Tirsdag, 28. oktober 1997 23:07 (DNT)


Store aktieudsving

Den internationale børskrise i dag blev også afspejlet på Københavns Fondsbørs. KFX faldt i løbet af dagen indtil midt på eftermiddagen næsten 10% (til ca. 170). Derefter steg den igen - stort set parallelt med børsen i New York. KFX sluttede på 184,65, et fald på 1,7%. Direktør Lars Johansen, Københavns Fondsbørs, siger til DR-TVA, at verdens børser er "psykisk forbundne". I Europa "er der jo ikke sket noget økonomisk", sagde han. Han mener, at det er sundt med nogle kursfald - men det kunne have været mindre og over en længere periode.



Flere penge til politi

Justitsminister Frank Jensen (S) vil give 300 mill. kr. mere til politiet over de næste 3 år, oplyste han i dag. Det forudsætter dog, at de to partier uden for regeringen, der er med i det fire-årige politiforlig, CD og de konservative, er enige. Både Venstre og konservative har længe krævet flere penge til politiet, mens de radikale har strittet imod. Iføle Bjørn Elmquist var man bange for, at pengene ikke ville gå til at modernisere politiet for. Det har man nu fået garanti justitsministerens ord for. Både CD og de konservative er på forhånd positivt stemte.

Ifølge Frank Jensen er det de uforudset ekstreopgaver - De sociale topmøde i København, præsident Clintons besøg og rockerkrigen, samt den nye kriminalitet: Storbybander, illegal indvandring, økonomisk og miljø-kriminalitet, der kræver flere resourcer. De 120 mill. kr. det første år skal først og fremmest bruges til at "købe" overarbejdspuklen på 577 mandeår væk, og til ny teknologi. I 1999 bevilges 100 mill. kr. ekstra og 80 mill. kr. i år 2000.



Ingen kirkelig velsignelse

Landets biskopper vedtog på et møde i Århus i dag, at folkekirken ikke ville tillade kirkelig velsignelse af homoseksuelle par. Dermed går biskopper imod anbefalingen fra det udvalg, som de selv har nedsat for at se på spørgsmålet. Det kom tidligere på året med en anbefaling om at tillade kirkelig vielse. Nogle af landets biskopper ville følge anbefalingen, mens andre var imod. I dag blev man enig om at være imod - og det skete af hensyn til den kirkelige enhed, siger biskop Kresten Drejergaard, Fyens Stift, efter mødet. I landforeningen af bøsser og lesbiske mener man, at biskopperne har givet efter for en kraftig kampagne fra højreorientede præster. Foreningen vil nu tage sagen op i Folketinget.



Varetægtsfængslet i Finland

Den danske, dobbelte politimorder blev i dag under stor mediebevågenhed fremstillet i retten i Helsinki. Han har tilstået, at han skød og dræbte to finske betjente i Helsinki onsdag aften, og det lukkede retsmøde blev derfor overstået på 10 minutter. Han blev varetægtsfængslet frem til 10. februar. Det betyder i Finland, at sagen skal for retten inden denne dato - varetægtsfængslinger vurderes hver 14 dag i perioden. Straframmen er livstid - hvilket også i Finland betyder 12 - 15 år. Det blev også klart, at danskeren vitterligt har forsøgt at tage livet af sig, inden han blev anholdt af finsk politi. Han havde bandager på begge underarme i retsalen. Hans beskikkede finske forsvarer, Aarno Arvila, bekræftede selvmordsforsøget, og betegnede hans klient tilstand som "deprimeret" og "fuld af anger".



Opgiver ide om vetoret

Venstre og konservative opgav i dag kravet om, at politiet skulle have vetoret over Kriminalforsorgens udgangstilladelser. Den dansker, der myrdede de to finske betjente, var udeblevet efter sin første uledsagede udgang, under afsoningen af dom på 15 år. Det er kommet frem, at politiet sagde nej, da Kriminalforsorgen spurgte efter en vurdering af udgangstilladelsen. Det fik Venstre og konservative til i går at kræve relgerne ændret, så politiet fik vetoret. Men det ville politiet ikke have. De mente ikke, de kunne vurdere bedre en fængselsmyndighederne - og ordningen med udgangstilladelse var et godt resocialiseringsinstrument.



Mere højrefremgang

De nyeste meningsmålinger weekenden har givet anledning til panderynker i Fremskridtspartiet. De sidste to uger har meningsmålinger givet Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti en kraftig fremgang på tilsammen 20 - 22 mandater, hvis det havde været folketingsvalg. Fremskridtspartiets problem er at næsten alle mandaterne går til Dansk Folkeparti. Med 2,9% når Fremskridtspartiet lige over spærregrænsen i det "justerede gennemsmit" af de forskellige målinger som professor Søren Risbjerg Thomsen, Aarhus Universitet har beregnet for Ritzaus Bureau. Kim Behnke (Frp) siger til TV2 Nyhederne, at Fremskridtspartiet har haft et partiprogram i 25 år, som så bliver "fotokopieret" af Dansk Folkeparti og giver det fremgang.



Dronning udskrevet

Dronning Ingrid blev ved middagstid udskrevet fra Hillerød Sygehus. Her gennemgik hun en hofteoperation natten til fredag, efter at være faldet og brækket lårbenshalsen. Operationen forløb så godt, at dronningen allerede søndag startede genoptræningen. Den skal nu fortsætte i hendes bolig på Fredensborg, Kancellihuset.



Manglende slamkontrol

Miljøstyrelsen afslører i en ny rapport, at over halvdelen af landets kommuner ikke fører tilsyn med indholdet af tungmetaller i slammet fra rensningsanlæg, inden de spredes på landbrugsjord. Det er landbruget stærkt utilfreds med, og formanden for De danske Landboforeninger, Peter Gæmelsk truer med, at landmændene vil boykotte udkørslen af slam, hvis ikke der bliver gjort noget ved tilsynet.



Royal sammenslutning

Selskabet Royal Copenhagen, der ejer bl.a. Den kgl. Porcelænsfabrik, Bing og Grøndal, Georg Jensen og Holmegård, annoncerede i dag, at man går sammen med en tilsvarende svensk virksomhed. Den samlede virksomhed får navnet Royal Scandinavia.



Ikke post nok til tiden

Det står ikke så godt til med postvæsenet - eller retter Post Danmark - som de selv ønsker. Firmaet har sat som mål, at 97% af al post skal nå frem på højst 2 dag. Men en kvalitetsmåling udført af et konsulentfirma for Post Danmark, viser at 93,9 % nåede rettidigt frem i 3. kvartal. Det var et lidt ringere resultat en samme periode sidste år - 94,1% - og det skyldes togforsinkelser og nogle lokale strejker på posthuse, siger Post Danmark. Det går lidt bedre for B-breve. De må være 3 dage undervejs - og her kom 95,3% frem til tiden.



[Rettelser]

[I omtalen af TeleDanmark salg og dets godknedelsesprocedure i går stavede vi EU-kommisærernes navne forkert. De hedder Martin Bangemann og Karel van Miert, som Jess Nielsen skriver. I vores hint til "Grynt" igår kaldte vi den lille, men informative kanal TV4 - den hedder DK4. Hvis man skal tolke hentydningen "TV4" må det være "HeleDanmarks" ønske om at blive den - endnu ikke eksisterende - 4. tv-kanal i Danmark. Men måske skal man ikke lægge for meget i sidebemærkninger i satire. 2. udgave af Grynt er forresten klar på:
http://www.stedetsomikkeer.dk/grynt/
Her kan man stifte bekendskab med det hemmelige våben BSA - "Bull Shit Annihilator" - i praksis.]


DilleSport


HÅNDBOLD

K-1.division        Randers - Viborg      26-21



ISHOCKEY

Eliteserien         Gentofte - Odense      6-6



Vejret

Dagen startede med frost og sol, men efterhånden kom der skyer og senere regn fra nordvest, og temperaturen steg til 8 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,5835 DKK,   1GBP     11,0307 DKK,   1DEM      3,8073 DKK
100JPY     5,4826 DKK,   100ITL    0,3876 DKK,   1AUD (1)  4,6722 DKK
1FRF       1,1361 DKK,   1CHF      4,6695 DKK,   1CAD      4,6606 DKK
1IEP       9,8950 DKK,   1NLG      3,3777 DKK,   1XEU      7,4993 DKK
100ESP     4,508  DKK,   1NZD (1)  4,1658 DKK,   1SEK      0,8776 DKK
10BEF      1,8464 DKK,   1NOK      0,9333 DKK,   100ISK    9,27   DKK  
100GRD     2,397  DKK,   1FIM      1,2697 DKK,   1ZAR (2)  1,4133 DKK
100PTE     3,733  DKK,   1SGD (2)  4,2655 DKK,   10THB (3) 1,778  DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,97% -0,06 (6% - 2026),   6,14% -0,03 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         7,70%
Aktieindex: 638,20 -10,61   KFX (mest omsatte aktier): 188,16 -2,96
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13