Torsdag, 28. November 1996 23:53 (DNT)


Flertal

Det er nu lykkedes skatteminister Carsten Koch (S) at få flertal for sit lovforslag om skattefradrag for personer, der arbejder i udlandet i kortere eller længere tid. Det er det forslag vi omtalte i går, der giver eksportchauffører 250 kr. pr. dag og reducerer fradragsmulighederne for håndværkere. SF fik ikke sit krav om, at alle - uanset beskæftigelse - skulle have 250 kr. Til gengæld fik de løfte om, at der 1. april næste år ligger en omfattende analyse konsekvenserne for de enkelte skatteydere. SF og Enhedslisten vil nu kunne sikre, at loven vedtages.

Tilbageslag

Fra en passiv, støttende holdning reagerede exportchaufførernes arbejdsgivere, Danske Vognmænd, i dag skarpt, fortalte direktør Jørn Eliasen i dag til DR. I går fik de på et 5 timers møde SiDs transportsektion til at "indrømme", at konflikten var overenskomststridig, og i dag har man fundet frem til en vognmand, hvis 3 ansatte "stensikker" deltager i konflikten. Den er derefter indbragt for arbejdsretten. SiD anklages for, at de "ikke har gjort nok" for at få blokaden bragt til ophør. Hvis man kunne, vil man ikke tøve med at slæbe samtlige aktionerende chaufører i arbejdsretten, sagde Jørn Eliasen.

Hos SiD Transportsektion undrer man sig. Det undrer især, at arbejdsgiverne kun kunne finde 3 tilfælde - og at ingen andre tilsyneladende er blevet trukket i løn. Derudover vil man ikke udtale sig til DR-TVA. De aktionerende tog på et tidligt tidspunkt afstand fra SiD og truede i går med kollektivt at melde sig ud.



Juletræs-eksportører truer

Den store, årlige eksport af juletræer og pyntegrønt er den, der er hårdest ramt af blokaden. Eksportørernes modtræk i dag er trusler om sagsanlæg. Hvis ikke blokaden ophæves senest i aften, vil de chauffører og vognmænd, hvis lastbiler holder forrest i blokaden, blive præsenteret for et erstatningskrav. Det beregnes simpelthen som 160.000 kr. pr. juletræslæs og 120.000 kr. pr. læs pyntegrønt, der er parkeret bagved. Eksportørernes advokat har meddelt dette skriftligt til chauffører og vognmænd.



Blokade mod blokade

Politiet måtte på et tidspunkt i dag ud og fjerne blokader mod personbiltrafikken, iværksat af udenlandske lastbilchauffører - deres aktion var en protest imod, at deres danske kollegaer ikke ville lade dem rejse, og at de danske myndigheder ikke gjorde nok. Der var tilløb til tilsvarende aktioner i Padborg.



Blokaden fortsatte

Blokaden blev ophævet et enkelt sted - på Vognmandsruten i Korsør. Den blev dog genetalberet kl. 16 igen. Ellers blev den udvidet, ved at tilkørslen til DSBs godsterræn flere steder blev blokeret, for at hindre vognmænd i at omlæsse ladninger til jernbane. Muligheden er i forvejen begrænset - DSB har ikke nogen overskudskapacitet at sælge af. Bornholmertrafikken blev blokeret i eftermiddags.



Men ophæves så!

Her til aften vedtog stormødet i Padborg med deltagelse af de fleste af de blokerende chauffører at køre igen med øjeblikkelig virkning.



Forlig til venstre side

I dag bakkede de konservative ud af forligsforhandlingerne, med den begrundelse, at man "ikke ville give regeringen det figenblad", at stemme for en del af finansloven, når hovedparten blev vedtaget mellem regering og SF/Enhedslisten. SFs Holger K. Nielsen bebudede i dag, at man vil udnytte den nye situation optimalt og med måde. Forliget viste klart, at regerinngens "overlevelsesinstinkt er intakt", og at den ikke ønsker valg nu. Derfor vil SF også strække sig langt, selv om man ikke "står last og brast" med den, sagde Holger K. Nielsen til DR.



Finanslov: Balanceret

Regeringens hovedsigt med finansloven - at skabe balance på budgettet er nået med det nye forlig med SF og Enhedslisten. Der er et lille overskud på et par hundrede millioner kr, på trods af at særaftalerne med SF har kostet ca. 1/2 mia. kr. Finansieringen er sket bl.a. ved at reducere støtten til visse områder af erhvervslivet.



Finanslov: Krigserstatning ophører

Den 50 år gamle fond, Krigserstatning for Danske Skibe, ophæves i forbindelse med finanslovsforslaget. Det giver staten ret til halvdelen af fondens opsparede midler, svarende til 1,8 mia. kr. Fonden har ikke været i brug i mange år, men rederierne har alligevel betalt et mindre årligt beløb. Danmarks Rederiforening er rasende og finder det helt uanstændigt. Staten har ingen andel i pengene, siger rederiforeningen. Hvis tilsvarende forsikringer skal oprettes i dag, vil det koste rederierne 20 - 30 mia. kr. i præmier, vurderer rederierne.



Finanslov: Flere studiepladser

Der skal oprettes 2.400 flere studiepladser på de videregående uddannelser. Det fremgår af aftalen mellem regeringen og SF. Det betyder, at man komme noget nær det ideelle fors studerende, siger studiekonsulent Jakob Lange, Københavns Universitet, til DR. De 2.400 fordeles på de naturvidenskabelige retninger, humaniora og samfundsfag. "Det ser godt ud", siger Jakob Lange - selv om man stadig ikke kan vælge studie helt frit.



Flere mord i København

Antallet af mord i København er steget alvorligt ifølge den nyeste statistik fra politiet. I år er der begået 19 mord, mod 11 sidste år. Ifølge lederen af drabsafdelingen, Kurt Jensen, er det overvejende rockere og indvandrere der både er offre og mordere. Det gælder også drabsforsøgene (28 i år, 13 sidste år). På trods af de meget omtalte mord i Århus, er der ikke nogen udsving i statistikken for byen, ligesom der ikke er grund til bekymring i Odense og Ålborg.



Dårlige skytter

Danske jægere skyder elendigt, fremgår det af en rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), der blev offentliggjort i dag. 1500 fugle - gæs, edderfugle og ænder - blev undersøgt med røntgen. Op til 1/3 af af nogle arter indeholdt hagl. Kristian Raunkjær, formanden for Dansk Jægerforbund, erkender at der et problem - Det er ubehagelige oplysninger og vi må gøre noget ved de katastrofale store tal, siger han til Politiken. Skydereglerne er gode nok, de bliver bare ikke overholdt - Undersøgelsen peger på, at de anskudte fugle bærer præg af, at jægerne har skudt på for stor afstand, siger han.


DilleSport


ISHOCKEY

Eliteserien: Rødovre-Rungsted 4-7
             Herning-Esbjerg  3-2
             AAB-Frederikshavn 1-0



VOLLEYBALL

M-Elitedivision: Lyngby-Gentofte   0-3


NetSurferNyt


Vejret i København

I dag faldt jeg over en lille perle, der mindede mig om, at det var på tide at tage hjem, finde skovlen frem og gå i gang med at fjerne sne fra fortovet. Strengt taget kunne jeg have kigget ud af vinduet (det på væggen) og fået samme påmindelse. Men dette her var mere - mere - teknisk! :-) Her er det - vejr-udsigten fra en lejlighed i Bartholinsgade:
http://inet.uni-c.dk/~2x2mas/vejr.htm
Det er det lille firma 2x2mas (for Thomas Ring og Thomas Tvermoes), der har sat kameraet op, og betjener det - manuelt.



Vejret

Snebyger i de østlige egne - dog ikke alvorligt meget - slud på Bornholm. Jylland havde mere tørt - med en del klart vejr i den nordlige del. Temperaturer fra frysepunktet til et par graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,8895 DKK,   1GBP      9,8675 DKK,   1DEM      3,8374 DKK
100JPY     5,1765 DKK,   100ITL    0,3875 DKK,   1AUD*)    4,7514 DKK
1FRF       1,1302 DKK,   1CHF      4,5332 DKK,   1CAD      4,3647 DKK
1IEP       9,8705 DKK,   1NLG      3,4203 DKK,   1XEU      7,4000 DKK
100ESB     4,553  DKK,   1NZD*)    4,1429 DKK,   1SEK      0,8799 DKK
10BEF      1,8621 DKK,   1NOK      0,9170 DKK,   100ISK    8,81   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,87% uændr.(6% - 2026),   6,73% uændr.(8% - 2006)
Aktieindex: 454,96 -2,00   KFX (mest omsatte aktier): 130,19 -1,30