Onsdag, 4. juni 1997 23:08 (DNT)


PFA i dilemma

Pensionsselskabet PFA er kommet i noget af et dilemma. Det er et af de store pensionselskaber i Danmark der, inspireret af bl.a. Brent Spar, har inført etiske regler i deres valg af investeringer. Det fik dem at rette en kritik mod ØK, fordi dette selskab er parthaver i en fabrik i Thailand, der fremstiller giften paraquat. Man valgte - ifølge Politiken - dog at stille sig tilfreds med ØKs forklaring om, at der var tale om en mindre væsentlig investering. Men Politiken kan i dag afsløre, at PFA også besidder en stor aktiepost i Zeneca, hvis datterselskab omsætter for 19 mia. kr. i paraquat alene - 1/3 af datterselskabets omsætning. Zeneca er den anden parthaver i den thailanske fabrik.

[Paraquat er en farlig sprøjtegift, der er forbudt i Danmark og som i flere tilfælde har medført dødsfald blandt landarbejdere, der har været i tæt kontakt med giften.]



Forsikringsboykot

De 4 største forsikringselskaber - TopDanmark, Tryg-Baltica, Almindelig Brand og Codan - har i et fælles brev afvist at deltage i en sammenligning af auto-forsikringer i Danmark. Det var FDM og forbrugerrådet, der havde taget initiativ til en sammenlignende test. I afvisningen siger man, at man ikke har tid til at medvirke, og at man ikke "har tillid" til FDMs og forbrugerrådets ekspertise, skriver Jyllands-Posten. Forbrugerorganisationerne har klaget til økonomiminister Marianne Jelved (R) og erhvervsminister Jan Trøjborg (S) - og i dag begyndte selskaberne at trække i land. Vicedirektør Frits Klingenberg, TopDanmark, siger til DR-TVA, at man ikke mente at formen - skriftlige spørgsmål - ville give et dækkende billede. Det ville kun komme til at dreje sig om prisen. Han udtrykte "skuffelse over" at Forbrugerrådet og FDM ikke havde forslået at "gå i dialog", som han udtrykte det.



Z-håndfæstning?

Fremskridtspartiets nykårede leder, Kim Behnke, sagde i dag, at partiet vil kræve en skriftlig aftale med de borgerlige partier V, K og CD efter næste valg for at støtte en borgerlig regering. Aftalen skal sikre, at der bliver taget hensyn til Fremskridtspartiets synspunkter. Kim Behnke henviser til, at man var "kritikløs" støtte til Schlüter-regeringen - som så gentagne gange gik hen og lavede forlig med socialdemokratiet!

Ønsket er øjeblikketligt blevet afvist af K og V. Uffe Ellemann-Jensen (V) siger, at V og K går til valg på et fælles oplæg. "Vi lader os ikke presse", siger han til DR-TVA. "Hvis Fremskridtspartiet vil bane vejen for en ny socialdemokratisk regering - så dem om det!" Lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, siger at Kim Behnkes krav "simpelthen er for latterligt" og fremsat på et "umotiveret tidspunkt".



Taxakonflikt stoppet

En hård, flere måneder lang konflikt i Århus er endt med arbejdsgivernes sejr. Århus Taxa havde ønske at slippe af med en eksklusivaftale, der betød at kun medlemmer af SiD kunne ansættes som chauffører. I går meddelte SiD, at forbuddet mod at tage ansættelse i Århus Taxa ophæves med ugens udgang. 186 SiD'ere af de oprindeligt 260 holdt ud - og de skal nok ikke regne med at få ansættelse i Århus Taxa. Her siger ledelsen, at man kun mangler ca. 50 mand - til deltidsstillinger. Istedet håber SiD, at Århus Kommune vil give tilladelse til oprettelse af et alternativt bestillingskontor - ca. 100 har ytret ønske om at fortsætte i et nyt, konkurrerende selskab. Begge parter har ialt indgivet 100 politianmeldelser om tilfælde af chikane af mere eller mindre grov karakter.



Forligsbrud?

En anden langvarig konflikt omkring overenskomster kan få vidtrækkende betydning for restaurationsbranchen. Efter 2 års konflikt gik Restaurations og Bryggeriarbejderens Forbund (RFB) en overenskomst med en halv snes restauratører i Nyhavn i København. Overenskomsten var tilpasset restauratørernes ønsker om kun at ansætte personale i højsæsonnen. I dag reagerer branchens arbejdsgiverorganisation Horesta ved at kræve samme lempeligere overenskomst for sine medlemmer. Nyhavnsrestauratørerne er nemlig ikke medlemmer af Horesta, så derfor betragter arbejdsgiverorganisationen BRFs Nyhavnskontrakt som overenskomstbrud.



Ritt Bjerregaard vraget

Mandag aften sagde amtbestyrelsen for Socialdemokratiet i Ribe Amt nej tak til at lade EU-kommisær Ritt Bjerregaard opstille som kandidat til Europa-parlamentet når hendes embedsperiode udløber i 1999. For nogen tid siden sagde Ritt Bjerregaard, at hun ville tilbage til politik - enten i Europaparlamentet eller i dansk politik. Der er ikke umiddelbart nogen begejstring i Socialdemokratiet. Ritt Bjerregaard har sidst afvist at deltage i den sidste partikongres, fordi hun ikke kunne få tilstrækkelig taletid. I sidste uge mødtes hun med statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) - for første gang siden hun tiltrådte. Mødet var udråbt som et forsoningsmøde - men handlede ifølge Ritt Bjerregaard mest om EU-sager. Man aftalte dog, at holde kontakten ved lige fremover. For øjeblikket anses det for at være usansynligt, at hun bliver indstillet til en ny periode som EU-kommisær.



Ikke Dankort på nettet

Ifølge Per Ladegaard, PBS, er det den danske dankort-lovgivning, der forhindrer at Dankortet nogensinde kan komme til at blive brugt på internettet. I forbindelse med en henvendelse herom fra Forbrugerrådet siger han til Ritzaus Bureau, at PBS ikke kan leve af at levere gratisydelser. Og ifølge lovgivningen må man ikke tjene penge på brugen af dankortsystemet Det må man på de internationale købe- og kreditkort, så dem vil PBS godt støtte.



HH-rute under fremmed flag

Skattetænkning er årsagen til, at ScandLines færger på ruten Helsingør - Helsingborg om kort tid registreres under Bahamas-flag. Det statsejede selskab, der tidligere var en del af DSB, siger at man er tvunget til udflagningen, fordi det ville straffe en del af besætningen hårdt. I henholdt til gældende overenskomster er det billigst at ansætte danske søfolk og svensk cafeteria personale. Problemet er bare - ifølge ScandLines - at hele personalet beskattes i det land, hvor færgen er registreret. Under dansk flag - som det er tilfældet nu - vil straffe svenskerne. Men beslutningen kritiseres fra politisk og fagligt hold i Danmark. Her peger man på, at selskabets færger ikke længere er bundet af danske eller svenske faglige regler og især ikke af de skandinaviske krav til færgesikkerhed. ScandLines siger, at man vil overholde alle regler - selv om man ikke juridisk er bundet til det. ScandLines har forsøgt at få de danske og svenske myndigheder til at indføre særlige, fordelagtige skatteregler for rutens personale - indtil videre uden held.



Ny ugeblad

I dag kom endnu et nyt ugeblad på markedet. Det hedder "Kig Ind", og er endnu et blad, der dækker tv- og billebladsstoffet [De kongelige og De kendte fra TV!] Det er Aller-koncernen, der udgiver bladet, der skal konkurrere med det få måneder gamle "Her & Nu" og de veletabalerede "Se & Hør" og "Billedbladet". "Her & Nu" er nu oppe på et oplag på 150.000 - en meget stor succes. Men det overraskende er, at både "Billedbladet" og "Se & Hør" også har oplevet en kraftig oplagsstigning. Det skønnes, at der er kommet 100.000 helt nye ugebladslæsere. Kun de traditionelle familieugeblade har oplevet tilbagegang, skriver Børsen.



Vejret

Det startede overskyet - men efterhånden klarede det op, så der kom nogen sol. Der var dog stadig en del skyer. Temperaturer 17 - 22 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,5960 DKK,   1GBP     10,7792 DKK,   1DEM      3,8085 DKK
100JPY     5,6706 DKK,   100ITL    0,3876 DKK,   1AUD*)    4,9854 DKK
1FRF       1,1298 DKK,   1CHF      4,5679 DKK,   1CAD      4,7953 DKK
1IEP       9,8129 DKK,   1NLG      3,3852 DKK,   1XEU      7,4376 DKK
100ESP     4,509  DKK,   1NZD*)    4,5265 DKK,   1SEK      0,8491 DKK
10BEF      1,8459 DKK,   1NOK      0,9227 DKK,   100ISK    9,33   DKK  
100GRD     2,395  DKK,   1FIM      1,2716 DKK,   1ZAR**)   1,4710 DKK
100PTE     3,774  DKK,   1SGD**)   4,5911 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,37% -0,09 (6% - 2026),   6,32% -0,08 (8% - 2006)
Pr. 30/12:         7,70%                      6,54%
Aktieindex: 577,13 +1,96   KFX (mest omsatte aktier): 165,94 +1,10
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13