Onsdag, 13. August 1997 23:34 (DNT)


Ribus-sag: Anklaget afhørt

I dag krydsforhørte forsvareren Helle Lokdam sin klient. Det var den af de 4 anklagede i sagen, der på et tidspunkt samarbejdede med politiet. I følge hans forklaring i dag, så var det en navngiven politiassistent, der overtalte (men ikke pressede) ham til at medvirke til at gennemføre en hærværksaktion mod en villa på Rømø. Ifølge forklaringerne aftalte den anklagede og politiet det tidspunkt, hærværket skulle foretages - så de kunne være tilstede. Ud over den anklagede blev 3 andre anholdt. [De er ikke anklaget i den aktuelle sag.] Helle Lokdam sagde bagefter til TV2 Nyhederne, netop det at politiet deltager aktivt er forskellen på lovlig meddelervirksomhed og ulovlig brug af politiagenter.



Privat Vagtværn i Farum

Et enigt byråd i Farum har bevilget 1,5 mill. kr. til at ansætte Falck-Securitas til at patruljere i Farums Bymidte det næste år. Det sker efter, at hærværk og anden kriminalitet slog rekorder i juli måned i år. Tidligere har borgmester Peter Brixtofte (V) forgæves forsøgt at betale sig til ekstra politibemanding, men politistationen i Farum lukker nu kl. 15. Viceborgmester Helene Lund (SF) sagde til DR-TVA, at nu måtte der ske et eller andet drastisk. Det kunne ikke blive ved med at gå. Vagtværnet skal udelukkende se efter kommunens bygninger, opservere og melde til politiet, hvis der sker noget ulovligt. Det skal ikke selv anholde eller udføre andre politimæssige opgaver. Politiet i Farum hilser også initiativet velkomment.



Tvind-skoler fortsat støttet

Undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) konstaterede efter et møde i Folketingets uddannelsesudvalg, at 23 ud af de 24 Tvind-skoler, der fik frataget statstøtten ved den såkaldte Tvind-særlov stadig eksisterer, takket være offentlig støtte. Nu er det imidlertid kommunerne, der betaler skolerne for at tage sig af vanskelige unge. Det sker under bistandsloven. Undervisningsministerne sagde, at han sammen med socialminister Karen Jespersen (S) ville analysere kommunernes støtte, og om nødvendigt justere love og regler til efteråret. Ole Vig Jensen indskærpede, at kommunerne bør være klar over, hvad deres penge går til, og at kommunerne har en tilsynspligt overfor skolerne.

Formand for Kommunernes Landsforening, Evan Jensen, Lejre, sagde til DR, at naturligvis overholder kommunerne loven. Skulle regeringen imidlertid forlange, at kommunerne ikke længere brugte Tvind-skolerne, så måtte man stille alternative behandlingsmuligheder til rådighed.



Projekt NaturBornholm

Der skal brygges et stort naturoplevelsescenter på Bornholm. Projektet kaldes NaturBornholm, og i dag blev vinderen af arkitektkonkurrencen præsenteret ombord på bornholmerfærgen Povl Anker ved kaj i København. Vinderen blev Henning Larsens tegnestue - og bygningen er en spændende konstruktion, der består af løse natursten i en stor ståltrådsramme. En af idemændene, tidligere zoo-direktør Bent Jørgensen, beskrev projektet som en "tidsmaskine", hvor man kunne se udviklingen på Bornholm siden istiden. Bornholm er efter Bent Jørgensens meninge det eneste sted i Europa, hvor man kan finde så mange forskellige naturformer på et så lille område. Projektet koster 85 mill. kr, heraf kommer de 50 mill. kr. fra Arbejdsmarkedets Feriefond.



Berlingske indskrænker

Samtidig med at Jyllands-Posten med sit JP-København tillæg skærper aviskrigen i København, har Berlingske Tidende meddelt, at det nedlægger samtlige provinsredaktioner. Redaktørerne bliver afskediget, mens journalisterne - ca. 11 - får tilbudt arbejde på hovedredaktionen i København. 1 journalist skal dække Jylland og Fyn, og 2 Sjælland fremover. Chefredaktør Anne E. Jensen, Berlingske Tidende, siger til TV2 Lorry, at der nu er andre muligheder for at dække provinsen. [TV2 Lorry kædede reduktionen sammen med truslen fra Jyllands-Posten, men det afviste Anne E. Jensen - hun føler ikke at Jyllands-Posten er en trussel.]



Fynske motorvejsønsker

Trafikminister Bjørn Westh (S) mødtes i dag med repræsentanter for fynske erhvervsfolk og politikere i Svendborg. Anledningen var, at fynboerne mener, at det er på tide at der bliver bygget en motorvej mellem Odense og Svenborg. Den nuværende hovedvej A9 har en daglig trafiktæthed på 12.000 biler, og er stærkt plaget af ulykker. 212 ulykker med 9 dræbte de sidste 4 år. Erhvervslivet var desuden bange for, at det sydfynske område ville blive "glemt", når den den øst-vestlige forbindelse (med Storebæltsbroerne) åbner næste år. Bjørn Westh ville ikke love en motorvej, som i Nordjylland - at de nordjyske motorveje havde overkapacitet var ikke noget argument, mente han i DR-TVA. Men trafikministeriet arbejdede med at fremlægge et forslag om en motortrafikvej istedet.



SAS-fremgang

Det skandinaviske flyselskab SAS fik i første halvdel af 1997 et noget større overskud, end analytikerne forudså. Overskuddet blev på 975 mill. kr. en mindre tilbagegang på 64 mill., ud af en omsætning på 18,7 mia. kr. Der var en passagerfremgang på 4%. Selv om SAS tjente mindre pr. passager, har selskabet fastholdt sin markedsandel.



"Magtens netværk"

Den 3. maj 1963 mødtes en lille gruppe af virksomhedsledere fra de største erhvervsvirksomheder og topembedsmænd og danne gruppe, der kom til at hedde VL 1. Gruppen eksisterer stadig, selv om nogle af medlemmerne er blevet udskiftet. Den har fået selskab af yderligere 55 tilsvarende grupper, så det samlede medlemstal er nået op på 1893, heraf 199 topledere fra det offentlige. I dag brugte Politiken hele sit erhvervstillæg til at offentliggøre navnene på alle 1893 - Medlemskartoteket har ellers hidtil været fortroligt og forbeholdt medlemmerne. Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden (selv medlem i VL 1 de sidste 6 måneder), begrunder offentliggørelsen med, at grupperne og offentligheden skal være opmærksom på et muligt habilitetsproblem. Han afviser på det bestemteste, at der iøvrigt er noget "logeagtigt" over VL-grupperne. Det er heller ikke lykkedes Politikan at finde beviser for, at medlemmer har optrådt inhabilt.

[Medlemskab af en VL-gruppe fås hvis 3 medlemmer anbefaler en - og ingen af de øvrige medlemmer er imod.]


DilleSport


ATLETIK

Så lykkedes det endelig: I aften satte løberen Wilson Kipketer verdensrekord på 800m. ved Grand Prix stævnet Weltklasse Zürich. Tiden blev 1.41,25. Den gamle rekord var 1.41,73, og blev sat af Sebastian Coe, Storbritanien, i Stockholm for 16 år siden.

[Wilson Kipketer bliver dansk statsborger til december, når han har boet i Danmark i 7 år.]



FODBOLD

UEFA Cup kvalifikation
     Brøndby IF - Dynamo Kiev, Ukraine    2-4



Vejret

I dag flyttede maksimumstemperaturerne østpå, da den svage vind i løbet af dagen drejede mod vest. Der var en del skyer over land i løbet af eftermiddagen. Almindelige temperaturer 25 - 30 grader. (Et reklameskilt i Glostrup viste 34 grader i dag kl. 17.30 - men det var nok ikke helt korrekt målt.)



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,0515 DKK,   1GBP     11,1710 DKK,   1DEM      3,8100 DKK
100JPY     6,0564 DKK,   100ITL    0,3893 DKK,   1AUD*)    5,2449 DKK
1FRF       1,1298 DKK,   1CHF      4,6309 DKK,   1CAD      5,0588 DKK
1IEP      10,1457 DKK,   1NLG      3,3819 DKK,   1XEU      7,4908 DKK
100ESP     4,508  DKK,   1NZD*)    4,5275 DKK,   1SEK      0,8804 DKK
10BEF      1,8449 DKK,   1NOK      0,9193 DKK,   100ISK    9,69   DKK  
100GRD     2,431  DKK,   1FIM      1,2727 DKK,   1ZAR**)   1,5160 DKK
100PTE     3,761  DKK,   1SGD**)   4,7025 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,12% -0,02 (6% - 2026),   6,24% -0,04 (8% - 2006)
Pr. 30/12:         7,70%                      6,54%
Aktieindex: 631,44 -1,72   KFX (mest omsatte aktier): 184,55 -0,54
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13