Tirsdag, 15. juli 1997 23:50 (DNT)


hemmelig bank-aftale

4 EDB-servicevirksomheder i bankverdenen - Unidata, Danske Data, PBS og SDC - har indgået en hemmelig aftale, der skal forhindre indbyrdes konkurrence om medarbejderne. Det skulle ifølge et notat, som DR kom i besiddelse af, ske ved, at man ikke accepterede uopfordrede ansøgninger, ikke ansatte medarbejdere fra de andre virksomheder uden tilladelse fra disse (kontrolleret via et krav om "referencer") og begrænse lønstigningen til 1000 - 1500 kr. i forhold til tidligere job. Aftalen var ikke kendt af medarbejderne eller deres faglige organisationer, Finansforbundet og Prosa.

Ifølge informationschef Hans Jørgen Søe blev aftalen hemmeligholdt, fordi man ville undgå misforståelser blandt medarbejderne. Det kunne misopfattes som om, man forsøgte at forbyde folk at skifte job, sagde han til DR - men det var slet ikke meningen.



Efterlyser etiske regler

Finansforbundet vil kigge på det juridiske aspekt i sagen, men ellers vil man prøve at tage en diskussion med arbejdsgiverne. Det sagde Finansforbundet efter et møde med Prosa i eftermiddags. Man vil stille arbejdsgiverne det spørgsmål, om man mener det er etisk med den slags aftaler.



Nato længere i Bosnien

Forsvarsminister Hans Hækkerup (S) siger i dag, at de danske Natostyrker i Bosnien formentlig bliver nødt til at forlænge deres ophold også efter det nuværende mandats udløb i 1998. Han mener ikke, at selv om fredsprocessen speedes op, vil man kunne nå at få et stabilt samfund. Han mener, at den danske tilstedeværelse vil blive af ca. samme omfang som i dag, 750 mand. Han understreger, at det er en forudsætning at USA fortsat deltager, men at han iøvrigt ikke fik nogen løfter herom af USAs præsident under besøget i weekenden.



Regler for aktindsigt

Justitsministeriet udsendte i dag en fortolkning af reglerne for aktindsigt i offentlige ansattes personalemapper. Mange personalegrupper - specielt indenfor politi og socialforvaltninger - har frygtet chikane fra tidligere klienter. Nogle kommuner har nægtet at udlevere personalemapper og trodser bevidst loven, mens andre har udleveret alt, og beklager at man er nød til det. Ifølge fortolkningen må man ikke udlevere personlige oplysninger, referat fra udviklingssamtaler, sygdomsoplysninger og evt. tjenstlige reprimander.

Formanden for Dansk Politiforbund, Tommy Agerskov Thomsen, der også er næstformand i centralorganisationen af offentlige ansatte, CO2, er umiddelbart tilfreds med vejledningen. Han siger, at inden for politiet får han nu 3 - 4 henvendelser fra medlemmer, der er blevet "mål" for aktindsigt, om dagen. Han mener, at der groft taget er tale om tre grupper, der ønsker aktindsigt: "chikanister", der leder efter et eller andet at kunne genere den offentlige ansatte med, journalister og småkriminelle. Han siger til DR, at mange borgere tror de kan få adgang til sladderstof, hvis de læser personalemapper.

[En meget ivrig person, der har skaffet sig kopier af personalemappen for bl.a. Frederiksbergs nuværende politichef har de sidste par dage spøgt i medierne - han skulle have offentliggjort indholdet "på internettet". Det ikke direkte på WWW, hvis nogen har ledt forgæves. Han holder til på Forums debat-liste nr. 1 (Nyhederne diskuteres på liste 2). Liste 1 kan findes på

http://www.forum.dk/lister/liste1.html
Lad det være sagt med det samme: Indlæggene på listen er generelt ikke for svage sjæle - det bærer tydeligt præg af, at indlæg er anonyme. Kig efter indlæg fra Preben Juul Madsen eller "preben jm", som han ofte underskriver sig med.]



Ingen jobsøgere i dag

Præcis kl. 9.30 sad 5 jobkonsulenter klar på Københavns Kommunes Jobformidling, for at tilbyde unge balademagere fra Blågaards plads arbejde. Endnu flere journalister var på plads - men der kom ingen. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) lovede ellers i går mandag, at de unge sagtens kunne få job, hvis de henvendte sig. Det ville han garantere. Beskæftigelseschef Anders Vinge var dog ikke skuffet. Han havde ikke regnet med, at de kom væltende, blot fordi der havde været et indslag i tv-aviserne aftenen før. Nu ville de tage til Blågaards Plads og dele pjecer ud om tilbuddet.

[Modige jobkonsulenter tog derefter til Nørrebro med hele pressen på slæb. Det var ikke nogen succes - de unge, der var der, ville ikke fotograferes. De unge prøvede at "jage" konsulenter og presse væk - bl.a. fik DR-TVA ødelagt dækket på en af deres varevogne - men de undgik alligevel ikke at komme i tv!]

Iøvrigt understregede Ander Vinge overfor DR, at ingen var "specielt udvalgt" til at få tilbuddet om jobgaranti. Alle unge i området kunne komme ind og få et job. Der var også tale om rigtige job - ikke beskæftigelsesjob. De eneste nye var, at kommunen gav en garanti for, at alle der henvendte sig nu, fik et job.



Mord i Korsør

En 81-årig kvinde fra Korsør blev lørdag fundet myrdet af sin søn. Han havde skyndt sig hen til hende, fordi hun havde ringet og sagt, at der var tegn på indbrud, da hun kom hjem lørdag ved 18-tiden. Politiet mener, at tyven stadig har været i huset, og har kvalt hende efter telefonsamtalen. Ingen har set noget usædvanligt og tilsyneladende er der ikke stjålet noget. Politiet står derfor stadig på bar bund.



Familie-opgør

Længere tids strid mellem to vietnamesiske familier førte i går til et voldsomt opgør ved en kaffebar i Nordvestkvarteret i København. 2 grupper på hver 10 kom op at slås, og det udviklede sig med jernstænger, knive og et samurai-sværd. 7 blev såret af slag og snitsår - en blev arresteret. I dag blev en 25-årig vietnameser sigtet for vold.


DilleSport


CYKLING

15. juli - tiende etape - 252,5 kilometer Sted: Lucon - Andorra

Overskrifter fra etapen: Fårene blev skilt fra bukkene på opkørslerne til de fire bjerge. Den gule trøje skiftede ejer efter seks dage på samme mand.

Resultater:

  1. Jan Ullrich, Tyskland        7.46,07 timer
  2. Marco Pantani, Italien         +1,08
  3. Richard Virengue, Frankrig     +1,28
  4. Francesco Casagrande, Italien  +2,01
  5. Bjarne Riis, Danmark           +3,22
  6. Laurent Dufaux, Schweiz        +3,26
  7. José Maria Jimenez, Spanien    +3,45
  8. Fernando Escartin, Spanien      s.t.
  9. Abraham Olano, Spanien          s.t.
 10. Alberto Elli, Italien           s.t.
 ...
 55. Peter Meinert, Danmark        +21,04
 ...
 84. Rolf Sørensen, Danmark        +32,21
 ...
113. Bo Hamburger, Danmark         +43,01
 ...
137. Jesper Skibby, Danmark          s.t.

Samlet stilling:

       
  1. Jan Ullrich, Tyskland         55.00,54 timer
  2. Richard Virenque, Frankrig       +2,58
  3. Abraham Olano, Spanien           +4,46
  4. Bjarne Riis, Danmark             +4,53
  5. Marco Pantani, Italien           +5,29
  6. Fernando Escartin, Spanien       +5,46
  7. Laurent Dufaux, Schweiz          +6,02
  8. Oskar Camenzind, Schweiz         +7,00
  9. Francesco Casagrande, Italien    +7,20
 10. Cedric Vasseur, Frankrig         +7,31
 ...
 37. Peter Meinert, Danmark          +30,04
 ...
 67. Bo Hamburger, Danmark           +51,54
 ...
 89. Rolf Sørensen, Danmark        +1.08,29
 ...
143. Jesper Skibby, Danmark        +1.26,59
Om danskerne:
* Bjarne Riis - bevarede sin fjerdeplads, men havde et tidstab på 2,10 minutter i den samlede stilling. Må på det nærmeste se sit hverv som holdkaptajn gå til sin unge holdkammerat Jan Ullrich, der kørte fremragende og ubesværet på dagens etape. Riis efter etapen: "Jan er bedst nu, og det accepterer jeg fuldt ud". Sammen vil de (Ullrich og Riis) forsøge at vinde Tour'en, og Riis understregede, at de IKKE er konkurrenter. Det blev også kendt, at de to ryttere før dagens etape havde aftalt, at hvis Ullrich havde gode ben, og Riis ikke kunne følge med, skulle Ullrich stikke. Og det gjorde han på den sidste 10 kilometers stigning op mod mål.

* Peter Meinert - var meget aktiv i dagens etape. Flere gange prøvede han ihærdigt at stikke af, men han kunne ikke få nogen med sig, og det blev ikke til noget. Var med i førergruppen, indtil den 34 kilometer lange opstigning til Port d'Envalira - 2407 meter over havets overflade. Han kunne ikke følge med, og kørte så sit eget tempo. Som han sagde efter etapen: ...tre kilometer før toppen var jeg træt. "Det var hårdt".

* Rolf Sørensen - "havde været friskere", som han sagde efter etapen. For ham handlede det blot om at komme i mål, og han havde "taget det roligt".

* Jesper Skibby - havde som kommentar: Jeg har det som man har det, efter fire bjerge, og 8 1/2 time på cyklen....

* Bo Hamburger - var stærkt plaget af sine to styrt mandag, og kørte på piller og indsprøjtninger. Havde det ikke været for stor opbakning for sine holdkammerater - i form af små skub og opmuntrende råb - var han sandsynligvis stået af. Hamburger føler, at dagens etape gjorde ham fem år ældre. Onsdagens etape skal blot overleves, og så kommer hviledagen torsdag......



Vejret

Vi glemte vejret i går - men både det og i weekenden var som i dag - en del sol og skyer, med temperaturer 20 - 25 grader. Der var enkelte regnbyger i sydøst i går og endnu flere i dag, med torden.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,8385 DKK,   1GBP     11,5324 DKK,   1DEM      3,8100 DKK
100JPY     5,9772 DKK,   100ITL    0,3921 DKK,   1AUD*)    5,0417 DKK
1FRF       1,1279 DKK,   1CHF      4,6400 DKK,   1CAD      5,0037 DKK
1IEP      10,3179 DKK,   1NLG      3,3841 DKK,   1XEU      7,5285 DKK
100ESP     4,522  DKK,   1NZD*)    4,5586 DKK,   1SEK      0,8754 DKK
10BEF      1,8452 DKK,   1NOK      0,9114 DKK,   100ISK    9,61   DKK  
100GRD     2,432  DKK,   1FIM      1,2900 DKK,   1ZAR**)   1,5007 DKK
100PTE     3,777  DKK,   1SGD**)   4,7395 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,02% -0,01 (6% - 2026),   6,10% uændr.(8% - 2006)
Pr. 30/12:         7,70%                      6,54%
Aktieindex: 632,31 +7,54   KFX (mest omsatte aktier): 186,10 +0,76
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13
Også i dag fortsatte aktiekursernes stigning - endnu en rekord-dag.