OK97: Sidste forlig på plads
Natten til skærtorsdag blev parterne på nærings- og
nydelsesmiddelområdet enige om et overenskomsforslag. Det var stort set
de samme ting, som for transport-området. En timelønsfremgang på 2,25
kr. i timen, 14 ugers barselsorlov og forøget pensionindbetalinger. Lige
nu forhandler LO og DA om hvordan det fælles oplæg skal være. Det anses
for at være ret problemfrit. I morgen lørdag skal forligsmanden
fremlægge det samlede forligsforslag inden kl. 12.00.
Varetægtsfængsling skal begrundes
Rigsadvokat Henning Fode har sendt en skrivelse til samtlige
politimestre landet over, hvori de bedes om at indberette alle
varetægtsfængslinger, der har varet over 3 måneder. I hvert enkelt
tilfælde skal det begrundes. Baggrunden er, at Danmark har nordisk
rekord i varetægtsfængslingerne. Forleden blev en tidligere dansk
sportstjerne frikendt for medvirken til smugleri. Forinden havde han
siddet 17 måneder i varetægtsfængsel.
Dansker tilbageholdt i Tyrkiet
Det danske udenrigsministerium har rettet en officiel henvendelse til de
tyrkiske myndigheder. Man ønsker oplyst omstændighederne - og især
begrundelsen - for hvorfor en kvindelig, dansk gymnasielærer, Janne
Kjær, blev tilbageholdt i 2 timer, da hun sammmen med sin klasse skulle
flyve hjem til Århus, efter et besøg i en venskabsby i Tyrkiet. Hun blev
tilbageholdt i 2 timer, uden adgang til tolk, og blev tvunget til at
skrive unde på to stykker papir - det ene blank, det andet på tyrkisk.
En tyrkiskfødt lærerkollega blev nægtet adgang til at overvære
afhøringen og oversætte. Janne Kjær mener selv, at der må ligge
politiske motiver bag - gymnasieklassen havde talt med flere
menneskerrettighedsgrupper bl.a. - men det tyrkiske politi angav en
mistanke om narko-smugling som årsag til tilbageholdelsen.
Blod skal i licitation!
Det danske donor-system er truet. En stor international, østrigsk
koncern har med held indstævnet det danske sygehusvæsen for Klagenævnet
for Udbud i EU. Firmaet Immuno protesterede over, at det ikke har fået
lov til at give tilbud på behandling af donor-blod og levering af
blodprodukter til hospitalerne. Behandling af donor-blod er oprindeligt
sket i et samarbejde med Novo Nordisk og Statens Serumsinstitut. Novo
Nordisk ønskede imidlertid at udtræde af samarbejdet, og amterne indgik
en aftale med Statens Serumsinstitut, i et samarbejde med svenske
Pharmacia. Immuno, der er et af Europas største virksomheder på markedet
for blodprodukter, bl.a. blødermedicin, mente at der skulle have været
holdt en licitation om leverancer af blodprodukter. Det gav klageretten
firmaet medhold i.
Amterne og Hovedstadens Sygehusfællesskab skal nu tilsammen betale 200.000 kr. i sagsomkostninger. Samtidig spekulerer man ifølge Politiken torsdag over, hvad konsekvensen mon bliver. Donorblod, der ikke anvendes til transfusion, bliver i dag genbrugt næsten 100% til fremstilling af medicin. Spørgsmålet er, om donorkorpset fortsat vil give blodet gratis til oparbejdning, eller om Immuno overhovedet har brug for blod. Op mod 60% af blødermedicin laves i dag med gensplejsning, uden brug af blodplasma fra mennesker.
Anholdt for mord
En 28-årig mand fra Århus blev onsdag anholdt, sigtet for medvirken i
drabet på en 24-årig studerende, natten til 30. juli sidste år. Den
28-årig har ikke tidligere været afhørt. En 34-årig mand har siden
september været varetægtsfængslet, sigtet for det ret brutale overfald
og drab. Den 28-årig blev løsladt efter afhøring, men sigtelsen
opretholdes.
33% norske studerende!
En foreløbig gennemgang af kvote-2 ansøgninger til lægestudiet ved
danske universiteter tyder på, at 350 af 1000 studiepladser vil gå til
norske studerende. Der mangler stadig kvote-1 ansøgninger, så ovennævnte
er et skøn. Det skønnes også, at optagelseskvotienten på lægestudiet i
København vil stige fra 9,4 til 9,6. Det er resultatet af en ny fælles
nordisk aftale, hvorefter studerende fra de øvrige lande kan optages på
lige fod med de lokale. Det ser dog kun ud til, at det er norske
studenter, der i stort tal kommer. Af de 1500 ansøgninger til Københavns
Universitet er de 437 norske, 54 svenske, 15 islandske og 4 finske.
Gå over Storebælt!
Fra Skærtorsdag til Påskedag (søndag) har alle adgang til at prøve at gå
over Storebælt - Til fods! Man kan gå fra Nyborgsiden og til Sprogø og
tilbage igen. Skulle man - hvad de flest opdagede torsdag - ikke have
kræfter til at gå tilbage igen, havde DSB sørget for togbefordring
tilbage. I dag nåede 26.000 ud til Sprogø - mange efter at have siddet i
timevis i kø på motorvejen til Nyborg. På et tidspunkt var der ifølge
TV2 Nyhederne 12 km. kø. Politiet måtte sende specialmandskab ud for at
bilister der skulle med bilfærgerne kunne nå frem.
I dag havde også cyklister mulighed for at prøve turen. Både fodgængere og cyklister vil blive forment adgang til forbindelsen, når den åbner. Forbindelsen tages i brug 6. april for godstrafik, og 1. juni for passagertrafik. Biltrafik må vente endnu et år. Der er endnu ikke monteret vejbaner på hængebroen over østrenden - mellem Sprogø og Sjælland.
Der er en udemærket introduktion (dog kun på engelsk) til byggeriet på:
Vejret
Kraftig blæst, med lidt skyer og en del sol både skærtorsdag og langfredag. Der kom også et par byger - skærtorsdag i det nordlige Jylland, mens det i dag var de sydlige egne. 4 - 8 grader.
Finansmarkederne
Nationalbankens middelkurser ikke opgjort p.g.a. helligdag
Børsens nøgletal ikke udgivet p.g.a. helligdag