Der er forberedt omkring 30 sager med ialt 140 sigtede, og de sager venter Flemming Denker kommer igang i slutningen af 1997 og starten af 1998.
Dansk genpleje
Sverige er de sidste dage blevet verdenskendt, fordi man har "opdaget",
at læger i landet helt op til 1973 foretog sterilisering af især
kvinder, der blev bedømt til at have for dårlige gener. Men som
historikeren Lene Koch har beskrevet i en bog, der kom for et par
måneder siden, var Danmark på dette felt et foregangsland. Allerede i
1929 blev der indført mulighed for tvangssterilisation af individer med
svage arveegenskaber. Da svensker grundlagde deres institut for
racehygiejne i 1930 skete det med faglig bistand fra danske læger. Den
danske lovgivning blev ophævet i 1967. Lene Koch skønner, at 11.000
danskere er blevet sterileseret i perioden, men hun har endnu ikke noget
præcist overblik over det - det arbejde er hun i gang med, siger hun til
DR.
Ikke rockerfred
Der blev ikke noget resultat af fredsforhandlingerne imellem
rockergrupperne Hells Angels og Bandidosi, fortæller TV2 Nyhederne.
Lederne for begge grupper i Danmark er i dag kommet hjem fra USA, hvor
de amerikanske modergrupper har fungeret som mæglere. Forsvarsadvokat
Thorkild Høyer, der har fungeret som mellemmand i forhandlingerne vil
ikke fortælle om hvad der er gået galt. Det har han lovet at tie stille
med. Men han bekræfter, at forholdet ikke er så godt som det burde være.
En anden advokat, der primært repræsenterer Hells Angels, siger at
Bandidos har afvist Hells Angels tilbud - og at der ikke er plads til 2
rockergrupper i Danmark.
For og imod somalia-bistand
Modstanden mod regeringens bistandsaftale med Somali-land og
Nordøstsomalia på op mod 56 mill. kr. vokser. I dag advarede en
repræsentant for Somalia Resource Group i Danmark, Mohammed Gell, mod
sammenkædning af bistand og hjemsendelse af afviste asylansøgere.
Overfor Politikens journalist Jesper Strudsholm, fastholder Somali-lands
præsident Egal (valgt af klanledere i området), at bistandsaftalen
dækker 50 hjemvendte - men at han gerne, når forholdene er forbedret,
vil modtage flere. En dansk delegation med kontorchef Christian Mosley,
Udenrigsministeriet, i spidsen landede i aften i Somali-land, for at
mødes med præsident Egal i morgen. Et sted har regeringen overraskende
fået støtte. En lokal FN-embedsmand i Somalia advarede tidliger på ugen
mod aftalen, men han er nu blevet underkendt - I dag siger FNs
flygtningehøjkommissærs danske direktør Søren Jessen-Petersen til TV2
Nyhederne, at alt hvad der kan medvirke til stabilisering og opbygning
af landet er velkomment.
Fremskridtspartiet ønsker, at sagen om bistanden (en bevilling på 44 mill. kr. i første omgang) fjernes fra finansudvalget og gøres til en Folketings-afstemning. Så kan befolkningen se, hvordan hver enkelt politiker stemmer, siger Kim Behnke (Frp.).
Amt klager over statsadvokat
Storstrøms Amt har besluttet at klage over statsadvokat Erik Merlungs
behandling af politianmeldelserne mod Proms Kemiske Fabrik. 11 gange
meldte amtet fabrikken for overtrædelse af miljølovgivningen, uden der
skete noget. Statsadvokaten har tidligere beklaget, at sagerne blev
henlagt.
Sønderjyder danner parti
Her til aften mødtes 130 borgere fra Sønderjylland i Åbenrå for at danne
en ny borgerliste. Listen har to formål - at få genforhandlet, helst
helt ophævet, det dansk-tyske grænsesamarbejde og får fjernet
amtsborgmester Kresten Philipsen (V). Ifølge en talsmand, Kresten
Bjerre, behøver man blot 2 - 4 mandater i amtsrådet. Så håber man på
samarbejde med Fremskridtspartiet, SF og evt. en EU-modstander fra
Socialdemokraterne, der sprænger listen - så kan man vælte det nuværende
flertal, og få "åbnet op for den folkelige debat". Der er kommunal og
amtsrådsvalg den 18. november.
Håb for elmetræer
De sidste par år har elmetræer i Danmark været offer for den såkaldte
elme-syge - en virus, der angriber barken på træer, og som overføres af
den såkaldte elmebarkbille. Sygdomsangrebet har medført, at stort set
alle store elmetræer i byerne - ikke mindst København - efterhånden er
blevet fældet. Det er muligt at vaccinere, men det er så kostbart, at
kun Tivoli i København gør det for at bevare sine elmetræer. Men nu er
der håb. Et nyt insekt - også en bille - er indvandret sydfra og nu også
set på Sjælland. Billens latinske navn er Aulonium Trisulkum - den har
endnu ikke noget dansk navn. Men den er meget velkommen, for dens livret
er elmebarkbillen.
Fodbold-monopol skal brydes
Divisionsforeningen, der samler de største, professionelle
fodboldklubber, vandt i dag en stor sejr over Dansk Boldspilsunion
(DBU), der samler alle fodboldklubber. Konkurrencerådet afgjorde nemlig,
at DBUs vedtægter om, at det er DBU der forhandler TV-rettigheder på
alle klubbers vegne er i strid med konkurrencerådgivningen. Det tolker
Divisionsforeningen som om, at klubberne individuelt ejer rettighederne
til egne kampe, og dermed kan forhandle individuelt med tv-selskaberne.
Direktør Claus Rode Nielsen, Divisionsforeningen, siger til DR-TVA, at
der ikke er nogen grund til at frygte - som DBU hævder - at kun de
store, professionelle klubber fremover vil få tv-indtægter. Han mener,
at det problem har de løst i andre lande, så det kan også løses i
Danmark.
At der sker noget er givet. Direktør Per Bjerregaard, Brøndby IF, udtaler til TV2 Sporten fra Kijev, at den store TV-kontrakt med DR og TV2 er må anses for at være ugyldig. Den må i det mindste genforhandles på visse punkter, mener han. [Aftalen er livsgrundlaget for TeleDanmarks store satsning på en dansk sportskanal, TVS.]
Michael Sandstød blev i dag nr. 9 i indledende runde af 4 km individuelt forfølgelsesløb. Det rakte ikke til en finaleplads - kun de 8 bedste gik videre.
Lidt bedre gik det det Tayeb Braikia og Jakob Piil i 50 km parløb på bane. Det danske par blev nr. 4 - blot 4 point fra en bronzeplads.
FODBOLD
UEFA-Cup, kvalifikation, returkampe
Dinamo Kijev-Brøndby 0-1Brøndby kæmpede godt på en regnvåd bane - men der skulle mere til en et enkelt mål efter 4-2 nederlaget på hjemmebane d. 13. august, så Brøndby er ude af UEFA Cup'en i for i år.
Vejret
Mest overskyet og med enkelte, kraftige byger. Temperaturer 22 - 25
grader. Dog havde Bornholm sol og temperaturer op til 30 grader.
Finansmarkederne
1USD 6,8515 DKK, 1GBP 11,0152 DKK, 1DEM 3,8087 DKK 100JPY 5,7697 DKK, 100ITL 0,3898 DKK, 1AUD*) 5,1195 DKK 1FRF 1,1304 DKK, 1CHF 4,6039 DKK, 1CAD 4,9115 DKK 1IEP 10,1635 DKK, 1NLG 3,3808 DKK, 1XEU 7,4770 DKK 100ESP 4,503 DKK, 1NZD*) 4,4191 DKK, 1SEK 0,8714 DKK 10BEF 1,8446 DKK, 1NOK 0,9162 DKK, 100ISK 9,52 DKK 100GRD 2,417 DKK, 1FIM 1,2698 DKK, 1ZAR**) 1,4537 DKK 100PTE 3,753 DKK, 1SGD**) 4,5845 DKK*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.
Obligationsrenter: 7,15% uændr. (6% - 2026), 6,283% +0,003 (8% - 2006) Pr. 30/12: 7,70% 6,54% Aktieindex: 627,31 -3,82 KFX (mest omsatte aktier): 182,96 -1,28 Pr. 30/12: 471,95 136,13