Tirsdag, 3. februar 1998 23:10 (DNT)


Bilafgift ændres

Skatteminister Carsten Koch (S) blev i dag ifølge flere kilder "banket på plads" af sin chef, statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Statsministeren greb nemlig ind og standsede opkrævningen af afgiften på privatbrug af erhvervsbiler på gule plader. Den var voldsomt kritiseret af virksomheder, der ikke har privatkørsel. Opkrævningen foregår via centralregisteret for motorkøretøjer, der i forvejen opkræver vægtafgifter, og hvor en bils afgiftsstatus er registreret. Men det er kun skattevæsenet der ved, hvilke bilejere, der har blandet kørsel og hvem der har rent erhverv, og der er ikke noget central bilregister. Det fik den konsekvens, at virksomhederne kom til at "låne" staten penge - rentefrit - i op til 3 måneder.

I dag blev parterne bag afgiftsforliget - R, S, Enhedslisten og SF - enige om en ny model for afgift på privatkørsel. Nu skal ejere, der bruger bilerne privat købe en mærkat til at sætte i forruden. Den koster 2.000 kr. for biler op til 2 tons og 5.000 kr. mellem 2 og 4 tons. Omlægningen af opkrævningsformen medfører et provenue-tab på 300 mill. kr. Ifølge Carsten Koch har han og statsministeren været "enige hele vejen igennem" - teknikken skulle først på plads, og det er den kommet nu, siger han til DR-TVA. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen er mere direkte: "Der er ingen grund til at ulejlige så mange mennesker unødigt" og "vi må væk fra at systemerne er så stive, at de kommer før alt andet!"



Tvind vender tilbage?

25 skoler, der har stort personale og/eller bygningssammenfald med Tvind-skoler har indsendt ansøgning om at få statsstøtte. Foreløbig 3 skoler er blevet godkendt - dvs. at undervisningsministeriet ikke mener, de længere har en tæt tilknytning til Tvind-fællesskabet. Alle de øvrige vil blive vurderet tilsvarende. Oplysningen kommer kort tid efter, at statsadvokaten i Ålborg havde meddelt, at han ikke kunne finde noget at sigte Tvind-fællesskabet for. I 1996 mente undervisningsminister Ole Vig Jensen (R), at Tvind-fællesskabet havde snydt med støttemidlerne. Det medførte dels en politianmeldelse - dels den såkaldte Tvind-særlov, som lukkede af for støtten til alle Tvind-skolerne. Mange skoler er siden fortsat uden statsstøtte, men med en forøget betaling fra kommuner og forældre.

I dag foreslog Enhedslisten, at Folketinget erkender, at Tvind-særloven var en fejl og ophæver den. Her til aften sagde en af lovens skarpeste kritikere, Birthe Rønn Hornbech (V), til DR-TVA at hun ville stemme for Enhedslistens forslag - selv om hun ikke regnede med at den ville få flertal. [Birthe Rønn Hornbech mente, at loven krænkede nogle grundlæggeden retsgarantier, og gik i maj 1996 mod partidisciplinen og undlod at stemme for loven.]



Nedlægger sit mandat

Helge Sander (V) - nyvalgt borgmester i Herning - nedlagde i dag sit folketingsmandat. Det skete efter en alvorlig samtale med gruppeformand Ivar Hansen (V). Helge Sander ville egentlig tage orlov til næste folketingsvalg, og derefter undlade at genopstille. Derved kunne han hæve 360.000 kr. i ventepenge helt i overenstemmelse med reglerne - men det vakte voldsom harme blandt de øvrige politikerne. Ventepengene er nemlig beregnet til medlemmer, der pludselig står uden job, fordi de mister deres mandat efter flere år i Folketinget. Havde Helge Sander i dag ikke ændret beslutning, er det overvejende sansynligt, at et flertal i Folketinget havde grebet ind i morgen. Folketingets formand, Erling Olsen (S) kritiserede i går offentlig Helge Sanders beslutning - og Margrethe Auken (SF) sagde til TV2 Nyhederne: "Begærlighed ER en last - ikke end dyd!"

I en pressemeddelelse skriver Helge Sander i dag bl.a.: "Da der er blevet stillet spørgsmålstegn ved min hæderlighed, har jeg måttet se stort på, at jeg har loven på min side. Derfor tager jeg konsekvensen og giver afkald på mit efter-vederlag fra Folketinget. Jeg har ikke gjort noget forkert, men vil ikke for et engangs-beløb risikere at svække min politiske handlekraft i mit nye job som borgmester."

Hanne Christensen, tidliger borgmester i Thyholm kommune, overtager Helge Sanders mandat i Folketinget.



2. vinterdag

Det sneede kraftigt natten til i dag - mest i Jylland. Flere byveje var lukket i morges på grund af fygning. Ved Hjallerup blev en kvinde dræbt og 2 kvæstet, da en bil skred på grund af snevejret. Ellers skete der ikke alvorlig personskade, men Falck fik 7.000 udrykninger og måtte på 2. dagen have indkaldt reservemandskab. 80 fodgængere landet over kom alvorligt til skade efter fald på sneglatte fortove. Bilisterne var i dag foreberedt på vanskelige forhold, og Falck rapporterede om, at man kørte fornuftigt, mens politiet i Helsingør mente det modsatte, og fortalte om patruljevogne, der med høj fart blev overhaldet på motorvejene.



Bydelsråd i krisemøde

Her til aften holdt bydelsrådet på Indre Østerbro krisemøde. Her forsøger SF gruppen at overtale formanden for rådet, Kjeld Lykke til at gå af. Kjeld Lykke er medlem af SF. Samtlige 200 administrative medarbejdere under bydelsrådet er imod Kjeld Lykke, og samtilige topschefer har sagt deres stillinger op i løbet af de sidste par måneder i protest mod formanden. De siger samstemmende, at han blander sig ialt i mindste detalje. Indtil i dag blev Kjeld Lykke støtte af et flertal bestående af SF, Venstre og Solidarisk Alternativ - men SF føler nu at formanden truer hele det københavnske forsøg med lokale bydelsråd. Kjeld Lykke nægtet at gå af, og da bydelsrådene har status af byråd og formanden derfor er borgmester, kan han ikke afsættes, når han først er valgt.



Skal mentalundersøges

Den 33-årige dansker, der før jul dræbte to betjente i Helsinki, skal mentalundersøges. Det afgjorde retten i Helsinki i dag, efter afslutningen af den 2 dage lange retsag. Danskeren erkendte drabene, men benægtede at der var tale om bevidst likvidering. Pistolen gik af "ved et uheld", og så gik der panik i ham, hævdede han. Det finske politi demonstrerede i retten, at den benyttede pistol krævede voldsomme kræfter for at affyre. Der falder dom i sagen, når mentalundersøgelsen er afsluttet - det ventes at ske om ca. 2 måneder.


DilleSport


BADMINTON

Blot 2 dage efter De Danske Mesterskaber siger den danske landstræner, Henrik Lyngby, stop. Når kontrakten udløber med udgangen af juli måned i år, stopper han som træner for de danske elitespillere. Han føler ikke længere, at han har det nødvendige overskud. I eftermiddags sagde til DR-Radiosporten: "Man skal ikke sidde af prestigemæssige årsager".

Henrik Lyngby har været landstræner siden august 1996 - lige efter OL i Atlanta - først i samarbejde med daværende sportschef Morten Frost, siden juli 1997 med sportschef Thomas Lund.

Sportschef Thomas Lund udtrykker beklagelse over, at Henrik Lyngby slutter.



CYKLING

Et af de fire nystartede cykelhold i Danmark, har deltaget i sit første løb. Team Home Jack & Jones stillede op i Grand Prix Ouverture i Sydfrankrig. Michael Rosborg besatte 6. pladsen og René Jørgensen blev nummer 14. Sportsdirektør Alex Petersen var ganske rimeligt tilfreds.



HÅNDBOLD

Inden for få uger afgøres det, hvem der skal overtage jobbet som landstræner for de danske GULD-kvinder efter Ulrik Wilbek. Gennem de seneste to uger har tre emner været i kikkerten hos DHF (Dansk Håndbold Forbund): Jan Pytlick, herrer-træner hos GOG, Per Jessen, træner hos Ikast, og tidligere landstrænerassisten Brian Lyngholm.

Mens det fortsat er et åbent spørgsmål om, hvem der bliver ny dansk K-landdtræner, er det afgjort hvem der til sommer bliver ny træner hos K-Randers. Det bliver Morten Arvidsson, som blandt andet har trænet klubber som Lunner (Norge), Varstena (Sverige) og i danske Lyngså (som assistenttræner).



Vejret

Sne i formiddags, senere opklaring med snefygning nogle steder. Temperaturer op til frysepunktet.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9160 DKK,   1GBP     11,3471 DKK,   1DEM      3,8107 DKK
100JPY     5,4932 DKK,   100ITL    0,3860 DKK,   1AUD (1)  4,7829 DKK
1FRF       1,1370 DKK,   1CHF      4,7003 DKK,   1CAD      4,7546 DKK
1IEP       9,5648 DKK,   1NLG      3,3806 DKK,   1XEU      7,5156 DKK
100ESP     4,496  DKK,   1NZD (1)  4,1260 DKK,   1SEK      0,8594 DKK
10BEF      1,8466 DKK,   1NOK      0,9194 DKK,   100ISK    9,61   DKK  
100GRD     2,406  DKK,   1FIM      1,2585 DKK,   1ZAR (2)  1,4147 DKK
100PTE     3,725  DKK,   1SGD (2)  4,0690 DKK,   10THB (3) 1,386  DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,50% +0,01 (6% - 2026),   5,41% uændr.(7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,44%                      5,64%
Aktieindex: 698,02 +7,74   KFX (mest omsatte aktier): 220,49 +4,68
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55