OK97: Kommunalt område godkendt
Repræsentantskabet for KTO, der samler 61 faglige organisationer inden
for det amtslige og kommunale område, godkendte i dag
forhandlingesresultatet opnået med arbejdsgiverne i sidste uge. De
fleste separatforhandlinger er - ligesom for sygeplejerskerne nævnt
ovenfor - på plads. Forhandlingsleder Poul Winckler, KTO, siger til DR,
at han ikke kan forestille sig, at nogen af medlemmerne vil forkaste
forliget ved urafstemningen. Det er et godt forlig, siger han, der giver
en pæn reallønsfremgang de næste. Nu må tiden vise om det bliver en
"epokegørende flot eller eklatant fiasko", når det drejer sig om
mulighederne for at lave lokalløn.
OK97: HK og hotel enige
HK og arbejdsgiverne for hotel og restaurationsbranchen blev i dag enige
om et overenskomstforslag. Ligesom for de øvrige områder, hvor HK har
opnået enighed er der tale om 3-årige overenskomster, med pæne
lønfremgange og forbedret barselseorlov. Arbejdsgiverne fik en længe
ønsket fleksibel arbejdstid indført. Den ugentlige arbejdstid på 37
timer skal være et gennemsnit over 26 uger - den maksimale ugentlige
arbejdstid bliver dog 48 timer. HK er nu tæt på målet - at få en fælles
overenskomst erstattet af brancherettede deloverenskomster.
B-vitamin vigtige
Sundhedstyrelsen og levnedsmiddelstyrelsen har udsendt anbefalinger om,
at kvinder der er - eller overvejer at blive - gravide spiser en sund og
varieret kost, der bør være rig på B-vitaminet folinsyre. Det findes i
brød og visse grønsager, f.eks. advokado eller broccoli.
Medicinaldirektør Einar Krag, Sundhedsstyrelsen, afviser i DR, at der er
tale om at "sygeliggøre graviditeten", selv om undersøgelser viser at
B-vitaminet kunne redde 55 nyfødte fra rygmarvskader. Der er tale om at
understøtte den fornemmelse af hvad der er sundt, som langt de fleste
gravide kvinder har i forvejen. Da sundhedsstyrelsen sidste år første
gang blev klar over B-vitaminets betydning og ville lave en kampagne,
standsede medicinaldirektøren den netop fordi han mente, at den
"sygeliggjorde" graviditet.
Betjente opsiger aftale
De ca. 2000 betjente i Københavns Politi opsagde i dag samarbejdsaftalen
med ledelsen. Årsagen er, at man ikke længere tror, at ledelsen kan gøre
noget ved den overabejdspukkel, som rockerkrigen har medført. Der er
oparbejdet 21.000 arbejdsdage alene i Københavns Politi. Situationen er
så tilspidset, at ferie og fridage må inddrages for at dække den
nødvendige vagtbemanding. Ifølge formanden for Københavns
politiforening, Henrik Blandebjerg, rykker Københavs Politik f.eks. kun
ud til færdselsuheld, hvor der er personskade. Beslutningen om
opsigelsen blev iøvrigt "udråbt" fra tagterassen på Station 4 i
København, hvor der blev holdt et kort, fagligt møde.
K-kandidat vægtes
Det er ikke blot i de konservatives folketingsgruppe, at fremtiden for
Helge Adam Møller skal overvejes. Han er valgt i Næstved-kredsen, og i
morgen skal kredsbestyrelsen tage stilling til, om han fortsat skal være
kredsen kandidat. Formanden for kredsen, Merete Bøje Larsen, afviser i
DR-TVA, at Helge Adam Møller risikere eksklusion af kredsen. Der er
ellers forlydender om, at nogle i folketingsgruppen vil have det på
dagsordenen på fredag. Helge Adam Møller selv fastholder, at han vil
rette sig efter partiets beslutning og ikke søge over i andre partier.
Han er født ind i partiet. Helge Adam Møller er kommet i stærk modvind
fordi han beskyldte Per Stig Møller for at lyve og dermed være uegnet
til at være de konservatives statsministerkandidat.
Boneloc-sag igen?
Statsadvokaten for Sjælland har bedt politiet i Hillerød igen undersøge,
om det firma, der fremstiller den omstridte hoftecement Boneloc
overtræder loven. Efter at det blev konstateret, at Boneloc smuldrer og
giver mange patienter voldsomme smerter, blev brugen af Boneloc forbudt
i EU. Alligevel fortsætter virksomheden med at sælge Boneloc uden for
EU. Det er et medlem af foreningen af boneloc-patienter, der har
indgivet politianmeldelse. Politiet har tidligere afvist at rejse
sigtelse efter en tidligere, tilsvarende anmeldelse.
Våben og uniform-fund
Der blev i dag fundet et stort våbenlager i kælderen under
Landbrugsrådet i København. Da man skulle i kælderen for at hente noget
vin, opdagede man at der var skiftet lås på et af kælderrummene. Man
tilkaldte en låsesmed og fandt våbenlageret. Det bestod af riflter, en
maskinpistol, pistoler, ammunition, 660 g plastisk sprængstof og 2
stænger trotyl. Kun en havde adgang til kælderen, og politiet har nu
anholdt bygningens 39-årige varmemester og hans 29-årige ven. Politiet
siger, at våbnene formentlig har ligget i kælderen mindst et år. Det
vides ikke hvad våbnene skulle bruges til.
Et andet sted - i Rødovre - blev der fundet en håndgranat og en politiuniform hos et medlem af rockergruppen Bandidos i dag. Politiuniformer er tidligere fundet hos den rivaliserende rockergruppe Hells Angels.
Ny generalkonsul
Ifølge De 3 Stiftstidender og Jyske Vestkysten er den 64-årig tidligere
minister og formand for Folketinget, H. P. Clausen (K) udnævnt til ny
generalkonsul for Flensborg. Her afløser han Lorenz Rerup, der døde
sidste år. H. P. Clausen har været nævnt rygtevis som en mulig
kompromiskandidat til formandsposten i de konservative - noget han har
imidlertid kategorisk har benægtet.
Eliteserien Århus IK-Odense 1-9
Vejret
Fortrinsvis solrigt, med temperaturer 5 til 10 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 6,5130 DKK, 1GBP 10,5296 DKK, 1DEM 3,8155 DKK 100JPY 5,3398 DKK, 100ITL 0,3825 DKK, 1AUD*) 5,0472 DKK 1FRF 1,1305 DKK, 1CHF 4,3900 DKK, 1CAD 4,4183 DKK 1IEP 10,2026 DKK, 1NLG 3,3924 DKK, 1XEU 7,4183 DKK 100ESP 4,500 DKK, 1NZD*) 4,4843 DKK, 1SEK 0,8546 DKK 10BEF 1,8495 DKK, 1NOK 0,9433 DKK, 100ISK 9,13 DKK 100GRD 2,436 DKK, 1FIM 1,2767 DKK, 1ZAR**) 1,4433 DKK*) AUD og NZD er fra igår. **) ZAR fiktiv notering fra Den Danske Bank i går.
Obligationsrenter: 7,40% +0,09 (6% - 2026), 6,28% +0,08 (8% - 2006) Aktieindex: 533,91 +1,90 KFX (mest omsatte aktier): 153,70 +0,73