Onsdag, 30. juli 1997 23:36 (DNT)


Hemmeligt møde i Danmark

Den burmesiske eksilregering har holdt et af sine meget sjældne møder - i Danmark. Det er foregået på Hotel Frederiksdal ved Lyngby. Regeringens leder - Aung San Suu Chi - kunne dog ikke komme - hun er stadig i husarrest i Burma. Mødet blev holdt hemmeligt til det var overstået, så regeringens medlemmer kunne nå at komme hjem igen. Regeringens medlemmer bor i USA, Danmark og Thailand.



Retskrivningslov

Fra på fredag er det ikke længere blot dårligt dansk, når vi her i nyhederne laver stavrefjel (:-)). Det bliver - næsten - forbudt. Næsten, fordi den nye retskrivningslov kun skal gælde statsadministrationen, amter, kommuner - og skoleelever. Det er tidligere undervisningsminister Bertel Haarder, der for et par år siden tog initiativen til lovarbejdet. Han blev nemlig forarget over, at Dansk Sprognævn, der hidtil har udgivet Retskrivningsordbogen, tillod ordet majonæse, fordi mange var begyndt at skrive det istedet for mayonnaise. Loven har dog ingen sanktionsmuligheder (i.e. straffe) - og Dansk Sprognævn vil fortsat ændre stavningen i Retskrivningsordbogen i overenstemmelse med udviklingen.



Enig front

Yderfløjene i dansk politik er blevet enige om, at deres normalt stejle holdning overfor hinanden skal lægges væk, når det drejer sig om spørgsmålet om den nye Amsterdam-traktat. Her er Enhedslisten og Fremskridtspartiet enige om, at "hovedfjenden" er Uffe Ellemann-Jensen (V) og statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Derfor vil de to partier undlade at angribe hinanden i Folketingssalen. Kim Behnke (Frp) siger til Politiken, at "Alle gode kræfter, der arbejder for et nej, bør være samlet under en fælles paraply". Keld Albrechetsen (Enh.) håber også på, at det bliver muligt med et samarbejde med SF, når det - som han håber - vedtager at nej til traktaten på det kommende landsmøde til september.



Nyt universitet

Skabelsen af et nyt, stort universitetscenter, der dækker Fyn og Sønderjylland er gået i gang. Planerne er nu, at Odense Universitetscenter, Sydjysk Universitetscenter og Handelshøjskolen Syd går sammen. Sydjysk Universitetscenter har aldrig haft studerenden, men udelukkende drevet forskning, og det vil de lokale politikere ikke længere være med til at finansiere. Ved at låne lærerkræfter fra Handelshøjskolen Syd, der har afdelinger i Esbjerg, Sønderborg og Kolding, håber man på at kunne starte universitetsforelæsninger i Sønderjylland allerede fra næste sommer.



Skarv-fredning hæves

Efter pres fra flere EU-lande, og efter lange og grundige videnskabelige undersøgelser, har EU-kommisionen besluttet, at den fælles europæiske fredning af skarven ophæves. Det bliver så muligt for de enkelte lande at tillade jagt. Undersøgelserne viser, at fredningen har været en succes - så stor en succes, at fuglen nu truer fiskearter i de område, hvor den yngler, på grund af det store antal fugle. Det er bl.a. tilfældet flere steder i Danmark. Fuglen betegnes som meget aggressiv, og den er kendt for at "fiske" ganske effektiv i fiskeres ruser og garn.



Miljøaktion mod firma

Sønderjyllands Amts Teknik og Miljøudvalg tog i dag det usædvanlige skridt at foretage en rydning af en privat virksomheds oplagsplads - for ejerens regning. Virksomheden havde deponeret 1200 kubikmeter træflis, som miljømyndighederne mener er forurenet, uden tilladelse. På trods af adskillige henvendelser har virksomheden ikke gjort noget. Den henholder sig til, at ingen undersøgelser viser, at det er farligt affald - og nu vil den stævne amtet, ligesom regningen derfra vil blive ignoreret. Sidst her til aften blev arbejdet standset - man fandt nemlig olieforurenet jord under træflisen. Miljømyndighederne skal nu tage yderligere prøver, inden arbejdet kan genoptages.



DSB skal oplyse mere

Fremover skal kunder, der køber billet hos DSB have orientering om alle de forskellige rabatmuligheder, der er for den pågældende strækning. Det skal især nu også ske, hvis turen dermed bliver længere. Det besluttede DSBs i dag. Sagen startede med, at Politiken forleden "afslørede", at kunder ikke blev orienteret om, at hvis de tog regional og lokal-tog på hvisse strækninger, kunne de få rabatter på op til 100 kr. DSB har ganske vist beskrevet det i brochurer, men en række kunder har efterfølgende klaget over, at de ikke blev orienteret om rabatmuligheder. DSBs oprindelige instruks gik på, at billetsælgerne kun skal sælge, hvad kunderne ber om. Men det det mente Forbrugerrådet ikke, togselskabet kunne tillade sig, og i går krævede flere politikere et politisk indgreb fra trafikminister Bjørn Wesths (S) side overfor DSB-ledelsen. Det var han ikke utilbøjelig til - så i dag udsendte DSBs ledelse nye instrukser til billetsælgerne, uanset at man regner med, at det vil forlænge ekspeditionstiderne ved billetlugerne.



Fangeflugt fra Ålborg

To fanger forsvandt natten til tirsdag fra den gamle arrestbygning i Ålborg. De har formentlig brugt en bøjle til at skrabe fugerne mellem murstenene væk, og dermed kunne bryde ud til det fri. Flugten blev allerede opdaget, da de kom ud på gaden - men alligevel slap de væk. De betegnes begge som "ikke farlige".



Kongeligt bryllup

[Nej - Nej - Nej - det er ikke ham!] Lørdag den 6. juni 1998 skal prinsesse Benedikte og prins Richards datter, prinsesse Alexandra giftes, meddelte hoffet i går. Brylluppet skal noget overraskende foregå hos brudens mormor, dronning Ingrid på Graasten Slot. Det er lidt overraskende, fordi brudgommen - den tyske greve Jefferson-Friedrich von Pfeil-Ellguth ved forlovelsen - der også foregik på Graasten Slot - mente, at vielsen skulle foregå i Tyskland. Det er dronning Ingrid, der har bestemt at vielsen skal forgå i slotskirken.

Prinsesse Benediktes privatsekretær, major Arne Hansen afviser iøvrigt overfor Jyllands-Posten, at tidspunkt og sted har nogen forbindelse med, at prinsesse Alexandra og hendes søster Nathalie har søgt om dansk statsborgerskab.


DilleSport


BASKETBALL

Den danske basket-spiller Michael Dahl Andersen, der pt. spiller i USA, skal de næste to år spiller for AEK Athen. Han bliver holdkammerat med een af de bedste danske basketspillere, Mikkel Langager.



CRICKET

I en i Danmark lidet mediedækket sport, har det danske landshold gennem de senere år opnået meget stor styrke. Faktisk er man ved at hage sig godt fat i verdenstoppen! Onsdag slog holdet Skotland 203-199 i Edinburgh. For de, der kender sporten, kommer her nogle detaljer: Danmark tabte tre gærder, skotterne alle sine. Bedste danske kaster blev Søren Vestergaard med fire gærder for 35 point. Dansk topscorer blev Aftab Ahmed med 74 point.



FODBOLD

Superligaklubben Brøndby, der lammetævede Lyngby ved superligasæsonpremieren i søndags, spillede onsdag aften venskabskamp mod engelske West Ham. På hjemmebanen Brøndby Stadion, vandt de danske mestre 2-1 - på mål af Peter Møller og Per Nielsen.

Brøndby har indtil videre startet den nye sæson stærkt, for som i kampen mod Lyngby, spillede holdet også stærkt og dominerende mod den engelske Premier League klub.



Vejret

En del sol, men efterhånden bredte et regnområde sig fra vest - sydvest og over næsten hele landet her til aften. Temperaturer 20 - 24 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra Adag

1USD       7,0000 DKK,   1GBP     11,3974 DKK,   1DEM      3,8079 DKK
100JPY     5,9047 DKK,   100ITL    0,3899 DKK,   1AUD*)    5,1678 DKK
1FRF       1,1294 DKK,   1CHF      4,5995 DKK,   1CAD      4,0604 DKK
1IEP      10,1948 DKK,   1NLG      3,3802 DKK,   1XEU      7,5061 DKK
100ESP     4,512  DKK,   1NZD*)    4,5364 DKK,   1SEK      0,8775 DKK
10BEF      1,8443 DKK,   1NOK      0,9188 DKK,   100ISK    9,70   DKK  
100GRD     2,433  DKK,   1FIM      1,2817 DKK,   1ZAR**)   1,5227 DKK
100PTE     3,768  DKK,   1SGD**)   4,7776 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,95% -0,04 (6% - 2026),   6,03% -0,03 (8% - 2006)
Pr. 30/12:         7,70%                      6,54%
Aktieindex: 643,01 -1,75   KFX (mest omsatte aktier): 188,46 -2,14
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13