Tirsdag, 27. maj 1997 23:59 (DNT)


Verdenshistorisk møde?

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) deltog i dag i topmødet i Paris, hvor aftalen mellem Nato og Rusland blev undertegnet. Poul Nyrup Rasmussen glædede sig over tilnærmelsen, der gjorde en varig fred mulig. Han mindede om, at i en krig er der vindere og tabere. I freden er der kun vindere, sagde han.



Prognose: Overskud på budgettet

Finansminister Mogens Lykketoft (S) og Økonomiminister Marianne Jelved fremlagde i dag regeringens prognose for de offentlige finanser for 1997. Som det ser ud nu bliver der et overskud på 5 mia. kr. i modsætning til et budgeteret underskud på 5 mia. kr. Mogens Lykketoft sagde til DR-TVA, at det var første gang i 35 år, at man havde overskud, samtidig med at det gik fremad i økonomien, med stigende beskæftigelse og overskud på handelsbalancen. Marianne Jelved var dog ikke jublende glad - hun mindede om, at det var vigtigt at passe på og være på vagt, så det hele ikke blev sat over styr igen.

Oppositionen var ikke begejstret. Ander Fogh Rasmussen (V) sagde, at det bare var et eksempel på, at når man kræver flere penge ind, får man overskud. Kim Behnke (Frp) mente, at regeringen de sidste 5 år havde krævet 90 mia. flere penge i skatter og afgifter, så det var ikke nogen kunst.



Verdenspremiere på DAB-radio?

Danmarks Radio og B & O præsenterede i dag hvad de betegnede som en verdenspremiere: Verdens første digitale radiomodtager beregnet til hjemmebrug. Radioen minder om B & O's kendte opretstående musikcentre - men den indeholder en skærm (istedet for CD-afspiller m.v.). En "fjernbetjening", bestående af en Apple Newton Pad er forbundet - i demonstrationsmodellen med en ledning - til radioen. Radioen gør det muligt af modtage udsendelser i Digital Audio Broadcasting (DAB) formatet. Ved hjælp af digital teknik kan man ikke blot udsende musik i CD-kvalitet, men også medsende anden form for data, f.eks. tekst og grafik.

B & O har fremstillet 500 eksemplarer af modellen, der skal anbringes hos familier i København og Holstebro. Fra efteråret bliver det muligt at købe DAB-radioer i forretninger. [DAB-modtagere til indbygning i biler skulle være til at få - til ca. 15.000 kr. stykket.]



Lov: Kunstig befrugtning

I dag var der sidstebehandling af lovkomplekset omkring kunstig befrugtning, og der var spænding på til det sidste. Som vi tidligere har beskrevet, så har partierne besluttet ikke at forsøge at få en fælles holdning til de forskellige spørgsmål, og stillet medlemmerne frit. Et stort flertal vedtog [119 mod 26], at kunstig befrugtning fortsat skal være gratis. Der skal ikke indføres hel eller delvis brugerbetaling. Kun læger må udføre behandlingen (som det er nu). Fremover vil det nu kun være almindelige ægtepar (dvs. kvinder i "ægteskabsligende forhold"), der kan få tilbudt behandling på offentlige sygehuse for barnløshed. Enlige kvinder og lespiske par er udelukket. [Det har ikke været direkte forbudt, men op til et lægeligt skøn.] Der skal ikke tages andre psykiske og sociale hensyn.

Læge Jørgen Winther (V) argumenterede for at lespiske par ikke skulle have mulighed for at få en behandling for barnløshed på offentlige eller godkendte private klinikker med, at "det var ikke naturligt at lesbiske par får børn". Han forsvarede det yderligere i TV2 Nyhederne med, at "de kan tage et fly til London - Den mulighed har de!"



Lov: Revselsret afskaffes

Fra og med fredag bliver det også i Danmark forbudt at slå sine børn. Danmark følger eksemplet fra Sverige (i 1979) og Norge (i 1989), og fjerner den særlige ret, som forældre har til at øve (let) vold mod egne børn, som led i almindelig opdragelse. [Almindelig vold mod børn har været forbudt længe.]



Lov: Lavere promillegrænse

Det bliver også på fredag, at promillegrænsen for spirituskørsel sænkes - fra 0,8 promille til 0,5 promille. Dvs. det er den dato, loven ventes vedtaget. Hvornår den faktisk træder i kraft afhænger af, hvornår politiet kan få indkøbt de særlige alko-metre, der er nødvendige for at måle de lavere grænseværdier tilstrækkeligt nøjagtigt. Der kan godt gå et par måneder.



Spontan spørgetid

Et flertal uden om regeringen vedtog i dag, at der fra efteråret bliver indført en ny form for spørgetid i Folketinget. Den bliver mere i stil med spørgetiden i det britiske parlament, hvor ministrene får spørgsmål med meget kort forberedelse. Der er for meget teknik og for lidt holdning mener støtterne af forslaget, der er fremsat af Folketingets formand Erling Olsen (S). Erling Olsen afviser i TV2 Nyhederne, at det vil udvikle sig til uro, som i London, når meningerne brydes. Dertil er de danske folketingsmedlemmer for velopdragne. Han kommenterede et indslag med den britiske parlamentsformand, der måtte råbe for at få ro med: "Bare jeg nærmer en lillefinger til klokken, bliver der ro i salen!" Socialdemkrater og radikale frygter, at spørgetiden vil udvikle sig til "det rene pop".


DilleSport


BADMINTON (VM)

Individuel VM, Glasgow, Skotland

Dagens indledende kampe i den individuelle turnering:_

Tallet i () efter hver spillers navn, er rangeringen i verden pr. 20. maj 1997.

                                              Sætcifre             Dansker(e)
                                                                    videre
-----------------------------------------------------------------------------
Damesingle:  Anne Søndergaard, DK (19)        12-11, 11-8             ja
             -Ling Wang Tin, HKG  (93)

             Mia Audina, INA     (3)          11-2, 8-11, 11-5        nej
             -Mette Pedersen, DK (22)

             Mette Sørensen, DK  (29)         11-1, 11-7              ja
             -Mija Pohar, SLO    (77)

             Camilla Martin, DK  (4)          11-1, 11-0              ja
             -Dolores Marco, ESP (57)

Herresingle: Thomas Stuer-Lauridsen, DK (10)  15-13, 18-15            ja
             -Tomas Johansson, SWE      (49)

             Peter Rasmussen, DK       (17)   15-7, 15-6              ja
             -Apichai Thiraratsak, THA (80)

             Peter Gade, DK         (12)      15-8, 10-5              ja
             -Chris Bruil, NED      (45)

             Poul Erik Høyer, DK       (2)    15-6, 15-5              ja
             -Arthur Khachaturjav, RUS (?)

Mixeddouble: Marlene Thomsen/       (3)       15-0, 15-3              ja
             Jens Eriksen, DK
             -Elinor Middlemiss/    (30)
              Kenny Middlemiss, SCO

             Ann Jørgensen/         (8)       15-7, 15-12             ja
             Thomas Stavngaard, DK
             -Tung Chau Man/
              Ma Che Kong, HKG      (37)

             Rikke Olsen/           (2)       15-4, 15-3              ja
             Michael Søgaard, DK
             -Elena Sukhareva/
              Nikolai Nikolenko RUS (?)

             Ra Kyung Min/      (?)           15-5, 15-11             nej
             Kim Dong Moon, KOR
             -Karen Stechmann, GER/
              Jon Holst-Christensen, DK

Bortset fra Mette Pedersen, der tabte til Mia Audina, INA, havde danskerne nogle lette kampe i første runde. Generelt kan man sige, at de gjorde deres pligt.

Der er mere om de enkelte kampe som DilleSport Special på adressen:

http://www.forum.dk/nyheder/sportspc/vm97badm/

Man kan også stadig abonnere på en e-post version. Tilmelding er automatisk. Skriv til adressen:

dillesport-request@blanet.dk
med overskriften "subscribe" (uden anførdselstegn) og et iøvrigt tomt brev. Skriv fra den adresse, hvor man ønsker at modtage e-posten. Hvis man sender fra en browser, så husk at sætte afsender i "indstillinger" hvis det ikke allerede er gjort.



FODBOLD

K-landshold, DBUs Jubilæumsturnering.
       Danmark-Tyskland       2-2
Der var 300 tilskuere på Valby Stadion

[Jubilæumsturneringen fejrer, at det er 25 år siden kvindefodbold kom ind i DBU. Foruden Danmark og Tyskland deltager verdensmestrene fra Norge.]



Vejret

Lidt færre byger i dag end i går [Der kom op til 20 mm regn fra mandag morgen til tirsdag morgen i Københavnsområdet], med enkelte solstrejf ind imellem. Temperatur 12 - 15 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,4615 DKK,   1GBP     10,5652 DKK,   1DEM      3,8085 DKK
100JPY     5,5611 DKK,   100ITL    0,3861 DKK,   1AUD*)    4,9217 DKK
1FRF       1,1280 DKK,   1CHF      4,5765 DKK,   1CAD      4,6979 DKK
1IEP       9,7918 DKK,   1NLG      3,3869 DKK,   1XEU      7,4210 DKK
100ESP     4,509  DKK,   1NZD*)    4,4448 DKK,   1SEK      0,8470 DKK
10BEF      1,8450 DKK,   1NOK      0,9143 DKK,   100ISK    9,22   DKK  
100GRD     2,381  DKK,   1FIM      1,2634 DKK,   1ZAR**)   1,4337 DKK
100PTE     3,768  DKK,   1SGD**)   4,4885 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,47% +0,02 (6% - 2026),   6,46% +0,04 (8% - 2006)
Pr. 30/12:         7,70%                      6,54%
Aktieindex: 580,73 +2,37   KFX (mest omsatte aktier): 167,10 +0,74
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13