"Kyllingen og Aben"
Ifølge en dansk Kina-ekspert risikere Danmark alvorlige konsekvenser for
sin holdning til menneskerettighederne i Kina. Ihvertfald hvis man skal
tro på et gammelt kinesisk ordsprog, der siger at man "dræber kyllingen
for at straffe aben." Aben skulle være USA. Han siger også, at man ikke
skal regne med at den nuværende ledelse i Kina vil være indstillet på at
give efter. Den befinder sig formentlig i en magtkamp efter Deng
Xiopengs død fornylig, og derfor har de nuværende magthavere behov for
at vise fasthed.
Glad for støtte
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) er glad for den politiske
støtte og opbakning han har fået fra de politiske partier. Blot undrer
det ham lidt, at Per Stig Møller (K) nu taler om tilbageholdenhed.
Såvidt udenrigsministeren erindrede, foreslog Per Stig Møller sidste år
en ensidig, sportslig boykot af Kina, netop af hensyn til
menneskerettighederne. "Men han [Per Stig Møller] har jo fået nyt job
siden da." bemærker Niels Helveg Petersen til DR.
Også virksomhedsstøtte
Det er ikke alle virksomheder med interesser i Kina, som kraftigt
advarer den danske regering mod at fastholde beslutningen om at
fremlægge forslaget i FNs menneskerettighedskommision i næste uge. Adm.
direktør Niels Due Jensen, Grundfoss, siger til TV2 Nyhederne, at han
ikke tror, at de politiske udmeldinger vil få konsekvenser for deres
fabrik i Kina. Kineserne har brug for kvalitetsvarer, også i pumper
[Grundfoss' hovedprodukt]. Tilsvarende siger adm. direktør Hemming Vam,
Daloon A/S, at kinesiske forretningsfolk tænker mere på forretning end
på politik. Han vurderer, at det hele er "glemt i løbet af kort tid."
[Hemming Vam er 2. generation af en kinesisk familie. Hans fader - der p.t. er på besøg i Kina - grundlagde virksomheden Daloon i 1960. Daloon producere frosne forårsruller. Daloon er blevet særdeles kendt, ikke mindst fordi faderen har optrådt i firmaets tv-reklamer med sin livshistorie.]
Kina i retsudvalg!
Uafhængigt af den verserende sag, så har Folketingets retsudvalg
godkendt et ønske fra den kinesiske regerings retsudvalg om at må besøge
Danmark og det danske retsudvalg. Kineserne ønskede at studere, hvordan
man i Danmark sikrede menneskerrettighederne ad lovgivningens vej.
Ifølge retsudvalgets formand, Bjørn Elmquist (R), har man i svaret - der
sendes i dag eller i morgen - betinget sig, at man også diskuterer
menneskerrettighederne i praksis - både i Danmark og i Kina. Alle
partier, på nær Venstre og konservative støtter svaret. V og K er heller
ikke imod - de ønsker blot ikke at støtte besøget.
Røvere forsvandt - i toget
Politiet i Kolding har nu sporet de 3 røvere, der i går slog en
bankansat ned under et brutalt røveri i en bank i Kolding. De 3 mænd er
løbet fra banken og ned til Kolding station, hvor de er stået på
regionaltoget til Fredericia. Man har mistanke om, at de har taget
Intercity-toget til København, og efterlyser eventuelle vidner. De 3
havde "sydlansk udseende" og talte indbyrdes et sprog, der kunne have
været portugisisk, spansk eller russisk, oplyser politiet.
Borgerkort af bagvejen?
Post Danmark vil selv lave et borgerkort, oplyste ledelsen i dag. Et
borgerkort i form at et smart-card - et plastickort med en lille
computerchip - har længe været diskuteret i Danmark, men før jul
besluttede Indenrigsministeriet, at udsætte projektet om et officielt
kort på ubestemt tid. Man mente ikke, at standarderne var på plads. Men
Post Danmark har sammen med postvæserner i de øvrige nordiske lande
udviklet et kort, som der kan tilføjes nye funktioner til. Dvs. banker
kan "leje" sig ind på kortet med kredit-kortfunktion, det kan bruges
overfor officielle myndigheder som ID-kort (hvis myndighederne betaler
for det) og meget andet. Post Danmark har endnu ikke indgået aftaler med
nogen samarbejdspartnere, men forhandlingerne er i gang. Kortudstedelsen
ventes at kunne starte allerede i år.
Personaleflugt
Men ellers handlede aviser og TV i dag mere om Post Danmarks problemer
med at fastholde deres nuværende medarbejdere. En kritisk, intern
rapport advarer kraftigt om, at selskabet er ved at blive drænet for
især yngre medarbejdere. Den gennemsnitlige ansættelseperiode for
medarbjdere under 30 år er 9 måneder. Mange af de 3.000, der forlod
virksomheden i 1996 angiver et hårdt, belastende arbejdsmiljø, som
årsagen. Usikre arbejdstider, meget overarbejde og dårligt indrettede
posthuse er nogen af årsagerne.
Albanien-beslutning i næste uge
I næste uge skal det danske Folketing tage stilling til, om Danmark skal
deltage i den internationale militærstyrke, der formentlig under
italiensk ledelse, skal sikre nødhjælp til Albanien. Ifølge
udenrigsminister Niels Helveg Petersen, der er formand for den
Europæiske Sikkerheds og Samarbejdsorganisation, OSCE, forhandles der
netop nu om størrelsen og mandatet for styrken. [Ifølge TV2 Nyhederne
forlød det imidlertid her til aften, at Italien alligevel ikke ville
deltage.]
Dansker skudt på Cuba
En 26-årig dansk turist, der rejste alene rundt på Cuba, blev natten til
i går mandag skudt nær en militærinstallation. Ifølge BT var han kommet
for tæt på. Vagterne råbte ham an, men han reagerede ikke, hvorefter der
blev åbnet ild. De cubanske myndigheder har beklaget det skete, og har
sagt de vil samarbejde med den danske ambassadør i området om at
klarlægge omstændighederne. Ifølge Udenrigsministeriet er ambassadøren
i denne anledning netop rejst til Cuba.
Momssænkning på internetvarer
Skatteminister Carsten Koch (S) går med planer om at sænke momsen på de
varer, der sælges over internettet i stor stil. Det drejer sig om CD'er,
videoer og computerprogrammer. Ganske vist skal man i dag betale moms, men
da de fleste virksomeheder, der sælger på internettet befinder sig
udlandet, kan det være vanskeligt at indrive momsen hos "importørerne",
dvs. køberne. Ideen modtages positivt af de konservative. Her siger
Gitte Seeberg, at ganske vist foretrækker de konservative en ensartet
momssats, men af hensyn til danske forretninger, bør man også se på
muligheden for en differentieret moms. Peter Brixtofte (V) foretrækker
dog en ensartet sats. Carsten Koch understreger dog, at det kun er
muligheder, som man må overveje som en sidste udvej.
[Momseksperter har allerede påpeget, at andre brancher selvfølgelig også vil kræve momssænkninger med tilsvarende argumenter - f.eks. hotel- og restaurationsbranchen, der i mange år har lidt under et reduceret repræsentationsfradrag og konkurrence fra andre landes momsfrie konferencefascilliteter.]
M-Superliga: Lyngby-Hvidovre 2-1 Vejle-AB 1-0Superliga Stillingen:
Hold Kampe V U T Målscore Point 1. Brøndby 21 12 5 4 37-26 41 2. AaB 21 11 5 5 37-26 38 3. OB 21 9 6 6 40-32 33 4. AGF 21 9 5 7 48-31 32 5. Herfølge 21 9 4 8 23-25 31 6. Lyngby 21 9 3 9 33-38 30 7. Vejle 21 7 8 6 35-27 29 8. Viborg 21 5 8 8 22-32 23 9. Silkeborg 21 3 13 5 27-37 22 10. FCK 21 4 8 9 22-31 20 11. Hvidovre 21 4 7 10 21-31 19 12. AB 21 3 10 8 27-38 19
HÅNDBOLD
Når K-Viborg skal spille finale mod Mar Valencia, Spanien, i Champions
League, spiller holdet på udebane i første kamp - 3.-4. maj. Den
altafgørende kamp spilles således på hjemmebane - det vil sige:
spillestedet er henlagt til Herning Messecenter den 10.-11. maj. Og det
er man meget tilfredse med i den jyske klub. Skulle det blive til dansk
sejr, vil det være perfekt at vinde på hjemmebane.
Derimod må Ikasts kvinder finde sig i at skulle spille første kamp hjemme, og anden kamp på udebane, når holdet skal møde tyske Frankfurter Handball Club (i daglig tale - Frankfurt) i City Cup finalen. Spilledagene er de samme som for Viborg.
Klubskifte
Landsholdsspilleren Ian Marko Fog spiller fra næste sæson i tysk
håndbold, og forlader således Virum/Sorgenfri. Han har underskrevet en
to-årig kontrakt med Gummersbach.
Vejret
Overskyet og diset - med enkelte regnbyger. Temperaturer 5 - 8 graders
varme.
Finansmarkederne
1USD 6,5335 DKK, 1GBP 10,5973 DKK, 1DEM 3,8096 DKK 100JPY 5,1665 DKK, 100ITL 0,3864 DKK, 1AUD*) 5,0222 DKK 1FRF 1,1320 DKK, 1CHF 4,4262 DKK, 1CAD 4,7136 DKK 1IEP 10,1119 DKK, 1NLG 3,3873 DKK, 1XEU 7,4462 DKK 100ESP 4,512 DKK, 1NZD*) 4,4621 DKK, 1SEK 0,8526 DKK 10BEF 1,8466 DKK, 1NOK 0,9375 DKK, 100ISK 9,13 DKK 100GRD 2,419 DKK, 1FIM 1,2777 DKK, 1ZAR**) 1,4624 DKK*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.
Obligationsrenter: 7,70% -0,09 (6% - 2026), 6,69% -0,07 (8% - 2006) Pr. 30/12: 7,70% 6,54% Aktieindex: 520,88 -0,06 KFX (mest omsatte aktier): 151,10 +2,08 Pr. 30/12: 471,95 136,13