KV97 - Borgerligt flertal i Herning
[kl. 21.55] Det første sikre resultat om et "systemskifte" kom fra
Herning kommune. Her tabte socialdemokraterne halvdelen af mandaterne,
og Venstre vandt 2, så det nu er det største parti med 9 mandater. Der
er - sammen med de konservative og Kristeligt Folkeparti et solidt
borgerligt flertal. Ny borgmester bliver Helge Sander.
Landsprognoserne viser en lille tilbagegang til Socialdemokratiet - mindre end ventet. Dansk Folkeparti går en del frem - næsten alle steder på bekostning af Fremskridtspartiet, men også Venstre og lokallisterne må afgive mandater til Dansk Folkeparti.
KV97 - V: Stabilisering en sejr over S
[kl. 22.15] Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen siger til begge
kanaler, at Venstre holder skansen, og det er en stor sejr, fordi man
sidste gang havde et kanon-valg. Han betragter socialdemokratiets
tilbagegang som en stor sejr: "Den gamle socialdemokratiske beton
falder" siger han til DR-TVA.
KV97: S i Odense går frem
[kl. 22.25] Med 32% af stemmerne optalt i Odense kommune ser det ud til,
at borgmester Anker Boye styrker sit flertal, sammen med Enhedslisten og
SF, som Socialdemokratiet er i valgforbund med. Anker Boye er en af de
socialdemokratiske borgmestre, der er blevet landskendt for at kritisere
fordelingen af flygtninge imellem kommunerne.
KV97: SF fremgang i Vejle
[kl. 22.35] SF går 3 mandater frem i Vejle, hvilket er meget
usædvanligt. Der tales om, at det er borgmestereffekten, der slår
igennem. Vejles borgmester Flemming Christensen er landets eneste SF
borgmester uden for Københavnsområdet - baseret på bl.a. borgerlige
stemmer. Det har åbenbart givet pote til SF. Dansk Folkeparti kommer ind
med 2 mandater.
KV97: Venstre beholder Lejre
[kl. 22:55] Formanden for Kommunernes Landsforening, borgmester Evan
Jensen (V), beholder magten, selv om partiet (med de nuværende optalte
stemmer) mister et af sine mandater. Også S og R mister et mandat hver -
En lokal liste, Lejre-listen, får 3 mandater første gang de stiller op.
Unge Venstrefolk havde angrebet Evan Jensen på partiets sidste landsmøde
for ikke at arbejde nok for udliciteringer. Men mest betydning har nok
være interne ballade i Venstre i Lejre, med ekskludering af et
fremtrædende medlem.
KV97: Århus - S tilbage, men rødt flertal
[Kl. 23.00] Socialdemokraterne taber to mandater i Århus Byråd, nu da
alle stemmerne er talt op. Dansk Folkeparti får 2 mandater. Venstre
vinder et mandat, og Fremskridtspartiet taber et. SFs spidskandidat
Niels Erik Eskilsen siger til DR-TVA, at der nu er et rødt flertal, så
hvis Flemming Knudsen - den nuværende S-borgmester - vil benytte det, er
SF klar - med betingelser. Borgmester Hans Schiøtt (V) erkender, at det
ikke er muligt at lave et borgerligt flertal, men håber på et fortsat
samarbejde med Flemming Knudsen.
KV97: 2. server går ned
[kl. 23.05] Den eneste server med aktuelle resultater - Københavns
Kommune - viser nu pludselig Microsofts Informations Servers
standard-sider. Kommunedatas "DitDanmark" har ikke været tilgængeligt -
Jyllands-Posten skriver, at den var for populær. [Min mening er, at den
var under- og fejldimensioneret. Det er sindsygt at bygge en server
baseret på dynamiske HTML-sider på en relativ uprøvet platform. Det
lærte IBM ved OL sidste år - Det burde Kommunedata havde lært af,
selv om de bruger en anden leverandør! /Leif]
København er ret hurtig online igen. DitDanmark er ikke....
KV97: Dansk Folkeparti vinder
[kl. 23.50] DR-TVA gør landsresultatet op, med godt 29% af stemmerne til
amtsrådsvalg og kommunevalg i København og Frederiksberg: Ændringer: S
-0,7; R +0,6; K -2,1; CD +0,2; SF -1,8; O (Danske Folkeparti) +6,3;
V -0,1; Frp -3,3; Enhedslisten +0,6. Kristeligt Folkeparti uændret på
1,6%
Alt i alt betegnes det som en - lille - jordskredssejr til Dansk Folkeparti. Fremskridtspartiet er den store taber, men også Socialdemokratiets tilbagegang noteres, da den medfører "systemskifte" i en række traditionelle S-kommuner. Men København, Århus og Odense har stadig S-borgmestre. De næste dage skal der imidlertid fintælles og tælles mandater. Lokalpolitik er mere uforudsigeligt end landspolitik.
KV97: Trykfejl i Haslev
Kommunevalget i Haslev kommune på Sjælland skal muligvis gå om. På trods
af 5 korrekturlæsninger, stod der et F i stedet for Z ud for
Fremskridtspartiet på stemmesedlne. F er SFs bogstav, og det stod også
højere oppe på samme liste. Fremskridtspartiets spidskandidat i Haslev,
Niels Jørgen Skov, vil allerede i morgen klage til kommunen med krav om,
at valget går om. Giver det ikke det ønskede resultat, vil man klage til
indenrigsministeriet. Der er 10948 stemmeberettigede i Haslev.
KV97: Stemme - det skal man!
En 85-årig kvinde fra Ålborg overraskede i nat en indbrudstyv i sin
dagligstue. Da tyven opdagede kvinden, trak han en kniv og tvang hende
ud i badeværelset, hvor han stak hende to gange i benet og låste hende
inde. Det lykkedes hende møjsommeligt at få åbnet et badeværelsesvindue
og tilkaldt hjælp fra naboen. Da politiet kom næste morgen, overtalte de
kvinden til at tage på hospitalet for en undersøgelse. Hun gik ind på
det - på den betingelse, at de første kørte hende til et valgsted, så
hun kunne få stemt. For stemme - det skal man!
KV97 WWW - vinder og taber
På WWW området vandt Københavns Kommunes webserver - Kommunedatas
DitDanmark tabte i stor stil. Konklusionen er entydig: Kommunalvalg skal
dækkes lokalt. Forhåbentlig kommer DitDanmark op igen de næste dage, så
resultater fra andre kommuner en Københavns kan blive tilgængelig på
nettet.
http://valg97.kk.dk/ - Københavns Kommunale valgserver. http://www.ditdanmark.dk/ - DitDanmarkVi har i al hast lavet en lille henvisningsside (som bliver hængende de følgende dage) til sider med valgdækning på:
http://login.dknet.dk/~leander/kv97.html
Miljøstramninger - men hvordan?
Landbrugets forbrug af sprøjtemidler bliver formentlig en del af
finanslovsforhandlingerne, der starter i næste uge. Venstre,
konservative og SF har meldt ud med hver deres metode til at nedbringe
mængden af sprøjtemidler. V og K vil have lavet en kontrol, så
overforbrug straffes med store bøder. SF vil derimod have et
afgiftssystem, som også regeringen har foreslået. Enhedslisten støtter
også en afgiftsmetode, men vil have forhandlingerne ud af finansloven.
Ud over at straffe overforbrug vil V og K også tilbyde landmændene
satelit-overvågning af markerne, således at sprøjtningen kan optimeres
mest muligt.
Forbrugsfesten ikke dæmpet
Det lille forbrugsindgreb, der blev lavet under Folketingets
åbningsdebat mellem regeringen, CD, V og K - også kaldet
"peanut"-forliget - virker ikke efter hensigten. En del af indgrebet gik
ud på at hæve stempelafgiften på såkaldte tillægsslån i fast ejendom,
med det formål at bremse det lånefinansierede forbrug. Men indgrebet har
ikke virket, siger realkreditselskaberne i dag. Lånelysten er uændret
før og efter forbrugsindgrebet. Låntagerne forhøjer bare lånet med den
ekstra afgift - og det vil typisk "koste en pakke cigaratter" om
måneden, når lånet afdrages. Formanden for realkreditrådet, Mogens Munk
Rasmussen siger til DR, at der formentlig kommer en stagnation sidst i
1998, fordi folk så venter på, at ekstraafgiften afskaffes igen fra
1999. [Udover den forhøjede stempelafgift indeholdt forliget en tvungen
opsparing i ATP i 1998]
DSB-hjul undersøges
DSB tester nu alle hjulene på IC3-tog, efter at 2 hjul er brudt sammen
på få måneder. Der er mistanke om metaltræthed, så derfor vil DSB også
udskifte alle hjulene på 12 IC3-togsæt, der tilhører den serie, som de
uheldsramte tog. Sikkerhedschef i DSB,
En ganske særlig hilsen...
Til Christopher Toben, 2 år i dag - Happy Birthday! :-) /Dille
Vejret
Skyet men tørt. Temperaturer 3 - 6.
Finansmarkederne
1USD 6,5780 DKK, 1GBP 11,1352 DKK, 1DEM 3,8065 DKK 100JPY 5,2364 DKK, 100ITL 0,3888 DKK, 1AUD (1) 4,6305 DKK 1FRF 1,1369 DKK, 1CHF 4,6749 DKK, 1CAD 4,6452 DKK 1IEP 9,9104 DKK, 1NLG 3,3773 DKK, 1XEU 7,5338 DKK 100ESP 4,511 DKK, 1NZD (1) 4,1615 DKK, 1SEK 0,8718 DKK 10BEF 1,8454 DKK, 1NOK 0,9347 DKK, 100ISK 9,26 DKK 100GRD 2,426 DKK, 1FIM 1,2632 DKK, 1ZAR (2) 1,3627 DKK 100PTE 3,732 DKK, 1SGD (2) 4,1873 DKK, 10THB (3) 1,726 DKK(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.
Obligationsrenter: 6,95% uændr.(6% - 2026), 6,095% -0,010 (7% - 2007) Pr. 30/12: 7,70% Aktieindex: 617,07 +3,92 KFX (mest omsatte aktier): 185,27 +2,40 Pr. 30/12: 471,95 136,13