Tirsdag, 24. juni 1997 23:53 (DNT)


A-våben på Grønland?

I fredags yttrede landstyreformand Lars Emil Johansen interesse for et amerikansk forslag. Tænketanken RAND i Washington har nemlig foreslået, at de demonterede sprænghoveder fra USA og Ruslands A-våben bliver opbevaret i et såkaldt "atomfængsel". Det er nemlig vanskeligt at destruere sprænghoveder sikkert så hurtigt, som de skal afmonteres. Ved at "fængsle" hovederne får man bedre tid til at destruere dem, samtidig med at de kan komme under international kontrol. RAND har peget på, at Thule-basen i Nordgrønland vil være det ideelle sted. Lars Emil Johansen synes også, at det kunne være en god ide, der kunne give det grønlandske flere indtægter. Han kritiserede den danske regering for ikke at have bragt spørgsmålet på bane i koordineringsmøderne mellem den danske og grønlandske regering.

I dag svarede udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R), at Danmark i henhold til aftalen om ikke-spredning af a-våben ikke kunne gå ind for ideen, men at spørgsmålet havde været nævnt på de to sidste dansk-grønlandske møder - uden at grønlænderne havde reageret. Hvis de nu havde skiftet mening, var det rigtige forum i første omgang koordineringsudvalget. Foreløbig ser det dog ud til, at Lars Emil Johansen står alene med forslaget i Grønland.

[Det i ligesåhøj grad et ønske om en større selvstændighed for Grønland, der ligger bag Lars Emil Johansens udspil. I henhold til den nuværende selvstyreaftale, er udenrigs- og forsvarspolitik alene den danske regerings ansvar - selv om den nuværende regering lægger vægt på, at tage den grønlandske regering med på råd.]



Adoptionsregler harmoniseres?

I en betænkning fra regeringens adobtionsudvalg anbefales det i dag, at reglerne ændres så de bliver mere objektive og mindre baseret på sagsbehandlerens skøn. Udvalgets betænkning dokumenterer nemlig, at der er stor forskel fra amt til amt på behandlingen af adoptionssager. Anbefalingen lyder på, at man skal sætte flere fysiske krav: Til indtægt, til bolig, til forældrenes alder, mv. Det skal bl.a. gøre det muligt at sortere adoptionssøgende fra tidligere - med en ordentlig forklaring til dem, der bliver afvist.



Chock-kur mod spritbilister

Et nyt lovforslag fra trafikminister Bjørn Westh (S) lægger op til, at spritbilister, der skal til en ny køreprøve, skal tvinges igennem et særligt kursusprogram. På dette program skal de bl.a. andet besøge skadestuer og se billeder af trafikulykker og -ofre. Det sker efter australsk forbillede. Formanden for Rådet for Større Færdselssikkerhed, Jørgen Gram, er særdeles positiv overfor ideen. Andre medlemmer af rådet og psykologer advarer dog om, at den gruppe - midaldrene mænd - der udgør den største del af spritbilisterne kun er bange for en ting - at miste kørekortet!



Dansk opsang

I går gik statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) på talerstolen ved FNs statusmøde for klima og udvikling i New York. Poul Nyrup Rasmussen sagde ligeud ud, at de industrialiserede lande ikke havde holdt de løfter, som man gav til ulandene på miljøtopmødet i Rio i 1992. Her havde man lovet forøge ulandsbistanden til gengæld for at landene i den 3. verden gik med til at begrænse CO2-udslippet. Det var imidlertid ikke sket - Ulandsbistand er blevet reduceret med 5 mia. dollars siden Rio-konferencen. Poul Nyrup Rasmussen noterede sig dog, at EU efter hans mening var blevet mere "grøn" nu end for 5 - 8 år siden.



Falske udsalg

Der er ikke meget udsalg i de udsalg, der er begyndt at starte landet over, viser en undersøgelse som Jyllands-Posten offentliggjorde i dag. Ifølge markedsføringsloven skal der være tale om udsalg, når man annoncerer med det - dvs. at varerne skal være nedsat, og at der er tale om restpartier. Man må f.eks. ikke tage varer hjem udelukkende til udsalget. Jyllands-Posten har fundet ud af at tilbudene både kan være specielle tilbudsvarer eller har været solgt til samme pris tidligere. Der er fundet fejl hos både Bilka, Føtex, Kvickly, Bauhaus, Silvan, Fona m.v. Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen siger til Jyllands-Posten, at butikskæderne "har et problem", hvis dokumentationen ikke er i orden. Direktør i Silvan [byggemarkedskæde], Erik Skov, mener dog, at det mest er forbrugerombudsmanden, der har problemet - kunderne går efter den lave pris og er glade for et godt tilbud - selv om han erkender at forskellen på "tilbud" og "udsalg" er blevet noget udvandet.



Øko-fuskere

Også forbrugere, der køber Ø-mærkede varer i den tro, at der altid er tale om økologiske produkter, kan have grund til at være skeptisk. Ifølge den seneste redegørelse fra Plantedirektoratet, så er der fundet overtrædelser af reglerne for Ø-mærket hos hver 6. økologiske landmand. Plantedirektoratet fortager to årlige kontrolbesøg og en antal uanmeldte hos de ca. 1200 økologiske landmænd, der må levere varer med det Ø-mærket. Det er især regler om kun at bruge økologis dyrefoder samt dårlige staldforhold, der medfører påtaler og bøder. I to tilfælde i 1996 mistede landmænd deres økologiske status p.g.a. af overtrædelser. Landbrugsminister Henrik Dam Krisensen (S) udtrykker dog til Ritzaus Bureau tilfredshed over, at antallet af påtaler er gået ned - på trods af, at der er kommet mange flere økologiske landmænd.



Gratis diabetes-test

Fra 1. januar 1998 skal diabetes-patienter ikke længere betale for de prøvestrimler og fingerprikkere, som de skal bruge til at kontrollere sig selv. I dag betales kun en del af udgifterne af det offentlige, og hver patient må regne med at skulle betale 1.500 kr. om året til måleudstyret. Med det ny forlig mellem finansministeriet og kommunerne sikres, at de godt 25.000 sukkersyge, der skal bruge testen nu slipper for udgiften.



Amsterdam kontrakten på dansk!

Den nye EU-kontrakt, forhandlet på plads i Amsterdam i starten af sidste uge er nu kommet på dansk. Den findes på Udenrigsministeriets sider, på adressen:
http://www.um.dk/udenrigspolitik/europa/amsterdam/


DilleSport


FODBOLD

Den første kontrakt for en kvindelig, dansk, fodboldspiller har set dagens lys. Landsholdets, og Fortuna Hjørrings, målmand Dorthe Larsen, skrev tirsdag en eetårig kontrakt med sin klub, Fortuna Hjørring.



TENNIS

Wimbledon
Tirsdag lykkedes det endelig at få afviklet danskernes kampe i første runde. Frederik Fetterleins kamp mod tjekken Jiri Novak blev, på grund af regn og mørke, afbrudt mandag. Og Kenneth Carlsen kom slet ikke i kamp før tirsdag.

Natten må have bekommet Fetterlein godt. Han var bagud 0-2 i sæt (4-6, 3-6), og førte tredje sæt 5-4, da kampen blev genoptaget tirsdag. Og så var det "næsten" kort proces. Han vandt de sidste tre sæt 6-4, 7-6 (7-3 i tiebreak), 6-4, og er videre til anden runde.

Kenneth Carlsens møde med Emilio Alvarez, Spanien, fik ikke samme lykkelige udgang. Efter at have vundet de første to sæt - 7-6 (7-4 i tiebreak), 6-3, var der ikke mere der lykkedes for danskeren. Han tabte de tre sidste sæt 4-6, 1-6, 2-6. Ikke godt!



Vejret

Endnu en overskyet og stedvis regnfuld dag. På Østsjælland faldt der i nat mellem 20 og 25 mm regn - her fik vi 18 mm. Regnen var ledsaget af torden. Det fik ganske grundigt slukket Skt. Hans bålene og -festerne! :-) Temperatur 14 - 18 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,5645 DKK,   1GBP     10,9653 DKK,   1DEM      3,8088 DKK
100JPY     5,7172 DKK,   100ITL    0,3893 DKK,   1AUD*)    4,9436 DKK
1FRF       1,1283 DKK,   1CHF      4,5717 DKK,   1CAD      4,7271 DKK
1IEP       9,9354 DKK,   1NLG      3,3848 DKK,   1XEU      7,4651 DKK
100ESP     4,509  DKK,   1NZD*)    4,4902 DKK,   1SEK      0,8507 DKK
10BEF      1,8457 DKK,   1NOK      0,9070 DKK,   100ISK    9,36   DKK  
100GRD     2,415  DKK,   1FIM      1,2741 DKK,   1ZAR**)   1,4618 DKK
100PTE     3,773  DKK,   1SGD**)   4,6050 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,28% -0,02 (6% - 2026),   6,39% -0,01 (8% - 2006)
Pr. 30/12:         7,70%                      6,54%
Aktieindex: 592,16 +0,28   KFX (mest omsatte aktier): 173,11 +0,07
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13