Tirsdag, 19. August 1997 23:33 (DNT)


[Rettelser og beklagelser]

Det var 16 hoteller, der ikke fik nogen stjerne i brancheforeningen Horestas nye klassifikationssystem. Det tal på 8 vi nævnte, passer bedre på antallet af 1-stjernede hoteller. Ialt 417 hoteller er klassificeret. Og så skal vi beklage, at overskriften til den historie i går blev altfor lang.



Pressenævn optager sag

Et flertal i pressenævnte vedtog i dag at tage sagen om privatbillederne af kronprins Frederik og hans veninde op i nævnet på eget intitativ. Pressenævnet er nedsat af repræsentanter for den skrivende og elektroniske presse, samt to dommere, og har til opgave at påse, at medier overholder medieansvarsloven. Det sker normalt efter klager fra den krænkede part - men kongehuset er undtaget fra den almindelige lovgivning og har ikke ønsket at rejse sag. Nævnets formand, højesteretsdommer Per Sørensen vil nu bede hofmarskal Søren Haslund-Christensen om en udtalelse, og så vil nævnet tage sagen op igen.

Det var Se & Hør der oprindeligt bragte billederne i sidste uge, men de kom også i Ekstra Bladet. Chefredaktør Bent Falbert oplyste overfor DR-TVA her til aften, at billederne i virkeligheden var fra en offentlig strand, og at den danske befolkning havde krav på at se "hvem den snart 30-årige kronprins går og er kærrester med". Han mente, at de kongelige "havde masser af privatliv". Han hævdede iøvrigt (uimodsagt) at f.eks. DR-TVA havde optaget billeder af nøgne mennesker på Bellevue Strand forleden og bragt dem uden tilladelse fra vedkommende "uden at nogen havde gøet af den grund".



Reaktion overvejes

Udenrigsministeriet overvejer en officiel reaktion mod Tyrkiet, og har derfor bedt den kurdisk-fødte dansker Ferit Süslü om en samtale omkring det tyrkiske politis behandling af ham i sidste uge. Han blev arresteret i sin hjemby Van i det østlige Tyrkiet, og stillet for en dommer 2 gange. Begge gange blev anklagerne afvist, men han blev i mellemtiden udsat for tortur, fortalte han ved hjemkosten søndag aften. I går blev han indlagt på Rigshospitalets afdeling for torturofre, hvor han stadig befinder sig. Den 34-årige Ferit Süslü flygtede for 16 år siden til Danmark, hvor han nu er dansk statsborger. Det var hans første besøg i Tyrkiet siden flugten. Udenrigsministeriet havde frarådet rejsen, da der er undtagelsestilstand i området p.g.a. af den tyrkiske regerings krig mod kurdiske separatister.

Fra de fleste partier i Folketinget lyder der et krav om, at Danmark reagerer skarpt overfor Tyrkiet. I forvejen har Danmark indklaget Tyrkiet til menneskerettighedsdomstolen for behandlingen af en anden dansk statsborger med kurdisk baggrund, Kemal Koc. Han er netop - in absentia - blevet idømt 4 1/2 års fængsel, men blev tilbageholdt og torturet sidste sommer - iøvrigt også i forbindelse med et familiebesøg.



Weiss i modvind

Indenrigsminister Birthe Weiss (S) blev i dag udsat for et 2 1/2 time langt krydsforhør omkring en aftale med en selvbestaltede leder for to områder i Somalia. Danida har indgået en aftale om at udbygge infrastrukturen i de to områder i form af ekstra bistandsprojekter på ialt 59 mill. kr. mod at 60 afviste asylansøgere kan vende tilbage til de to områder. De borgerlige - anført af Pia Kjærsgaard (Dansk Folkeparti) - kalder det bestikkelse og menneskehandel, og kræver aftalen stoppet. Pia Kjærsgaard har fundet ud af, at Holland kun behøver at betale et par tusind kr. pr. returneret asylansøger - ganske vist kontant og kun hvis asylansøgeren vender hjem frivilligt. Kun Birthe Rønn Hornbech (V) forstår ministerens forsøg på at få hjemsendt afviste asylansøgere, men hun stoler ikke på, at Birthe Weiss taler sandt, når hun siger at der ikke er tale om bestikkelse.

[Problemet med Somalia er, at der ikke længere findes regering eller myndigheder, og man kan således ikke tvangshjemsende personer, når der ikke er ansvarlige myndigheder til at tage sig af dem. Iøvrigt tyder noget på, at problemet for de danske myndigheder løser sig selv. Da nyheden om handelen slap ud, forsvandt en stor del af de somaliske asylansøgere fra Danmark.]



PBS i modvind

Virksomhederne står ikke endnu i kø for at komme til at sælge varer og serviceydelser over internettet med den nye SET-standard, som Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS) lancerede i Danmark i går. Tværtimod lyder der højlydte protester fra bl.a. Munksgaard, Fona og brancheforeningen Dansk Handel og Service. Fælles for dem er, at de ikke vil betale den ekstra omsætningsafgift, som PBS lægger oveni i taksten for almindelige kreditkort-transaktioner. Ifølge Jyllands-Posten vil også 2 af de nuværende 3 deltagere i pilot-forsøget forsøge andre metoder, når deres gratis-periode udløber. Kun TeleDanmark finder prisstrukturen "rimelig".

[Her følger PBS' adresse, hvor man kan læse mere om SET. De adresser vi angav i går kom af ukendte grunde ikke med på Forums websider. Men de er tilgængelige fra virksomhedens hjemmeside:

http://www.pbs.dk/
Forhåbentlig komme den adresse bedre over.]



Ring verden rundt for 1 kr.

Et af de nye danske alternativer til TeleDanmark, TelePartner, har investeret voldsomt i en kampagne, der skal lokke folk til at dreje 1002 foran udlandsopkald. Temaet i kampagnen er lånt fra 60'ernes revolutionsromantik - og slagtilbuddet 1 kr. i minuttet til hele verden. Det gælder dog kun de første 3 måneder af et årsabonnement, der koster knap 1000 kr. Derudover reklamerer de med priser 10 - 30% under TeleDanmarks. TelePartners grundlægger, adm. direktør Aldo Petersen, sagde til DR-TVA i går, at han ikke regner med, at TeleDanmark i Europæisk sammenhæng vil betyde nogetsomhelst om et par år. TelePartner har netop ladet sig børsnotere i USA - på Nasdaq SmallCap, skriver Børsen. Det er en 4 årig aftale med det amerikanske teleselskab WorldCom, der gør TelePartner i stand til at udbyde telefonsamtaler i Danmark.



Endnu et luftuheld

I weekenden måtte Tivoli-gæster hjælpes ned fra en forlystelse, der havde sat sig fast 12 meter over jorden. I dag skete det samme med Københavns nyeste forlystelse. På Sydhavnen i København har man opstillet en stor ballon, med en kæmpegondol og et wiretræk. Her kan man komme op i en højde på 95 meter over byen i ca. et kvarter, hvorefter man trækkes ned til jorden igen. I dag brød wirespillets motor imidlertid sammen, så ballonen blev hængene i 3 timer. Så lykkedes det Falck at få trukket gondolen ned. Forlystelsen åbnede i søndags, men er nu lukket indtil trækmotoren kan blive repareret i Sverige. Derefter skal den godkendes af det danske politi, før man igen kan stige til vejrs.



ISS på vej igen

Det ser ud til, at den verdensomspændende ISS-koncern er ved at komme sig efter sidste års katastrofale resultat på grund af ISS Inc., det amerikanske datterselskab. I dag kom koncernens regnskab for første halvdel af 1997, og det viste et netto-overskud på 83 mill. DKK. Sidste år var tabet på over 2 mia. DKK. Børsmeddelelsen (på engelske) fra selskabet kan læses på WWW her:
http://www.iss.dk/news/press_48.htm


DilleSport


CYKLING

Dopingsag
Danmark står uden et sprinterhold før VM i Australien. Den ene af de 3 ryttere, Lars Brian Nielsen, er blevet taget i doping efter et World Cup løb. Han står til 2 års karantæne. Det er for sent at udtage et nyt hold, så de to øvrige, Brian Dandanell og Dion Åkerstrøm, må nu blive hjemme.



FODBOLD

K-Elitedivision (lørdag og søndag)
   Rødovre-Vorup            5-0
   HEI-Brøndby              8-1
   OB-Hillerød              2-4 
Stillingen i Elitedivisionen
                     Kampe  V   U   T  Målscore  Point
1. Rødovre            2     2   0   0   13-3       6
2. Hillerød           2     1   1   0    5-3       4
3. HEI                1     1   0   0    8-1       3
4. OB                 2     1   0   1    4-4       3
5. Fortuna Hjørring   1     0   1   0    1-1       1
6. Kolding            1     0   0   1    0-2       0
7. Vorup              1     0   0   1    0-5       0
8. Brøndby            2     0   0   2    4-16      0



SVØMNING

Ved EM i Sevilla, Spanien, vandt det kvindelige, danske svømmehold bronze i 4 x 200 fri i dag. Holdet bestod af Britt Råby, Berit Puggaard, Mette Jacobsen og Ditte Jensen. Vinder blev Tyskland, med Sverige på 2. pladsen.

Der var også dansk deltagelse i en anden finale. Det var også Mette Jacobsen, men det gik ikke nær så godt. Hun blev nr. 7 i 100 m fri.



Vejret

Mest sol - men i løbet af eftermiddagen opstod der kraftige regnbyger med torden enkelte steder. Temperaturer 25 - 30 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,0015 DKK,   1GBP     11,2731 DKK,   1DEM      3,8085 DKK
100JPY     5,9234 DKK,   100ITL    0,3904 DKK,   1AUD*)    5,1179 DKK
1FRF       1,1305 DKK,   1CHF      4,6215 DKK,   1CAD      5,0461 DKK
1IEP      10,2257 DKK,   1NLG      3,3820 DKK,   1XEU      7,4979 DKK
100ESP     4,508  DKK,   1NZD*)    4,4544 DKK,   1SEK      0,8686 DKK
10BEF      1,8443 DKK,   1NOK      0,9143 DKK,   100ISK    9,64   DKK  
100GRD     2,432  DKK,   1FIM      1,2731 DKK,   1ZAR**)   1,4738 DKK
100PTE     3,755  DKK,   1SGD**)   4,5528 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,14% uændr.(6% - 2026),   6,26% -0,02 (8% - 2006)
Pr. 30/12:         7,70%                      6,54%
Aktieindex: 621,18 -6,09   KFX (mest omsatte aktier): 180,86 -1,13
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13