Onsdag, 7. maj 1997 23:14 (DNT)


CD mod skatteregulering

Det tidligere regeringsparti CD fik i dag endnu en grund til at være utilfreds med de tidligere partnere i regeringen. CD mente nemlig, at en skatteteknisk regulering, som også var en del af det forbrugsbegrænsende indgreb i mandags, også var krænkende for CD. Ikke fordi, at de var imod reguleringen som sådan - de havde stemt for en lignende sidste år - men fordi regeringen ikke havde forhandlet om noget, som CD betragter som omfattet af skatteforliget. Alle forligspartnere burde være kontaktet. Peter Duetoft (CD) havde i eftermiddag et møde med finansminister Mogens Lykketoft (S). Efter mødet sagde Peter Duetoft, at der var aftalt et møde mellem Mimi Jakobsen og statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i næste uge. Før det ville CD ikke foretage sig yderligere.



Politilækage?

Statsadvokaten for København, Karsten Hjordt, har indledt undersøgelser af, om ansatte i politiet har misbrugt kriminalregistrene. I nogen tid har der tilsyneladende cirkuleret vedholdende rygter indenfor politiet, at det var ved en politimand, der lækkede oplysningerne om Per Stig Møllers (K) gamle spritdom, da denne blev valgt til partiformand. Rygterne peger også på, at disse oplysninger ville være tilgængelig for alle politifolk i politiets registre. Politidirektør, og chef for Rigspolitiets EDB-afdeling, Poul Carpentier, bekræfter overfor DR, at alle i princippet har adgang - men at adgangen ifølge registerforskrifterne logges, og at man kun må bruge registrene i efterforskningsøjemed. Statsadvokaten regner med, at have en rapport færdig om en måneds tid.

[Vi vil ikke undlade at minde om at Frederiskbergbladet dengang lavede lister over, hvilke lokale borgere, der fik spritdomme. Og dengang var Per Stig Møller - sin unge alder til trods - ikke hr. hvemsomhelst. Han var trods alt søn af et meget kendt dansk politikerpar - så lige den sag er der nok nogen uden for familien, der husker - selv 30 år efter. /Leif]



Sirenealarm over hele landet

Kl. 12.00 i dag gik varslingssirenerne igang over hele landet - planmæssigt! Det var den årlige afprøvning af varslingssystemet i hele landet. Det er ikke længere nødvendigt at afprøve sirenerne hver uge, som tidligere. Sirenerne testes elektronisk hver nat. Men kendskabet til, hvad man skal gøre, når sirenerne lyder er stadig for ringe. Det viser rundspørger i dag - og de indtil nu tre tilfælde hvor sirenerne har været udløst i virkelige nødsituation. Ordren er simpel - Gå indendøre, luk vinduer og ventilationsanlæg og åben for DR. Her vil man så få nye instrukser. Informationschef Vibeke Hein siger til DR-TVA, at det måske var en ide at lade sirenerne lyde en gang om måneden, så folk kan vænne sig til lyden og tænke over, hvad de skal gøre. [En del bemærkede slet ikke den specielle støj i gadebilledet. 80% af landet er dækket af sirener - i tyndt befolkede områder skal politiets højtalervogne advare folk.]



Skyldner-børs oprettes

Ubetalte regninger kan igen blive værdifulde - for nogen. Firmaet DAI Konsulent i Horsens har i februar oprettet en særlig "skyldnerbørs". Her kan folk med mindre fordringer, f.eks. butiksindehavere, sælge disse til professionelle inkassofirmaer og advokater. Sælgeren kan regne med 8 - 10% af det skyldige beløb. Fordelen for køberne er, at de kan få fordel af stordrift ved inddrivelse af gælden. [Det er naturligvis en ulempe for skyldnerne, der tror at en regning "er glemt", blot fordi man ikke længere får rykkere....]



Bilimportører truer staten

Danmarks Autoforhandlerforening (DAF) truer i dag staten med et sagsanlæg. Som led i omlægningen af den danske registreringsafgift, der er en del af regeringens forlig med SF og Enhedslisten, indføres en registreringsafgift på 5% af forhandleravancen. Det mener DAF vil skabe et fastprissystem - og faste priser er i strid med EUs regler om konkurrenceklausuler. De forbyder nemlig faste priser og fastprissystemer.

[I går sagde DAF ellers, at forbrugsindgrebet i form af miljøorienterede ejerafgifter for biler ikke ville påvirke omsætningen i bilbranchen. Mindre, bennzinøkonomiske modeller bliver hurtigere slidt op, og skal udskiftes hyppigere en store, benzinslugende modeller.]



Selskaber opgiver sagsanlæg

2 store forsikringsselskaber, Tryg-Baltica og Codan har besluttet ikke at lægge erstatningssag an mod Den Danske Bank i Hafnia-sagen. Tryg-Baltica mistede 45 mill. og Codan 20 mill. kr. på den fejlslagne redningsplan i 1992. Et 3. selskab, Alm. Brand, der mistede 98 mill. kr. har endnu ikke besluttet sig. Koncerndirektør Bent Vestergaard, Tryg-Baltica siger, at man vidste, at Hafnia-koncernen var i vanskeligheder. "Hafnia var en nitte, men en nitte blandt mange gevindster", sagde han til DR. Han regnede med, at Tryg-Balticas kunder ville forstå situationen.



Dyr bamse

Bamse-fans fra hele verden deltog her til aften i en stor auktion over gamle bamser i Lyngby. Disse bamser, der bærer præg af årtiers kærlighed, er ikke billige. 5 cifrede beløb var ikke usædvanlige. Men aftenens hovedattraktion slog alle rekorder. Den var vurderet til 30 - 40.000 kr. baseret på fabrikat og alder. Men den gik for 220.000 kr! Den er fundet på loftet på Sorgenfri Slot, og har med stor sansylighed tilhørt afdøde Kong Frederik d. 9. Køberen var hjælpeorganisationen "Hjælp Barnet", der via en anonym sponsor kunne købe klenodiet.



Good Morning Denmark!

Amerikanske TV-seere, der stiller ind på ABC's Good Morning America på mandag, vil kunne se et temaprogram om Danmark. ABC vil i hele næste uge sende fra et af de nordiske lande, og Danmark bliver først. 50 medarbejdere fra ABC har haft redaktion i Danmark, og lånt udstyr hos DR. Danske Seere kan se et sammendrag i DR1 på mandag eftermiddag.



SAS-underskud

Regnskabet for 1. kvartal for SAS kom i går og viste et uventet stort underskud. Omsætningen var 8,35 mia. SEK (mod 8,21 mia. i 1. kvartal 1996). Resultatet før skat blev et underskud på 269 mill. SEK. Sidste års samme periode gav et overskud på 311 mill. SEK. Det dårlige resultat skylde en omkostningsstigning på 6% - hvor produktiviteten kun steg 3%, og antallet af passagere blev ikke højere. Der var en nedgang på 5% for Euroclass-passagere, som giver det bedste dækningsbidrag. Alligevel regner ledelsen ifølge Børsen at at kunne indhente tabet på årsregnskabet.



Vejret

En del regn og haglbyger, men ellers sol og vekslende skydække. Temperaturer 8 - 13 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,5545 DKK,   1GBP     10,7048 DKK,   1DEM      3,8083 DKK
100JPY     5,2428 DKK,   100ITL    0,3844 DKK,   1AUD*)    5,1271 DKK
1FRF       1,1282 DKK,   1CHF      4,4897 DKK,   1CAD      4,7589 DKK
1IEP       9,8783 DKK,   1NLG      3,3854 DKK,   1XEU      7,4269 DKK
100ESP     4,511  DKK,   1NZD*)    4,5149 DKK,   1SEK      0,8439 DKK
10BEF      1,8453 DKK,   1NOK      0,9209 DKK,   100ISK    9,20   DKK  
100GRD     2,397  DKK,   1FIM      1,2638 DKK,   1ZAR**)   1,4771 DKK
100PTE     3,790  DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,50% uændr.(6% - 2026),   6,43% -0,01 (8% - 2006)
Pr. 30/12:         7,70%                      6,54%
Aktieindex: 554,45 +5,41   KFX (mest omsatte aktier): 160,04 +2,41
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13