Stor usikkerhed om traktat
Der er i dag i en klar "ved ikke" holdning i befolkningen om
Amsterdam-traktaten. Det viser en Greens analyse i Børsen i dag. 48,9 %
ved ikke, om de ville stemme ja (det vil 28,7%) eller nej (22,0%), hvis
der var folkeafstemning om den nu. Analysen viser også, at et flertal -
56% - går for, at EU skal udvides mod øst. Selv om lidt over 50% mener,
at EU-skal gøre noget for beskæftigelsen, så mener flere - 53,8% - at
jobkapitlet i den nye traktat ikke vil skabe flere jobs.
Storstilet tyveri
Retten i Esbjerg idømte i dag 3 mænd hver 1 års ubetinget fængsel for et
udsædvanligt tyveri. De tre mænd, der er 67, 68 og 69 år samarbejdede i
5 år om at stjæle mindst 713 tons korn fra Valsemøllen på Esbjerg Havn.
Den 67 årige var ansat der, og lukkede den 68-åriges lastbil - han var
vognmand - ind. Det stjålne korn blev kørt til den 69-åriges ejendom.
Han var landmand og videresolgte kornet til tol lokale foderstoffirmaer.
Værdien af det stjålne korn opgøres til over 1 mill. kr. Den 69-årige
landmænd hævdede, at han ikke vidste hvorfra kornet kom - de to øvrige
har tilstået.
Principdom: Ingen fyring efter barsel
Højesteret har i en dom slået fast, at Odense Kommune i sin tid fyrede
en lærer uden grund, da hun vendte tilbage til arbejdet efter en
barselsorlov. Kommunen hævdede, at der ikke var arbejde - men det kunne
den ikke bevise. Tværtimod søgte man lærer på andre skoler i kommunen,
men hun fik ikke noget tilbud. Dommen var en stadfæstelse af en
landsretsdom, men højesteret benyttede muligheden af at forhøje
erstatningen fra 6 månders løn til 9 måneders løn. Fyringen skete for 5
1/2 år siden.
Nye genmærkningsregler
De danske regler for mærkning af fødevarer, der kan tænkes at indeholde
stoffer fremstillet af genmanipuleret materiale ændres efter blot 1/2
år. Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) har fået opbakning til,
at Danmark ophæver de danske regler og tilslutter sig et europæisk
regelsæt. Reglerne er lidt lempeligere end de danske, der har været i
kraft siden nytår. Bl.a. skal olie, fremstillet af gensplejset soja ikke
mærkes. Tilgengæld kommer reglerne til at gælde i alle EU-lande - også
dem, der p.t. ikke har ønsket at gen-mærke.
Norge insisterer!
Den norske undervisningsminister Raider Sandahl vil ikke bøje sig for
kravene fra den danske undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) i sagen
om de mange norske studerende, der ventes at ville søge ind på især det
danske medicinstudier. Ca. 200 af de ialt ca. 1.000 pladser ventes at gå
til nordmænd. Ole Vig Jensen havde skrevet til Raider Sandahl og
foreslået, at højst 61 blev optaget - men det kan han ikke, mener den
norske regering. Den mener, at Danmark folkeretligt og EU-retligt er
bundet af den skandinaviske udvekslingsaftale, der træder i kraft med
det kommende semester. Den norske minister har dog forståelse for det
danske synspunkt, og vil gerne diskutere en kvote-ordning: Det skal dog
tidligst ske til næste år, når man har noget materiale at vurdere ud fra.
Hash som medicin
Sundhedsstyrelsen har ikke "nogen sundhedsfaglige indvendinger imod, at
der iværksættes kontrollerede forsøg med lægeordineret hast til nærmere
definerede patientgrupper". Det fremgår af et svar, som sundhedsminister
Birthe Weiss (S) har sendt til Bruno Jerup (Enhedslisten), skriver
Politiken. Bruno Jerup havde spurgt, om ministeriet ville tillade brug a
hash som medicin til bestemte grupper. Sundhedsstyrelsen vil dog på
ingen måde overveje helt at legalisere stoffet.
Fogedforbud mod Landsretsdom!
En længere sag om påståede tilfælde af dyremishandling på en gård,
tilhørende den 58-årige Svend Åge Reng på Mols førte for et par dage
siden til, at gårdejeren ved Vestre Landsret blev fradømt retten til at
omgås dyr. Derfor var det meningen, at politiet i Grenå i går skulle
fjerne dyrene. Forinden havde en nydannet støttegruppe købt dyrene af
den 58-årige, og angiveligt sørget for pasning af disse. Men da politiet
skulle ind på ejendommen for at sørge for opfyldelsen af
landsretsdommen, blev man klar over, at politiet behøvede en
ransagningskendelse for at kunne komme ind. Den anmodede man retten i
Grenå om. Overraskende nok sagde byretten der nej - og det skønt det var
den samme dommer, der for et år siden dømte Svend Åge Reng for
overtrædelse af dyreværnsloven. Politimesteren i Grenå har nu bedt
statsadvokaten i Ålborg om at undersøge sagen.
Formodede bankrøvere fængslet
To tyske statsborgere blev i går ved retten på Frederiksberg fængslet
for 4 uger, sigtet for et bankrøveri på Godthåbsvej. Røveriet skete den
15. april i år, og det var et tilfælde, at de to blev taget. I tirsdag
stak de af fra regningen på en benzinstation, men deres bil blev
fotograferet og billeder overgivet til politiet. Dagen efter blev bilen
genkendt, og de 2 anholdt. Politiet fandt våben og adskillige
nummerplader i bilen. De har længe været under mistanke efter fundet af
en tysk indregistreret udlejningsvogn tæt ved gerningsstedet. Den ene af
de to tyskere stod som lejere af denne bil. Udbyttet af røveriget blev
200.000 kr.
Vejret
Dagen startede med sol i nordøst, men langsomt bredte et skyområde med
regn og torden fra sydvest. Temperaturer 17 - 22 grader.
Finansmarkederne
1USD 6,5775 DKK, 1GBP 10,8371 DKK, 1DEM 3,8084 DKK 100JPY 5,7455 DKK, 100ITL 0,3892 DKK, 1AUD*) 4,9249 DKK 1FRF 1,1282 DKK, 1CHF 4,5683 DKK, 1CAD 4,7422 DKK 1IEP 9,9511 DKK, 1NLG 3,3851 DKK, 1XEU 7,4530 DKK 100ESP 4,513 DKK, 1NZD*) 4,5298 DKK, 1SEK 0,8517 DKK 10BEF 1,8455 DKK, 1NOK 0,9062 DKK, 100ISK 9,33 DKK 100GRD 2,409 DKK, 1FIM 1,2718 DKK, 1ZAR**) 1,4580 DKK 100PTE 3,776 DKK, 1SGD**) 4,6201 DKK*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.
Obligationsrenter: 7,24% -0,03 (6% - 2026), 6,33% -0,02 (8% - 2006) Pr. 30/12: 7,70% 6,54% Aktieindex: 589,73 +1,13 KFX (mest omsatte aktier): 174,12 +1,24 Pr. 30/12: 471,95 136,13