags kl. 11 løftede en kran fra Københavns Brandvæsen den kasse, der de sidste uger har skjult Den lille Havfrue på Langelinie, mens hovedet blev monteret og "patineret". Det er ikke muligt umiddelbart at se, at hovedet har været savet af. Ikke nok med, at det nu er svejset på igen - der er også lavet foranstaltninger, så gentagelser ikke skulle være mulige. Hvad foranstaltningerne går ud på, vil hverken bronzestøberne eller borgmester Søren Pind (V) fortælle om. Københavns Politi's drabsafdeling har stadig ingen spor efter de hærværksmænd, der savede hovedet af og fjernede det natten til 6. januar. Iøvrigt er Københavns Kommune holdt næsten skadesløs - mennesker fra hele verden har sendt større eller mindre beløb til reparation af statuen.



Olieforurening

En 7 km strækning fra Esbjerg havn og nordpå er blevet forurenet af olie. Olien ligger 1 meter fra strandkanten og in i land. Olien er meget klæbrig, og politiet i Esbjerg advarer mod, at man går tur på stranden. Man ved endnu ikke hvor olien stammer fra, eller om alt er drevet i land.



Praktikpladser mangler

Ved årskiftet manglede der 8.500 praktikpladser på erhvervsuddannelserne landet over. Behovet for praktikpladser er steget med 30%, fordi unge i større grad har søgt ind ved uddannelserne. Samtidig er der siden 1995 blevet 6.800 færre praktikpladser. Undervisningminister Ole Vig Jensen (R) siger til DR, at "Det kan vi ikke være bekendt" overfor de unge. Han opfordrer især arbejdsgiverne til at tænke på, at der er små ungdomsårgange, og det bliver vanskelige at tiltrække arbejdskraft hvis man ikke vil yde en ekstra indsats.



Hvem tildeler pension?

Socialminister Karen Jespersen (S) inviterede i DR i dag repræsentanter for speciallængerne til møde omkring pensionsbehandling. En række retsager har sat fokus på tildelingen af invalidepension. Retten har underkendt de kommunale pensionsnævn, når de er gået imod speciallægers vurdering af en klients erhvervsevne. I dag sagde formanden for speciallægerne, Jan Sølvtoft, at det kun var lægerne, der kunne afgøre om en patient var i stand til at arbejde - og den indstilling skulle pensionsnævnene følge. Karen Jespersen sagde forleden, at det var pensionsnævnene, der ifølge loven skulle vurdere pensionen - men hun beklager, at der er forskellige pensionssatser - afhængig af sygdommens art - og derfor rigelig mulighed for utilfredshed hos klienterne.



Ministerforslag i modvind

Fødevareminister Henrik Dam Kristensen har ikke i øjeblikket et flertal for forslaget om at samle de kommunale levnedsmiddelkontroller i 10 regionale, statslige kontroller. De radikale er betænkelige ved, at kontrollen kommer under fødevareministeriet, der også skal varetage industriens interesser. Derfor ønsker man et uafhængigt kontrolorgan til kontrol af Levnedsmiddelkontrollen [sic!]. Næsten samme argument - at ministeriet både skal tjene forbrugernes interesser og landbrugseksportens - har fået SF til, sammen med Venstre, at stille forslag om, at levnedsmiddelkontrollen istedet overføres til amterne. Venstre ønsker, at kontrollen kommer væk fra kommunerne og bliver mere ensartet. Man henviser til, at kun Københavns Levnedsmiddelkontrol "finder det nødvendigt" at hænge restauranter, der ikke har hygiejnen i orden, offentlig ud, mens resten af landet myndigheder ikke gør det.



Dagligvarer på internettet

I dag gik dagligvarekæden ISO på internettet med et tilbud om at bestille varer via internettet - og få dem leveret hjemme. Tilbuddet gælder KUN Østerbro i København, senere er det meningen at hele København bliver dækket. (ISO har kun forretninger i København). Bestilling kræver tilmelding og udbringning koster 65 kr. pr. gang. ISO omgår problemet med at dansk finansverden ikke tillader betalinger over internettet ved at tage mod betaling ved leveringen.
http://www.iso.dk/
[Der er ikke så mange oplysninger tilgængelige, hvis man ikke er medlem - alligevel er det interessante sider.]

Det er ikke første gang i Danmark, man kan bestille varer via computer. Siden 1995 har FDB haft et lokalt forsøg i en landsby i Jylland. Det bruges flittigt, men man har også gjort den for branchen ildevarslende "opdagelse", at "cyberkunder" ikke er disponerede for impulskøb.


DilleSport


CYKLING

Tirsdag fik det nye danske professionelle danske cykelhold, Team Home Jack & Jones, en god start. Det blev fulgt op onsdag i første etape af Etoile de Besseges. Holdets kaptajn Brian Holm kørte sig ind på en sjette plads.



HÅNDBOLD

I går formiddag var der 3 kandidater til landstrænerjobbet, som bliver ledig til sommer. Så meldte Jan Pytlick fra. Han føler, at han som 30 årig mangler 2-4 års international erfaring for at kunne bestride jobbet tilfredsstillende. I dag onsdag meldte så både Per Jessen og Brian Lyngholm fra. Begge med hensynet til familien som primær årsag.

Gældende for alle 3 kandidater: alle fandt det attraktivt at kunne lede et så populært hold, men meldte altså fra.

Dansk Håndbold Forbund går nu atter ansøgerbunken igennem.

K-1. division: Frederikshavn - Viborg 30-25



Vejret

Sne i morges, afløst af regn og temperaturer mellem 1 og 3 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9265 DKK,   1GBP     11,4038 DKK,   1DEM      3,8106 DKK
100JPY     5,5262 DKK,   100ITL    0,3859 DKK,   1AUD (1)  4,7333 DKK
1FRF       1,1369 DKK,   1CHF      4,7293 DKK,   1CAD      4,7957 DKK
1IEP       9,5904 DKK,   1NLG      3,3806 DKK,   1XEU      7,5159 DKK
100ESP     4,497  DKK,   1NZD (1)  4,0756 DKK,   1SEK      0,8586 DKK
10BEF      1,8465 DKK,   1NOK      0,9177 DKK,   100ISK    9,63   DKK  
100GRD     2,409  DKK,   1FIM      1,2578 DKK,   1ZAR (2)  1,4040 DKK
100PTE     3,724  DKK,   1SGD (2)  4,0766 DKK,   10THB (3) 1,449  DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,50% uændr.(6% - 2026),   5,42% -0,00 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,44%                      5,64%
Aktieindex: 695,76 -2,26   KFX (mest omsatte aktier): 218,00 -1,95
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55