Mandag, 19. januar 1998 23:53 (DNT)


Banksag: DDB tilbud

Efter møder i bestyrelse og direktion i Den Danske Bank (DDB) lørdag og søndag, gik direktør Peter Straarup i går aftes på DR-TVA og fremlagde bankens holdning til rapporten om overdragelsen af Føroya Banki til Finansieringsselskabet af 1992 og dermed det færøske landsstyre i 1993. Den Danske Bank mener ikke, at man har gjort noget forkert eller forholdt nogle oplysninger. Men for at få sagen hurtig afsluttet, har man besluttet at yde en "godtgørelse af tab", hvis det kan bevises, at der har været større tab på kunder i Føroya Banki end i den statsejede Sjovinnu Banki. Den godtgørelse skønner andre eksperter vil blive af størrelsesordenen 100 - 300 mill. kr. - meget langt fra de krav på 2 - 3 mia. kr., som kilder i landsstyret vil have den danske stat til at modregne i Færøernes gæld.

Det færøesk landstyre vil officielt ikke kommentere tilbudet. Ifølge lagmand Edmund Joensen betragter man det som en sag mellem den danske regering og Den Danske Bank. I Danmark blev DDB-tilbuddet modtaget forskelligt af de politiske partier. Den borgerlige opposition var særdeles positive over bankens "gestus", mens regeringen og venstrefløjen undrede sig over, at banken først siger, at den ikke har gjort noget forkert - og derefter tilbyder erstatning.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen har aftalt at mødes i DR-TVA onsdag aften kl. 21.25 for at debatere banksagen.



TD Generalforsamling

I dag overtog det amerikanske selskab Ameritech formelt magten i TeleDanmark. Det skete ved den ekstraordinære generalforsamling. Ameritech fik indvalgt 5 medlemmer i bestyrelsen, men valgte at lade Knud Heinesen fortsætte som formand. Ameritech har købt 42% af aktierne i TeleDanmark af den danske stat, men sidder på bestyrelsesflertallet i kraft en aktionæraftale med staten. Direktør Ali Nielsen, PKA, der deltog i generalforsamlingen, sagde bagefter, at forløbet bekræftede den kritik, som PKA har rejst som mindretalsaktionær. Mindretalsaktionærne ønsker mulighed for at sælge TD-aktier til samme favorable pris, som staten fik. Salget er stadig ikke afsluttet - både statsrevisorerne og Københavns Fondsbørs undersøger salget.



TD-direktør går

Den eneste overraskelse var, at adm. direktør Hans Würtzen meddelte, at han trådte tilbage med øjeblikkelig virkning. Han mente, at hans opgave var slut nu med overtagelsen, og at det var på tide med et karriereskift. Han starter som dommer i Vestre Landsret i en 9 måneders prøveperiode. Det er en stilling man udpeges til - den kan ikke søges. Men det er usædvanligt alligevel, for Hans Würtzen har aldrig været ansat i justitsministeriet, hvilket er den normale (men på det sidste ofte kritiserede) karrierevej til dommerstanden. Til ny midlertidig adm. direktør er udnævnt direktør Hans Munk Nielsen, der har haft ansvar for TeleDanmarks Økonomifunktion. Ifølge bestyrelsen vil der snart blive udpeget en ny - dansk - adm. direktør.



Benådning på vej

Ifølge forsvareren, advokat Bent Nielsen, vil hans klient, livtidsfangen Palle Sørensen blive benådet en gang i foråret. Det er "så godt som sikkert", siger han, efter at ledelsen i det åbne fængsel i Sdr. Omme, hvor Palle Sørensen nu afsoner, har indstillet ham til benådning. Ifølge justitsminister Frank Jensen (S) er det ved at være tiden. Palle Sørensen er den fange, der har siddet længst i nyere tid - 34 år, 3 gange den normale livstidsstraf. "Nok er nok", siger Frank Jensen. Dansk Politiforbund har også taget en kommende benådning "til efterretning". Palle Sørensen skød 4 politifolk i 1964, og blev i 1965 idømt livstid. I Folketinget møder benådningen dog kritik fra CD, K og Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, kalder en benådning "en hån mod retsopfattelsen".



Journalist var DDR-spion

Journalisten Felling Sørensen, der i 70'erne var Jyllands-Postens korrespondent i Bonn, og som også arbejde for DR, indrømmer i Politiken Søndag, at han også arbejdede lidt for Stasi - Det østtyske efterretningsvæsen. Politiken havde skaffet dokumenter fra de nu åbnede arkiver, der viste nogle af hans indberetninger. Han kom i kontakt med Stasi i 1959, da rejste til Vesttyskland for at forbedre sine jobmuligheder. Hans formål var at mindske spændingen, ved at de to parter fik mere at vide om hinanden. Han påpeger selv, at han ikke gav dem særligt mange oplysninger - ofte kun oplysninger, der "kunne læses i aviser eller i en telefonbog". Han kom først i det danske politis søgelys, da en forsmået veninde i starten af 60'erne anmeldte ham. Han klarede frisag, men spionerede ikke indtil han blev korrespondent i Bonn i slutningen af 60'erne. Samarbejdet med Stasi ophørte i 1979. I 1983 blev han frikendt for spionage ved en vesttysk domstol. Flemming Sørensen, der nu er 67 år og pensionist, ville ikke have Politikens kopier som souvenir: "Jeg har fortrudt det. Det hele." siger han til slut.

Selv om forældelsesfristen for spionsager er 5 år i Tyskland og 15 år i Danmark, er Politiets Efterretningstjeneste gået i gang med at efterforske sagen, oplyser justitsminister Frank Jensen (S). Det sker efter en politianmeldelse. Justitsministeren vil ikke oplyse, hvem der har indgivet anmeldelsen.



Grænsepatrulje en succes

Den skærpede grænsepatruljering med en målrettet indsats for at afsløre bagmænd i menneskesmugling af udlændinge over den dansk-tyske grænse har været en succes. Så stor, at man nu har problemer med at skaffe pladser i arresthuse. Personer, der er asylansøgere placeres i asylcentre - man har oprettet et midlertidigt lokalt i Sønderjylland, hvorimod dem, der er mistænkt for menneskesmugling ryger direkte i fængsel. Alle arresthuse i Syd og Sønderjylland er i brug, så nu er man begyndt at benytte Odense Arrest. Langt over 100 illegale grænsegængere er taget af de danske politi i år. Og i dag arresterede det tyske politi en gruppe, som menes at stå bag indsmugling af over 200 personer illegalt til Danmark fra Tyskland.


DilleSport
ADMINTON Japan Open, finale:
Herresingle     Peter Gade - Lup Yigang     15-3, 15-11



FODBOLD

Der blev i weekenden trukket lod til kvalifikationsrunderne til EM, der finde sted i Holland / Belgien i år 2000. Danmarks gruppe ser således ud:
    Italien
    Danmark
    Schweiz
    Wales
    Hviderusland
Vinderen kvalificeres direkte - sammen med den bedste 2'er i de 9 puljer. De 8 andre 2'er spiller mod hinanden om de 4 sidste EM-pladser.

Men inden EM-kvalifikationen er der jo lige en VM-finale til sommer...



HÅNDBOLD

K-1.division      Viborg - Ikast         23-27
                  Skovbakken - FIF       31-29
                  Ajax - Horsen          16-27
                  Virum/Sorgenfri - GOG  20-19
(lørdag)          Frederikshavn - DHG    35-27
Stillingen
                  Kampe   V   U   T   Målscore  Point
 1. Ikast           12   10   0   2   329-273   20
 2. FIF             12    9   0   3   380-293   18
 3. GOG             12    9   0   3   320-293   18
 4. Randers HK      12    8   1   3   321-296   17
 5. Frederikshavn   12    7   1   4   337-290   15
 6. Horsens         11    6   0   5   297-289   12
 7. Skovbakken      12    5   1   6   290-319   11
 8. Viborg          11    5   0   6   248-257   10
 9. Virum/Sorgenfri 12    3   0   9   285-324    6
10. AJAX            12    3   0   9   263-306    6
11. DHG             12    2   1   9   276-319    5
12. VRI             12    2   0  10   265-353    4



ISHOCKEY

Superisligaen     Vojens - Rungsted         3-4
                  Rødovre - Frederikshavn   5-4
                  Esbjerg - Herning         2-2
Stillingen
                 Kampe  V   U   T   Målscore  Point
1. Esbjerg         4    3   1   0   19-8      7
2. Herning         5    2   3   0   23-13     7
3. Rungsted        5    2   1   2   19-24     5
4. Rødovre         4    2   0   2   10-16     4
5. Frederikshavn   4    1   0   3   12-17     2
6. Vojens          4    0   1   3   11-16     1



Vejret

Solrig i perioder i weekenden, ellers gråvejr. I dag regnvejr de fleste steder. Temperaturer 2 - 4 grader. Her til aften begyndte det at sne i de nordlige egne



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9640 DKK,   1GBP     11,3520 DKK,   1DEM      3,8086 DKK
100JPY     5,4085 DKK,   100ITL    0,3868 DKK,   1AUD (1)  4,5893 DKK
1FRF       1,1368 DKK,   1CHF      4,6576 DKK,   1CAD      4,8526 DKK
1IEP       9,5832 DKK,   1NLG      3,3801 DKK,   1XEU      7,5281 DKK
100ESP     4,495  DKK,   1NZD (1)  4,0816 DKK,   1SEK      0,8675 DKK
10BEF      1,8461 DKK,   1NOK      0,9227 DKK,   100ISK    9,47   DKK  
100GRD     2,415  DKK,   1FIM      1,2576 DKK,   1ZAR (2)  1,3998 DKK
100PTE     3,725  DKK,   1SGD (2)  4,0058 DKK,   10THB (3) 1,373  DKK
(1) AUD og NZD er fra fredag, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 6,42% +0,01 (6% - 2026),   5,39% +0,03 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,44%                      5,64%
Aktieindex: 697,18 +5,02   KFX (mest omsatte aktier): 219,16 +0,86
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55