Torsdag, 13. februar 1997 23:15 (DNT)


OK: Lærerne giver sig

Repræsentantskabet for Danmarks Lærerforening godkendte i dag forhandlingsresultatet med Kommunernes Landsforening. Resultatet betyder, hvis de vedtages ved urafstemningen, at der også afsættes en pulje til lokalløn for lærere. Puljen er på 0,9% af lønssummen. Lærerne har ved tidligere overenskomster blankt sagt nej til lokale lønpuljer, der blev kaldt "fedterøvstillæg", også selv om det betød en lidt lavere lænstigning end de øvrige grupper på det kommunale område. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anne Herfordt, siger til DR, at der ganske rigtigt er tale om en ændring, men det er resultatet af en længere tids udvikling, og hun tror på, at det vil vise sig til gavn for medlemmerne.



Fuld beskæftigelse?

I 6 ud af landets 14 amter er det ikke længere muligt at finde faglærte inden for bygge- og metalindustrien. Det kan betegnes som næsten fuld beskæftigelse, siger regionschef Preben Buckhøj, Arbejdsmarkedsrådet i Ringkøbing til Børsen. Ringkøbing havde i december landets laveste arbejdsløshed - 5%. Han siger, at virksomheder må sige nej til ordrer, fordi de ikke kan skaffe faglærte medarbejdere. I går mente tidligere overvismand Clause Vastrup, at flaskehalsproblemer i byggebranchen var på vej til at undergrave den danske økonomi. Øjeblikkelige stramninger i finanspolitikken var nødvendige, mente han. Den nuværende overvismand Niels Kærgård nøjedes dog med at bede om "særdeles" agtpågivenhed overfor evt. lønpres og inflationstegn.



Ny ambi-sag?

To danske momsekspert fra revisionsfirmaet KPMG C. Jespersen mener, at den danske stat risikere at komme til at betale milliarder af kroner tilbage til erhvervsvirksomheder, og miste et årligt momsprovenue på omkring 2 mia. kr. 2 sager fra andre lande med samme regler som de danske vil - efter eksperternes vurdering - vise at firmabiler skal kunne anvendes med fuld momsfradrag. I dag er der ikke forskel på privatbiler og biler anvendt helt eller delvist til erhverv. De to retsager drejer sig om Frankrig og Holland-Belgien. KPMG C.Jespersen regner med, at man på en bil til 200.000 kan spare 30.000 om året.



Svinepest

Mens dansk svineavl kæmper med PRRS-problemet, som vi skrev om igår, så trues den yderligere af svinepest. Der er konstateret svinepest i både Holland og Tyskland, og EU har indført karantænebestemmelser i visse områder. Herhjemme har Veterinærdirektoratet udsendt retningslinier, der opfordrer langturschauffører - specielt på dyretransporter over grænsen - til at holde sig væk fra landbrugsejendomme og stalde i videst muligt omfang. Men det er ikke nok, mener Landsudvalget for svineavl. Der skal indføres veterinærkontrol ved grænsernei og desinficering af lastbiler, siger man her. Det er imidlertid i modstrid med EU-reglerne, siger fødvareminister Henrik Dam Kristensen. Hvis vognmændene bagefter klager til EU-domstolen ville de uden tvivl få ret i, at der tale om tekniske handelsehindringer, siger han.



Lav moms for service?

Små, serviceorienterede virksomheder bør ikke betale moms i fuld omfang, mener de. Derfor har de på tværs af grænserne i EU taget initiativ til, at forsøge at påvirke EUs kommende revision af momsdirektivet. EU-kommisionen arbejder med en minimum momssats på 15%, men det er altfor højt, mener håndværks- og servicevirksomhederne. 5% bør være det maksimum. Peter Vesterdorf, Håndværksrådet, forklarede i DR, hvorfor servicevirksomheder burde støttes på denne måde: Industrien har kunne modvirke de højere skatte og afgiftstryk ved at effektivisere og afskedige medarbejdere. Det kan håndværksvirksomheder ikke. Det nuværende skattetryk gør det umuligt for privatpersoner at købe service, og derfor florerer det sorte arbejde overalt i EU.



Frihed i sigte?

Den 4-dobbelte politimorder, Palle Sørensen, der nu har siddet i 31 år, kan måske regne med at blive løsladt inden han fylder 70 den 26. marts. En psykiatrisk vurdering, der siger at han ikke udgør nogen fare for samfundet, er sendt til Retslægerådet. Når rådets indstilling er sendt videre til justitsministeriet, er en benådning alene op til justitsminister Frank Jensen (S). Palle Sørensen fik livsvarigt, men det betyder i Danmark normalt 12 - 15 års fængsel. Advokat Bent Nielsen, der er Palle Sørensens forsvarer, siger at det var en modbydelig forbrydelse, hans klient begik - "men straffen skal have en begrænsning - ellers er det personlig forfølgelse". Ifølge TV2 Nyhederne er der heller ikke længere blandt menige politifolk modstand mod en frigivelse. [Modstand i politiet har ofte været angivet som den egentlige årsag til, at Palle Sørensen ikke er blevet løsladt tidligere.]



SAS i samarbejde?

På mandag skal SAS bestyrelse tage stilling til, om flyselskabet skal fortsætte i forhandlingerne med en række andre selskaber om et tættere samarbejde om ruter, reservationer og markedsføring. Det var en talsmand for Air Canada (Canada), der i går var først til at omtale den mulige alliance, og ihvertfald Lufthansa (Tyskland), United Airlines (USA), Varig (Brasilien) og Thai International (Thailand). Muligvis er British Midland (England), South African Airlines (Sydafrika), og All-Nippon Airways (Japan) med i forhandlingerne. Formålet er bl.a. at modvirke British Airways / American Airlines samarbejdet.



Dårlig film!

Den danske presse er enstemmig. Det er en dårlig film, som Bille August har lavet over Peter Høeghs "Frøkens Smillas fornemmelse for sne". Ord som "mislykket miskmask", "konventionel spændingsfilm - uden spænding", "forkølet omgang". Information mener, at filmen hverken er original eller personlig. Ekstra-Bladet og BT havde anmeldelserne på forsiden, med overskrifter som "En fuser" og "Smilla - Det rene hø". Filmen har først premiere i aften, hvor den åbner filmfestivalen i Berlin. Anmelderne bemærker især, at bogens samfundskritiske element ikke er med i filmen. Det har kostet 190 mill. kr. at filmatisere Peter Høeghs verdenskendte roman.

Bille August er meget ked af de negative amneldelser. De stemmer ikke med den reaktion, som han ellers har fået under de sidste par måneders promotionturne, siger han til DR. Han mener ikke, at er jante-loven og misundelse, der er grunden. Det er snarere fordi de danske anmeldere kender Peter Høegs bog for godt. De sidder så at sige med en facitliste, som han udtrykker det. Men en bog på 400 sider kan ikke sammenlignes med en film på 2 timer. Det samme siger den eneste positiv anmelder, Berlingske Tidendes Ebbe Iversen til DR-TVA. Generelt er de tyske anmeldelser knap så udtalt negative, men der er heller ikke begejstring. Filmen får dansk premiere den 28. februar.

[Filmmagasinet Scope - der kun findes på internettet - har sendt en delegation til Berlin for at følge festivalen og rapportere online. Scope har adressen:

http://www.scope.dk
Eller hvis man ikke kan finde de pågældende sider:
http://www.scope.dk/redaktionelt/nytiscope.html
Der er også andre danske film, der får premiere på festivalen.]



Godt TV

Tilgengæld er der glæde i DR-TV. Ved TV-festivalen i Monaco har miniserien "En Fri Mand" fået 4 "nymfer". Det er første gang, at samme program har fået så mange priser i den festivals historie. Serien fik guldnymfen for bedste miniserie, Ole Ernst fik en sølvnymfe for sin hovedrolle, ligesom der var sølvnymfer for instruktion og manuskript.


DilleSport


ATLETIK

Den 7.-9. marts er der VM i indendørsatletik i Paris. Dansk Atletik Forbunds eliteudvalg udtog torsdag de danske deltagere:
Martin Voss - Stangspringe
Pia Zinck - Højdespring
Dorthe Jensen - Trespring
Christina Schnohr - 60 meter løber
Robert K. Andersen - 3000 meter løber
Wilson Kipketer - 800 meter løber
Herudover deltager og længdespringeren Renata P. Nielsen. Hun fik torsdag en fribillet - et såkaldt Wild Card - af eliteudvalget. Kravet til hendes deltagelse var ellers et krav om et spring på 6,45 meter. Men hun har ikke kunnet klare kravet denne gang.



HÅNDBOLD

M-1. division: Ribe-GOG         25-33
               Vadum-Helsingør  23-19
Klubskifte
Kim G. Jacobsen, tidligere landsholdsspiller, har skrevet kontrakt med Skien, fra Norges 1. division.

Ny træner
Herrerne i 1. divisionsklubben Roar får ny træner fra næste sæson. Det bliver Finn Tage Jensen, der afløser Torben Winther. Torben Winther skal fra næste sæson være træner hos2. divisionsklubbben Team Helsinge. Finn Tage Jensen har tidligere trænet 1. divisionsklubben DHG's kvinder og Tarup/Pårups herrer.



ISHOCKEY

Superisligaen: Herning-Rungsted     5-2
               Vojens-Rødovre       3-1

Eliteserien: Frederikshavn-AAB      3-2
             Århus IK-Herlev        5-4
             KSF-Odense             3-5



MOTORSPORT

En af de mindre (tv-mæssigt næsten usynlige) sportsgrene er ramt af en Trafikministeriel bekendtgørelse. Det drejer sig om sikkerhedskrav ved alle løb, også løb hvor "kun" forældre og børn er med. Bekendtgørelsen kræver, at der ved alle løb skal være læge og ambulance tilstede. Desuden vil det betyde en række nye, dyre, forsikringer. Formanden for Danmarks Motor Union, Henrik Nørgaard, frygter, at bekendtgørelsen vil føre til aflysning af op mod 80 pct. af de planlagte 400 løb.



Vejret

Lidt sol og enkelte byger i de sydlige egne ellers overskyet. Flere byger i de nordlige egne. Temperaturer 4 - 7 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,4170 DKK,   1GBP     10,4867 DKK,   1DEM      3,8117 DKK
100JPY     5,1675 DKK,   100ITL    0,3880 DKK,   1AUD*)    4,8391 DKK
1FRF       1,1288 DKK,   1CHF      4,4280 DKK,   1CAD      4,7372 DKK
1IEP      10,1870 DKK,   1NLG      3,3970 DKK,   1XEU      7,4219 DKK
100ESB     4,501  DKK,   1NZD*)    4,3904 DKK,   1SEK      0,8696 DKK
10BEF      1,8474 DKK,   1NOK      0,9668 DKK,   100ISK    9,08   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,35% -0,06 (6% - 2026),   6,19% -0,03 (8% - 2006)
Aktieindex: 532,11 +4,04   KFX (mest omsatte aktier): 152,86 +1,39