Tirsdag, 23. December 1997 22:24 (DNT)


Glædelig Jul

[Dette er sidste udsendelse inden jul. Hvis der er nyheder nok laver vi en udsendelse 2. juledag, ellers er næste udsendelse mandag d. 29. december.]

Vi ønsker vore læsere en glædelig og fredelig jul.



Højesteret: Mistænkt løsladt

Efter næsten et døgns behandling besluttede Højesteret i dag at løslade en 33-årig plejehjemsassistent, som Byretten i København og Østre Landsret havde varetægtsfængslet, mistænkt for mordet på 22 ældre plejehjemsbeboere. Højesteret mente ikke, at der var "særlig begrundet mistanke" om, at kvinden havde begået mordene. Heller ikke anklagerens påstand om, at hun kunne påvirke efterforskningen, hvis hun blev løsladt, ville retten følge. Kvinden blev følgelig omgående løsladt.

Efter afgørelsen sagde den anklagedes forsvarer, Thomas Rørdam, at han var "både glad og tilfreds", og han mente at han havde fået ret i, at der ikke var en mordsag. Han lagde også væk på, at retten havde påpeget, at plejehjemsassistenten hele tiden har hævdet, at hun handlede efter anvisninger fra hjemmets læge. Lægen er også sigtet i sagen, men ikke for mord. Politiet havde ingen kommentarer, bortset fra, at man tog dommen til efterretning, og at man kun var nået "halvejs" i efterforskningen. Juraprofessor Eva Smith, Købehavns Universitet, siger til begge tv-kanaler, at sagen er i en "gråzone". Er det drab - eller er det lægelige forsømmelse? Hun mener, at politiet skal komme med væsentlige, nye beviser, hvis de skal kunne vinde en egentlig drabssag.



Hjemløse i mandtal

Landets hjemløse skal nu registreres, når de kommer ind på landets herberger. Det skal ske for at få et præcist billede af, hvor stort problem det er. Der er for øjeblikket registreret 19.000 indflytninger om året, men da mange er gengangere, skønnes det reelle antal hjemløse at ligge omkring 11.000. Der er ialt 2.300 sengepladser på landets herberger. Halvdelen af disse er private, mens driften dækkes af staten (75%) og amterne (25%). Det er en særbevilling på 10 mill. kr., der gør det muligt at lave undersøgelsen, der udføres af Socialministeriet, Socialforskningsinstituttet og Amtsrådsforeningen i fællesskab



Tavshedspligt lempes

Sundhedsminister Birthe Weiss fremsætter efter nytår forslag om, at apotekernes tavshedspligt lempes. Det sker efter ønske fra apotekerne, der vil have mulighed for at fortælle kunders private læge, hvis der er mistanke om misbrug af receptmedicin. Flere apotekere har fortalt, hvordan kunder kommer ind med recepter på ketogan o.l. fra flere forskellige læger, tydeligt med salg for øje. En apoteker fortalte hvordan en kunde højt og tydeligt forhandlede salg over en mobiltelefon af den medicin, han ventede på at få udleveret. Birthe Weiss håber på, at loven kan blive revideret i løbet af januar.



Ribus-aktivister anker

3 ud af de 4 Ribus-aktivister, der blev dømt lange fængselstraffe for at opildne til hærværk under bus-konflikten i Esbjerg, ankede i dag Byrettens domme til Vestre Landsret. Kravet er frifindelse. Den 4. modtog sin dom - en bøde på 600 kr. Han har tilgengæld sagsøgt politiet for uberettiget fængsling. Han sad varetægtsfængslet i 56 døgn.



Farlig salmonella løs

DR-TVA's program "Journalen", der blev udsendt her til aften, afslørede, at en ny farlig salmonellla variant er sluppet løs i Danmark. Det drejer sig om varianten DT 104 af Salmonella Thyphimerium, som er kendt fra bl.a. England, hvor flere tusinde om året bliver inficeret. Bakterien er multiresistent, dvs. den ikke kan behandles med de gængse antibiotika. Første gang DT 104 blev fundet i Danmark var ved den første salmonella-infektion, der ramte Gentofte Sygehus i oktober måned 1996. Ifølge tv-programmet fik Det veterinære Seruminstittut isoleret og bestemt bakterien. Et par uger efter opdagede en læge, at der også var DT 104 i prøverne fra en dansk svinebesætning. Man slog med det samme alarm til Veterinærdirektoratet. Selv om direktør Erik Stougaard, Veterinærdirektoratet, siger, at det er direktoratets ansvar at skride ind - så kunne han ikke forklare, hvorfor det ikke skete. I maj måned i år fik Danske Slagterier adresserne på de nu 4 besætninger, der var inficeret. Danske Slagterier tog sagen i egen hånd, og sørgede for at besætningerne blev slået ned og gårdene desinficeret.

[TV-programmet var oprindeligt programsat til januar, men presseomtale af sagen, fik DR-TV til sende programmet her til aften med kort varsel.]



Dømt for misbrug af børn

En børnepædagog i slutningen af tyverne, blev i dag i retten i Gladsaxe dømt 3 års fængsel for "anden sexuel omgang" med børn. Dommen faldt for 18 tilfælde overfor børn i alderen 3 - 6 år i den børnehave, hvor pædagogen var ansat. Sagen har været mørkelagt af politiet siden et forældre par og en læge anmeldte pædagogen i sommers. Ca. 60 forældre fra børnehaven var samlet uden for retten, da dommen faldt. De var ovefor TV2 Nyhederne vrede over dommens mildhed, og rettede vreden mod Gladsaxe kommune. Kommunen blev beskyldt for ikke at yde tilstrækkelig krisehjælp til børnene. Borgmester Ole Andersen (S), Gladsaxe, havde ikke hørt om nogle klager, men han lovede i TV2 Lorry, at alt skulle blive gjort for børnene.



360.000 for tort

En gambiansk statsborger fik i går tilkendt 360.000 kr. i erstatning for tort og svie, efter et forlig mellem Justitsministeriet og hans advokat i Danmark. Gambianeren kom til Danmark i 1990 som turist. Det troede politiet imidlertid ikke på, og lod ham tilbageholde. Under opholdet i fængslet, hvor han blev nægtet adgang til tolk i 16 timer, blev han udsat for vold. Sagen har været et fast punkt på Amnesty Internationals årlige liste over problematiske sager i Danmark siden, og har været genstand for en dommerundersøgelse i Danmark.



Danmark lukker i julen

I dag, lillejuleaftensdag, er den sidste mulighed for at handle ind til juleferien. Ifølge den lukkelov, der trådte i kraft i år, er forretningerne lukket juleaftensdag. Første mulighed for at handle bliver lørdag. De sidste forretninger lukkede kl. 22 her til aften, og overalt meldes der om rekordsalg i år.


DilleSport


BADMINTON

Igen i år dækker DilleSport invitationsturneringen Copenhagen Masters, der finder sted i Cirkusbygningen i København den 27 - 29 december. Den særlige webside har URL:
http://login.dknet.dk/~leander/sportspc/masters97/index.html
Siderne er p.t. opdateret med spilleprogram for de indledende runder.



Vejret

Der faldt lidt sne natten til i dag i Nordjylland og enkelte steder på Midtsjælland. Det øvrige land havde lidt regn og gråvejr. Sneen forsvinder dog imorgen, når højere temperaturer og regnvejr kommer ind fra vest. Temperaturer i dag 0 - 3 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,7795 DKK,   1GBP     11,2513 DKK,   1DEM      3,8102 DKK
100JPY     5,2066 DKK,   100ITL    0,3884 DKK,   1AUD (1)  4,4265 DKK
1FRF       1,1385 DKK,   1CHF      4,7172 DKK,   1CAD      4,7247 DKK
1IEP       9,8303 DKK,   1NLG      3,3810 DKK,   1XEU      7,5293 DKK
100ESP     4,501  DKK,   1NZD (1)  3,9264 DKK,   1SEK      0,8704 DKK
10BEF      1,8466 DKK,   1NOK      0,9308 DKK,   100ISK    9,44   DKK  
100GRD     2,416  DKK,   1FIM      1,2585 DKK,   1ZAR (2)  1,3959 DKK
100PTE     3,726  DKK,   1SGD (2)  4,0477 DKK,   10THB (3) 1,520  DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,45% -0,02 (6% - 2026),   5,60% -0,01 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         7,70%
Aktieindex: 647,81 -2,00   KFX (mest omsatte aktier): 202,51 +3,01
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13