Onsdag, 4. December 1996 23:47 (DNT)


Reduceret udgave

På grund af en række tekniske svigt (tomme akkumulatorer!) og forberedelse til K-EM 1996 i håndbold (se nedenfor) er det en reduceret udgave i dag.



McAllan tilladt!

Pølsemanden Allan Petersen fik i dag Højesterets dom for, at han gerne må kalde sin pølsebod for "McAllan". Det var den internationale fast-food kæde, McDonald, der havde indstævnet Allan Petersen for overtrædelse af mærkevare-loven og markedsføringsloven. Ud over sagsomkostningerne, skal McDonald udrede 40.000 kr. til Allan Petersen. Sagen har været meget omtalt, og mange mennesker har støttet ham - Fremskridtspartiet har enda opstillet ham som folketingskandidat.

Efter dommen sagde Allan Petersen, at det havde været en "fantastisk oplevelse" at få dommen i dag. Informationschef Birgitte Boers, McDonald, var upåvirket af dommen, sagde hun til DR-TVA Nyhederne. Men selskabets advokater havde læst de danske love, og bemærket, at det var nødvendigt at handle, for overhovedet at hævde sin ret til et varemærke, sagde hun.

[Allan Petersens favorit-whiskey er "MacAllan", og det kælenavn fik han af sine venner for over 20 år siden. Da han åbnede sin pølsebod forkortede han det til McAllan - netop for ikke at komme i konflikt med whiskey-mærket.]



Gensplejsemærkning

Sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD) måtte i dag stå for skud i Folketinget. Det var venstrefløjen, der kritiserede ministeren for ikke at have gennemført - således som de så det - en Folketingsbeslutning fra 6. december 1994. Heri havde et enigt Folketing vedtaget, at alle fødevarer, der sælges i danske butikker og som indeholder gensplejset stoffer skal mærkes. Sundhedsministeriet havde ellers besluttet at afvente EUs regler på dette område, men nu har en amerikansk producent af soya-bønner besluttet at udfordre EUs system. Man har nemlig fremstillet en særlig ladning, der indeholder både almindelig soya og en gensplejset variant, der er gjort modstandsdygtig overfor ukrudtsmidlet Round-Up. Ladningen er på vej over Atlanten - til Århus. For at imødekomme EUs direktiv - der endnu ikke er vedtaget - og alligevel foretage en form for mærkning, har ministeriet foreslået, at der opsættes skilte i forretningerne med lister over produkter med gensplejset indhold. Men det finder SF og Enhedslisten, ligesom Forbrugerrådet, er for tamt.



Ny Formand

Etisk råd får ny formand. Professor Lars Norskov Nielsen har ønsket at træde tilbage, og i dag blev professor Linda Nielsen, Københavns Universitet udnævnt til ny formand.



Pensionsbeskatning i UK

Fra nytår forsvinder fordelen ved at være bosat i England, når man modtager pension fra Danmark. Som det er nu, kan man skattefrit få udbetalt sin pension i England, samtidig med, at man har haft skattefradrag i Danmark ved indbetalingen til pensionsordningerne. Men skatteminister Carsten Koch (S) har indgået en ny dobbeltbeskatningsaftale med Storbritannien. En tilsvarende aftale er på vej for Tysklands vedkommende, men her er der en overgangsordning, således at den ikke gælder personer, der boede i Tyskland før underskrivelsen af aftalen.



Taler for meget!

Borgmester Thorkild Simonsen (S), Århus, er meget vred på formanden for Folketingets retsudsvalg, Bjørn Elmquist (R). Bjørn Elmquist udtaler sig alt for ofte - og blander sig i altfor meget. Aktuelt mener Thorkild Simonsen, at Bjørn Elmquist støtter kriminelle, fordi han har støttet en afgørelse fra Vestre Landsret. Landsretten løslod en 16-årig, der havde dræbt en mand i irritation over, at denne kom først til en taxa. Landsretten mente, efter retslægerådets indstilling, at den 16-årig ikke kunne have forudset, at hans handlinger ville medføre døden. Derfor skal sigtelsen reduceres til vold med døden til følge, og den unge man kan ikke varetægsfængsles længere. Den afgørelse har vagt vrede i Århus, også hus Thorkild Simonsen.

Flere andre politikere - f.eks. Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, er enige med Thorkild Simonsen. Kun en enkelt støtter Bjørn Elmquist - indirekte. Det er Helge Adam Møller (K). Han siger til DR-TVA, at Bjørn Elmquist lovede, da han blev formand for udvalget, at han altid kun ville udtale sig på egne vegne. Og det løfte har han holdt, sagde Helge Adam Møller.



Ikke advaret

Selv om det er snart to år siden, at Sundhedsstyrelsen blev opmærksom på problemet med Boneloc-cementen, der det først for få måneders siden, at styrelsen har sendt en advarsel til 19 lande i Europa. Boneloc-cementen bruges ved hofteoperationer, men har vist sig at smuldre hos nogle patienter efter kort tid - med mange smerter og operationer til følge. Det var Erhvervsfremmestyrelsen, der gjorde Sundhedsstyrelsen opmærksom på, at cementen var eksporteret til omkring 50 lande. Det er dog stadig kun de 19, der er advaret.


DilleSport


HÅNDBOLD

Vi har allerede fået mange tilmeldinger, men alligevel gentager vi:

Det er snart tid for EM i Håndbold for kvinder! Arrangementet afholdes denne gang i Danmark, nærmere bestemt i Brøndby, Fredericia, Vejle og Herning. 1. kamp er på fredag, den 6. december.

DilleSport dækker EM, hvor Danmark er forsvarende europamestre, og primært kampene i Danmarks gruppe.

På alle kampdage (og efter behov) udgives et nyhedsbrev, der indeholder en redigeret udgave af nye WWW-sider. Tilmelding til denne liste er automatisk, og sker ved at sende et brev, der indeholder ordet "subscribe" (uden anførselstegn) i overskrift (Subject) og ikke andet, til adressen:

em-list-request@blanet.dk

Adressen på WWW-siderne kommer her i morgen.



Vejret

Det regnede i morges, men efterhånden klarede det op i sydvest. Det regnede igen i aften i den sydøstlige del (øerne og Bornholm). Temperaturer 3 - 6 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,9730 DKK,   1GBP      9,8537 DKK,   1DEM      3,8259 DKK
100JPY     5,2737 DKK,   100ITL    0,3890 DKK,   1AUD*)    4,8390 DKK
1FRF       1,1321 DKK,   1CHF      4,5185 DKK,   1CAD      4,4261 DKK
1IEP       9,8590 DKK,   1NLG      3,4104 DKK,   1XEU      7,3999 DKK
100ESB     4,545  DKK,   1NZD*)    4,2505 DKK,   1SEK      0,8787 DKK
10BEF      1,8561 DKK,   1NOK      0,9185 DKK,   100ISK    8,86   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,67% -0,04 (6% - 2026),   6,51% -0,05 (8% - 2006)
Aktieindex: 462,30 +2,37   KFX (mest omsatte aktier): 131,62 +0,64