Justitsminister Frank Jensen (S) siger, at man vil studere rapporten, men at regeringen allerede havde taget flere initiativer. Der er bl.a. udsendt et cirkulære til landets politistationer, der indskærper at anholdt skal have lov til at kontakte en advokat og den nærmeste familie. Regeringen har 6 måneder til at komme med et officielt svar til rapporten.
Danmark taber støtte-sag
Det lykkkedes ikke erhvervsminister Jan Trøjborg (S) at forhindre, at EU
tillader værftsstøtte. Danske værfter og politikere havde ellers
arbejdet på at hindre, at Tyskland og Spanien giver 12 mia. kr. til
betrængte skibsværfter. Det lykkedes heller ikke Jan Trøjborg at få en
garanti for, at det var sidste gang at der blev givet værftsstøtte. En
pikant detalje i sagen er, at på et tidspunkt så det ud til, at
Europaparlamentet kunne forhale sagen. Det mislykkedes, da et ventet
flertal blev til et lille mindretal. Det skete bl.a. fordi halvdelen af
de danske parlamentarikere var fraværende!
DR-TV og TV3 i samarbejde
DR-TV og TV3 indgik i dag et samarbejder, hvor de deler transmissionerne
fra VM og EM i håndbold og VM i fodbold. Dermed er det sikret, at
K-håndboldholdets og M-fodboldholdets kampe vil blive tilgængelig for
alle danskere. TV3 havde rettighederne til håndbold, mens DR havde
fodbolden. Men DR-TV havde 64 kampe og ingen planer om at vise dem alle.
TV3 kan se frem til ekstra mange reklameindtægter, da DR-TV ikke viser
reklamer. DR-TVs direktør Bjørn Erichsen siger til DR-TVA, at det er en
aftale med udelukkende vindere.
Der er dog ingen tvivl om, at TV2 må se frem til at skulle aflevere reklamekroner til TV3. TV2s direktør Jørgen Flindt Petersen har da også i en pressemeddelelse udtrykt sin utilfredshed med aftalen. Han kan ikke forstå, hvorfor TV2 ikke fik lov til at byde med. Han mener også, at aftalen er med til at drive de internationale priser for sportsrettigheder yderligere i vejret.
Japansk millioninvestering
En japansk fødevarekoncern har investeret 100 mill. kr. i et mindre
dansk virksomhed - men det er den største japanske enkeltinvestering i
Danmark nogensinde. I dag har firmaet DIAT 8 ansatte, som opdrætter
pigvar (en fiskeart). Men med investeringerne skabes 80 arbejdspladser i
Hanstholm, og produktionen omlægges til produktion af ål. Ålene bliver
røget, dampet, marieneret m.v. og bliver til såkaldt kabayaki - en efter
sigende kraftig delikatesse, der "virker styrkende." Udover den særlige
ekspertise i åle-opdræt, der findes i Danmark, har japanerne lagt vægt
på miljøbevidstheden og det høje veterinære stade i Danmark. Det
fortalte fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) DR-TVA ved
præsentationen af aftalen i dag.
Sigtet for massevoldtægt
Politimesteren i Ålborg sigter 5 unge mænd i alderen 16 - 18 år for 9
tilfælde af voldtægt mod en dengang 12-årig pige. Ialt 10 drenge har
været anholdt i forbindelse med voldtægterne, der fandt sted igennem en
længere periode i 1995. Dem der går fri, gør det enten fordi beviserne
er for svage, eller fordi de var mindreårige på gerningstidspunktet.
Voldtægterne blev først opdaget i 1996, da pigen fortalte om dem til en
socialarbejder.
Nye politik-rygter
Valgrygterne på Christiansborg er nu blevet afløst af rygter om et
snarligt finanspolitisk indgreb. I går meldte SF sig klar til at
forhandle - også i forbindelse med efterårets finanslovsforhandlinger. I
dag sagde Per Stig Møller (K), at konservative og Venstre var parat til
forhandlinger, hvis væsentlige borgerlige krav kom i
finanslovsforhandlingerne. Venstre blev lidt overrasket - Per Stig
Møller havde åbenbart ikke koordineret udtalelserne, men Anders Fogh
Rasmussen (V) erklærede sig enig. Han mente - ligesom Per Stig Møller -
at problemet var at staten pumpede penge ud i cirkulation. Det var det
man skulle standse - ikke det privat forbrug.
Et dødsfald
Tidligere minister, forfatter m.m. Kresten Helveg Petersen (R) døde i
går, 87 år gammel. Han var mest kendt under navnet K. Helveg Petersen.
Folketinget afbrød i går sine forhandlinger kl. 17, og det blev meddelt, at forsvarsminister Hans Hækkerup (S) indtil videre fungerer som udenrigsminister. K. Helveg Petersen er far til Niels Helveg Petersen.
Skibsforlis
3 danske fiskere omkom mens 2 blev reddet, da deres fiskekutter fik
slagside og sank 40 sømil vest for Esbjerg i dag. De overlevende blev
reddet, stærkt forkomne, med helikopter. Kutteren var fra Hvide Sande.
Hasan Al's femte kamp bokses den 23. maj.
FODBOLD
Lige siden M-landsholdsts træner Bo Johansson i tirsdags offentliggjorde
sit hold til landskampen mod Slovenien den 30. april, har der været
store spørgsmålstegn ved Michael Laudrup. For en uges tid siden måtte
han nemlig forlade en japansk ligakamp med en knæskade. Torsdag
undersøgte landsholdets læge Mogens Kreutzfeldt Michael Laudrups knæ: et
læderet ledbånd. Ingen operation, men pause i 6-8 uger. Michael Laudrup
er altså med garanti ikke med i Danmarks 2 kommende VM
kvalifikationskampe: Slovenien den 30. april og Bosnien den 8. juni.
Hvem der udtages i stedet for Michael Laudrup, afgør landstræneren fredag efter superligakampene.
HÅNDBOLD
Det bliver grundspillets nummer 1 og 2, Viborg og Frederikshavn, der
skal møde hinanden i kampen om kvindernes DM-guld. Det blev afgjort
torsdag aften, da den 3. 1/2 finalekamp mellem Frederikshavn-GOG blev
afviklet.
Frederikshavn vandt 21-18 efter 8-10 ved pausen. De to hold fulgtes godt ad indtil det sidste kvarters tid. Her trak frederikshavnerne virkelig fra, med megen energi specielt fra LiseLotte Lauridsen og målvogter Charlotte Kaas.
Vejret
Regn - meget regn - men efterhånden opklaring i Nordjylland i
eftermiddag. Der faldt op til 36 mm regn (ved Billund), halvdelen af
april måneds normalnedbør. Temperatur 6 - 10 grader.
Finansmarkederne
1USD 6,5485 DKK, 1GBP 10,5974 DKK, 1DEM 3,8093 DKK 100JPY 5,1906 DKK, 100ITL 0,3838 DKK, 1AUD*) 5,0781 DKK 1FRF 1,1299 DKK, 1CHF 4,4587 DKK, 1CAD 4,7078 DKK 1IEP 10,1096 DKK, 1NLG 3,3856 DKK, 1XEU 7,4208 DKK 100ESP 4,522 DKK, 1NZD*) 4,5274 DKK, 1SEK 0,8547 DKK 10BEF 1,8463 DKK, 1NOK 0,9265 DKK, 100ISK 9,18 DKK 100GRD 2,400 DKK, 1FIM 1,2689 DKK, 1ZAR**) 1,4701 DKK*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.
Obligationsrenter: 7,57% -0,08 (6% - 2026), 6,54% -0,07 (8% - 2006) Pr. 30/12: 7,70% 6,54% Aktieindex: 542,01 +4,55 KFX (mest omsatte aktier): 155,79 +1,05 Pr. 30/12: 471,95 136,13