Torsdag, 14. August 1997 24:10 (DNT)


Presse-etik krænket?

For et par uger siden rejste kgl. konfessionarius Christian Thodberg og hofmarskal Søren Haslund-Christensen debat om ikke ugebladspressen var ved at gå for tæt på det kongelige - ikke mindst "de unge", som Christian Thodberg udtrykte det. Anledningen var, at ugebladene - især de nye - havde fokuseret meget på prinsesse Alexandra, prins Joachim og kronprins Frederik. Et blad bragte enda billeder fra Alexandra og Joachims charterrejse - optaget af privatpersoner. Ugebladspressens redaktører afviste skarpt, at der var et problem.

Men i dag udkom Se & Hør med billeder, som ifølge pressejuristen, Knud Åge Fröbert, er en klar krænkelse af privatlivets fred. En spionfotograf har taget billeder af kronprins Frederik og hans veninde igennem længere tid, sangerinden Maria Montell. Parret opholdt sig, da billederne blev taget med telelinse, på kongefamiliens residens i Cahors, Frankring. Knud Åge Fröbert siger, at havde der været tale om almindelige borgere i Danmark, var der basis for et sagsanlæg. På grund af kongefamiliens særlige retsstilling er det nok tvivlsomt, om det sker. Knud Åge Fröbert siger til DR, at han istedet håber, at DET vil blive taget op i det presse-etiske nævn, som eksempel på, hvornår grænserne for presse-etik er overskredet.

Det svenske dagblad Expressen, der jo ikke skal overholde dansk lovgivning, benyttede i dag lejligheden til at offentliggøre nøgenbilleder af kronprinsen, taget ved samme lejlighed. Chefredaktør Arne Notkin, BT, har sagt til DR, at BT imorgen vil bringe "nogle" af billederne.



Kriminelle rockere

I en rapport fra Rigspolitiet udpeges rockergrupperne som værende den dominerende faktor indenfor organiseret kriminalitet i Danmark. Ifølge politimester Jens Henrik Højbjerg peger alle indberetninger i den retning, selv om det er vanskeligt at bevise. Han siger, at rockerne tilsyneladende udnytter "den aura af vold", der er om dem til at kræve "afgifter" af andre kriminelle.

En af rockernes sædvanligt brugte forsvarsadvokater, Peter Hjørne, siger til DR-TVA, at politiets rapport er "udokumenteret nonsens", der er lavet for at underbygge politiets ønsker om anonyme vidner og politiagenter. Det sidste afviser Jens Henrik Højbjerg - rapporten er lavet som et led i det europæiske politisamarbejde, og repræsenterer alene rigspolitiets vurdering af den organiserede kriminalitet i Danmark.



K: 26 for - en imod!

Den konservative folketingsgruppe vedtog i dag at sige ja til Amsterdam-traktaten - og samtidig officielt anerkende Frank Dahlgaards ret til en anden mening. Der var ellers før mødet utilfredshed med Frank Dahlgaards "skriverier", bl.a. fra Kent Kirk og Lene Espersen. I dag offentliggjorde Jyllands-Posten et læserbrev fra Frank Dahlgaard, hvori han skriver, at man ikke som konservativ kan "sige ja" til Danmark og EU samtidig. Efter mødet sagde partiformand Per Stig Møller, at vælgerne havde valgt Frank Dahlgaard på hans meninger, og det måtte man respektere - selv om man var uenige. Frank Dahlgaard sagde til DR-TVA, at han havde fået "en venlig begmand - men det er i orden", og han beklagede, hvis nogen havde opfattet hans læserbreve som dikterende den konservative linie.



Salmonella-fri, men?

Danpo kyllinger har efter et større udviklingsarbejde for nogen tid siden begyndt at markedsføre såkaldte salmonella-fri kyllinger. En stikprøve, udført af Jyllands-Posten og Levnedsmiddelkontrollen i Århus har udført. De fandt godt nok ingen salmonella-bakterier i de 10 kyllinger, man indkøbte - men derimod var der campylobacter i 3 af de 10. Campylobacter er ligeså farlig som salmonella, men er sværere at bekæmpe, fordi man ikke ved så meget om smittevejene. 70.000 skønnes at være blevet syge af campylobacter sidste år. Nina Due Jensen, Forbrugerstyrelsen, siger til DR-TVA, at Danpo må ændre markedsføring - "Det kan være ligemeget hvad den [bakterieinfektionen] hedder - man skal jo ikke snakke med den!"



For og imod VL

Radikale politikere er betænkeligt ved, at topembedsmænd deltager i de private, lukkede netværksgrupper under Dansk Selskab for Virksomhedsledelse - de såkaldte VL-grupper. I går aftes sagde Bjørn Elmquist (R), at det ikke "var nogen god ide, at offentlige forvaltningsledere sidder med". Han håbede dog, at de selv kunne se det uheldige i deltagelsen - ellers måtte partiet overveje at gå til den øverst ansvarlige for embedsmændene - statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Marianne Jelved (R) opfordrede i dag især dommere til at melde sig ud, for at undgå mistanke om inhabilitet. Hans Engell (K) kalder de radikales tanker for en krænkelse af nogle borgere - embedsmændenes - grundlovssikrede rettigheder. Også Socialdemokratiet er betænkelig ved VL-grupperne - og Enhedslisten vil have statsministeren i samråd.

Enhedslisten har her i dag offentliggjort medlemslisterne på internettet. Listens VL-sider findes på adressen:

http://www.enhedslisten.dk/enhedslisten/elhp2/indexvl1.htm
[Serveren bar desværre præg af at være meget overbelastet - men det kan skyldes, at adressen netop blev oplyst af DR-TVA her til aften. Selv om man hævder, at det er egen research, der har frembragt listerne, er der mange ting ved offentliggoerelsen, der muligvis kan krænke dansk lovgivning, så vær forberedt på, at listerne forsvinder igen.]



Michael Jackson i København

48.000 mennesker er netop nu samlet i Parken i København til Michael Jackson koncert. Det hævdes at være den største koncert i Parken til dato. Flere tusinde overværer koncerten gratis - i Fælledparken og de omliggende gader. Der er totalt udsolgt - men der er enkelte ledige billetter til den ekstra koncert, den 29. august.



Vejret

Sol - lidt diset og skyer over land midt på eftermiddagen - det er den danske tropesommer. Temperaturer 27 - 32 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,0515 DKK,   1GBP     11,1710 DKK,   1DEM      3,8100 DKK
100JPY     6,0564 DKK,   100ITL    0,3893 DKK,   1AUD*)    5,2449 DKK
1FRF       1,1298 DKK,   1CHF      4,6309 DKK,   1CAD      5,0588 DKK
1IEP      10,1457 DKK,   1NLG      3,3819 DKK,   1XEU      7,4908 DKK
100ESP     4,508  DKK,   1NZD*)    4,5101 DKK,   1SEK      0,8804 DKK
10BEF      1,8449 DKK,   1NOK      0,9193 DKK,   100ISK    9,69   DKK  
100GRD     2,431  DKK,   1FIM      1,2727 DKK,   1ZAR**)   1,5116 DKK
100PTE     3,761  DKK,   1SGD**)   4,6668 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,13% +0,01 (6% - 2026),   6,276% +0,036 (8% - 2006)
Pr. 30/12:         7,70%                      6,54%
Aktieindex: 632,23 +0,79   KFX (mest omsatte aktier): 185,53 +0,98
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13