Mandag, 24. februar 1997 21:44 (DNT)


Ny leder - uændret politik

Den konservative folketingsgruppe støttede enstemmigt i dag den model, som hovedsbestyrelsen fandt frem til i går søndag. Ny leder bliver - lidt overraskende - Per Stig Møller. Han bliver ubestridt leder af de konservative, selv om Hans Engell beholder posten som gruppeformand. Posten bliver dog reduceret til til en ren administrativ funktion. Formelt bliver Per Stig Møller politisk ordfører i første omgang, og til august bliver han partiformand, når de konservative holder deres landsmøde. Indtil da ledes partiet af de to næstformænd. For at sikre ro i partiet, har Hans Engell underskrevet en såkaldt håndfæstning. [Hans Engell afviste vredt udtrykket, mens Kaj Ikast bekræftede det.]

Efter gruppemødet sagde Per Stig Møller, at de konservatives politiske linie var uændret. Finanslovsforhandlingerne - både dem der førte til forlig i 1995 og dem der førte til brud med regeringen i 1996 - var ført i fuld enighed mellem Hans Engell og Per Stig Møller. Det ville blive fortsat. Han afviste andre regeringsalternativer end VK-samarbejdet. Hverken S eller R havde vist, at de turde være med på at ændre velfærdssamfundet til at møde fremtidens "krav om større konkurrence," sagde han.



Per Stig Møller

Den nye leder af de konservative, Per Stig Møller, er 54 år. Hans forældre tidliger finansminister Poul Møller og journalist Lis Møller, der begge har siddet i Folketinget. Selv er han cand. mag i litteraturhistorie og han har skrevet mange bøger, også faglige. Desuden har han været formand for Radiorådet og ikke mindst - miljøminister fra 1990 til 1993. Til TV2 Nyhederne sagde han mandag, at udnævnelsen ikke kom belejligt - han var ved at skrive en bog om Kaj Munk. "Det er ikke noget jeg er løbet efter," sagde han, "Det er noget, der skete!"



Engell: Ingen ambitioner

Hans Engell lod sig søndag aften interviewe til både TV2 og DR-TV. Han gentog igen og igen at han havde gjort en fejl og taget konsekvensen. Til DR-TVA sagde han, at "Jeg følte, at jeg kunne køre bil". Det var efter en lang dag med mange møder, aftenmøde i folketingsgruppen og til sidst en middag [på restaurant Queen Victoria]. Han havde taget bilen - fordi der lå nogle papirer den. Han mente stadig, at det var forkastligt at køre spirituskørsel - uanset undskyldningerne. Han var med det samme klar over, at det var forkert, da ulykken var sket, og tilkadte politi og redningsvæsen. Han mente dog, at afmærkningen på strækningen, hvor der er vejarbejde, er "uhentsigtsmæssig". Han har ingen ambitioner om at blive statsminister mere - "De ambitioner sluttede forleden aften - på grund af mig selv", sagde han til sidst.



Dansker myrdet

En 27-årig dansk musiker blev dræbt af skud, da en 69-årig palæstinensisk mand gik amok i Empire State Building i New York i går eftermiddags. Danskere var sammen med ca. 300 andre på udsigtsplatformen på toppen af den verdensberømte bygning, da den 69-årige pludselig affyrede en 9 skud med et automatvåben. Danskeren var dræbt på stedet og 7 andre blev såret af revolvermanden, der skød sig selv til sidst. Yderligere 7 blev kvæstet af den efterfølgende panik. Amerikansk politi har endnu ikke klarlagt motivet. Den danske musiker tilhørte et band fra Nordjylland, der netop havde slået sig ned i New Jersey for at forsøge et gennembrud i USA.



Landbruget vil etik

Landbrugsrådets præsident, Peter Gæmelke, bebudede i dag, at landbruget ikke vil lade sig køre ud på et sidespor i debatten om dyreetik. Det var det, der var sket i 80'erne omkring miljøspørgsmål, hvor det var lykkedes detailhandelen at gøre landbruget til "skurken", der ikke var til at tale med om økologi. I virkeligheden var det detailhandelens krav om lavere omkostninger, der var problemet. Som eksempel fremhævede han, at detailhandelen i dg importere udenlandsk oksekød, som man ikke ved hvor kommer fra og hvad indeholder. Han forudså, at om få år ville man se en enig front af forbrugere og landbrug, som stillede krav til detailhandelen.

Bestyrelsesformand for FDB, Bjarne Møgelhøj, afviste i DR, at de ikke vidste, hvad og hvorfra udenlandsk oksekød kom. Kvaliteten var velkontrolleret, ligesom produktionsforholdene. Grunden til at FDB importerede og solgte udenlandsk oksekød var, at det kød man fik i Danmark kom fra "udtjente malkekør".



DI: undervisningsreform!

Den toneangivende arbejdsgiverforening, Dansk Industri, kom i dag med en rapport over det danske uddannelsessystem. Rapporten viser, at systemet er meget dårligt til at imødegå samfundets fremtidige krav. Det vil ikke være muligt at opretholde det nuværende samfund, hvis ikke uddannelsesystemet ændres på 4 grundlæggende områder: (1) Folkeskolen skal undervise mere i dansk skrivning og læsning, matematik og naturfag. Der skal indføres niveaudeling og større klasser (!) samt niveauprøver. (2) Gymnasiet skal lægge mere vægt på matematik og naturfag - matematik skal gøres obligatorisk på alle linier, og det skal være muligt at komme i 3. G-klasser med udvidet pensum. Der skal også undervises i erhvervsøkonomi. (3) Erhvervsuddannelserne skal opdeles i to retninger, en for elever med studentereksamen og en for elever uden. Endelig (4) skal der flere ind på de naturvidenskabelige, videregående uddannelser, og studiestarten skal gennemsnitlig rykkes et år frem i forhold til i dag.

Fortsætter det nuværende system uændret, mener DI, at der vil mangle 170.000 højtuddannede unge i år 2008.



OK97: HK på vej

Mens der stadig er problemer mellem hovedorganisationerne, LO og DA, så er der enighed på vej på HK-området. HK har accepteret en 3-årig hovedaftale, som har været DA's overordnede krav, mod tilgengæld at få splittet området op i 8 deloverenskomster, der skal vedtages/forkastes hver for sig. Parterne gav i dag sig selv en frist frem til 10. marts for at få den sidste overenskomst på plads. Derimod lykkedes det ikke forligsmanden Asbjørn Jensen at få gang i forhandlingerne mellem Bygge-, Anlæg- og Træarbejderkartellet og Byggeriets Arbejdsgivere. De blev sendt hjem, med besked på at møde imorgen tirsdag.



Dyre rocker-fængsler

Koncentrationen af indsatte med rockerbaggrund i 4 fængsler vil koste 38 mill. kr. Det fremgår af den bevillingsansøgning, som justitsminister Frank Jensen har fremsendt til Folketingets finansudvalg. Det 4 fængsler er Vestre Fængsel og Vridsløselille ved København, samt statsfængslerne i Nyborg og Horsens. Beløbet skal bruges til ombygning, ekstra personale og ekstra bevogtning af fængslerne.

Størst problemer ser det ud til at blive ved Vestre Fængsel. I sidste uge lukkede 3 børneinstitutioner af frygt for komme i skudlinien mellem de rivaliserende bander. I dag udtrykte beboerne på 2 kollegier, Otto Mønsted og Solbakken lignende frygt. De to kollegier ligger inden for 300 meter fra Vester Fængsel, og kan tænkes at blive brugt som "affyringsramper". Her til aften har Københavns Politik indbudt beboerne i området omkring Vestre Fængsel til orienteringsmøde om sikkerheden og bevogtningen af fængslet.



Danske filmpriser - Bodil'er

Søndag aften uddelte københavnske filmanmeldere den tradtionsrige Bodil-pris. Størst bifald fik den særlige æres-bodil. Den gik nemlig til Bodil Kjer, der sammen med Bodil Ipsen lagde navn til filmprisen for knap 50 år siden. Hun har iøvrigt fået prisen 3 gange i den periode. Ellers var modtagerne:
Bedste Film: "Breaking the Waves" af Lars von Trier
Bedste kvindelige hovedrolle: Emily Watson, "Breaking the Waves"
Bedste mandlige hovedrolle: Max von Sydow, "Hamsun"
Bedste kvindelige birolle: Katrin Cartlidge, "Breaking the Waves"
Bedste mandlige hovedrolle: Zlatko Buric, "Pusher"
Bedste amerikanske film: "Fargo" af Joel og Ethan Cohen
Bedste ikke-amerikanske film: "Trainspotting" af Danny Boyle, Storbritannien.



Danske filmpriser - i Berlin

Der var priser til dansk film ved filmfestivalen i Berlin. Men det var ikke Bille Augusts "Frøken Smillas Fornemmelse for Sne", som ellers åbnede festivalen. Der var en anden af dansk film store instruktører, Søren Kragh-Jacobsen, der kunne glæde sig over 2 priser til hans dansk-polske film "Øen i Fuglegaden". Komponisten Zbigniew Preisner fik en sølvbjørn for musikken til filmen, mens Jordan Kiziuk fik særlig omtale som bedste unge skuespiller.

Listen over prismodtagerne i Berlin findes på adressen:

http://www.filmfest-berlin.de/english/awards/bear.html
Henvisningen er fundet hos Filmagasinet Scope, der har sendt artikler fra filmfestivalen hele ugen.


DilleSport


BADMINTON

I kampen om hold-DM spillede man lørdag den anden 1/2 finalekamp.
Gentofte-Skovshoved        8-5
Kastrup/Magleby-Hvidovre  12-1 
Det betyder, at Gentofte og Kastrup/Magleby skal møde hinanden i finalen, der spilles i KB-hallen den 25. marts.



BOKSNING

Den danske weltervægtbokser Hasan Al, der blev professionel i USA i efteråret 1996, vandt lørdag sin anden kamp som professionel. Modstanderen, amerikaneren Johnny Valentin, blev slået på knockout efter 1 1/2 minut i første omgang. Næste kamp for danskeren er 9. marts.



FODBOLD

Den nyslåede Blackburn-spiller Per Pedersen fik lørdag sin debut i kampen mellem Liverpool-Blackburn, der i øvrigt endte 0-0. Per Pedersen blev skiftet ind efter 15 minutters spil i anden halvleg, og gjorde en udmærket indsats. Af de få glimt DR viste fra kampen, så det ud som om tempoet i det engelske spil kom lidt bag på danskeren.



HÅNDBOLD

K-1. division - søndag: GOG-DHG                24-27
                        LSU Sæby-Vorup         24-29
                        Roar-Virum/Sorgenfri   17-21
                        Skovbakken-Horsens     21-30
                        Viborg-Frederikshavn   29-17

M-1. division - søndag: Holte-Ajax             21-29
                        Ribe-Esbjerg           22-22
                        Helsingør-Kolding      24-29
                        Vadum-TVIS KFUM        31-22
                        GOG-Bjerringbro        37-25
                        Roar-Virum/Sorgenfri   26-33



ISHOCKEY

Superisligaen - søndag, de første 1/4 finaler, der spilles bedst af 5 kampe:
                Herning-Frederikshavn        7-2
                Vojens-Gentofte             14-7 
                Esbjerg-Hvidovre             8-3
                Rungsted-Rødovre             2-6
Eliteserien - søndag, kvalifikation:
              KSF-Gladsaxe          2-2
              Odense-Århus IK       7-0
              Herlev-AAB            3-7



TENNIS

Frederik Fetterlein, resultatmæssigt noget svingende i sit spil, er inde i en god rytme. Søndag vandt han en turnering i Cherbourg, Frankrig, ved i finalen at slå franskmanden Lionel Roux 6-3, 6-4.



Vejret

Gråvejr, med perioder med regn eller regnbyger igennem hele weekenden. Det samme i dag, men med et udbredt regnområde, der kom ind fra vest sidst på dagen. Temperatur 4 - 7 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

Vi byder velkommen til græske Drachmer (GRD) fra i dag. Vi har også fået en forspørgsel på sydafrikanske Rand - men vi kender ikke nogen steder, hvor DKK/Rand-kursen noteres daglig. Er der nogen, der eventuelt kan hjælpe med en henvisning (internet, telefon, fax, avis etc.)? Skriv til nyheder@blanet.dk.
1USD       6,3875 DKK,   1GBP     10,3995 DKK,   1DEM      3,8157 DKK
100JPY     5,2374 DKK,   100ITL    0,3850 DKK,   1AUD*)    4,9817 DKK
1FRF       1,1300 DKK,   1CHF      4,3843 DKK,   1CAD      4,6843 DKK
1IEP      10,1076 DKK,   1NLG      3,3944 DKK,   1XEU      7,3980 DKK
100ESP     4,509  DKK,   1NZD*)    4,4722 DKK,   1SEK      0,8655 DKK
10BEF      1,8487 DKK,   1NOK      0,9576 DKK,   100ISK    9,07   DKK  
100GRD     2,4350 DKK
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,36% +0,05 (6% - 2026),   6,21% +0,01 (8% - 2006)
Aktieindex: 547,79 -2,13   KFX (mest omsatte aktier): 157,89 -1,29