Mandag, 27. oktober 1997 23:04 (DNT)


TeleDanmark: solgt

Finansminister Mogens Lykketoft (S) meddelte i formiddags, at staten sælger alle sine aktier i teleselskabet TeleDanmark. TeleDanmark selv køber for 9 mia. egne aktier og det amerikanske selskab Ameritech køber resten for 21 mia. kr. Ameritech bliver derefter den støreste enkeltaktionær i TeleDanmark med 42% af aktierne. Det er den største virksomhedsovertagelse nogensinde i Danmark, og med salget forsvinder statens direkte indflydelse på TeleDanmark. Teleselskabet er dog stadig - på linie med øvrige teleselskaber i Danmark - underkastet kontrol af Telestyrelsen. Størstedelen af beløbet skal falde i tyske D-mark. Hvis beløbet var blevet betalt i danske kroner, ville det have påvirket kronekursen alvorligt.



TeleDanmark: fastholder kurs

Direktør Hans Würtzen, TeleDanmark, siger til DR, at der ikke bliver tale om ekstra afskedigelser i forbindelse med overtagelsen. Men selskabet fastholder den plan fra januar, der betyder en reduktion i medarbejderstaben på 2.500 inden næste sommer. Han henviser til, at den nye partner, Ameritech, har været igennem en lignende rationaliseringsproces med succes, og nu igen ansætter medarbejdere. Når man tjener penge, kan man ansætte flere, siger han. Han siger at dagens salg er til glæde for "firmaet, medarbejderne og aktionærerne". Koncerndirektør Richard C. Notebeart, Ameritech, fremhæver, at der er tale om et godt selskab, at Danmark er et godt land at investere i med veluddannede medarbejdere og Europa's mest progressive telepolitik. Han noterede også ved pressemødet i eftermidddags, at Ameritechs investeringer var den største udenlandske investerings i den europæiske tele-sektor.



TeleDanmark salg skal godkendes

Salget af TeleDanmark til den amerikanske Ameritech-koncern skal godkendes af myndighederne - både i Danmark, EU og i USA. Først skal finansudvalget godkende handelen. Der er politisk flertal bag - kun Enhedslisten er imod. Enhedslisten mener, at der burde have været en jobgaranti for de ansatte med i aftalen. Ifølge Pia Christmas-Møller (K) forlanger V og K også en skriftlig garanti for, at indtægterne fra salget vitterligt bliver brugt til at nedbringe statsgælden. Det skal så internationalt vurderes, om der med salget er noget, som indskrænker den frie konkurrence. EU-kommisionen blev orienteret allerede i eftermiddag, både Marting Bangeman og Karl van Miert - de to kommisærer, der står for henholdsvis IT-sektoren og det indre marked. På grund af behandlingstiden i på begge kontinenter, ventes salget først effektueret fra årskiftet.



TeleDanmark salg: Henvisninger

TeleDanmarks pressemeddelelse findes på:
http://www.teledanmark.dk/intro/presse/meddelelser/p971027a.htm
Ameritech's pressemeddelelse findes på
http://www.ameritech.com/news/releases/oct_1997/27_01.html



Dansker myrder politifolk

Det var en dansker, der i sidste uge dræbte to finske betjente i Helsinki. Han blev overrasket under et væbnet røveri mod et hotel i byen. Den 33-årige mand flygtede fra Vridsløselille 15. september, da han havde uledsaget udgang. På det tidspunkt havde han afsonet 4 år af en dom på 15 år for væbnet røveri, gidseltagning og voldtægt. Af endnu ukendte årsager rejste han til Finland og lejede en lejlighed i falsk navn i Helsinki - blot 200 meter fra det senere drabssted. Efter drabene flygtede han og blev anholdt lørdag eftermiddag i Tavastehus, 100 km nord for Helsinki. Søndag eftermiddag tilstod han. Ifølge finsk politi har han fortrudt sin gerning. Et finsk dagblad hævder desuden, at han var ved at forberede selvmord, da han blev taget. Han havde skrevet et afskedsbrev til betjentenes efterladte familie, hvori han bad om tilgivelse.



V: Minister må gå!

Venstre vil gøre justitsminister Frank Jensen (S) ansvarlig for mordet på de to finske betjente i Finland. Baggrunden er, at da kriminalforsorgen bad fængslet og politiet vurdere, om den 33-årige danske drabsmand kunne komme på sin første uledsagede udgang, sagde politiet nej, hvorimod fængslet sagde ja. Ifølge de nuværende regler, har politiet ikke veto-ret. Inge Dahl-Sørensen (V) siger, at reglerne er blevet overholdt af Kriminalforsorgen - reglerne er bare ikke gode nok, og det er Frank Jensens ansvar. Derfor må han gå af.

Både kriminalkommisær Willy Eliasen, Glostrup Politi, der var den politistation, der vurderede sagen, og formanden for Politimesterforeningen, Jørgen Illum, Danmark betakker sig for at politiet får veto-ret i sager om udgangstilladelser. Begge henholder sig til, at politiet ikke har føling med den indsatte efter alle de år - og at udgangstilladelser er kriminalforsorgens ansvar.



Blinde passagerer omkom

I maj sendte de britiske myndigheder en kritisk note til Danmark, fordi der på kort tid var fundet ialt 3 døde, blinde passagerer i lasten på to danske skibe. Alle tre var omkommet, fordi de havde opholdt sig i lasten, mens den blev gasset for skadedyr - en standardprocedure, når skibet forlader havnen. Begge skibe kom fra afrikanske havne. Det som myndighederne i Storbritannien især kritiserede var, at i det ene tilfælde var tale om, at besætningen havde fundet 2 blinde passagerer, der var kravlet op af lasten efter gasningen. De var blevet behandlet med modgift og overlevede, men besætningen undersøgte ikke lasten yderligere. Det ville have været livsfarligt, sagde kaptajnen i dag til DR, da gassen stadig lå dernede. Han mener iøvrigt, at man gør meget for at finde blinde passagerer, sammen med de lokale myndigheder, men i hans tilfælde havde de begravet sig inde i lasten af kokosrasp, formentlig efter aftale med de lokale havnearbejdere.

De danske søfartsmyndigheder har indskærpet de internationale regler for behandlingen af blinde passagerer overfor danske redere. Trafikminister håber imidlertid, at disse regler snart kan blive til en egentlig konvention i den internationale maritime organisation (IMO) under FN. Den britiske henvendelse er først færdigbehandlet nu, fordi der skulle holdes søforhør i Danmark.



Grynt fra Pølsen!

Kongehuset går fallit 1. januar 2000! Det er den sensationelle nyhed, som det nye internet-magasin "Grynt" kan præsentere i dag. Nu er det ikke helt det kongehus vi kender - men derimod i landet Danmark på planeten Pølsen i et parallelt univers. Hvis der ikke er nogen, der fatter noget indtil nu - så hæng ved. Det bliver ikke bedre! "Grynt" er det nyeste tiltag fra Grylle Ølbaum alias Ole Grünbaum og et forsøg på at lave en daglig satire. God kendskab til dansk hverdag og internet-verdenen er nok påkrævet, inden man klikker sig frem til:
http://www.stedetsomikkeer.dk/grynt/
Grynt er sponsoreret af "Stedet som ikke er" (derfor det lange domaænenavn). Det er titlen på den nyeste bog, som Tor Nørtranders netop har udgivet, og som handler om internettet. Tor Nørtranders er forfatter og tidligere kaptajn på det sunkne kultursted "Mindship". Websiderne er mere en opfølgning på bogen end en egentlig reklameside, ser det ud til:
http://www.stedetsomikkeer.dk/
[Hint til Grynt: TV4 er en lille reklamefinansieret dansk TV-kanal, der kun (desværre) findes på TeleDanmark kabeltv. Den spilder ikke pengene på dyrt produktionsudstyr og dyrt indkøbte produktioner, men sender alligevel 24 timers tv!]


DilleSport
FODBOLD
M-Superliga: AB - Vejle              3-2
             AGF - AaB               4-1
             FCK - Herfølge          3-1
             Lyngby - Aarhus Fremad  0-2
             OB - Silkeborg          1-3
Stillingen i superligaen:
                  Kampe   V   U   T  Målscore  Point
 1. Silkeborg       14    8   6   0   24-11    30
 2. FCK             14    8   5   1   32-17    29
 3. Brøndby         14    9   1   4   37-19    28
 4. Vejle           14    9   0   5   25-19    27
 5. AB              14    6   6   2   26-17    24
 6. AaB             14    5   4   5   22-23    19
 7. Lyngby          14    5   4   5   25-31    19
 8. AGF             14    5   2   7   22-23    17
 9. Ikast           14    4   2   8   23-37    14
10. Aarhus Fremad   14    3   2   9   21-28    11
11. Herfølge        14    3   2   9   18-34    11
12. OB              14    0   4  10   12-29     4



HÅNDBOLD

Det kvindelige landshold deltog i weekenden i en 4 nationersturnering i Østrig. Danmark blev vinder af turneringen. Fredag spillede holdt mod Rumænien, som fortalt i DilleSport fredag. Lørdag hed modstanderen Kroatien, som blev besejret med 23-15. Søndag, i finalen, var modstanderen Østrig. Den kamp endte 19-19, på et uforstående østrigsk straffekast.

Turneringen i Østrig var næstsidste opgave for holdet inden det går løs til VM i Tyskland fra 30. november.
Af de 18-20 spillere landstræner Ulrik Wilbek har i lansholdskikkerten, fik nogle lov til at spille i Metal Cup for en lille måned siden, resten af dem fik chancen i Østrig. Det vil sige: nogle af stamspillerne måtte melde fra på grund af skader.

Det betød, at holdsammensætningen blev en overvægt af relativ nye A-landsholdsspillere, og det satte naturligvis sit præg på det samlede indtryk af holdets præstation.
Men det vigtigste for Ulrik Wilbek var dog, at få set de forskellige spillere i aktion. Specielt de spillere, som meget trænger sig på i truppen - generationsskiftet?!

Det hele skal ende med en trup på 16 spillere, som skal med til VM.

Een af de spillere, som "var til eksamen", som en stor del af pressen har skrevet, var Lone Mathiesen fra Skovbakken. Hun spiller venstrefløj, samme plads som Anette Hoffmann og Marianne Florman. Og hun tog chancen! Spillede ganske glimrende, med energi og autoritet. Det gav pote - hun kommer med til VM! Se nedenfor....

Mandag udtog landstræneren 11 af de 16 spillere. De sidste 5 venter han 1-2 uger med at udtage (han skal først have en skadesmelding fra de pågældende spillere).

De 11 udtagne:

Mål: Susanne Munk Lauritsen
     Gitte Sunesen
     Lene Rantala

Helle Simonsen
Janne Kolling
Camilla Andersen
Anette Hoffmann
Gitte Madsen
Lone Mathiesen
Maybrit Nielsen
Tonje Kjærgaard
Eneste overraskelse i denne liste er, at Lone Mathiesen har vippet Marianne Florman af pinden på venstrefløjen. På den anden side: de to spillere havde henholdsvis Metal Cup og turneringen i Østrig til at profilere sig i, og det faldt afgjort ud til Lone Mathiesens fordel.

M-1. division: Helsingør - Bjerringbro    33-31
               Kolding - Esbjerg          24-27
               Vrold - Roar               25-22
               Tvis KFUM - Rødovre        26-33
               Vadum - Ajax               30-23
Stillingen i 1. division, mænd
                  Kampe V  U  T  målscore point
 2. GOG             6   5  0  1   155-133  10
 3. Vrold           6   4  2  0   150-132  10
 1. Bjerringbro     6   4  1  0   181-158   9
 5. Helsingør       6   4  1  2   158-152   9
 4. Virum/Sorgenfri 6   4  0  2   161-155   8
 6. Ajax            6   3  0  3   149-162   6
 7. Roar            6   2  1  3   153-160   5
 8. Vadum           6   2  0  4   151-148   4
 9. Esbjerg         6   1  2  3   150-152   4
10. Rødovre         6   1  1  4   139-164   3
11. Kolding         6   1  0  5   143-153   2
12. Tvis KFUM       6   1  0  5   132-153   2



MOTORSPORT

Så sluttede årets Formel 1. På Jerez-banen i Spanien blev Jacques Villeneuve, Canada, verdensmester.

Set med danske briller blev det et godt punktum for Jan Magnussen. Een ting er, at han sluttede som nummer 9, og for blot anden gang i sæsonen, kom over målstregen med sin Stewart Ford racer! Men mere opmuntrende: Han startede foran sin brasilianske holdkammerat Rubens Barrichello. I den sidste 1/3 af løbene begyndte Magnussen rent faktisk at køre stærkere end Barrichello, og det tegner lovende for næste sæson. I det hele taget må man sige, at den unge danske racerkører har fået en fantastisk flot debut i motorsportens fuldblodsklasse. De mange gange han måtte udgå i sæsonens løb, har skyldtes materiellet.



Vejret

Vinteren kom på tidligt besøg i weekenden. Der kom sne de fleste steder natten mellem lørdag og søndag, og der har været frostgrader alle nætter siden torsdag. Natten til mandag nåede temperaturen ned til 8 graders frost. Dagtemperaturerne når op på 6-8 grader i solen - som der var meget af.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,7245 DKK,   1GBP     11,0860 DKK,   1DEM      3,8071 DKK
100JPY     5,5132 DKK,   100ITL    0,3898 DKK,   1AUD (1)  4,7637 DKK
1FRF       1,1363 DKK,   1CHF      4,6030 DKK,   1CAD      4,8270 DKK
1IEP       9,9133 DKK,   1NLG      3,3785 DKK,   1XEU      7,5106 DKK
100ESP     4,515  DKK,   1NZD (1)  4,2129 DKK,   1SEK      0,8861 DKK
10BEF      1,8465 DKK,   1NOK      0,9462 DKK,   100ISK    9,37   DKK  
100GRD     2,421  DKK,   1FIM      1,2720 DKK,   1ZAR (2)  1,4311 DKK
100PTE     3,740  DKK,   1SGD (2)  4,2684 DKK,   10THB (3) 1,781  DKK
(1) AUD og NZD er fra fredag, ligesom (2) ZAR og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 7,03% uændr.(6% - 2026),   6,17% -0,03 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         7,70%
Aktieindex: 648,81 +3,18   KFX (mest omsatte aktier): 191,11 +0,85
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13