Onsdag, 10. September 1997 23:54 (DNT)


Skrappere landbrugskrav

Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) og miljøminister Svend Auken (S) mødtes i formiddags for at diskutere, hvordan de skulle reagere på Mariager Fjords død. Udledning af næringssalte og kvælstof har - i forbindelse med den varme og vindstille sommer - medført en voldsom udvikling af alger. De har opbrugt alt ilten, så fiskene og nu senest algerne selv er døde. Da landbruget står for 80% af al den kvælstof, der udvaskes fra landområderne, er det ventet, at der komme nye skrappere krav overfor landbrugets brug af gødning.

Ifølge DR vil der blive indført en ny gødningsafgift, der bliver en nettoafgift. Dvs. den beregnes som forskellen mellem hvad der puttes i markerne (kunst- eller husdyrgødning) og tages væk som afgrøder. For det 2. skal der være skærpet kontrol med antallet af husdyr pr. dyrket areal - især den indbyrdes handel mellem landmændene om husdyrkvoterne. For det 3. skal der oprettes flere vådenge nær kyster og vandløb - de har vist sig at kunne optage store mængder kvælstof. Der er ifølge DRs oplysninger derimod intet om, at at der skal skrides ind overfor de store svinebesætninger - de forurener nemlig ikke så meget, som de mindre brug gør.



Somalia-sag afgøres i morgen

På trods af, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i dag var i samråd i Folketingets finansudvalg og regeringen endnu ikke har nået at svare på nogle af de 47 detaljerede spørgsmål, som den borgerlige opposition har stillet, vil finansudvalget efter alt at dømme i morgen sige nej til regeringens ekstrabevilling på 44,5 mill. kr. til Somali-land og Nordøstsomalia. Statsministeren sagde efter mødet, at han ikke forstod oppositionens holdning. Det var jo ikke sådan, at bevillingen skulle gå til lokale krigsherrer eller hjemsendte somaliere selv - men til internationale hjælpeorganisationer og til at fjerne landminer i området. Et forsøg på regeringens side for at få de konservative og SF til at stemme for mislykkedes. Pia Christmas-Møller sagde, at det var for sent - ingen havde ringet eller henvendt sig til de konservative [for at få et kompromis] Regeringen havde alligevel forkludret sagen så meget, at den ikke stod til at redde. Birthe Rønn Hornbech (V) afviste på det bestemteste, at Venstres holdning ville skade nogen somalier eller andre - bortset fra regeringen, og det var en god ting.



Carlsberg + Coca Cola

Ifølge flere internationale bureauer og kilder i EU, har EU-kommisionen godkendt et nyt firma, som Carlsberg bryggerierne i Danmark og Coca Cola i USA vil oprette i fælleskab. Selskabet, der skal have navnet Coca Cola Nordic Beverages, skal stå for fremstilling og salg af Coca Cola i Danmark og Norge. Senere er det tanken at udvide til Norge, Finland og de baltiske lande. EU-kommisionen mener ikke, at der vil blive tale om et monopol, men har dog betinget sig, at Carlsberg sælger sin andel i det danske mærke Jolly Cola. Her har de i dag en aktieandel på 70%. Den vil blive 51% i det nye Coca Cola selskab. Detaljerne i godkendelsen offentliggøres dog først i morgen, torsdag.



Falskmøntere fanget?

2 marokanske turister blev i dag fængslet for 14 dage for falskmønteri. De blev arresteret på Hovedbanegården, efter at de havde forsøgt at veksle nogle falske svenske kroner. Ved arrestationen havde de 37 falske sedler på sig. Den ene af dem nægter falskmønteri - han siger, at de fandt pengene på gulvet i en københavnsk cafe. Politiet i Esbjerg leder også efter nogle falskmøntere, men har endnu ikke arresteret nogen. Her er der forsøgt anvendt en falsk, dansk 1000-kr. seddel og en 500 kr. seddel. Politiet har udsendt advarsler om forfalskningerne, der er lavet på farvekopimaskiner. Farverne på de falske penge betegnes som "matte" i forhold til rigtige penge.



Grænsepatruljer reorganiseres

Justitsminister Frank Jensen (S) vil ikke ummidellbart tilføre grænsepolitiet flere ressourcer end de har nu, som svar på et forøget antal illegale grænsegængere. Han vil dog sammenlægge de to uafhængie grænsepatruler i dag til en enhed, så de kan operere mere frit i grænselandet. Den får nu betegnelsen "task force", og skal især gå efter at kortlægge, om der står organiserede bander bag. Desuden får de mulighed til "under særlige omstændigheder", at trække på rigspolitiets færdselspatruler i Åbenrå og Esbjerg. Regeringen vil dog følge udviklingen tæt, og er parat til at skride ind med yderligere ressourcer, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Efter undertegnelsen af den såkaldte Dublin-konvention skal alle personer, der har sat foden på et lands territorium behandles som asylansøger, hvis man har sagt det "magiske" ord - asyl. Tidligere kunne man sende også disse illegale grænseoverløbere tilbage til der, hvor de kom fra, dvs. Tyskland. Flygtningestrømmen er steget, fordi mange flygtninge fra Bosnien, der står overfor tvangshjemsendelse i Tyskland, forsøger sig i de skandinaviske lande. Indenrigsminister Birthe Weiss (S) har dog indledt forhandlinger med sin tyske kollega om en mere fleksibel ordning i stil med den tidligere, hvilket hun mener er mulig indenfor Dublin-konventionens rammer. Tyske kilder siger til DR-TVA, at en aftale om øjeblikkelig returnering er nært forestående.

[På grund af den ellers aftagede flygtningestrøm har Danmark kun et behandlingscenter for asylansøgere - Sandholmlejren i Nordsjælland. Hvis de lokale grænsepatruljer ikke kan sende illegale grænseoverløbere tilbage, men må betragte dem som asylansøgere, skal de ledsages til Sandholmlejren.]



Politifolk afkræves bod

Finansministeriet vil have tjenestemandsretten til at skride ind overfor de politibetjente fra Københavns Politi, der meldte sig syg 5 - 7 marts i år. Finansministeriet mener, at der var tale om en (ulovlig) faglig konflikt, og vil yderligere have Københavns Politiforening indklaget for organisationsansvar. Samtidig med at menige betjente klagede over overarbejdspuklen og havde opsagt den lokale samarbejdsaftale i protest, meldte menige ordensbetjente sig syge i et omfang, hvor stationer lå øde og politiet nægtede at tage ud til banale indbrud. Kan Finansministeriet ikke få retten til at idømme bod, kræver den en henstilling eller en advarsel givet til hver eneste sygemeldte.



Rockere i fængsel fængslet

4 Bandidos-rockere, der sad indsat i Nyborg Statsfængsel, blev i dag varetægtsfængslet, efter at en indsat i fængslet havde røbet en plan om at overfalde fængselbetjente. De 4 rockere forsøgte at tvinge den indsatte og en anden til at udføre overfaldet, der skulle ske med kogende vand og hobbyknive. Samtidig viser en opgørelse fra Kriminalforsorgen, at overfald eller overfaldsforsøg mod personalet i danske fængsler er ganske hyppige. I første halvdel af 1997 skete der et overfald i gennemsnit hver 10. dag.


DilleSport


FODBOLD

K-Elitedivisionen
        Vorup - HEI           0-4
Elitedivision stilling
                   Kampe  V   U    T    Målscore  Point
1. HEI               5    5   0    0     26-6      15
2. Rødovre           5    4   0    1     29-8      12
3. Fortuna Hjørring  4    3   1    0     12-5      10
4. OB                5    3   0    2     13-10      9
5. Hillerød          5    2   1    2     11-17      7
6. Kolding           4    1   0    3      5-14      3
7. Vorup             5    0   0    5      2-17      0
8. Brøndby           5    0   0    5      8-29      0

M-fodbold Danmark vandt onsdag 3-1 over Kroatien i en VM-kvalifikationskamp i Parken.

Alle 4 mål faldt i 1. halvleg. Danmark kom foran 1-0 ved Brian Laudrup, 2-0 ved Michael Laudrup og 3-0 ved Miklos Molnar. Få minutter før halvleg fik Davor Suker reduceret for Kroatien.

Det var en kamp med rigtig flot klassespil af det danske hold. Man flyttede sig brilliant for hinanden og opspillene var ganske enkelt gennemspillede til mindste detalje.

Der var en del betaljer de to hold imellem, hvilket 7 advarsler, og et rødt kort til Per Frandsen et kvarter før slutfløjt, vidner om. Første halvleg var målrig - 2. halvleg blev indædt fight fra begge hold.

Brian Laudrup efter kampen: "Med den opbakning er det jo lettere. Men vi skal jo huske, at vi ikke er kvalificerede endnu. Vi skal lige til Grækenland om små 4 uger [11 oktober]. jeg tror ikke på kvalifikationen før den er en kendsgerning."

[For at blive endelig kvalificeret skal Danmark mindst have uafgjort! Havde Danmark vundet 4-1 havde sagen set mere lys ud. Så kunne Danmark have tålt et 1-måls nederlag og stadig have vundet gruppen. Under alle omstændigheder er Danmark sikret 2. pladsen i gruppen. En 2. plads, som giver ret til at spille om en af de få ekstrapladser.]

Thomas Helveg - 25 landskampsjubilar: "Forhåbentlig kommer vi til VM med samme offensive spil - Det var helt forrygende." Helveg var ubetinget kampens bedste spiller - Han var her, der og allevegne, lagde op til Brian Laudrups mål, satte angreb igang.... Og sådan kan man blive ved. Skrønen om, at man ikke spiller så godt i en jubilæumskamp holdt ihvertfald ikke i dag.

Stillingen i Danmarks gruppe:

                Kampe   V  U  T   Maalscore  Point
1. Danmark        7     5  1  1    14-6       16
2. Grækenland     7     4  1  2    11-4       13
3. Kroatien       7     3  3  1    14-11      12
4. Bosnien        7     2  0  5     8-14       6
5. Slovenien      6     0  1  5     4-16       1



Vejret

Flest skyer i de sydvestlige egne, ellers solrigt og tørt, men med nogen blæst. Temperaturer 15 - 18 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9035 DKK,   1GBP     10,9455 DKK,   1DEM      3,8071 DKK
100JPY     5,7935 DKK,   100ITL    0,3902 DKK,   1AUD*)    5,0306 DKK
1FRF       1,1322 DKK,   1CHF      4,6279 DKK,   1CAD      4,9856 DKK
1IEP      10,2545 DKK,   1NLG      3,3799 DKK,   1XEU      7,4723 DKK
100ESP     4,515  DKK,   1NZD*)    4,3881 DKK,   1SEK      0,8816 DKK
10BEF      1,8439 DKK,   1NOK      0,9252 DKK,   100ISK    9,59   DKK  
100GRD     2,422  DKK,   1FIM      1,2727 DKK,   1ZAR**)   1,4651 DKK
100PTE     3,754  DKK,   1SGD**)   4,5864 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,10% -0,02 (6% - 2026),   6,22% -0,04 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         7,70%
Aktieindex: 610,24 +0,77   KFX (mest omsatte aktier): 179,75 +0,84
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13