Tirsdag, 4. November 1997 22:43 (DNT)


Tjenestemandsdomstol indkaldt

Kriminalforsorgen indkaldte her til aften den såkaldte Tjenestemandsret, der består af dommere fra Højesteret. Forsorgen indklagede medarbejderne i Vestre Fængsel, der på 2. dag har meldt sig syge, for overenskomstridig konfliktaktion. Efter en kort votering fulgte retten Forsorgens indstilling og beordrede medarbejderne på arbejde igen. Officielt vil ingen vedkende sig, at der er tale om en aktion, rettet mod Kriminalforsorgens nedskæring af bemandingen over hele landet med 117 fuldtidsstillinger. Nedskæringerne kommer efter rod i Kriminalforsorgens regnskaber. Det var ikke blot i Vestre Fængsel sygefraværet steg idag. Andre københavnske fængsler meldte om kraftigt fravær. Personalemanglen betød, at fangerne blev holdt i deres celler. Der manglede personale til fængselværkstederne, til eskorte til retsager og til at tage imod besøgende.



6 anholdt i Århus

Politiet anholdt i dag 6 personer fra den såkaldte "dansker"-gruppe kendt fra balladen omkring retsagen mod bokseren Rachid Lawals morder forleden. Politiet mener, at det var en 27-årig fra denne gruppe, der startede gadeslagsmålet, da han fyrede et haglgevær af mod tilhængere af den mordsigtede. Den 27-årige vil blive sigtet for drabsforsøg. En 28-årig sigtes for meddelagtighed i drabsforsøg. Desuden sigtes 3 for anstiftelse af og medvirken til opløb. Den 6. blev løsladt igen. De 5 fremstilles i grundlovsforhør i morgen. Der er gået så lang tid efter balladen før anholdelserne, fordi politiet ikke havde stærke video-beviser mod denne gruppe, imodsætning til palæstinensergruppen fra Odense.



Regering tabte første runde

Igår bestemte Højesteret, at regeringen skal fremlægge en lang række hemmeligtstemplede papirer fra forhandlingerne omkring EU, helt tilbage til 1992. Dermed følger retten en indstilling fra sagsøgerne i grundlovssagen mod statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og hans forgængere. De anklages for at have krænket grundlovens paragraf om suverænitetsafgivelse ved at underskrive EU-traktaterne. Statsministeren sagde i dag, at regeringen ville rette sig efter afgørelsen, og at alle de ønskede papirer ville være "ovre" i Højesteret senest 1. december i år. Det er vigtigt for regeringen, at retsagen er afsluttet efter planen ved udgangen af marts næste år. Men skulle sagen ikke være færdig, vil den næste EU-afstemning, den om Amsterdam-traktaten, blive afholdt som planlagt i maj måned.



Jørgen Winther omstridt

Partifæller til Jørgen Winther (V), der stiller op til amtsrådsvalget i Århus Amt, ved ikke rigtigt hvad de skal stille op. Nogen har direkte bedt ham træde tilbage. Baggrunden er, at han i et avisinterview i søndags bemærkede "hvorfor mon?" sygefraværet blandt amtets ansatte var højere om fredagen end ugens øvrige dage. Problemet var bare, at ifølge amtets egen sygefraværstatistik er der ikke nogen forskel på sygefraværet i løbet af ugen. Jørgen Winther har imidlertid ikke ville trække bemærkningerne tilbage - og det kan koste de borgerlige magten i Amtsrådet. Som det ser ud nu bliver der dødt løb - og så bliver de radikale tungen på vægtskålen. De øvrige amtsrådsmedlemmer har taget kraftigt afstand fra Jørgen Winthers udtalelser.



Gasbrand i Helsingør

En mand blev lettere forbrændt, at der i dag udbryd brand i en naturgasledning i Helsingør. Brandvæsenet kom hurtigt til, men forsøgte ikke at slukke ilden, for der var lukket for gassen. Istedet oversprøjtede mand to nærliggende huse, så der ikke gik ild i dem. En personbil blev antændt og udbrændte. Da der var lukket for gassen, gik branden ud af sig selv.



Speget thulesag

Hverken forsvarsminister Hans Hækkerup eller forsvarskommandoen vil udtale sig om, hvorfor grøndlandskommandoen hævder, at man straks efter episoden i marts, hvor amerikanerne begyndte at bygge en flyveplads i et område, hvor de ikke havde lov til, sendte en indberetning til København. Forsvarsministeren sagde i går, at han først havde hørt om sagen, da den blev omtalt i Berlingske Tidende søndag. Han ville i dag ikke udtale sig, før sagen var undersøgt nærmere. SFs Villy Søvndal tror nu ikke længere på, at ministeren taler sandt, når han hævder, at han intet vidste før i søndags. Han vil nu have ministeren i samråd om sagen.

Sent her til aften indrømmede Forsvarskommandoen, at den havde modtaget rapporten. Det var en fejl, når man havde sagt man ikke havde modtaget den. Problemet var (og er?) at man ikke kan finde rapporten.



Ligelig fordeling af flygtninge

Den nyudnævnte indenrigsminister Thorkil Simonsen (S) løftede i dag sløret for et af de initiativer, han ville sætte i gang for at sikre integration af flygtningen i Danmark. Der skulle nu laves en mere ligelig fordeling af flygtningen kommunerne i mellem. Han troede på, at nye flygtninge fordeles imellem amterne i forhold til indbyggertallet. Derefter skulle kommunerne og amtet i fælleskab fordele det imellem kommunerne. Thorkild Simonsen var fuldt klar over, at det var et indgreb i det kommunale selvstyre, men det var han parat til, hvis det skulle blive nødvendigt. [Det er et gammelt krav fra netop den gruppe S-borgmestre, som Thorkild Simonsen tilhørte som borgmester i Århus.]

Ideen afvises af Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Venstres Uffe Ellemann-Jensen i DR-TVA. Pia Kjærsgaard siger, at det drejer sig om at få gang i tilbagesendelsen af flygtninge til sikre nærområder, ikke at fordele dem i Danmark. Uffe Ellemann-Jensen siger, at al den snak om integration og fordeling kan blive et "røgslør" for det virkelige problem - "hvordan undgår vi, at der kommer så mange nye ind", som skal fordeles.



Vækstfremmerafgift

Fødevarerminister Henrik Dam Kristensen (S) vil forsøge at hjælpe begrænsningen af forbruget af vækstfremmere på vej ved at lægge en ekstraafgift på salget. Vækstfremmere er antibiotika, der tilsættes dyrefoder så dyrene vokser hurtigere. Men samtidig er den høje koncentration under mistanke for at bevirke fremkomsten af resistente bakteriestammer, som gør medicinsk antibiotika virkningsløs overfor mennesker. Forleden vedtog brancheforeningerne for svin og fjerkræ at afvikle brugen af vækstfremmer inden nytår, og formålet med fødevareministerens forslag er ifølge DR at "dække de sidste hjørner af". Landbrugsrådets præsident, Peter Gæmelke, er dog "noget forundret". Han er "betænkelig" over Danmarks "enegang" i EU.


DilleSport


FODBOLD

UEFA-Cup   Twente, Holland - AGF    0-0
Selv om AGF ikke tabte nogen af de to kampe er de ude af turneringen. Twente går videre på et udebanemål, da kampen i Århus 21/10 endte 1-1.



Vejret

Solrig, men efterhånden flere skyer. Temperaturer 3 - 5 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,5670 DKK,   1GBP     11,0418 DKK,   1DEM      3,8056 DKK
100JPY     5,4040 DKK,   100ITL    0,3884 DKK,   1AUD (1)  4,7421 DKK
1FRF       1,1363 DKK,   1CHF      4,6777 DKK,   1CAD      4,6744 DKK
1IEP       9,8695 DKK,   1NLG      3,3762 DKK,   1XEU      7,5113 DKK
100ESP     4,506  DKK,   1NZD (1)  4,1472 DKK,   1SEK      0,8726 DKK
10BEF      1,8450 DKK,   1NOK      0,9350 DKK,   100ISK    9,24   DKK  
100GRD     2,422  DKK,   1FIM      1,2671 DKK,   1ZAR (2)  1,3791 DKK
100PTE     3,729  DKK,   1SGD (2)  4,2556 DKK,   10THB (3) 1,665  DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,02% uændr.(6% - 2026),   6,179% -0,029 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         7,70%
Aktieindex: 624,46 +6,10   KFX (mest omsatte aktier): 185,39 +2,77
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13