Lundgaard: Afskaf efterlønnen
Kulturminister Ebbe Lundgaard sagde i dag ved sin to grundlovstaler, at
efterlønnen og førtidspensionen har udspillet sin rolle. De blev indført
dengang der var stor ungdomsarbejdsløshed og der var brug for at få
ældre medarbejdere til at trække sig tilbage lidt før pensionstiden. Men
med de nye, små årgange og fremgangen i beskæftigelsen, er der ikke
længere samfundsmæssigt behov for de to ordninger. Statsminister Poul
Nyrup Rasmussen (S) har ved tidligere lejligheder - og også i dag -
slået fast, at ordningerne er "en fundamental ret", som
socialdemokraterne ikke vil røre ved. Poul Nyrup Rasmussen vil dog ikke
- som Jyllands-Posten, der fik Ebbe Lundgaards tale på forhånd - tale om
en "intern krise". Ebbe Lundgaard siger selv til Jyllands-Posten, at det
ville være "selvmord" for små partier, hvis de ikke fortæller hvad de
vil efter næste valg.
Norsk rocker-bombe
Den norske regering overvejer nu at indføre en særlov efter dansk
forbillede, som forbyder rockere at mødes i tæt bebygget område. Det
sker efter en kraftig bombe i nat jævnede Bandidos norske hovedkvarter
med jorden. Det ligger i Drammen. En tilfældig forbipasserende - en
kvinde - blev dræbt. Bomben antændte også et nabohus, hvor der blev
opbevaret ammoniak, så flere nabofamilier måtte evakueres.
Livstid til kvinde
Højesteret stadfæstede i går en livstidsdom over en 42-årig kvindelig
læge for 3-dobbelt mord. Hun myrdede sommeren 1995 en kvinde i et
rækkehus i Rønne, og stak derefter ild til huset, hvorved kvindes
4-årige datter omkom og hendes 7-årige søn blev dødeligt kvæstet. Han
nåede at fortælle om lægen, inden han døde. Kvindens mand - en overlæge
fra Rønne Sygehus - havde afbrudt en affære, han havde haft med den
dømte, og mordene var en slags hævn. Ud over livstidsdommen, der er den
første over en kvinde i 50 år, blev hun fradømt retten til at virke som
læge.
Udleveres ikke
Spanien har besluttet, at en tidligere rederi-direktør fra Danmark ikke
kan udleveres til afsoning af en dom, han fik for medansvar i
"Scandinavian Star"-ulykken. Retten dømte ham til 6 måneders fængsel in
absentia i 1993. Umiddelbart efter branden forlod manden Danmark for at
slå sig ned i Spanien, hvor han i dag beskæftiger sig med møbler og
restaurationsdrift. Han har nægtet frivilligt at kommet til landet for
at afsone sin dom. Spanien begrunder sin afvisning med, at han ikke
ville kunne straffes efter spansk lov.
Hash-debat raser
Debatten omkring forbuddet mod hash i Danmark er blusset op igen. I går
aftes sendte DR-TV et dokumentarprogram "Kampen om Hampen", som påviste
at det danske forbud blev indført i 1961 rent administrativt, og uden
der var ført videnskabeligt bevis for dets farlighed. Tværtimod udtrykte
en sociallæge, at den eneste skadevirkning ved hash var, at forbuddet
var en direkte statstøtte til kriminalitet! Selv om der er stor skepsis
blandt danske politikere overfor en ophævelse af et forbud mod hash, så
er der stor opbakning til, at der bliver lavet en undersøgelse af
skadevirkninger, når der nu skal undersøges om hash kan bruges
medicinsk.
Det kan også være, at det så bliver muligt for danske landmænd at dyrke hamp på markerne. Selv om der i dag findes en type, der ikke indeholder euforiserende stoffer af betydning og som man kan dyrke med EU-støtte i mange lande i Europa, er det kun Køge-Ringsted Landboforening, der har fået lov til at tilså et lille prøvestykke. Hamp-planten er særdeles hårdført, aggressivt voksende, og kan derfor også bruges til at udrydde ukrudt på marker med vekseldrift, samtidig med at afgrøden kan anvendes industrielt bl.a. til rebfremstilling, fortæller TV2 Lorry.
Bank får kritik
Finanstilsynets uddeler anonym kritik af flere banker i sin
årsberetning, der udkom i går. En af bankerne har imidlertid kunne
identificeres af Politiken. Det drejer sig om den lille, Ikea-ejede Den
Københavnske Bank. Banken før sit ønske om at oprette en filial i
Tyskland afvist med, at den ikke har vist, den har et stabilt
indtjeningsgrundlag i Danmark, at den vil blive insolvent, såfremt den
taber alle de retssager, den p.t. er involvereet i, dens interne
regnskab og revision er for dårlig og kender ikke til filialdrift.
Direktør Tom Larsen, Den Københavnske Bank, bekræfter overfor Politiken,
at det er den, der kritiseres, men han finder kritikken "forkert og
uberettiget". "Vi driver en forsigtig, seriøs bank med fokus på
privatkunder, og vi tjener penge igen efter nogle hårde år", siger han.
Gennemsnitsløn: 155 kr/timen
Ifølge den seneste såkaldte strukturstatistik fra Dansk
Arbejdsgiverforening, var den gennemsnitlige timeløn for danske
lønmodtagere i 1996 på 155 kr. i timen. Det dækker over en spredning fra
lærlingeløninger på 40 kr. i timen til den højest registrerede timeløn
på 310 kr. i timen. Gennemsnitslønnen er steget 3,7% siden 1995.
Strukturstatistikken dækker ansatte i det private erhvervsliv.
Sidste barnevognsakt?
I går fik amerikaneren Exavier Wardlow betinget tiltalefrafald ved
retten i New York for at have efterladt sin datter uden opsyn uden for
en restaurant. Sagen blev verdenskendt, da også barnets moder, den
danske skuespiller Annette Sørensen, blev anholdt og sigtet. Hun blev
efter kraftig diplomatisk aktivitet frikendt allerede i slutningen af maj.
Sagen er ikke helt slut for amerikanerens vedkommende. Han overvejer
stadig at lægge sag an mod politiet for vold - og så går han med planer
om at skabe et teaterstykke - muligvis senere et TV-drama - om episoden,
skriver Jyllands-Posten i dag.
Brand i Forum
Natten til lørdag i sidste uge brændte store dele af Forum i København.
Forum, der mest er kendt som stedet for det københavnske 6-dagsløb, er
under ombygning. Det sidste 6-dagesløb blev kørt i februar i år, og det
er meningen at der skal opføres en ny 6-dagsbane i Ballerup vest for
København - men indtil finansieringen er på plads har man ingået en
aftale med Brøndby-hallen. Branden i Forum har dog ikke forsinket
planerne om at åbne den 3. september som ny udstillingshal, siger
direktør Arne Bank Mikkelsen fra Bella Center til Jyllands-Posten. Bella
Center skal fremover arrangere udstillinger i Forum.
TV-klage afvist
Konkurrenceankenævnte har godkendt den 8-årige aftale, som DBU har
indgået med DR-TV, TV2 og TeleDanmark om eneret til at sende danske
fodboldkampe. Det er den aftale, der er grundlaget for sportskanalen
TVS, og for at landskampe i Danmark fremover vil blive sendt på
landsdækkende kanaler. Det var satelit- og kabelstationen TV3, der kan
nå godt 65% af seerne, som havde klaget til konkurrencerådet sidste
år,fordi TV3 ikke havde haft mulighed for at byde. Rådet udtalte sig
kritisk om selve forhandlingsforløbet, men fandt aftalen var iorden.
Ankenævnet var sidste mulighed for at få ændret den afgørelse.
Vejret
Flot solskinsvejr over hele landet. Temperaturer 18 - 23 grader.
Finansmarkederne
P.g.a. Grundlovsdag er der ikke middelkurser i dag
Obligationsrenter: 7,37% uændr.(6% - 2026), 6,30% -0,02 (8% - 2006) Pr. 30/12: 7,70% 6,54% Aktieindex: 579,03 +1,90 KFX (mest omsatte aktier): 167,45 +1,51 Pr. 30/12: 471,95 136,13