Mandag, 6. januar 1997 23:03 (DNT)


Dyrere bank

Både UniBank og Den Danske Bank offentliggjorde i dag en ny gebyrstrategi, der medfører højere gebyrer - 0,5 til 1 kr. - for check og girotransaktioner. Samtidig sænkes de faste gebyrer for at have konto. Ifølge underdirektør Ejvind Hansen, Den Danske Bank, så regner de med at deres indtægt vil falde med de nye gebyrer. Men formålet er, at få kunderne til at bruge Dankort og elektronisk betalinger (PBS) i større udstrækning. Som formanden for Finansrådet, Thorleif Krarup, UniBank siger i dag, så er der stadig nogle få kunder, der ikke er gået over til at bruge Dankort.



Er ventetider valgflæsk?

En analyse, udført af AIM-Nielsen, blandt 300 læger viser, at næsten halvdelen - 47% - mener at politikerne er helt ude af proportioner med virkeligheden, når de sætter fokus på hospitalernes ventetider. Ifølge Den Almindelige Danske Lægeforening er det kun 3 - 4% af alle patienter, der er berørt af ventetidsproblematikken. Et langt større problem for patienterne er efterbehandling og pleje af ældre patienter, men det bliver glemt i medierne. Fokuseringen på ventetider er mediernes fejl, siger formanden for foreningen, Torben Pedersen, til DR-TVA. Sundhedspolitisk ordfører Lone Møller (S) er tilbøjelig til at give lægerne ret i, at det er let at "sælge" ideen om ventetider, fremfor ældreplejen. Men hun mener også, at lægerne er gode til at gøre opmærksom på ventetidsproblemet - det er ikke kun medierne.



DSB-fyringer

Scandline Rederi, det tidligere DSB Rederi, udsendte i weekenden "fyresedler" til 1.840 ansatte. Fyringerne var ventet længe, da selskabet står overfor store nedskæringer - dels på grund af Storebæltsforbindelsen, der åbner til sommer, dels på grund af indskrænkninger på Rødby-Putgarden. Alligevel mødes fyringerne i dag med voldsom kritik fra medarbejdere og deres organisationer. Fyringerne er nemlig givet "under forbehold" af, at der måske alligevel bliver brug for nogle af de fyrede - de kan bare ikke få at vide hvem!

Ifølge adm. vicedirektør Gajer Jansen, Scandline, så er der ikke tale om egentlige fyringer, men "varslinger". Selskabet vil - efter nedskæringerne - have plads til 1073 medarbejdere. De er udvalgt blandt de dygtigste medarbejdere - "uanset om de er overenskomstansatte eller funktionærer". For de, der har fået brev i dag, har selskabet annonceret en bonus-ordning, der kommet til udbetaling, hvis medarbejderne bliver indtil færgeruterne over Storebælt nedlægges.

[Jernbanefærgerne ophører 31. maj i år, mens bilfærgerne fortsætter endnu et år på Storebælt.]



Forbøn for hospital

Efter at indenrigsminister Birthe Weiss (S) nu også er blevet sundhedsminister, mener medarbejderne på Kommunehospitalet i København, at beslutningen om nedlæggelsen af hospitalet bør ændres. Det er bestyrelsen i Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS), der vil nedlægge hospitalet i forbindelse med overtagelse af ansvaret fro sygehuse i København, på Frederiksberg og Rigshospitalet. Tillidsmændene fra hospitalts faggrupper har skrevet et brev til den nye minister, og beder om at man ser på Kommunehospitalets særlige ekspertise i ældrebehandling - "verdens bedste" - og bibeholder det et sted - i de nuværende bygninger.



Slankere vejdirektorat

Medarbejderstaben i Vejdirektoratet skal skæres ned, fra 605 til 515, og de berørte medarbejdere fik i dag besked herom. Der er to grunde til indskrænkningen. Dels overtager amterne 1. juni i år ansvaret for landets hovedveje, og dels er udbygningen af motorvejsstrækningerne sat igang. Yderligere planlægning skønnes således ikke nødvendig. Nedskæringerne skulle give en besparelse på 13,2 mill. kr. om året.



Lavere arbejdsløshed

Danmarks Statistik har opgjort antallet af arbejdsløse i november 1996 til 228.700, svarende til en arbejdsløshedsprocent på 8,2%. Det er et fald på 4.100 i forholdt til oktober måned 1996.



Skuespilhuset bliver!

Efter en runde med samtlige patiers ordførere i dag meddelte den nye kulturminister Ebbe Lundgaard (R), at Folketinget står fast på beslutningen om, at der skal bygges et nyt skuespilhus ved Kongens Nytorv. Dermed er "bolden" i sagen om lokalplanændringen for Det kgl. Teater spillet tilbage til Københavns Kommune. Da det i sidste uge blev klart, at der ikke længere var nogen garanti for et flertal i borgerrepræsenttationen for den lokalplan, der er forudsætningenfor byggeriet, sendte overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) sagen tilbage til kulturministeren. Ebbe Lundgaard meddelte så i dag Jens Kramer Mikkelsen, at Københavns Kommune skal tage stilling til lokalplanen. Tæt ved 4.500 har skrevet under på protester mod byggeriet, der er designet af den norske arkiteks Sverre Fehn.

Her til aften besluttede Venstres gruppe i borgerrepræsentationen, at de vil forsøge at sende beslutningen tilbage til Folketinget, i håb om at det vil bevilge de 700 mill. kr. til et skuespilhus et andet sted i København. Ebbe Lundgaard har dog sagt på forhånd, at de (kommunen) ikke kan regne med, at folketingsflertallet vil gå med til en anden placering.



Protest mod høring

Teaterchef Michael Christiansen, Det kgl. Teater, meddelte i dag, at han ikke ønsker at deltage i en høring om teaterprojektet på Christiansborg i morgen. Han har nemlig opdaget, at han er den eneste af de inviterede deltagere, der ikke er enig med arrangøren, folketingsmedlem Margrethe Auken. Hun er modstander af byggeplanerne. Margrethe Auken erkender, at Michael Christiansen har ret, men hun siger også at høringen er åben for alle - "også dem, der er uenige med mig". Hun forstår ikke teaterchefens beslutning, og kalder hans holdning "hoven".



Gaio-fiasko

MD-Foods har besluttet at trække produktet Gaio tilbage fra det britiske markede. Årsagen er svigtende omsætning. En stor sponsor-kontrakt med det danske fodbold-landshold under EM i England skulle være løftestangen, og dengang kom det frem at MD Foods havde budgetteret med 35 mill. kr. alene til TV-reklamer. Målet var et salg på 100 tons om ugen, men det nåede højst 35 tons. Sidste år oplevede MD Foods også problemer på det svenske marked, da svenske forskere fandt nogle af bakterie-kulturerne i drikken potentielt sundhedsfarlige. Lancering blev udsat på ubestemt tid, og på nuværende tidspunkt er det tvivlsomt, om produktet kommer på det svenske marked. Til gengæld har MD Foods haft mere succes med Pact - et smør/margerine blandingsprodukt (der hedder Kærgaarden i Danmark) på det engelske marked, skriver Børsen.



Blæsten, der blev borte!

De sidste 1 1/2 år har været dårlige for danske vindmøller. Ordet "Katastrofe" bliver brugt til at beskrive situationen. Årsagen er, at perioden er kendetegnet ved, at der har været 20% svagere vind - hvilket direkte har givet ejerne et samlet tab på 100 mill. kr. Hårdest ramt er de ejerlaug, der er dannet efter maj 1995, fortæller DR-TVA. Ovenikøbet har der været mere østenvind en gennemsnitlig - de fleste vindmølleparker er placeret for at få optimal udnyttelse af vestlige og sydvestlige vinde. [Overskriften er opfundet af DR-TVA]



Dårlige østers?

Indtil nu er 50 mennesker blevet syge, efter de har spist østers importeret fra Holland. Hele partiet - der havde sidste salgsdag 5/1 - er nu trukket tilbage fra hylderne. Veterinærdirektoratet er gået i gang med at analysere produktet, og resultatet ventes i løbet af ugen. De første tilfælde blev allerede rapporteret i sidste uge.



Ismelding (fortsat)

Kl. 17.00 her i aften blev trafikken med flyvebådene mellem København og Malmø og Landskrona indstillet helt. I fredags skrev vi, at turene efter mørkets frembrud blev indstillet, fordi bådene ikke kunne undgå isflager i mørket. Nu er situationen på Øresund sådan, at også sejlads med hurtigbådene om dagen er blevet for vanskelig.


DilleSport


FODBOLD

Klubskifte: Bjørn Kristensen, tidligere landsholdsspiller, forlader med øjeblikkelig virkning superligaklubben AaB, og skal i stedet for spille for 1. divisionsklubben Århus Fremad.

--

Superligaklubben Lyngby ophører med at eksistere! Her kommer en historie:

Som nævnt i ovenstående linie, er der atter grøde i dansk fodbold. Længe har det drejet sig om superligaklubben FCKs forhold. Blandt meget andet var det omdiskuteret, da den nu tidligere direktør Karsten Åbrink, pludselig var at finde på udskiftningsbænken, side om side med træner Kim Brink!

Diskussionen gik på, om Kim Brink nu var sat på reservebænken mens Karsten Åbrink skulle dirigere tropperne på banen! Den diskussion stoppede, da Karsten Åbrink gik af som direktør i december 1996.

Der har et stykke tid været stille om Kim Brink, og hans stilling som træner for en bundklub.

Men FCK er stadig et diskussionsemne og en del af grøden i dansk fodbold! For samtidig med balladen om Åbrinks tilstedeværelse på grønsværen, satte nogen gang i rygter om, at FCK ville indsluse superligaklubben Lyngbys professionelle afdeling! Det var i oktober måned 1996, og på det tidspunkt manede begge klubber på det kraftigste rygtet i jorden. Men helt forsvinde, ville spøgelset dog ikke. Og ganske kort inde i 1997, har det luftige spøgelse antaget en mere substant form: Den professionelle del af Lyngby ophører med at eksistere! Klubbens 2 kapitalstærke mænd - direktør Flemming Østergaard og formand Michael Kjær - købmændene - besluttede den 3. januar 1997 sig for, at afvikle deres mellemværende med Lyngby. De ville i stedet for flytte aktiviteterne over i - FCK!

Og deres plan var at tage deres ejendele - 5 professionelle spillere - med sig (Miklos Molnar, Anders Bjerre, Carsten Fredgaard, Todi Jønsson og Claus Jensen). Her har købmændene dog gjoprt regning uden vært! For Lyngby-spillerne vil ikke med over i FCK! Ikke umiddelbart, i hvert fald. Sagen er blandt andet, at når superligaklubben Lyngby ophører med at eksistere, er samtlige spillere fritstillede, og der skal i givet fald tegnes nye kontrakter med FCK.

Lyngby er i disse dage på træningslejr på Gran Canaria, og de berørte spillere har haft tid til at tænke over udspillet fra FCK. Ifølge anfører Bent Christensen, er spillerne enige om, at man ikke vil med over i FCK. Dels på grund af det økonomiske perspektiv, dels fodboldmæssigt. "Hvem vil til et bundhold..?" udtalte han søndag til DR-TVSPORTEN.

Hos FCK siger anfører Henrik Larsen, indtil juli måned 1996 selv Lyngby-spiller gennem 12 år, at han gerne ser Lyngbyspillerne skifte til FCK. Umiddelbart véd han godt, at FCK ligger til nedrykning, men han regner med at FCK, på længere sigt, er fremtiden;-)

Hvilken løsning der kommer på spiller-problematikken, ligger hen i det uvisse i skrivende stund.

Men der er ikke kun problemer på gulvplanet! Også på lederplan sker der noget! Først fratrådte Karsten Åbrink som direktør i december måned 1996, og lørdag den 4. januar 1997, meddelte bestyrelsesformand Harald Nielsen, at han trækker sig fra sin post. Han vil dog fortsat sidde i bestyrelsen! Harald Nielsens begrundelse er, at han ikke vil være med til fusionen mellem Lyngby og FCK. Pudsigt nok, for han har selv gennem flere år, været varm fortaler for en storkøbenhavnsk storklub, med pengestærke folk i ryggen! Men måske har det også noget at gøre med, at Lyngby-direktøren (lidt endnu) Flemming Østergaard har udtalt, at man da ønsker indflydelse i FCKs bestyrelse, nu da man tager kapital med til klubben...! Måske meget forståeligt....



HÅNDBOLD

K-1. division: DHG-Skovbakken          32-26
               Ikast-Frederikshavn     22-21
               FIF-Lyngså              31-22
               ROAR-Horsens            19-28

Champions League - søndag:

K - Viborg-Granicar Djurdjvevac, Kroatien    27-10
Før kampen udtalte Viborgs træner, Lars Friis-Hansen, at viborgenserne skulle slå kroaterne for at have mulighed for at komme til tops i Europa. Men han anså det ikke for noget problem at slå Granicar (betyder på kroatisk: Manden, der beskytter grænsen).

Det var heller ikke noget problem! DilleSport så den TV-transmitterede kamp fra Viborgs nye stadionhal, med plads til 2.600 tilskuere (den gamle kunne rumme 1.100):

Og på intet tidspunkt var der tvivl om den danske sejr, selvom der i perioder var "døde" Viborg-perioder. Det viste sig i form af, at samspillet haltede lidt ind i mellem. Men det er absolut forståeligt - 6 af Viborgs spillere var med ved det nys overståede Europamesterskab. De 5 spillede for Danmark, den sjette - Natalia Deriourgina - spillede for Rusland.

M - GOG-Asnieres     31-22
Stillingen i GOGs gruppe:
   Hold              Kampe   Målscore   Point
1. Celje, Slovenien   4       100-84      6
2. Santander, Spanien 4        95-92      6
3. GOG, Danmark       4        92-93      2
4. Asnieres, Frankrig 4        91-109     2
GOG har ingen mulighed for at komme i 1/4 finalen, da holdet tabte de første 3 kampe.
M - 1. division: Bjerringbro-Helsingør     25-24
                 Virum/Sorgenfri-Holte     30-25
                 ROAR-Kolding              26-29
                 Esbjerg-Vadum             25-21



ISHOCKEY

Søndag spillede man næstsidste runde i Eliteserien:
       Gentofte-AAB           7-5
       Esbjerg-Rungsted       5-7
       Frederikshavn-Rødovre  2-3
       Hvidovre-Herning       2-1
       Odense-Vojens          4-6

Efter søndagens runde, havde man fundet 5 af de 6 deltagere i slutspillet - superisligaen. 2 hold fra eliteserien, Hvidovre og Gentofte, kæmper om den sidste plads. Hvilket af disse hold der får pladsen, afgøres i morgen tirsdag. På forhånd ligger Hvidovre bedst. Holdet har 26 point, Gentofte har 24. Skulle Hvidovre tabe til bundholdet Odense tirsdag, og Gentofte vinde over Esbjerg, vil de 2 hold være a point, og så kigger man på de indbyrdes opgør. Kommer det så vidt, står Gentofte stærkest.

De 6 bedste hold spiller altså slutspil i Superisligaen. De sidste 4 hold, plus nummer 1 og 2 fra 1. division, spiller i Eliteserien.



Vejret

Frosten og det klare vejr fortsatte weekenden over. I morges var der udbredt rimtåge, men det forsvandt op ad dagen. Temperaturer 0 til -5 grader, dog helt ned til -12 grader i områder med rimtåge.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,9825 DKK,   1GBP     10,1056 DKK,   1DEM      3,8200 DKK
100JPY     5,1645 DKK,   100ITL    0,3885 DKK,   1AUD*)    4,6825 DKK
1FRF       1,1312 DKK,   1CHF      4,4080 DKK,   1CAD      4,3639 DKK
1IEP       9,9597 DKK,   1NLG      3,4034 DKK,   1XEU      7,4045 DKK
100ESB     4,539  DKK,   1NZD*)    4,1843 DKK,   1SEK      0,8587 DKK
10BEF      1,8541 DKK,   1NOK      0,9239 DKK,   100ISK    8,90   DKK  
*) AUD og NZD er fra fredag.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 7,81% +0,07 (6% - 2026),   6,65% +0,06 (8% - 2006)
Aktieindex: 473,65 +3,51   KFX (mest omsatte aktier): 136,60 +1,92