Onsdag, 3. September 1997 23:24 (DNT)


Værft konkurs

Nordsøværftet i Ringkøbing har i dag indgivet konkursbegæring. 350 medarbejdere og 200 underleverandører i Ringkøbing Amt bliver berørt af lukningen. Som umiddelbar grund til lukningen angives leverancen af en ny færge til Læssøe og tekniske problemer med den igangværende produktion af 5 kemikalieskibe til en italiensk reder. Ifølge bestyrelsesformand Arne Petersen viste analyser, at tabet i år og næste år ville vokse. Halvdelen af egenkapitalen på 90 mill. kr. er tabt alene på Læssøefærgen. Ifølge fællestillidsmand Ebbe Dahl er den egentlige årsag, at den lokale bank, Ringkøbing Landbobank, ikke længere havde tillid til, at virksomheden kunne blive rentabel. Han siger til DR, at bankerne måske var for hurtige i deres dom.

Selv om arbejdsløsheden i Ringkøbing Amt er landets laveste, frygter SiD alligevel for konsekvenserne af lukningen. Den er mere alvorlig for området, end lukningen af B & W skibsværft var for København, siger den lokale formand for SiD.



Kelloggs lukker fabrik

Den amerikanske virksomhed Kelloggs lukker sin fabrik i Svendborg ved årsskiftet. 285 medarbejdere er i dag blevet varslet fyringerne. Årsagen til lukningen opgives at være Svendborgs "afsides beliggenhed" i forhold til markederne. Kelloggs executive vice president, Donald G. Fritz, udtrykker det ifølge Børsen som at "Den lokale markedsstruktur lever ikke længere op til detailhandelens krav om service på tværs af landegrænserne." Kelloggs vil fremover koncentrere hele deres morgenmadsproduktion på fabrikker i England, Tyskland og Spanien, der er mere centralt placeret og har ledig kapacitet. Ud over fabrikken i Svenborg lukker den amerikanske koncern fabrikker i Letland og Italien. Kelloggs-fabrikken har været Sydfyns største virksomhed siden Svendborg Værft blev reduceret til ca. 100 ansatte.



Pressekritik

Pressenævnet besluttede i aften enstemmigt at rette kritik mod 3 danske medier: ugebladet Se & Hør, samt dagbladene Ekstra Bladet og BT. Se & Hør får en såkaldt "alvorlig kritik" fordi den bragte billeder af kronprins Frederik og hans veninde på forældrenes ejendom i Frankrig. Selv om nogle af billeder, der er taget af en såkaldt paparazzi, er taget på en offentlig strand, udtaler nævnet at de er af "privat karakter" og "uden interesse for offentligheden". Ekstra Bladet og BT får en "almindelig kritik" for at have omtalt Se & Hørs historie og brugt de samme billeder som illustration. Nævnet overvejer stadig, om TV2 Nyhederne også skal kritiseres - De bragte også en omtale af Se & Hørs historie med billederne.

Chefredaktør Bent Falbert, Ekstra Bladet, giver ikke meget for pressenævnet og dets afgørelse. Han siger til TV2 Nyhederne, at "Per Sørensen og hans 3 venner" ikke kan lave om på den danske presselov. Alligevel vil Ekstra Bladet bringe rådets afgørelse, således om Medieansvarsloven foreskriver. [Loven siger også, at man ikke må kommentere afgørelsen sammen med offentliggørelse. Højesteretsdommer Per Sørensen er formand for Pressenævnet, der er nedsat i henhold til Medieansvarsloven.]



Fritidspoliti?

Politiinspektør Niels Christian Bødker, Viborg Politi, foreslår i dag en ny måde at løse problemet med, at nogle kommuner er villige til at betale for ekstra patruljering af private vagtværn. Han forslår, at patruljeringen istedet skal udføres af ordensbetjente i deres fritid. De er uddannede til det, og politiet mangler selv penge til at betale for overarbejde. Viborgs borgmester, Carl Anker Jensen (S), synes ikke om ideen - Han mener, at borgerne allerede har betalt til staten for trygheden - så skal kommunerne ikke til at punge ud en gang til. Han havde ikke noget imod det, hvis staten betalte for ekstra-patruljeringen. Hverken hos de menige politifolk eller hos dansk politiforbund støttes ideen dog.



Nyrup: Embedsmænd ok

De danske embedsmænd kan sagtens finde ud af hvilke private foreninger de bør eller ikke bør være medlem af, siger statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i dag. Det gælder både de såkaldt VL-grupper - Erfaringsudvekslingsgrupper under Dansk Selskab for Virksomhedsledelse - såvel som andre faglige og politiske organisationer. Der er derfor ikke brug for særlige regler, mener statsministeren. Enhedslisten vil imidlertid have, at Folketinget udstikker et sæt etiske regler. Partiet mener, at der er flere tilfælde, hvor dommere ikke vil erklære sig inhabile, selv om de sidder i VL-grupper med ledere fra de firmaer, der er involveret i retsager eller konkursbehandlinger.



Nyrup: Politisk drilleri?

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) vil ikke gå ind og overtage sagen om tilbagesendelse af asylansøgere og ulandsbistand til Somalia. Det krævede de konservative i går. Statsministeren fastholder også, at de to ministre, indenrigsminster Birthe Weiss (S) og udviklingsminister Poul Nielson (S) har håndteret sagen helt korrekt. Oppositionen har brugt sagen til "politisk drilleri" siger han til DR. Han regner også med, at de konservative tilsidst vil støtte en ekstrabevilling på 44,5 mill. kr. til Somali-land. Men det vil de konservative ikke, vedtog en enig folketingsgruppe på sit sommermøde i dag. Ifølge TV2 Nyhederne er der også utilfredshed i den radikale folketingsgruppe, selv om ingen der vil udtale sig. Det vil radikale uden for gruppen gerne, og de fordømmer sammenkædningen af genopbygningshjælp og tilbagesendelse af flygtninge.



K: Indvandrebørn i samfundstjeneste?

Børn af indvandrere, der begår hærværk og mindre tyverier, bør kunnes sættes i en form for samfundstjeneste, hvis de er for unge til at blive straffet, mener de konservative. Per Stig Møller (K) siger til DR, at der er for stor afstand imellem straf og ikke-straf, og det bør fyldes ud, så de unge mærker en konsekvens, istedet for at gå rundt og grine af det danske retsvæsen. Per Stig Møller siger, at naturligvis vil det samme gælde "danske" børn og unge - vi skal ikke have skel i retsplejen.



Nye 500 kr. sedler

Nationalbanken udsender 12. september nye 500 kr. sedler i omløb. De er trykt i farverne blå og orange, og indeholder et portræt af atomfysikeren Niels Bohr på den ene side og Lim Kirke i Salling på den anden side. De nye sedler skal gøre det vanskeligere for falskmøntere. Den moderne, grafiske teknologi har gjort det for let at efterligne de gamle sedler. Samtidig med lanceringen af de nye sedler, har Nationalbanken startet en kampagne overfor unge, med advarsler om at kopiere sedlerne. Efterhånden skal også 50 kr., 100 kr. og 1.000 kr. sedlerne udskiftes. De gamle 500 kr. sedler er stadig gangbare - udskifteningen sker efterhånden, som de gamle sedler udgår af cirkulation.


DilleSport


HÅNDBOLD

Onsdag startede den danske håndboldsæson 1997/98. Det var kvinderne, der lagde ud med en enkelt kamp: Ajax - Viborg 20-21 (11-9)

Kampen blev meget jævnbyrdig, og til tider spændende. Men der var anderledes fokus på holdene - i hvert fald på Viborg - end blot spillet. Viborg har sagt farvel til 6 stamspillere, her i blandt 3 jernhåede ladies: Heidi Astrup (eks-landsholdsspiller, der nu udfolder sig hos Chateraise i Japan), landsholdsanfører Janne Kolling, og Anette Hoffmann (begge Spanien).

Til gengæld har jyderne fået allieret sig med en del nye, stærke spillere. Ikke mindst den norske ladsholdsmålvogter Heidi Tjugum, en del U-landsholdsspillere, og - meget glædeligt - Rikke Solberg! Solberg, der kort før OL i Atlanta 1996 blev svært knæskadet i en landskamp mod Norge, blev Viborgs topscorer med 6 mål.

Stillingen i k-1. division ser således ud:

                 Kampe    V    U    T  Målscore   Point
 1. Viborg          1     1    0    0   21-20       2
 2. DHG             0     0    0    0    0-0        0
 2. FIF             0     0    0    0    0-0        0
 2. Frederikshavn   0     0    0    0    0-0        0
 2. GOG             0     0    0    0    0-0        0
 2. Horsens         0     0    0    0    0-0        0
 2. Ikast           0     0    0    0    0-0        0
 2. Randers HK      0     0    0    0    0-0        0
 2. Skovbakken      0     0    0    0    0-0        0
 2. VRI             0     0    0    0    0-0        0
 2. Virum/Sorgenfri 0     0    0    0    0-0        0
12. Ajax            1     0    0    1   20-21       0

Slut?
Anja Andersen spiller i Bækkelaget i den kommende sæson. Den lange føljeton om Anja Andersen, de to underskrifter, lang parlamenteren ..... synes nu at være slut. Onsdag betalte Bækkelaget et ikke oplyst beløb til Valencia Urbana, og kan hermed benytte den danske stjerne. Som nævnt, er beløbet ikke offentliggjort, men rygter vil vide, at det ligger omkring 750.000 kroner!

Anja Andersen har hermed fået sin spillertilladelse igen - den blev inddraget den 8. august, da det Europæiske Håndboldforbund (EHF) blev part i sagen. Så længe spilletilladelsen var inddraget, kunne den gode frøken Andersen kun deltage i træningskampe.



Vejret

Det regnede lidt på Bornholm i dag, og det var delvist overskyet i den østlige del, men efterhånden klarede det op over hele landet. Temperaturer 20 - 25 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9335 DKK,   1GBP     11,0652 DKK,   1DEM      3,8075 DKK
100JPY     5,7287 DKK,   100ITL    0,3906 DKK,   1AUD*)    5,0500 DKK
1FRF       1,1312 DKK,   1CHF      4,6220 DKK,   1CAD      5,0108 DKK
1IEP      10,2193 DKK,   1NLG      3,3799 DKK,   1XEU      7,4861 DKK
100ESP     4,516  DKK,   1NZD*)    4,3890 DKK,   1SEK      0,8812 DKK
10BEF      1,8440 DKK,   1NOK      0,9215 DKK,   100ISK    9,55   DKK  
100GRD     2,422  DKK,   1FIM      1,2664 DKK,   1ZAR**)   1,4757 DKK
100PTE     3,757  DKK,   1SGD**)   4,5635 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,13% -0,01 (6% - 2026),   6,27% uændr.(7% - 2007)
Pr. 30/12:         7,70%                    
Aktieindex: 613,54 +5,04   KFX (mest omsatte aktier): 178,91 +1,90
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13