Færgebrand op igen
Jyllands-Posten og Bergens TIdende i Norge har i fælleskab i de sidste
uger gennemgået forholdene omkring branden på "Scandinavian Star" i
april 1990. 158 mennesker omkom. Undersøgelserne peger på, at de danske
myndigheder, der fik til opgave at placere ansvaret for ulykken, ikke
grundigt nok forsøgte at afdække ejerforholdet. Ifølge de to aviser kan
man muligvis placere ejerskabet hos en amerikansk rigmand. Den norske
kaptajn, den danske reder og hans direktør fik korte fængselsdomme for
forsømmelser. I denne uge førte afsløringerne til, at sagen nu kommer op
i det norske Storting. Flere politikere i Norge ønsker, at sagen
genoptages i Danmark.
[De norske myndigheder foretog alene undersøgelser omkring årsagen til branden. Det blev aldrig endeligt opklaret, men man antager at der var tale om en pyromanbrand. Det er set fra de efterladte væsentlig, at ejerskabet kan placeres i USA. Det giver mulighed for erstatningsager efter amerikansk praksis.]
Ny ballade om Arken
Balladen omkring kunstmuseet Arken nåede et nyt højdepunkt, da museets
fremtid var på dagsordenen i Københavns Amtsråd. Her annoncerede
amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen (S), at hun "efter sommerferien" vil
nedlægge sit hverv som bestyrelsesformand for Arkens bestyrelse. For et
par uger siden meddelte den anden S-politiker i bestyrelsen, Per
Kaalund, at han ikke ville deltage i flere møder og i går nedlagde han
også sit hverv. Venstre og konservative, der kan udpege et medlem i
bestyrelsen, nægtede at medvirke til valget af en. Det skete som protest
mod en ekstrabevilling på 6 mill. kr. til Arkens drift, som flertal
gennemtrumfede, og imod Vibeke Storm Rasmussen. Amtsborgmesteren var
fuld af fortrøstning i dag, og hun forklarede sin tilbagetræden fra
bestyrelsen med, at Arken var kommet i god gænge med den nye direktør.
Brøndbyfans instrueres
Den tidligere formand for fodboldklubben Brøndby og nuværende
byrådsmedlem Kurt Nielsen er igen komme i partifællernes søgelys.
Tidligt på året fik han - via en ukendt sponsor - indmeldt 115
brøndbyfans i socialdemokratiet. I går aftes fik pressen fat i et
eksemplar af et brev, han havde sendt til de 115 - vedlagt en fribillet
til kommende søndags Brøndby-kamp. Det er ikke det, at han anbefaler de
115 af stemme på 4 "sikre" støtter ved opstilling af kandidater til
næste kommunalvalg. [Han satte ikke engang sig selv øverst, som DR-TVA
bemærkede tørt]. Men han betegner de medlemmer af partiet, der ikke
støtter fodboldklubben som "fjender", og opfordrer modtagerne til at
holde brevet hemmeligt, så fjenderne ikke får fat i det.
Det er, som det kan ses, imidlertid sket, og der var i dag stor vrede blandt socialdemokrater i Brøndby. Selv borgmester Keld Rasmussen, der ellers betegner sig som Brøndby-fan, gik i rette med Kurt Nielsens initiativ. Tidligere amtsborgmester Per Kaalund, der er valgt i Brøndby, sagde til TV2 Sporten, at partiet nu måtte skride ind, "hvis der ikke er en ualmindelig god forklaring" på brevet. Kurt Nielsen fik for et par uger siden en "næse" for indmeldelsen af det 115 fans.
Brøndby IF gældfri til sommer
Selve fodboldklubben Brøndby fremlagde i dag sit regnskab for 1996. Det
viste et pænt stor overskud på 20 mill. kr. Samtidig kan klubben se frem
til, at den gæld klubben har haft siden æventyret med Interbank for 4
1/2 år siden, forsvinder til sommer. Ved at betale over 70 mill. kr.
bortsaneres gælden på 200 mill. kr.
Gør-Det-Selv i stigning
Ifølge en rapport, der snart offentliggøres, er beløbet som danskerne
bruger til udbygning og vedligehold af deres boliger steget voldsomt
sidste år. Det er Rockwool Fondens Forskningsenhed, der har interviewet
2.200 i alderen 18 - 56 år, og skønnet derfra. I 1994 blev der i alt
brugt 31 mia. kr., i 1995 35 mia. og så i 1996 hele 52 mia. kr. Beløbet
indholder både "sort" og "hvidt" arbejdet samt gør-det-selv.
Gør-det-selv udgør ikke mindre en 30 mia. kr. - det svarer ifølge fonden
til 50.000 arbejdspladser.
Stor sport i DR/TV2?
Kulturminister Ebbe Lundgaard (R) vil benytte EUs nye direktiv, der
forbelholder vigtige, nationale sportsbegivenheder for TV-stationer med
"væsentlig" dækkende. Han mener ikke, at TV3's 60% er dækkende nok, og
han opfordrer den svenskejede reklamestation at at indgå aftaler om at
sende flere kampe i DR eller TV2, selv om TV3 har rettighederne. TV3 har
rettighederne til udekampe med M-landsholdet i fodbold og K-landsholdet
i håndbold. EU-reglen kan også bruges på kulturelle begivenheder. F.eks.
har Østrig sikret sig nytårskoncerten fra Wien kommer i Østrigsk TV.
DR-TVA ville vide, om Ebbe Lundgaard ville skride ind, hvis DR-TV ikke
længere gad lave melodi grand prix, og solgte til en satelitkanal:
"Nej!" sagde han.
Vejret
Stille, solrigt vejr - med tiltagende skydækker fra vest. Temperatur 7 -
13 grader.
Finansmarkederne
1USD 6,5790 DKK, 1GBP 10,7159 DKK, 1DEM 3,8091 DKK 100JPY 5,2347 DKK, 100ITL 0,3866 DKK, 1AUD*) 5,0843 DKK 1FRF 1,1324 DKK, 1CHF 4,4786 DKK, 1CAD 4,7026 DKK 1IEP 10,1409 DKK, 1NLG 3,3898 DKK, 1XEU 7,4422 DKK 100ESP 4,518 DKK, 1NZD*) 4,5089 DKK, 1SEK 0,8526 DKK 10BEF 1,8464 DKK, 1NOK 0,9310 DKK, 100ISK 9,20 DKK 100GRD 2,420 DKK, 1FIM 1,2705 DKK, 1ZAR**) 1,4740 DKK*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.
Obligationsrenter: 7,56% -0,06 (6% - 2026), 6,54% -0,07 (8% - 2006) Pr. 30/12: 7,70% 6,54% Aktieindex: 529,38 -0,02 KFX (mest omsatte aktier): 151,88 -0,28 Pr. 30/12: 471,95 136,13