Kritik af sigtelse
"Dårligt politiarbejde"! Det mener formanden for sundhedsudvalget i
København, Heinrich Metz (SF) om forarbejdet til anklagen om de
formodede mord på 22 plejehjemsbeboere. Udover at være i
sundhedsudvalget har Heinric Metz også været med i domsmandssager, og
han siger at det er sket før, at politiet i vigtige sager kommer med
utilstrækkeligt materiale. De har haft 6 måneder til at efterforske i -
og de har ikke tilstrækkeligt til at bevise bare et af mordene. Det
mener udvalgsformanden bevises ved, at dommeren løslod den anklagede i
går. Chefen for drabsafdelingen, Kurt Jensen, afviser kritikken.
Spørgetime med Karen Jespersen
I dag havde Folketinget premiere på en ny form for spørgetid. Ifølge
reglerne kunne statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) udpege en
minister, som skulle svare på spørgsmål mundtlig og uden forberedelse.
Det første forsøg faldt ikke helt heldigt ud. Det startede med, at
Venstre og konservative ønskede, at det var statsministeren selv, der
skulle i krydsild - som en slags kompensation for, at statsministeren
havde været fraværende (for at forhandle forlig) i åbningsdebatten. Men
Poul Nyrup Rasmussen havde i stedet valgt at lade socialminister Karen
Jespersen (S) stille op. Forløbet af debatten foregik ikke helt, som
initiativtageren Folketingets formand Erlign Olsen (S) havde tænkt sig.
Hans inspiration kommer fra det britiske parlaments spørgetid. Helt
grotesk blev det, da Ole Stavad (S) ville stille et spørgsmål til
Venstre. Det måtte han - i sagens natur - ikke. Istedet spurgte han så
ministeren om hun mente at Venstre mente at... osv. Det gav Karen
Jespersen ham ret i.
[Forhåbentlig finder de formen efterhånden. Der kom ihvertfald ikke noget nyt frem i dagens spørgetime.]
Århus Politi: begik fejl
Der blev begået flere alvorlige fejl, da Århus Politi skulle håndtere
mordsagen i Vestre Landsret i sidste uge. Det skriver
chefpolitiinspektør Kurt Wollesen i den officielle redegørelse for
forløbet, som han har sendt til justitsminister Frank Jensen (S) i dag.
Han fastholder overfor DR, at man dog ikke kunne have forudset, at de to
grupper ville begynde at skyde på hinanden. Det oplever man jo kun
i den såkaldte rockerkrig. Der var alt for lidt personale ved byretten,
og kommunikationen var ikke god nok. Det vil man nu tage fat på at få
rettet, siger han. Det lykkedes heller ikke Århus Politi at følge op på
meldingerne fra kollegaerne i Odense og følge gruppen af unge
palæstinensere fra den anklagedes omgangskreds, da de kom til Århus i
privatbiler inden domsafsigelsen.
Hjerteplan opfyldes
33 mill. kr. var åbenbart hvad der manglede. For første gang ser det ud
til, at regeringens såkaldte "hjerteplan", der skal reducere ventetide
på hjerteoperationer ved landets sygehuse til 3 måneder, bliver opfyldt.
Sidste år bevilgede regeringen en særlig ekstra pulje på 33 mill. kr.,
og det angives af amter og sygehuse som årsagen til, at man efter alt at
dømme når målet. De ekstra penge har gjort det muligt at udvide
kapaciteten på operationsstuer til toholdsskift mange steder.
Flere kvinder kan reddes
Hvis man centraliserer behandlingen af brystkræft, vil mellem 5 - 10 %
flere kvinder hvert år kunne leve længere. Det konkluderer en af landets
største eksperter i brystkræft, overlæge Carsten Rose, Odense
Universitets Hospital, på baggrund af en undersøgelse af dødeligeheden
efter brystkræftoperationer. 16.000 kvinder, der blev behandlet for
kræft i perioden 1980 til 1990, er med i undersøgelsen. I dag er 57% af
alle dem, der blev behandlet i Odense i live - på landsplan er tallet
50%. Carsten Rose mener, at landet nuværende 60 - 70 behandlingssteder
skal reduceres til ca. en i hvert amt. Tallene for behandlinger i Odense
svarer iøvrigt til erfaringerne fra Sverige og Norge. Amtsborgmester
Kresten Phillipsen (V) er parat til at drøfte en centralisering af
brystkræftbehandlingen, siger han til DR-TVA.
Ny borgmester valgt
Med 21 stemmer vandt Flemming Knudsen (S) i dag det ekstraordinære
borgmestervalg i Århus. Oppositionens kandidat, Olaf P. Christensen, fik
10 stemmer. Mandag forlod den hidtidige borgmester Thorkild Simonsen (S)
posten for at blive ny indenrigsminister.
Livstidsfange benådes nu?
Forsvareren for den livstidsdømte Palle Sørensen, advokat Bent Nielsen,
opfordrer i dag kraftigt til, at at justitsminister Frank Jensen (S)
benåder Palle Sørensen. Denne har siddet i fængsel siden 1965 for at
have skudt og dræbt fire betjente på Amager, og er den livstidsfange,
der har siddet længst i nyere tid. Der har været flere forsøg på
benådning tidligere, og sidste år blev Palle Sørensen flyttet til en
fængselspension ved Skjern. Bent Nielsen henviser til, at opholdet er
forløbet godt, og at Palle Sørensen har været på to uledsagede udgange
uden problemer, så nu må det være på tide med benådningen.
Vadehavsaftale
I dag underskrev Danmark, Tyskland og Holland en fælles aftale om
beskyttelse af Vadehavet. Aftalen indebærer, at der sker begrænsninger i
færdsel og fritidsaktiviteter i området, ligesom der gives støtte til
bæredygtigt landbrug. Miljøminister Svend Auken (S) udtrykker stor
tilfredshed med aftalen, som han venter vil blive godt modtaget i
Sønderjylland. Ihvertfald har både Sønderjyllands og Ribe Amter godkendt
aftalen, og der er samtidig afholdt en række lokale orienteringsmøder
igennem hele forløbet. Svend Auken fremhæver, at Danmark er det eneste
land, der ladet de lokale myndigheder få indflydelse. På forhånd blev
aftalen kritiseret af lokale jagtinteresser, fordi den ville indskrænke
strandjagten - men Svend Auken siger, at der ikke ændres på
"forlandsjagten", mens jagtbelastningen nedsættes andre steder, hvilket
jagtorganisationerne nu skulle have godkendt.
M-1.division GOG - Virum/Sorgenfri 36-25
Vejret
Det startede med regnvejr - men det klarede efterhånden op over hele
landet med sol og lidt skyer - med enkelte (meget) lokale regnbyger.
Temperaturer op til 10 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 6,7575 DKK, 1GBP 11,0627 DKK, 1DEM 3,8077 DKK 100JPY 5,6125 DKK, 100ITL 0,3902 DKK, 1AUD*) 4,9242 DKK 1FRF 1,1361 DKK, 1CHF 4,5857 DKK, 1CAD 4,8706 DKK 1IEP 9,9457 DKK, 1NLG 3,3798 DKK, 1XEU 7,5110 DKK 100ESP 4,515 DKK, 1NZD*) 4,3174 DKK, 1SEK 0,8870 DKK 10BEF 1,8470 DKK, 1NOK 0,9455 DKK, 100ISK 9,36 DKK 100GRD 2,433 DKK, 1FIM 1,2721 DKK, 1ZAR**) 1,4388 DKK 100PTE 3,738 DKK, 1SGD**) 4,2905 DKK*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.
Obligationsrenter: 7,03% -0,01 (6% - 2026), 6,16% -0,03 (7% - 2007) Pr. 30/12: 7,70% Aktieindex: 656,35 +5,84 KFX (mest omsatte aktier): 193,67 +3,15 Pr. 30/12: 471,95 136,13