Berlingske strejke fortsætter
De journalistiske medarbejdere i det Berlingske Hus gik igen i dag hjem,
så Berlingske Tidende og BT udkommer heller ikke i morgen, lørdag. De
protesterer imod, at bladhuset vil fyre 40 journalister på Berlingske
Tidende, BT og Nordfoto. Ialt 118 skal fyres på grund af et truende
underskud på bladdriften.
Ny hemmelig USA-aftale
Ekstern lektor Jens Brøsted, Københavns Universitet, har fået
Udenrigsministeriet til at ophæve en hemmeligholdelse af flere breve fra
daværende statsminister H. C. Hansen (S) og USAs ambassade i København.
Blandt disse breve kunne Jens Brøsted i dag offentliggøre et brev, som
beviser at USAs regering erkendte et erstatningsansvar overfor de
tvangsforflyttede Thuleboere, og tilbød at betale denne. Ingen dansk
regering har nogensinde tilbudt beboerne erstatning, på trods af flere
krav fra deres side. Foreningen af tvangsforflyttede Thuleboere,
Hingitak, har nu anlagt sag mod den danske regering ved Højesteret, og
dagens offentliggørelse styrker deres sag betragteligt.
Den nuværende regering under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) har imidlertid stillet en form for kompensation i udsigt, og i dag faldt den såkaldte "Dundas-løsning" på plads. Her vil Danmark betale for oprettelsen af en civil lufthavn i Quarnaq [hvor Thuleboerne blev flyttet hen] og andre transportforbedringer for de nuværende beboere i Thuleområdet. Det vil koste ca. 47 mill. kr. Landsstyreformand Lars Emil Johansen, der har arbejdet hårdt for denne løsning, ville i dag ikke kommentere erstatningsspørgsmålet. Det hørte fortiden til, mente han. Han ville hellere snakke om "i dag" og om fremtiden. "Det gik ikke ordentlig til - aldeles ikke!" sagde Poul Nyrup Rasmussen om den måde, flytningen blev grebet an i sin tid.
Forhandlingssammenbrud
Manglende enighed på et område for 8.000 inden for fødevareindustrien
medfører, at overenskomstforhandlingerne nu overgår til forligsmand
Asbjørn Jensen. Det var forhandlinger mellem Dansk Industri og NNF -
fagforeningen for nærings og nydelsesmiddelindustrien, der strandede på
arbejdsgivernes krav om 3 årig overenskomst og uenighed omkring
løntakster og fleksibel arbejdstid. Da alle overenskomster skal vedtages
samlet, bringer det den store HK-aftale i fare. Ifølge Jens Pors, HK,
mangler der totalt sammenhæng fra arbejdsgiverside, og de styrer direkte
mod konflikt. Han finder i DR, at DI i realiteten har underkendt
arbejdsgiverne inden for handel og service (HK-området).
S og R fortsætter
Regeringssamarbejdet mellem de radikale og socialdemokraterne fortsætter
efter næste valg. Det var meldingen fra regeringsseminaret på Skuldelev
Kro i dag. Regeringen arbejder langsigtet, og satser ikke på valg i år.
Det begrunder økonominister Marianne Jelved (R) med, at regeringen ikke
behøver flertal til de mest presserende områder. Det drejer sig om en
forbedret offentlig service - ikke mindst kortere ventetider. Som ny
regeringsgrundlag arbejdede man med en skattereform, der skal lempe
selskabsskatterne. Det er blot et af de elementer i skattelovgivningen,
man ser på, sagde Marianne Jelved.
S stopper forhandling
Socialdemokratiet har trukket sig ud af forhandlingerne om en reform af
boligstøtten. Det var de radikale, der havde taget initiativ til, at den
kraftige stigning i udgifterne til f.eks. boligsikring skulle bringes
under kontrol. Men Venstre og konservative ville ikke gå i forhandligner
om dette emne alene, og det socialdemokratiske bagland var bange for at
blive forbundet med huslejestigninger. [På 5 år er udgifterne til
boligstøtte - der gives til store dele af lejerne, og altså også til
nogle med store indtægter - steget voldsomt, fra 4 mia. kr. til 8 mia.
kr. om året.]
Dårlig rådgivning
En af landets største investore, ATP-fonden, er utilfreds med den
rådgivning, som den får fra professionelle børsmæglerselskaber. Fonden
administrer omkring 160 mia. kr. og har brugt 11 af landets største
børsmæglerselskaber som investeringsrådgivere. Nu har fonden analyseret
selskabernes anbefalinger de sidste 2 år. Det er ikke rar læsning. Kun i
60% af tilfældende havde selskaberne ret i deres forudsigelser. "Jeg må
sige, at jeg er forbløffet over, at tallet er så lavt", siger
fondsdirektør Rolf Norstrand, ATP, til Jyllands-Posten. ATP har allerede
fjernet flere af selskaberne fra listen over rådgivere.
Kvindelig fundet
En slamsuger gjorde i dag et uhyggeligt fund. I en 2 meter dyb slambrønd
på en byggeplads ved Halmtorvet i København stødte slamsugerens mandskab
på liget af en kvinde. Hun var i alderen 30 - 40 år og har ligget der
mellem 3 måneder og 3 år. På baggrund af påklædningen skønner mand, at
hun døde i en sommerperiode. Det er ikke lykkedes at identificere
kvinden, da man ikke har fået meldt nogen savnet, der passer på
beskrivelsen. Politiet mener, at højst sansynlig er tale om et drab.
Tilstår hærværk
I dag tilstod en ung mand, at han var med til at sprænge Kragelund skole
ved Esbjerg i luften. 3 er anholdt, og en af de andre har også tilstået.
Den 3. nægter. Til sprængningen blev anvendt 200 gram plastisk
sprængstof. Politiet har endnu ikke fundet ud af, hvor de 3 har fået
sprængstoffet fra.
Olieforurening breder sig
En mindre olieforurening, der onsdag blev opdaget ved den jyske vestkyst
har bredt sig, så den nu har ramt stranden fra Bulbjerg i syd til
Skagen. Over 200 fugle er enten døde eller har måttet aflives, fordi de
var smurt ind i olie. Det vides ikke, hvilket skib, der har udledt
olien, og oprydningspersonale vurderer, at olien har drevet nogen tid
på havet.
Kamp om fodbold-penge
Dansk Boldspil Union (DBU) indgik sidste forår en kæmpekontrakt med DR
og TV2 omkring udsendelse af danske fodboldkampe. Det får DBU 551 mill.
kr. for over 8 år. Kontrakten har været udsat for stor kritik -
Divisionsforeningen, der repræsenterer Superligaklubberne, har
indberettet aftalen til Konkurrencerådet. Divisionsforeningen mener, at
DBU har tiltaget sig et monopol. Nu kan DBU også - med rette - blive
indklaget til Ligestillingsrådet. TV-aftalen dækker nemlig både K og M
kampe. Men DBU har ikke villet betale en krone til de kvindelige
fodboldklubber, og DBUs medieudvalg har nægtet at diskuterer sagen.
Ifølge Politiken håber Gyrithe Kjær, formand for Dame
Divisions-Foreningen (DDF), at truslen om en ligestillingsklage kan få
DBUs bestyrelse til at åbne for en diskussion.
Bombedom
Et medlem af rockergruppen Bandidos fik i dag 2 1/2 års fængsel for
forsøg på bombeattentat. Bandidos-medlemmets fingeraftryk blev fundet i
en taske, sammen med 6 kg. plastisk sprængstof, der var anbragt foran
Hells Angels daværende klubhus i Titangade i København. Den dømte
nægter, og har anket dommen til Vestre Landsret.
Det vil ikke blive det sidste 6-dagesløb, blot vil man flytte det traditionsrige cykelløb til nye lokationer fra næste år. Stedet bliver Ballerup, 15 kilometer fra Københavns centrum, til en nyoprettet cykelbane. Blot skal lokalplanen for området lige vedtages først, men det regner Ballerups borgmester Ove E. Dalsgaard (S) ikke med vil blive noget problem.
Stadig er det løbet i Forum det gælder:
Feltet med de 13 par:
1. Andreas Kappes/Gerd Dörich, Tyskland 2. Silvio Martinello/Marco Villa, Italien 3. Danny Clark/Matthew Gilmore, Australien 4. P.Y. Archambault/Thierry Grandjean, Frankrig 5. Andrea Collinelli, Italien/Dean Woods, Australien 6. Bruno Risi/Kurt Betchart, Schweiz 7. Jens Veggerby/Jimmi Madsen 8. Lorenzo Lapage/Rik van Slijcke, Belgien 9. Rolf Sørensen/Michael Sandstød 10. Andreas Walzer/Vorhof, Tyskland 11. Etienne de Wilde, Belgien/Urs Freuler, Schweiz 12. Jakob Piil/Tayeb Braikia 13. Peter Pieters/Tommy Post, Holland
M-1. division - torsdag: GOG-Roar 33-16
Vejret
Sol fra en klar himmel over hele landet. Temperatur +1 - +4 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 6,2385 DKK, 1GBP 9,9822 DKK, 1DEM 3,8156 DKK 100JPY 5,1413 DKK, 100ITL 0,3867 DKK, 1AUD*) 4,7842 DKK 1FRF 1,1300 DKK, 1CHF 4,4014 DKK, 1CAD 4,6208 DKK 1IEP 9,9148 DKK, 1NLG 3,3968 DKK, 1XEU 7,3777 DKK 100ESB 4,509 DKK, 1NZD*) 4,3145 DKK, 1SEK 0,8627 DKK 10BEF 1,8491 DKK, 1NOK 0,9598 DKK, 100ISK 8,97 DKK*) AUD og NZD er fra igår.
Obligationsrenter: 7,67% -0,01 (6% - 2026), 6,48% -0,01 (8% - 2006) Aktieindex: 505,30 +1,89 KFX (mest omsatte aktier): 145,43 +1,21