Tirsdag, 31. December 1996 18:56 (DNT)


Dronningens Nytårstale 1996/1997

[Holdt den 31. december 1996 kl. 18.00]

Alle kender vi julekalenderen - Den hører december måned til. Dag for dag står flere små døre åbne indtil vi når den sidste aften - Juleaften. For børnene kan det næsten ikke gå stærkt nok. Men der er en dør, der aldrig kommer med i julekalenderen, og som de voksne synes dukker alt for hurtig op. Det er døren til imorgen. Der står 1997 på den. Når vi har åbnet den er vi i det nye år. Der er ingen vej tilbage. Her har vi ikke noget valg.

Det er som om selve tiden løber hurtigere med de forbløffende muligheder for kommunikation og samfærdsel vi kender i dag. Alle kan vi komme alle steder hen. Nu kommer informationssamfundet, siger de, og vi får det hele direkte ind i stuen til os. Der kan vi sidde foran skærmen, mens vi zapper os ind og ud af dagens tilbud, og alle fantasiens mulige og umulige situationer. Her er frit valg

Men det er ikke kun ved skærmen vi kan vælge. Vi skal helt fra vor tidligste ungdom foretage valg, der vil blive bestemmende for vore liv og for andres. Også her er valgmulighederne vel flere end nogensinde tidligere og de kan opleves som en byrde. Men det kan samtidig være en mulighed, for selv at forme sit liv og skabe sin tilværelse.

Det giver en betydelig frihed, men den er ikke ubegrænset. For ingen kan undslå sig for at vælge - livet er ikke noget TV, hvor vi kan skifte kanal så snart det der foregår ikke rigtig fænger. Ethvert valg indebærer uvilkårligt et fravalg. Også det er det vigtigt at huske på. Det vi ikke gør, har ligeså ubønhørlige konsekvenser, som det vi gør. Og viser vort valg sig at være uheldigt, må vi stå ved det og tage konsekvenserne - også når vi inser, at vi må skifte kurs. Først da bliver de mange valgmuligheder frugtbare for os selv, og for den rolle, som vi hver især spiller i det danske samfund.

Det er så nemt at tro at vi er med i hvad der sker, når vi har sat os tilrette foran vores skærm. Alt kan vi opleve - alt kan møde os. Blot ved tryk på en tast kan vi skiftevis hygge os på underholdning og lade os forfærde ved synet af hundred tusinder af trætte flygtninge på Afrikas støvede veje eller ved billeder af bange børneansigter i sønderskudte byer.

Men pludselig sprænges det uforpligtende billede og vi står ansigt til ansigt med virkeligheden. Det er måske inde ved siden af, eller lige uden for vor egen gadedør. Nogen vi selv kender eller kunne kende bliver ofre for det utænkelige. Det er som om der er kommet noget råt og brutalt ind i tiden. Det er næsten blevet et modefænomen, og det virker skræmmende. Det er udviklingen siger man - ikke til at komme udenom! Nej måske - men især hvis man lader det udvikle sig. Det er ikke, at man ikke må blive vred eller ophidset - det er menneskeligt og ikke i sig selv usundt - men man må have grænser, der gør, at man ikke lader sig rive med, eller giver efter for sine aggresioner. Og de grænser skal man selv kunne sætte. Det er nemt nok - mener nogen, når man sidder på den grønne gren med villa, vovse og så videre.

Men hvad med dem, der aldrig har haft et ordentligt familieliv? Hvad kender de til trykhed? Hvad har de at bygge på eller at give videre?

Nu er det ingen naturlov, at det må ende galt med en dårlig start. Hvor var vi alle henne, hvis ingen i tidligere tider havde formået at vende en udvikling - selv i det små?

Jeg tror de unges generation, som for alvor gør op med den råhed og mangel på ansvarsfølelse, som alt for ofte præger vores tid. De er dybt berørt, når det er deres kammerater, det går ud over, og deres egen aldersgruppe, der er indblandet. De fornemmer instiktivt, at hvis man ikke selv kan sætte grænser, og lære andre at gøre det, mister enhver tale om valg og muligheder sin betydning. De vil søge nye udveje og gøre alt for at forvinde den mistillid, der slår ud i vold, for det ikke skal fortsætte og indrage nye generationer.

På denne nytårsaften går mine tanker uvilkårligt til dem, der er blevet ofre for vold og for ulykker - og til dem, der sidder tilbage med savnet og sorgen - og som må spørge - Hvorfor? For dem ønsker jeg, at det nye år må bringe lindring og håb. Til alle, der gør en indsats stort som i småt, for at volden ikke skal gribe om sig, bringer jeg min tak og mine gode nytårsønsker.

Også uden for Danmark er mange med til at dæmme op for vold og ufred. De gør tjeneste i det krigshærgede, tidligere Jugoslavien eller har stillet sig til rådighed for fredsbevarende opgaver og humanitært hjælpearbejde i nogen af verdens brændpunkter. Overalt står der respekt om den indsats, der fra dansk side ydes under uvante og vanskelige forhold. De og deres familier ved at det ikke er uden omkostninger og alle husker vi, at det har krævet ofre.

Jeg sender dem alle min nytårshilsen og tak for deres helhjertede indsats.

Et godt nytår ønsker jeg de mange andre danske, som opholder sig under fremmede himmelstrøg eller på havet, og som i aften ønsker sig tilbage til dem derhjemme. Mine nytårsønsker gælder også de danske syd for grænsen og alle, der viser trofasthed overfor Danmark og alt dansk.

Til sommer vil turen atter gå til Færøerne og Grønland og både prinsen og jeg glæder os til gensynet. Jeg ønsker et godt nytår for de to landstyrer - for lagting og landsting - og for hvert enkelt hjem.

Jeg kan ikke slutte uden at sige tak. En tak for alt, hvad prinsen og jeg og hele min familie dagligt modtager af venlighed og forståelse - og for den medleven i vor tilværelse, som så mange giver udtryk for i glade som i triste stunder. På årets sidste aften sender jeg da til hver og en ud over det ganske land min varmeste nytårshilsen med ønsket om et trygt og glædeligt nytår.

Gud bevare Danmark!

[Afskrift efter båndoptagelse af Leif E. Andersen, som også må påtage sig ansvar for stavning og tegnsætning.]


NetSurferNyt


Kongehuset

Dagens websider er naturligvis kongehuset. De har pæne billeder, selv om teksten ikke er helt opdateret.
http://www.kongehuset.dk



Vejret

Det klarede op i løbet af dagen, med temperaturer ned til 5 graders frost.



Finansmarkederne

Vi har ikke haft adgang til dagens kurser

De vil blive bragt senere.