Torsdag, 3. April 1997 23:32 (DNT)


Rettelse

[I historien om den dobbelt-uheldige danske sejler, skrev vi at det var politiet i Bogense, der ville tale med ham. Det var forkert - det er politiet i Nykøbing Falster. Han har også været efterlyst via Interpol i udenlandske havne i over et år, men er altså ikke blevet opdaget før nu.]



Missionær fundet dræbt

Den 41-årige danske sygeplejerske, der forsvand for en lille uge siden i det sydlige Etiopien, blev i dag fundet dræbt. Hun blev fundet få kilometer fra det sted, hvor hun sidst blev set. Da var hun blevet udsat for et væbnet røveri, mens hun var på vej til sit hjem i bil. Hun arbejde på en sundhedsklinik, udsendt af Dansk Ethioper Mission. Generalsekretæren for Dansk Ethioper Mission, Hans Henrik Merrild, siger, at man betragter hændelsen som enestående, og det giver ikke anledning til at trække missionens 16 andre missionærer tilbage.



Forvirring i styrelse?

Indenrigsminister Birthe Weiss skal i et samråd redegøre for forløbet af Udlændingestyrelsens anbefalinger i forbindelse med en studietur og redegørelse. For en lille måned siden rejste en gruppe fra udlændingestyrelsen, sammen med flygtningenævnet og repræsentanter for danske hjælpeorganisationer til Sri Lanka. Man skulle vurdere, om der var fare for de afviste tamilske asylansøgere, man siden januar har forsøgt tvangshjemsendt. Kort efter at gruppen var vendt hjem, skulle indenrigsministeren i samråd om sagen. Derfor besluttede styrelsen at anbefale et midlertidigt stop for behandlingen af hjemsendelser, så man kunne få tid til at konferere rejsens indtryk med FN og andre myndigheder. Imidlertid blev samråddet af andre årsager udskudt til om torsdagen. Hermed nåede styrelsens chef, Claes Nilas at se på rapporten, og suspenderingen blev ophævet igen. Claes Nilas siger til DR, at man vurderede at der ikke var noget, der berettigede til et midlertidigt stop i gruppens foreløbige rapport. Den endelig rapport foreligger om nogle uger.

Efter sagen er kommet frem i dag, vil de konservative imidlertid have ministeren til at forklare retsudvalget, hvorfor hun ikke omtalte den midlertidige konklusion, og hun skal redegøre nærmere for, hvorfor mødet er blevet udsat. Selv siger Birthe Weiss til DR, at hun var kaldt i Folketingssalen - og at hun da også havde undret sig over, hvad det mon var, studiegruppen lagde til grund for sit midlertidige stop. Men hun fastholdt, at hun som minister ikke skulle blande sig i udlændingestyrelsens afgørelse. Alligevel vil både Søren Søndergaard, Enhedslisten og John Winther (K) have ministeren i samråd, fordi der - som John Winther siger - er tegn på "urent trav" i sagen.



Selvhjemsendelse?

Over halvdelen af de 265 tamilske asylansøgere, der står overfor hjemsendelse, har åbenbart taget sagen i egen hånd - på en eller anden måde. Politiet kan kun finde de 111. Resten ved man ikke hvor er - om de er flyttet til et andet land for at søge asyl, eller vendt hjem. De fleste af de tilbageblevne har ikke noget pas, og må vendte på at nye udstedes af Sri Lankas repræsentation i Stockholm.



Forhandling om ny sociallov?

I dag havde socialminister Karen Jespersen (S) indkaldt repræsentanter for Venstre, konservative og CD til forhandling om en revision af socialloven. Forleden fremlagde Karen Jespersen tanker om en opdeling af den nuværende bistandslov i 3 dele. De "tekniske" forhandlinger og høringer skulle nu være forbi, og man regnede med at de politiske forhandlinger skulle gå i gang. Det skete imidlertid ikke, siger Karen Højte Jensen (K) til DR. Hun siger, at der ikke skete noget til mødet, og der blev ikke aftalt nyt møde. Hun mener derfor, at regeringen "ikke har nogen reel vilje" til at reformere bistandsloven. Karen Jespersen havde ikke nogen kommentarer. I morgen mødes Karen Jespersen med SF og Enhedslisten.



Rockersag genoptages måske

Politiet anholdt i eftermiddags en 34-årig mand fra Hells Angels. Han blev i december dømt for drabet på et Bandidos medlem i Københavns Lufthavn, men derefter løsladt af de juridiske dommere. Politiet vil ikke sige, om der er kommet nye oplysninger i sagen, men blot, at anholdelsen er sket på begæring af statsadvokaten for København. Statsadvokaten har heller ikke nogen kommentarer.



Dansk dødstrafsprotest

71 danske folketingspolitikere fra konservative til Enhedslisten har skrevet under på en protest mod dødstraffen over den sorte, amerikanske journalist Mumia Abu-Jamal. Han blev for 15 år siden dømt en dødstraf for mordet på en politibetjent. Omstændighederne omkring retsagen gør, at mange har stillet spørgsmålstegn ved, om han har fået en retfærdig rettergang. Hans forsvarer, advokaten Dr. Leonard Weinglass, er i disse dage i Danmark, bl.a. for at deltage i en høring om sagen arrangeret af Dansk PEN, Retspolitisk Forening og Politiken. Det var i denne anledning, at enhedslisten tog initiativet til underskriftsindsamlingen. Protesten overrækkes til USAs præsident Bill Clinton, når denne kommer til Danmark til sommer.



Mindre spil

For første gang i flere år kan Tipstjenesten notere sig en tilbagegang - både i spillelysten generelt, og i sin egen markedsandel. I 1995 spillede danskerne ialt for 8 mia. kr., 2/3 heraf hos Tiptjenesten. Førhen havde man op til 3/4 af markedet for organiseret spil. Det er især på skrabelodder, hvor konkurrenterne har gode tider, bl.a. Kræftens Bekæmpelse, Landbrugslotteriet og Varelotteriet. Det er talspillene, som de forskellige lotto-spil, og de traditionelle sportsspil - tips og oddset. I 1996 spillede hver dansker over 18 år i gennemsnit for 1.830,- DKK, det er 58 DKK færre end 1995. Samlet gik omsætningen på skrabelodder 25% tilbage.



Vejret

Et udbredt regnområde gav regn i hele landet, efterfulgt af opklaring, med sol, regn- og sludbyger. Temperaturer 5 - 8 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,3770 DKK,   1GBP     10,4704 DKK,   1DEM      3,8133 DKK
100JPY     5,1922 DKK,   100ITL    0,3835 DKK,   1AUD*)    4,9955 DKK
1FRF       1,1320 DKK,   1CHF      4,4285 DKK,   1CAD      4,6027 DKK
1IEP      10,0655 DKK,   1NLG      3,3893 DKK,   1XEU      7,4203 DKK
100ESP     4,504  DKK,   1NZD*)    4,4420 DKK,   1SEK      0,8344 DKK
10BEF      1,8477 DKK,   1NOK      0,9350 DKK,   100ISK    9,05   DKK  
100GRD     2,406  DKK,   1FIM      1,2713 DKK,   1ZAR**)   1,4417 DKK
*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,74% -0,03 (6% - 2026),   6,73% -0,02 (8% - 2006)
Pr. 30/12:         7,70%                      6,54%
Aktieindex: 529,27 +3,56   KFX (mest omsatte aktier): 152,75 +0,05
Pr. 30/12:  471,95                                    136,13