Fredag, 7. februar 1997 22:11 (DNT)


Kvinde identificeret

Politiet i København har nu identificeret liget af en kvinde, der i sidste uge blev fundet i en skillebrønd på en byggeplads nær Halmtorvet. Det var en 22-årig kvinde, der var kendt af politiet som narkoman og prostitueret. Hun er sidst set i live 3. januar 1990, altså for godt 7 år siden. Hun blev meldt savnet i april 1990, og samme år blev hendes forsvinden behandlet i et TV-program, dog uden at bringe nye oplysninger frem. Hun var den første politiet tænkte på, da hun blev fundet, men retsmedicinerne fik i første omgang fejlagtigt bestemt ligets alder til mellem 30 og 40 år p.g.a. tandsættet. Det var også tandsættet, der til sidst identificerede hende entydigt. Kriminalinspektør Per Larsen, Københavns Politi, siger til TV2 Nyhederne, at det var narkoafhængigheden, der havde gjort hende fysisk ældre, og derved snydt retsmedicinerne. Han har ikke de store forhåbninger om, at opklare kvindens forsvinding efter så mange år.



Kludder i varsling

Der gik i går lidt kludder i varslingen af beboerne omkring en brand i en tapefabrik i Egå ved Århus. Politiet underrettede ikke beredskabsstyrelsen men kontaktede direkte Østjyllands Radio for at få sendt varsling ud. Men Østjyllands Radio var ikke bemandet på det pågældende tidspunkt. Det blev ikke bedre af, at politiet samtidig startede sirenevarslet for at gå inden døre og lytte til radio. 3 mennesker blev kortvarigt indlagt efter at have indåndet PVC-dampe og Egåen blev kortvarigt udsat for forhøjet saltsyreindhold på grund af vandet fra brandslukningen. Først i næste uge kan man imidlertid få konstateret om der har været tale om dioxin-udslip siger TV2 Nyhederne.

Tapefabrikken (som også omtales som "skiltefabrik") havde oplagret 75 tons PVC, 150 tons tape og 1000 liter organiske opløsningsmidler i et blandet industri og boligområdet. Der er ikke meget tilbage af bygningerne i dag.



Grøn bilafgift

Skatteminister Carsten Koch (S) møder stor "principiel" forståelse for formålet med en omlægning af vægtafgifterne for biler, som han i dag havde til førstebehandling. Vægtafgiften skal ændres til en "grøn" ejerafgift. Formålet er at biler med lille energiforbruge skal være billigere, mens benzinslugere bliver dyrere. Men lovens ordlyd møder modstand fra begge sider i tinget. Venstre og konservative er bange for, at lovforslaget i virkeligheden er en skjult skatteforhøjelse. Brian Mikkelsen (K) vil have en "samlet løsning", så det bliver billigere at købe biler og dyrere at bruge dem. Problemet er, mener han, at den danske bilpark er for gammel p.g.a. af de høje registreringsafgifter.

SF og Enhedslisten mener, at lovforslaget ikke opfylder formålet. Jes Lunde (SF) siger til DR, at ministerens egne beregninger viser en nedgang i CO2-udslippet på 0,6%. Til sammenligning er bilparken forøget med 60% siden 1980, så der skal skrappere midler til. Det ser således ud til, at Carsten Koch vil få store problemer med at få et flertal, men han er stadig optimist.



Lettere hushandel?

En arbejdsgruppe under erhvervsministeriet har lavet et katalog over 30 forslag til at gøre hushandler billigere. På forhånd måtte man ikke røre ved tinglysningssystemet, så udvalget "måtte" indskrænke sig til at forøge konkurrencen og gennemsigtigheden på markedet. Et af de mest kontroversielle forslag er at afskaffe den lovfæstede regel: Ingen handel - ingen regning. Både ejendomsmæglerne, husejerne og realkreditinstitutionerne er modstandere, omend af lidt forskellige årsager. Foreningen af Parcelhusejere mener, at der ikke er tale om en handel mellem ligeværdige partnere, men om en stærk part (ejendomsmæglerne) og en svag part (sælgerne). Sælgerne vil ikke kunne gennemskue, om ejendomsmæglernes salærer er rimelige.



Fransk kalveslagtning

I næste uge sendes 200 danske tyrekalve fra Høng til et slagteri i Lyon i Frankrig med lastbil. Her vil de blive aflivet og kødet destrueret. På den måde tjener den danske landmand 400 kr. og det lokale slagteri 500 kr. pr. kalv i EU-støtte. Landmændene mener selv det er uetisk - men de mener også at det er endnu mere uetisk at den danske landbrugsminister Henrik Dam Kristensen (S) ikke vil lade danske myndigheder udbetale EUs slagtestøtte på 900 kr. Slagtestøtten er kompensation for de lave oksekødspriser efter skandalen omkring kogalskab. Kvægavlerne håber på, at aktionen kan få ministeren til at ændre opfattelse. Til DR-TVA siger han dog, at han istedet vil overbevise franskmændene om, at de kun skal udbetale slagtepræmie til fransk-fødte kalve.



Tvind-lærere trækker sig

På mindst tre nye skoler, der er ved at blive oprettet i bygninger, hvor der tidligere lå Tvind-skoler, har mistet bestyrelsesmedlemmer i går og i dag. De trækker sig frivilligt for at imødegå den kritik, som Undervisningsministeriet har rejste af for stor sammenfald af personer - især personer fra Tvind-samarbejdet. Selv mener de berørte, at kritikken er uretfærdig, og henviser bl.a. til at det er "naturligt" at man søger støtte hos andre, der har kendskab til den særlige form for pædagogik, de nye skoler ønsker at fremme. Det andet væsentlige kritikpunkt - at de nye skoler må betale overpris for bygningerne, som de starter i, afvises med, at det er hvad økonomiske eksperter har regnet ud for dem.



Tvind-afhopper

Det er en 45-årig skoleleder, der er kilden til lækagen i Tvind-sammenslutningen. Sidste år valgte han at bryde med Tvind, fordi forældregruppen i den palæstinensiske skole, Al Quds, i København, simpelthen gjorde oprør mod Tvind-dominansen i skolen. Forældrene kappede alle bånd til Tvind ved en dramatisk generalforsamling juni sidste år, fordi de følte sig økonomisk groft udnyttet af Tvind-fælleskabet. Senere valgt skolelederen at blive, og sammen med forældrene at forsøge at drive skolen videre i nye lokaler. Allerede i november tilbød han undervisningsministeriet kopier af de breve og referater, der beskriver aktion "LUK OG ÅBN" - skabelsen af et nyt Tvind-skolesystem.



Nye sider i nettet

[Vor korrespondent, John Thomsen, jt@if.dk, minder os om et par ting der har været i den mere feature-orienterede del af danske medier:]

Frels din sjael - gaa i kirke paa Nettet!
Den danske Folkekirke har nu meldt sig paa Nettet.
Kig ind paa http://www.folkekirken.dk

Også andre er ved at vågne op for de nye muligheder. Således har den nye erhvervsminister Jan Trøjborg meldt sig med hjemmeside på http://www.em.dk - og det forlyder endda at han er interesseret i dialog med brugerne.

[Tak til John - Desværre er disse sider i min "glemmebog", fordi de kræver bruge af en masse teknologiske finurligheder og jeg gider ikke starte Netscape bare for at kigge på dem (Det er MIT frie valg!). Men jeg tog tiden - ialt 45 minutter online - her til aften til at kigge på dem igen. Og hvis man er hurtig på musen - eller har slået java-applets fra - kan man på sidstnævnte side klikke sig frem til Erhvervsministeriets version af skibsværftssagen. Man kan også se Erhvervsministeriets alternative forslag til orddeling, som af en eller anden grund er bibeholdt i teksten! :-). Det er også lykkedes ministeriets webdesignere at pakke teksten grundig ind i CGI-kode, så man ikke uden videre kan downloade til sin egen harddisk. Men det er DERES valg!

Hos Folkekirken er problemet kun nogle "nye" HTML-koder i oversigten, som min standardbrowser ikke kan læse, men de kan omgås (MAP/AREA-markeringer). Der er dog ikke noget særligt at komme efter endnu, kan man læse under nyhedsafsnittet. Det er Web-kompagniet, der har designet folkekirkens websider, og de har selv brugt deres medicin effektivt: Efter 2 klik på http://www.wk.dk stod jeg på en side, hvor jeg ikke kunne komme videre - men dog sende dem en e-post! Jeg burde selvfølgelig også her fyre op under mega-browseren - men istedet grinede jeg højlydt og "reloadede" min hjemmeside! :-D /Leif]



Domænehamsteren - opfølgning

I går skrev vi om stud. jur. Dennis Zewillis, der som den danske repræsentant for det amerikanske firma, DomainID, bl.a. hævder at have reserveret og solgt domænenavnene "kongehuset.com" og "kongehuset.org" til det danske kongehus [som har "kongehuset.dk"]. I dag supplerer Børsen med følgende citat fra kontorchef Søren Sveistrup, Hofmarskallatet: "Vi har ikke købt noget som helst af denne Dennis Zewillis og har heller ingen planer om det. Vi har også fået andre henvendelser i samme kategori". Børsen skriver også, at DomainIDs telefon tilsyneladende deles med et foto-studio, ejet af reklamefotografen Kenneth Willardt. Personalet var i første omgang ikke klar over hvad DomainID var, men henviste senere til studioejeren. Børsen bemærker, at den danske repræsentants fulde navn er Dennis Willardt Zewillis. [Børsen bruger betegnelsen "netpirat" om Dennis Zewillis - men jeg synes domænehamsteren lyder sjovere og mere passende. /Leif]


DilleSport


TENNIS

Aalborg lægger i weekenden baner til Danmarks Davis Cup kamp mod Ungarn. Fredag spillede man de to singler.

Frederik Fetterlein lagde ud med at besejre Jozsef Krocsko 6-4, 6-2, 7-5

På forhånd så mange med skepsis på Frederik Fetterleins mulgheder for at lavere et godt resultat. Det er set i lyset af, at det er mere end 1/2 år siden han har vundet en kamp.

Men Fetterlein spillede en udmærket kamp, og bragte Danmark foran 1-0.

I den anden single spillede Kenneth Carlsen mod Attila Savolt 6-4, 6-4, 7-6 (7-3)



Vejret

Overskyet med lidt regn over hele landet - sidste på dagen opklaring fra vest. Temperaturer mellem 3 og 6 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,3340 DKK,   1GBP     10,3441 DKK,   1DEM      3,8161 DKK
100JPY     5,0961 DKK,   100ITL    0,3883 DKK,   1AUD*)    4,8033 DKK
1FRF       1,1308 DKK,   1CHF      4,4149 DKK,   1CAD      4,6894 DKK
1IEP      10,1281 DKK,   1NLG      3,3979 DKK,   1XEU      7,4190 DKK
100ESB     4,507  DKK,   1NZD*)    4,3319 DKK,   1SEK      0,8539 DKK
10BEF      1,8496 DKK,   1NOK      0,9716 DKK,   100ISK    9,03   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,55% -0,04 (6% - 2026),   6,36% -0,03 (8% - 2006)
Aktieindex: 526,44 +2,25   KFX (mest omsatte aktier): 152,24 +0,69