Torsdag, 1. maj 1997 23:06 (DNT)


1. maj

Det fine vejr havde lokket ekstra mange mennesker i Fælledparken i København. På et tidspunkt skønnede politiet, at der var 60.000 samlet. Holger K. Nielsen (SF) og Mogens Lykketoft (S) var de politiske hovedtalere. Mogens Lykketoft talte om regeringens nye mål for år 2005 og han opfordrede oppositionen til at ophøre med at love omfattende skattelettelser - uden at fortælle, hvor de vil skære ned. Holger K. Nielsen erklærede også Venstre og konservative som hovedfjenden - men han ville gerne se noget mere konkret fra regeringen end dens "nuttede små hæfter." Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) tilbragte hele dagen ved at tale ved 1. maj møder i Jylland. Hele 8 steder nåede han rund til.

Venstre havde for første gang også indkaldt til 1. maj møde. Årsagen var, at partiet nu mener, at de er det største lønmodtagerparti i Danmark. Hovedtaler var chefen for Det Kgl. Teater, Michael Christiansen.



Færre strejkedage i 96

Ifølge Danmarks Statistik var der betydeligt færre strejker i 1996 i forhold til 1995. Det samlede tabte arbejdstid svarer til 75.000 mandedage. I 1995 var tallet over 200.000. Danmarks Statistik gør dog opmærksom på, at der i 1995 blev forhandlet overenskomster - det blev der ikke i 1996.



Togulykke i Nordsjælland

2 personer - en togfører og en passager - blev dræbt og 18 passagere kvæstet, da to tog fra privatbanen Helsingør-Hornbæk-Gilleleje stødte sammen mellem stationerne Firhøj og Søborg. Den ene af de kvæstede er i livsfare. Årsagen til ulykken kendes endnu ikke, men ifølge køreplanen skulle de to tog passere hinanden på Firhøj station, hvor der er vigespor. Det er 3. gang på 3 år, at der sker ulykker på denne privatbane. De to første gange var der tale om menneskelige fejl.



Bombe i fængsel?

Et anonymt tip fik fængselspersonalet i Vestre Fængsel i København til at gennemlyse pakker til indsatte rockere. Det gav resultat. En skægtrimmer viste sig at indeholde en tændsats, og muligvis sprængstof. Det sidste er bombeeksperter fra Farum Kaserne ved at undersøge her til aften. Pakken med skægtrimmeren var sendt fra en fiktiv adresse til en indsat med tilknytning til Bandidos.



Drab på åben gade

En 31-årig kvinde blev i dag dræbt med 10 knivstik af sin 38-årig mand på åben gade i København. Kvinden havde forladt manden for et stykke tid siden, og var flyttet til et herberg. I dag mødte hun manden, mens hun gik tur med sine børn. Ifølge vidner kom de to op og skændes og han trak en kniv. Han stak af efter drabet, men blev fundet af politiet et par timer senere. Begge ægtefæller var fra Makedonien i det tidligere Jugoslavien.



"Made In Denmark"

I en meget opreklameret TV-udsendelse med titlen "Made In Denmark", dokumenterer DR-TV, at methyl parathion og parathion (Bladan) forårsager adskillige dødsfald i specielt Nicaragua og Guatemala. Det er den danske kemi-virksomhed Cheminova, der producerer giften. Giften er på grund af sin farlighed forbudt at anvende i Danmark. Cheminova's direktør Bjørn Albinus, der deltager i programmet, siger at han aldrig har set så uansvarlig omgang med produktet. Giften spredes med store blæsere, båret af to mand, eller spredes fra fly mens der er arbejdere i marken. Alligevel vil Cheminova ikke indstille produktionen - forsvinder vi fra markedet vil det blive overtaget af producenter i Kina og Mexico, og Cheminova får ingen muligheder for at afsætte nye, mere miljøvenlige pesticider.

[Et internationalt forbud mod parathion har lange udsigter. De industrialiserede lande har i de internationale handelsorganisationer afvist forslag om, at modtagerne (forbrugerne) i U-lande skulle have krav på at få oplyst skadevirkninger af pesticier.]



Ny bakterie-fare

Netop som fjerkræbranchen troede, at man havde fået styr på salmonella-infektioner i kød, vokser antallet af tilfælde af camphylobakter-infektioner. Antallet er fordoblet inden for de sidste 4 år, til 3.000 registrede tilfælde om året. Det skønner Statens Seruminstitut svarer til ca 60.000 reelle tilfælde. Det er en endnu ikke offentliggjort rapport fra Levnedsmiddelstyrelsen, der indeholder advarslen. Det er ganske ikke med sikkerhed bevist, at infektionerne stammer fra fjerkræ-kød. Men fjerkræbranchen har allerede taget initiativer til at forbedre hygiejnen i branchen. Alle fjerkræavlere har i efteråret fået tilbud om specialkurser.



Telefonbokse fjernes - måske

TeleDanmark mener ikke længere, at man har en forpligtelse til at opretholde telefonbokse, hvis de ikke rentable. Derfor vil man skrive til alle kommuner, hvor der er bokse, som tjener mindre end 6.000 kr. om året. Hvis kommunen ikke ønsker at dække underskuddet i de pågældende bokse, vil de blive fjernet. Brugen af telefonbokse er faldet betydeligt, i takt med udbredelsen af mobiltelefoner.



Alle bliver hjemme

EUs hollandske formandskab meddelte i dag, at ingen af EU-landenes ambassadører rejser til Iran foreløbig. Det sker i solidaritet med Tyskland og Danmark, hvis ambassadører er erklæret uønskede af den iranske regering. Formandskabet siger dog, at det iranske udenrigsministerium ikke vil bekræfte, at den danske ambassadør var uønsket. Det fremgår ellers af internationale referater fra et pressemøde, den iranske udenrigsminister har holdt. Tyskland boykottes fordi en tysk domstol har dømt den iranske regering som medskyldig i mord i Tyskland. Danmark skulle angiveligt "straffes", fordi den danske udenrigsminister tog initiativ til at hjemmekalde EU-landenes ambassadører.



Peru-aktion igen

På trods af skærpet bevogtning af den peruvianske ambassade i København efter besættelsen i mandags, lykkedes det i dag nogle unge at trænge ind i ambassaden og ødelægge inventar for mellem 50 - 100.000 kr. De var forsvundet, da politiet kort tid efter nåede frem.



Vejret

Solrigt, med en del skyer. Temperaturer 12 - 17 grader, dog højest 10 grader ved kysterne.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,5785 DKK,   1GBP     10,6993 DKK,   1DEM      3,8061 DKK
100JPY     5,1718 DKK,   100ITL    0,3847 DKK,   1AUD*)    5,1395 DKK
1FRF       1,1289 DKK,   1CHF      4,4703 DKK,   1CAD      4,7121 DKK
1IEP       9,8006 DKK,   1NLG      3,3831 DKK,   1XEU      7,4284 DKK
100ESP     4,513  DKK,   1NZD*)    4,5621 DKK,   1SEK      0,8388 DKK
10BEF      1,8447 DKK,   1NOK      0,9271 DKK,   100ISK    9,20   DKK  
100GRD     2,395  DKK,   1FIM      1,2674 DKK,   1ZAR**)   1,4782 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,54% -0,05 (6% - 2026),   6,49% -0,06 (8% - 2006)
Pr. 30/12:         7,70%                      6,54%
Aktieindex: 545,38 +1,05   KFX (mest omsatte aktier): 154,77 -1,32
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13