Håb for alkoholikere
Det er aldrig for sendt for alkoholikere at holde op med at drikke. En
ny undersøgelse, udført at læge Lise Korbo, neuromedicinsk afdeling,
Hvidovre Hospital, viser at det ikke er selve nervecellerne, der
ødelægges efter længere tids overforbrug. Det er derimod de såkaldte
støtteceller, som kan gendannes efter 5 - 7 års alkoholfrit liv.
Undersøgelsen viser, at op til 37% af støttecellerne i hippocampus -
hjernens center for hukommelse og indlæring - er ødelagt hos afdøde
alkoholikere. Lise Korbo har fået Mogens Fog-prisen, udsat af Fonden for
Neurologisk Forskning, for sin forskning. Selv lægger hun i Politiken
vægt på, at hun blot bekræfter en opdagelse, som hendes kollega, Bente
Pakkenberg gjorde for et par år siden.
En fik medhold
Statsadvokaten for Sønderborg, Preben Alsøe, har efter et års
undersøgelser valgt at kritisere en politiassistent for unødig
magtanvendelse i forbindlse med urolighederne i Spjald Kr.
Himmelfartsdag sidste år. Politiassistenten lod sin hund bide en
tilskuer, mens denne forsøgte at flygte fra området. Begivenheden blev
dokumenteret i fjernsynsreportager. 6 andre, der også klagede, blev
afvist. 2 af dem var slet ikke tilstede, men klagede på baggrund af
tv-billederne. Flere hundrede unge var mødt frem i Spjald til et
"burn-out" træf. Det foregik på offentlig vej og var forbudt. Lokale
borgere mente, at det gik for vidt og tilkaldte politiet, hvorefter
der opstod uroligheder.
Siden da har man organiseret det som en sportsgren, under betegnelsen "dækbrænderi", og Kr. Himmelfartsdag i år blev det første lovlige stævne afholdt på et afspærret område ved Spjald - ifølge arrangørerne med stor succes.
Mere politisk hærværk
Endnu 3 sønderjyske politikere, der er tilhængere af det dansk-tyske
samarbejde i "Grænseregion Slesvig", blev natten til i dag udsat for
hærværk. Hos 2 af politikerne borede gerningsmændene huller i havedøre,
stak en haveslange ind og hældte petroleum ind på stuegulvet. Hos den
tredie, der er gårdejer, blev dækkene på landbrugsmaskiner skåret op
yderst professionelt. Både hos politiet og hos Sønderjyllandskomiteen,
der er politisk modstander af samarbejdet mener man, at hærværket er
udført af udefrakommende organisationer. 3 sønderjyske politikredse
indleder nu et samarbejde for opklaringen. Sønderjyllandskomiteen tager
igen kraftigt afstand fra hærværket, som skader den politiske debat om
samarbejdet, som komiteen arbejder for.
Cheminova fik ikke rapport
På grund af en fejl hos Danida fik kemifabrikken Cheminova ikke en
rapport om Nicaragua udleveret, som en fagmedarbejder hos Danida havde
skrevet efter en studietur. Rapporten blev sendt til Miljøministeriet,
som brugte den i det internationale arbejde for at få farlige gifte
forbudt. Rapporten viste, at der allerede dengang var registreret flere
hundrede dødsfald p.g.a. methyl Parathion, der fremstilles af Cheminova.
Underdirektør Niels Juul Jensen siger til DR, at direktør Bjørn Albinus
har ret, når han hævder, at Cheminova ikke kendte til rapporten. Niels
Juul Jensen har ikke nogen forklaring på, hvorfor Danida-rapporten ikke
blev udleveret.
[I 1995 fik Cheminova også en rapport fra Greenpeace og IBIS. Den så man bort fra, fordi man ikke anså Greenpeace som "sandhedsvidne".]
SAS i nyt samarbejde
SAS indgik i dag i et nyt, stort luftfartssamarbjede. I forvejen
samarbejder SAS og tyske Lufthansa, men Star Alliance, som blev
præsenteret i dag, udvider dette samarbejde. Ny selskaber er Thai
Airways, United Airlines og Air Canada. Selskaberne skal have fælles
bonus system og drive fælles ruter - det såkaldte "code sharing" [Samme
rute flyves af et selskab, men optræder med flere selskabers rutekoder.]
ØMU ingen fordel for private
Lektor Finn Østrup, Handelshøjskolen i København, har lavet en rapport
over virkningen af EUs møntunion, ØMU'en. Hans konklusion er, at den for
den almindelige forbruger ikke vil få den store betydning. De
besparelse, som forbrugeren kan vente p.g.a. fravær af vekselgebyrer
eller mulighed for forbrugslån over landegrænserne, opvejes af de højere
priser, som forretningsdrivende må lægge på varer p.g.a. af omlægninger
i betalingssystemet. Finn Østrup understreger, at rapportens konklusion
kun gælder den almindelige forbruger.
Usikkerhed om brugerbetaling?
Ved 2. behandling af lovforslagene om kunstig befrugtning var det endnu
uklart, om der ville blive et flertal for brugerbetaling. De fleste
borgerlige partier - inklusive de radikale - vil have en eller anden
form for brugerbetaling, når par får behandling for barnløshed hos det
offentlige. Men formen er der stor uenighed om. Birthe Weiss har forsøgt
at få spørgsmålet udskudt, fordi hun mener at brugerbetaling hører under
sygehusloven. SF vil også have brugerbetaling, men er modstander af
kunstig befrugtning.
"Ejendommeligt" roderi
Rigsrevisionen kritiserer i en rapport, der kom igår, skarpt
boligministeriet for manglende styr på støtten til almennyttige
boligsselskaber. Boligselskaberne får årligt over 31 milliarder af kr.,
men den præcise størrelse er ikke kendt. Boligministeriet har heller
ikke noget overblik over, hvordan støtten bruges. Man kan end ikke gøre
rede for, hvordan de 713 selskabers regnskaber ser ud. Rigsrevisorerne
kalder det "uheldigt og ejendommeligt". Regelsættet er "omfattende,
kompliceret og uoverskueligt", skriver rapporten ifølge Politiken.
Revisionsrapporten frikender den nuværende boligsminister, Ole Løvig
Simonsen (S) for ansvar for roderiet.
7 helte
For første gang blev Forsvarets tapperhedsmedalje uddelt i går.
Medaljen, der er indstiftet af dronningen og forsvaret sidste år, blev
givet til 7 soldater. Det drejer sig om sergent Claus Gamborg
(posthumt), premierløjtnant Niels Lynge Madsen, konstabel Michel
Flemming Jakobsen, kaptajn Jørgen Kold, flyverkonstabel Jesper Kingo
Lystrup, kaptajn Henrik Bo Heeris og kaptajn Torben Evald Hansen. Claus
Gamborg blev dræbt i eksjugoslavien 4. august 1995. Hans fader, Ole
Georg Gamborg, Roskilde modtog medaljen på sønnens vegne.
Mere om Brian Laudrup
[John Thomsen, jt@if.dk, mener at vi gik lidt let hen over Brian
Laudrups udnævnelse til årets spiller i Skotland. Her er Johns
version:]
Oveni at skotske Glasgow Rangers i år har tangeret Celtic's gamle rekord med 9 skotske mesterskaber på stribe, fremhæves netop Brian Laudrup som en af de væsentligste årsager til at netop det niende mesterskab kom i hus. Hans høje standard - og hans konstanthed - ikke blot som angriber og målscorer men også som chance-skaber. Og ikke mindst som inspirator for resten af holdet.
Brian's kåring er anden gang på tre år. Kun to skotter har tidligere opnået kåring to gange, og da Brian i '95 kåredes første gang, var det første gang en udlænding opnåede den ære i skotsk fodbold.
Ved kåringsfesten i det skotske fodboldforbund brød Brian igen gennem "hele forsvaret" - han havde erklæret at han ikke kom uden sin kone! Så for første gang i det skotske fodboldforbunds historie åbnedes dørene for en kvinde.
I sin takketale rettede Brian selv lyset på familien som en væsentlig faktor for succes og opbakning. Og høstede stort bifald.
På en anden led er Brian også aktuel, idet han via skotske aviser har rettet en appel til englænderen Paul Gascoigne om at nu er det på tide han bliver voksen og ansvarlig. Paul er næsten mere kendt for sine eskapader uden for banen. Men som Brian siger, nu er han 29 og familiefar, ikke længere en spradebasse på 19-20.
1. Brasilien (1) 66.15 point 2. Tyskland (2) 64.02 point 3. Danmark (6) 62.03 point 4. Frankrig (3) 61.75 point 5. Spanien (8) 61.43 point 6. Italien (10) 61.37 point 7. Holland (9) 60.52 point 8. Tjekkiet (5) 60.06 point 9. Rumænien (16) 59.22 point 10. Rusland (7) 59.10 point
I den forgangne weekend måtte den danske landsholdsspiller Mikkel Beck forlade Premier League med sin klub Middlesbrough. Næste sæson hedder det førstedivision. Mikkel Beck overvejer dog ikke at forlade klubben.
K-elitedivision - onsdag: B52 Aalborg-Fortuna Hjørring 0-11 (0-5)Stillingen i elitedivisionen:
Hold Kampe V U T Målscore Point 1. HEI 20 18 1 1 120-21 55 2. Fortuna Hjørring 21 17 1 3 104-36 52 3. OB 20 12 1 7 49-32 37 4. Rødovre 20 9 3 8 57-48 30 5. Brøndby 20 6 2 12 47-67 20 6. Hillerød 20 5 1 14 29-94 16 7. Vejle 20 5 1 14 35-76 16 8. B52 Aalborg 21 4 0 17 25-94 12
GOLF
For første gang nogensinde er en dansker med, når US Open i Bethesda,
Maryland, USA, afvikles i næste måned. Det er Thomas Bjørn, der har
fået æren.
Sædvanligvis er det 18. hul et par-fire hul, men i år er det lavet om til et par-tre hul. Forklaringen er, at folk der har haft fordel af lange drives, skal fratages den fordel. Tja...
HÅNDBOLD
Et af det danske herrelandsholds store talenter, Kasper Hvidt, rejser
fra danske Ajax til spanske Cangas. Han vil prøve noget nyt, både
personligt og sportsligt. Kontrakten gælder for flere år, men Kasper Hvidt
kan opsige aftalen efter et år, hvis han vil.
Vejret
En del regn - mindst i midten af Danmark. Op til 6 mm i nordvest og op
til 4 mm i sydøst. Temperatur 13 - 18 grader.
Finansmarkederne
1USD 6,4920 DKK, 1GBP 10,6274 DKK, 1DEM 3,8072 DKK 100JPY 5,4646 DKK, 100ITL 0,3864 DKK, 1AUD*) 5,0624 DKK 1FRF 1,1305 DKK, 1CHF 4,4915 DKK, 1CAD 4,6755 DKK 1IEP 9,8399 DKK, 1NLG 3,3853 DKK, 1XEU 7,4288 DKK 100ESP 4,512 DKK, 1NZD*) 4,5036 DKK, 1SEK 0,8459 DKK 10BEF 1,8446 DKK, 1NOK 0,9217 DKK, 100ISK 9,22 DKK 100GRD 2,387 DKK, 1FIM 1,2632 DKK, 1ZAR**) 1,4479 DKK 100PTE 3,793 DKK, 1SGD**) 4,5060 DKK*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR og SGD er fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.
Obligationsrenter: 7,36% -0,06 (6% - 2026), 6,28% -0,05 (8% - 2006) Pr. 30/12: 7,70% 6,54% Aktieindex: 564,92 +4,03 KFX (mest omsatte aktier): 163,03 +1,92 Pr. 30/12: 471,95 136,13