Spekulationer...
Spekulationerne svirrer i luften - både på og udenfor Christiansborg -
om hvilke indgreb, som regeringen vil foreslå for at begrænse forbruget.
Det er lykkedes finansminister Mogens Lykketoft (S) og økonomiminister
Mariane Jelved at holde helt tæt med, om det bliver afgifts- eller
skatteforhøjelser, offentlige besparelser, indgreb overfor
lånefinansieret forbrug - eller lidt af hvert. Alle partier - inklusive
regeringspartierne - har travlt med at melde ud om, hvad de ihvertfald
ikke vil være med til. Indgrebet ventes offentliggjort i
statsministerens tale ved Folketingets åbning efter sommerferien i næste
uge.
Færre offentlige ansatte?
Et af Venstre og konservatives svar på et finanspolitisk indgreb er, at
man skal skære ned på antallet af offentlige ansatte. Antallet er steget
det sidste års tid med 23.000 oplyser TV2 Nyhederne. I dag opfordrede
også LOs formand, Hans Jensen til at bremse væksten: "Det vil være
fornuftigt med en afdæmpning af det offentlige forbrug af arbejdskraft",
siger han til Aktuelt. TV2 Nyhederne har fundet ud af, hvem det egentlig
er, det offentlige ansætter. 259 er administrative medarbejdere - resten
er plejepersonale eller børnepædagoger. Det er en direkte følge af, at
kommuner og amter forsøger at nedbringe ventelister til sygehuse, og at
kommunerne udbygger plejehjem, børnepasning og forbedrer forholdene for de
ældre.
Krise i rejsebranchen
Det er nu man skal slå til, hvis man vil have en billig ferierejse. Den
varme sommer og for mange rejsearrangører har gjort, at der er et stort
overskud af rejser. Hvis man kan tage af sted inden efterårsferien, kan
man få en rejse syd på for 2/3 af katalogprisen. Til DR-TVA erkender
salgsdirektør Stig Elling, Star Tours, at man taber i gennemsnit 500 kr.
på hver rejse i disse dage. Det er især på afgange til Tyrkiet, at det er
galt, mener han. Der er 24 rejsearrangører i Danmark - de 17 har rejser
til Tyrkiet. Branchens samlede tab er et tocifret millionbeløb, mener
Stig Elling, der venter en række krak som et direkte resultat.
Stadig vand-problemer
I går lød de optimistiske meldinger fra Ålborg Vandforsyning, at
vandprøverne nu viste rent vand, men at påbudet om at koge vand til brug
i madlavning skulle stå et par dage. Det var klogt. Nye analyser viser i
dag, at der stadig er coli-bakterier i vandforsyningen i Ålborg.
Dennegang har prøverne enda vist en større koncentration end før.
Misbrug af støttemidler
To private firmaer - et sportscenter og en karateklub - er i dag blevet
stillet over et krav om tilbagebetaling af ialt 580.000 kr. Det er
støtte, som er blevet udbetalt efter aftenskoleloven af Københavns
Kommune over de sidste 3 år. Nu har kommunen imidlertid opdaget ved en
revision, at støtten er givet under falske forudsætninger. Yderligere 5
firmaer og foreninger vil blive stillet overfor krav om tilbagebetaling.
I nogen af tilfældende vil der blive tale om politianmeldelser for
bedrageri. Ifølge Københavns Radio har organisationerne f.eks. fået
udbetalt lokalestøtte - til bygninger, de selv ejer. Eller der er
modtaget penge for generalforsamlinger, der aldrig er afholdt og støtte
til medlemmer, der aldrig har eksisteret.
TV-S er nu kodet
I dag er det sandhedens time for TV-S, TeleDanmarks ambitiøse satsning
på, med hjælp fra DR, TV2 og DBU, at få danskere til at købe
teleselskabest dekodere. Fra i dag kan man nemlig kun se den nye
sportskanal, hvis man har en digital dekoder (via kabeltv) eller køber
et dekoderkort til satelit-tv. Foreløbig er det svært at finde personer,
der har lyst til at investeret de 100 - 150 kr. pr. måned, selv om
programmerne har fået ros - og en del seere i de første knap 7 måneder
(hvor man kunne se det uden dekodere på kabeltv). Der har været
oplysninger fremme om 180.000 seere i gennemsnit. TeleDanmark har dog
sagt, at kanalen ikke skal løbe rundt det første par år. Hvor mange, der
er med fra 1. dag er en forretningshemmelighed.
[Men vi har valgt ikke at købe abonnement. Vi fik et dekoderkort (Multichoice) til vores satelit-modtager, men det var vanskeligt at få til at virke - og i starten af september "lukkede" det af efter 6 ugers forløb. Vi har - selv i lyset af DilleSports særlige krav - ikke savnet det. På trods af ambitioner om det modsatte, er det stort set den samme type sportsprogrammer som på DR og TV2 - der er bare flere af dem på TV-S. De nye sportsgrene, som der nu skulle blive plads til, har vi ikke set noget til - når vi har haft tid til at se TV-S.]
Et dødsfald
Forfatteren Erik Ålbæk Jensen er død, 74 år gammel.
Slut med Datacentralen!
I går forsvandt et kendt navn i dansk EDB-historie. Det tidligere,
offentlige edb-virksomhed Datacentralen, som blev oprettet i 1957, blev
for 2 år siden opkøbt af den amerikanske IT-koncern Computer Sciences
Corporation (CSC). Fra og med i dag hedder selskabet CSC Danmark.
[Navneskiftet er også slået igennem på deres hjemmeside:]
http://www.csc.dk/
DR-TVA - eller er DR!
Her til aften kunne DR-TVA i sin 18.30 udsendelse glad meddele, at nu
kunne danske internetbrugere over hele verden fra i dag se den den
tidlige TV-avis. Adressen er:
http://www.dr.dk/nettvDet ser imidlertid ikke ud til, at nogen vil kunne se avisen i dag. Ifølge Politikens Computer nyhedsbrev, der kom her sent onsdag aften, er forbindelsen mellem Uni-C og Danmarks Radio brudt ned. TeleDanmark arbejder på sagen. Her kl. 23 var der stadig ikke nogen forbindelse. Ifølge nyhedsbrevet bruger DR RealPlayer-teknik. [Så kan man jo benytte ventetiden til at downloade det nødvendige programmel.]
[Samme nyhedsbrev kan også fortælle, at serveren på www.danmark.dk, den officielle danske hjemmeside, er kraftig underdimensioneret. Den kan kun håndtere op til 20 samtlige brugere. Problemet blev først opdaget, da adressen var blevet offentliggjort. Vi omtalte siderne i fredags.]
[Beklagelse]
[Jeg beklager, at jeg i går brugte udtrykket "flere politipiger" i en
overskrift. Det korrekte, dækkende overskrift burde have været "flere
kvindelige aspiranter til politiet". Det er stadig min opfattelse, at at
holdet består af drenge og piger, men jeg anerkender, at betegnelserne
kan have en nedgørende betydning, når de oversættes direkte til andre
sprog og kulturer. /Leif]
Vejret
Det startede med sol, men efterhånden bredte et regnområde sig over hele
landet. Det klarede op fra vest i løbet af aftenen. Temperatur 13 - 15
grader.
Finansmarkederne
1USD 6,7035 DKK, 1GBP 10,8248 DKK, 1DEM 3,8075 DKK 100JPY 5,5580 DKK, 100ITL 0,3889 DKK, 1AUD*) 4,8504 DKK 1FRF 1,1335 DKK, 1CHF 4,6298 DKK, 1CAD 4,8541 DKK 1IEP 9,7569 DKK, 1NLG 3,3807 DKK, 1XEU 7,4603 DKK 100ESP 4,507 DKK, 1NZD*) 4,3065 DKK, 1SEK 0,8857 DKK 10BEF 1,8451 DKK, 1NOK 0,9461 DKK, 100ISK 9,43 DKK 100GRD 2,408 DKK, 1FIM 1,2721 DKK, 1ZAR**) 1,4444 DKK 100PTE 3,736 DKK, 1SGD**) 4,4006 DKK*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.
Obligationsrenter: 6,87% -0,03 (6% - 2026), 5,98% -0,03 (7% - 2007) Pr. 30/12: 7,70% Aktieindex: 654,44 +8,59 KFX (mest omsatte aktier): 191,70 +0,89 Pr. 30/12: 471,95 136,13