Mandag, 1. December 1997 23:40 (DNT)


Skibsulykke på Øresund

4 mænd i alderen 55 til 82 år omkom i går, da en lystfiskerkutter med 21 omborg stødte sammen med en norsk gastankskib lige syd for Hven. Ulykken skete i tæt tåge lidt i 11 om formiddagen. Blandt de omkomne var skibets besætning, den 82-årige skipper og en medhjælper. De præcise omstændigheder er endnu ikke klarlagt, men de 19 lystfiskere havde netop hevet linerne ind, og skipperen startet motoren for at sejle ind, da den norske tanker kom til syne. Sigtbarheden var mellem 50 og 100 meter. Ved sammenstødet blev kutterens akterstavn og styrehus revet af, mens midtskibet og forstavnen holdt sig flydende et stykke tid. Der blev slået katastrofealarm, og adskillige fartøjer kom til hjælp. På grund af tågen var det ikke muligt at sende helikoptere i luften. Først sent på søndagen fik man checket passagerlisterne og fandt ud af, at der ikke var savnede, så eftersøgningen kunne indstilles.

Ifølge de forklaringer, den norske besætning gav til Lyngby Politi i nat, havde den danske lods netop dirigeret tankeren uden om kutteren, der øjensynlig lå stille, men pludselig begyndte den at sejle på tværs og en kollision var uundgåelig. Ifølge kriminalinspektør Jørn Roos, Lyngby Politi, har den norske besætning og den danske lods formentlig handlet korrekt.

Derimod har der været forlydender om, at kutterens 2 radaranlæg måske var i dårlig stand. Ihvertfald siger en af skipperens kollegaer, at skipperen for 14 dage siden spurgte om han havde en god, brugt radar til salg. Politiet har i dag bjerget radarudstyret fra kutteren og sendt det til tekniske undersøgelser.



For tæt trafik i sundet!

Der er altfor megen trafik af små både i Øresund, siger formanden for sundets lodser, Uffe Hansen. Det er især et problem at små både, der ofte er hvidmalede (og derfor sværere at se i tåge, klumper sig sammen omkring bøjerne i det stærkt trafikerede farvand. "Det svarer til at stille sig midt i et lyskryds - med ryggen mod trafikken!" siger Uffe Hansen til i en kommentar til gårsdagens ulykke syd for Hven.



Ingen aldersgrænse til søs!

Selv om skipperen på ulykkeskutteren var 82 år, mener Søfartsstyrelsen ikke, at det er et problem. Frans Møller, Søfartsstyrelsen siger til Ritzaus Bureau, at man skal have et sønæringsbrev for at sejle med passagerer, og det fornys hvert 2. år. Skipperen, der blev dræbt, havde tidligere sejlet mange år for rederiet Norden, inden han begyndte at sejle på Øresund, oplyste Frans Møller ved en pressekonference i dag. Det er kun indenfor luftfarten, at der er en absolutl aldersgrænse (på 60 år). Heller ikke buschauffører har en aldersgrænse.



KV97: V mister Viborg?

Det ser ud til, at de borgerlige alligevel mister magten i Viborg, når den nyvalgte byråd træder til efter nytår. Et medlem af venstre, Jørn Cato Nielsen, har i weekenden meldt sig ud af Venstre, og indledt forhandlinger med den socialdemokratisk borgmesterkandidat Johannes Steensgaard. Dermed er der ikke noget flertal bag V-kandidaten, Mogens Rohrberg. Selv siger han, at det nu står 10-10, og at han forhandler "til anden side". Han vil ikke sige, om det også omfatter Johannes Steensgaard. Jørn Cato Nielsen siger, at V-gruppens forhandlere udeblev fra et møde, som de havde aftalt, og det var medvirkende til at han alligevel valgte af forlade partiet.

[Viborg byråd er blevet landskendt fordi K-håndboldlandsholdets træner, Ulrik Wilbek, blev valgt ind for Venstre, med dobbelt så mange personlige stemmer som Mogens Rohrberg.]



Lauritsen: Danyard lukker!

Bestyrelsesformand Michael Christiansen, Lauritsen Holding, siger til ugebrevet Mandag Morgen, at Danyardværftet i Frederikshavn lukker i løbet af 2 år, hvis ikke man snart får en "overskudsgivende ordre". Redningsplanen, hvor en malajsisk industrimand skulle købe for 600 mill. kr. aktier i værftet er ved at løbe ud i sandet, og værftet har tabt "flere hundrede millioner" i første halvår af 1997. Michael Christiasnen ønsker ikke at uddybe sine udtalelser yderligere. Hvis værftet lukker vil 1200 miste arbejdet, og arbejdsløshedsprocenten blandt metalarbejdere i Frederikshavn vil stige fra 5% til 25%.

ledelse og tillidsmænd på værftet, samt lokale politikere, er chokerede over udtalelserne fra værftets ejer - men adm. direktør Torben Mejnetsen siger, at værftet ikke har givet op. De søger stadig efter ordrer. De skal imidlertid være overskudgivende. Det er de nuværende gastankskibe, som man har i ordre ikke.



Finanslov på plads

I dag forhandlede finansminister Mogens Lykketoft (S) de sidste detaljer på plads, så der nu er flertal for finanslovens afgiftspakke på 800 mill. kr. Der kommer en fordobling af afgiftern på sprøjtemidler, selv om det først skal udnersøges, om en anden model for begrænsning af brugen er bedre. Udover afgifterne fik SF løfte om 1.000 flere studiepladser på de vidergående uddannelser, 250 mill. kr. til forbedring af hjemmehjælp, samt 2 ugers barseslorlov for fædre. SFs Jes Lunde sagde i eftermiddags, at "det var lykkedes SF at sætte dagsordenen" for finanslovsforhandlingerne, og det var første gang. Udover SF har regeringen opbakning fra CD og Jacob Haugaard. Mogens Lykketoft håber dog også, at Enhedslisten vil stemme for afgifter på sprøjtemidler.



Fængsel for TV-trusler

Byretten i Odense idømte i dag to unge mænd ubetingede fængselsstraffe på 9 og 4 måneder for trusler om vold. De havde med hætter over hovedet i TV2-nyhederne truet politiet og medlemmer af den såkaldte "dansker-bande" i Århus med hævn, efter et sammenstødet udenfor Vestre Landsret i Århus. Her blev en kammerat til de to dømt for drabet på bokseren Rachid Laval. De to unge er født i Libanon og nu 18 og 19 år. De to ankede dommen på stedet.

Samtidig med dommen meddelte TV2 (ifølge TV2 Nyhederne) at man ikke mener de to ifølge medieansvarsloven kan gøres ansvarlig for deres udtalelser, da de af TV2 Nyhederne blev lovet anonymitet. Hvis nogen skal gøres ansvarlig, er det TV2 Nyhedernes ansvarlige direktør, Jørgen Flindt Petersen. [På trods af maskeringen kunne politiet i Odense uden vanskeligheder genkende de 2.]



Barn HIV-smittet

En 6-årig kræftsyg pige er blevet smittet med HIV på Ålborg Sygehus. Det er ikke afklaret hvordan smitten er blevet overført, men den kommer formentlig fra et AIDS-barn, der var indlagt på samme afdeling. Embedslægen i Ålborg skal nu undersøge, hvordan det kunne ske, og om der kunne gøres noget for at forhindre en gentagelse. Alle børn, der har været indlagt afdelingen på samme tidspunkt, får også tilbudt en HIV-test.

[En barsk påmindelse. Det er i dag international AIDS dag.]


DilleSport


HÅNDBOLD

M-EM, kvalifikation     Danmark - Polen     26-23  (13-12)
(gruppe 5, søndag)      Sverige - Ungarn    31-23  (16-10)
Selv om Danmark vandt var det også et krav, at Sverige tabte sin kamp mod Ungarn. Det gjorde de ikke, så Danmarks herrer er ikke med ved næste EM.

M-1.division     Helsingør - Vrold     25-26
(søndag)         Rødovre - TVIS        26-29
Stillingen i divisionen:
                  Kampe  V   U   T  Målscore  P
 1. GOG             9    8   0   1  247-198  16
 2. Bjerringbro     9    6   1   2  264-233  13
 3. Virum/Sorgenfri 8    6   0   2  210-197  12
 4. Vrold           9    5   2   2  217-210  12
 5. AJAX            9    5   0   4  232-238  10
 6. ROAR            9    4   1   4  234-238   9
 7. Helsingør       9    4   1   3  227-231   9
 8. Rødovre        11    3   1   7  256-290   7
 9. Kolding         9    3   0   6  213-218   6
10. Esbjerg        10    2   2   6  246-256   6
11. Vadum           9    2   0   7  211-230   4
12. TVIS KFUM       9    2   0   7  211-230   4

K-VM i håndbold via e-post:

DilleSport Specials dækning af K-VM i håndbold i Tyskland, 30. november til 14. december kan også fås via e-postabonnement. Abonnementet er gratis og automatisk. Send en epost til adressen:

dillesport-request@blanet.dk
Med ordet "subscribe" (uden anførdselstegn) i titel (subject). Du vil få en automatisk kvittering snart efter. Hvis du ikke modtager noget svar, så prøv engang til. Mislykkes det også, så skriv til listeadm@blanet.dk og forklar nærmere. Husk at checke, om dit epostprogram har den rigtige returadresse! [Vi har fået tilmeldinger fra adressen: "somebody@somewhere.com"!] Har du tidligere tilmeldt dig listen, skal du gøre det igen. Vi sletter automatisk postlisterne, når den sidste e-post er sendt!

Websiderne har adressen:

http://www.login.dknet.dk/~leander/sportspc/kvm97/
men opdateringen starter først for alvor fra i morgen. (Og DilleSport er direkte fra 5. december).



ISHOCKEY

Eliteserien         Gentofte - Frederikshavn   3-1
                    Vojens - Hvidovre          4-6
                    Odense - Esbjerg           4-5
                    Herning - Rødovre          5-4
                    Aalborg IK - Rungsted      1-8
Stillingen i eliteserien:
                Kampe   V   U   T   Målscore  P
 1. Rungsted      22   14   5   3  118-75    33
 2. Frederikshavn 22   13   3   6   88-69    29
 4. Herning       22   11   3   8  100-70    25
 5. Esbjerg       22   10   5   7   96-75    25
 3. Rødovre       22   12   1   9   86-83    25
 6. Vojens        22    9   5   8   80-64    23
 7. Gentofte      22    9   4   9   92-97    22
 8. Hvidovre      22    8   2  12   88-94    18
 9. Odense        22    6   4  12   79-110   16
10. Aalborg IK    22    1   2  19   28-118    4



Vejret

Efter en grå og til tider tåget weekend, klarede det i dag op over det meste af landet. En del snebyger i vest. Temperaturer fra 0 til 2 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,7615 DKK,   1GBP     11,3505 DKK,   1DEM      3,8065 DKK
100JPY     5,2517 DKK,   100ITL    0,3887 DKK,   1AUD (1)  4,5961 DKK
1FRF       1,1374 DKK,   1CHF      4,7145 DKK,   1CAD      4,7486 DKK
1IEP       9,9752 DKK,   1NLG      3,3779 DKK,   1XEU      7,5485 DKK
100ESP     4,503  DKK,   1NZD (1)  4,5961 DKK,   1SEK      0,8652 DKK
10BEF      1,8454 DKK,   1NOK      0,9327 DKK,   100ISK    9,44   DKK  
100GRD     2,428  DKK,   1FIM      1,2594 DKK,   1ZAR (2)  1,3833 DKK
100PTE     3,727  DKK,   1SGD (2)  4,2114 DKK,   10THB (3) 1,679  DKK
(1) AUD og NZD er fra fredag, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 6,80% -0,02 (6% - 2026),   5,92% -0,03 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         7,70%
Aktieindex: 631,74 +2,12   KFX (mest omsatte aktier): 191,85 +0,29
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13