Tirsdag, 26. November 1996 21:45 (DNT)


Dansk eksport blokeret

Stort set al dansk eksport, og en stor del af transittraffikken med lastbiler blev i dag blokeret at aktionerende eksportchauffører. Aktionen, der startede i går ved den dansk-tyske grænse i Padborg har bredt sig til alle grænseovergange og eksporthavne. Også trafikken over Storebælt er ramt. Personbiler og busser får dog stadig lov til at passere, ligesom transporter med levende dyr. Derimod undersøger chaufførerne selv mindre varevogne for at sikre, at varer ikke eksporteres ad den vej. "Aktions- og Initiativgruppen", der står bag aktionen holdt i dag et møde for at diskutere aktionen. Man besluttede at fortsætte med en fuld blokade. Der var forlydender i aften om, at der ville blive iværksat en blokade af trafikken i København i morgen tidlig.

Vigtige dele af den danske eksportindustri reagerede allerede i dag på blokaden. Gartnernes salgsorganisation GASA i odense sendte medarbejderne hjem, da man ikke kunne få sendt flere potteplanter - den væsentligste eksportartikel - ud af landet. Den danske eksport af juletræer og puntegrønt til flere 100 millioner er alvorligt truet. Netop i disse dage sendes hovedparten af produkterne ud af landet. Selv i Norge mærkes den danske aktion - de norske laksefabrikker har indstillet slagtningerne i dag. I Korsør lykkedes det ikke i første omgang at få blokeret Vognmandsruten - den ville ikke samarbejde - og det lykkedes at gennemføre nogle afgange med lastbiler.



Støtte smuldrer?

SiDs Transportsektion, der normatl organiserer exportchaufførerne, sagde i dag nej til at støtte aktionen. De aktionerende krævede yderligere, at SiD betalte her og nu for bespisning af blokadevagterne - et beløb opgivet til en lille million kr. Flere exportvognmænd har i dag forsøgt at få politiet til at bryde blokaderne, så deres vogne kan komme igennem, men uden held. Politiet har ikke mulighed for fysisk at fjerne lastvognene, og de kan ikke tvinge chaufførerne ind i bilerne. En talsmand for aktionskomiteen siger, at de har 100% opbakning fra alle chauffører.



Skattefradrag

Baggrunden for exportchaufførernes aktion er, at fra nytår erstattes Ligningsrådets sær-regler af en ny lov om skattefradrag for udenlandsophold. [De hidtidige fradragsregler bygger på branchespecifikke fortolkninger i stor udstrækning.] I dag kan exportchauffører trække op til 150 kr.fra per dag uden for landets grænser. Efter det lovforslag, som skatteminister Carsten Koch (S) arbjeder med, vil de kunne trække 200 kr. fra pr. dag. Men aktionsgruppen siger, at exportchaufførerne vil ligestilles med udearbejdene håndværkere, der i Tyskland kan opnå et fradrag på 500 kr. [Den takst gælder dog kun, hvis man er væk i mindst 6 måneder, og selv afholder udgifter til rejse og ophold.]

Politikere på Christiansborg forhandlede i dag hele dagen om at finde et udspi, så en ny lov kunne fremsættes hurtigst muligt. Forhandlingerne hæmmes dog af, at de fforskellige partier har forskelligt syn på skattefradrag, og at inge vii give det indtryk, at de handler under pres. Carsten Koch siger, at det også bliver vanskeligt at finde en formulering, der er lige retfærdig overfor alle grupper. Det er simpelthen ikke mulig.



CD truer regeringen?

DR hævdede i dag, at "kilder i CD" havde hørt, at CD ville forlade regeringen, hvis ikke Venstre og konservative kom med i en del af finanslovsforliget. Det skulle erhvervsminister Mimi Jakobsen havde fortalt de øvrige ministre i regeringen. Forlydender blev dog her til aften skarpt afvist af Peter Duetoft. Derimod sagde han i DR-TVA nyhederne, at de konservative skulle passe på: Hvis de væltede regeringen på finansloven ene og alene af taktiske årsager, ville de få problemer med midterpartierne efter næste valg. Den eneste mulighed for at få en V-K regering vil så være baseret alene på Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti.



Kommunal omkostning?

De konservative lod sig imidlertid ikke "skræmme" - Efter forhandlingerne sagde Anne Birgitte Lundholdt (K) at der skulle mere til en et forlig omkring sygehusene. Det blev der forhandlet med regeringen om i dag. Der blev dog ikke enighed, men forhandlingerne fortsætter. Et af forslagene på bordet er, at kommunerne skal betale for personer over 67 år, der indlægges på sygehuse. Det skulle være et økonomisk incitament for kommunerne til at sørge for ordentlige plejeforhold. Men Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen har allerede protesteret. Keld Philipsen (V), Amtsrådsforeningen, siger til DR, at virkningen vil blive, at hospitalerne formentlig vil holde på patienterne længere end nødvendigt.



Dansk deltagelse fortsætter?

Regeringen tog i dag princip-beslutning om, at Danmark fortsat skal deltage i de fredsbevarende styrker i Bosnien-Hercegovina, når FNs mandat som forventet forlænges efter den 20. december. Regeringen udarbejder nu et beslutningsforslag herom til behandling i Folketinget, der i sidste ende skal afgøre det. Den nye styrke antages at skulle være på 750 mand, mod nu 800.



Mindehøjtidlighed

Omkring 2.000 mennesker mødtes her til aften til en spontan mindehøjtidelighed for Racheed Lawal, der natten mellem lørdag og søndag blev dræbt af et knivstik ud for diskotek David Crockett i Århus. Allerede søndag dukkede de første blomster op på stedet. Racheed Lawal var kendt og vellidt ikke mindst fra sin tid som bokser og Europamester. Han efterlader sig en kone og et lille barn. Bokseklubben AK-Ålborg afholder om kort tid et større internationalt stævne, med bl.a. andet cubanske boksere, og man meddelte i går, at hele overskuddet vil gå til Racheed Lawals efterladte.

Politiet har endnu ikke kunnet udpege Racheed Lawals morder blandt de 5 unge fra Odense, der er anholdt i sagen. Ingen vidner så kniven, eller hvem der stak. Det eneste man har at gå efter, er at Racheed Lawal umiddelbart efter stak en af de 5 en lussing. Man antager at det var morderen, han slog efter.


DilleSport


BADMINTON

Et af dansk badmintons største profil-par i de seneste år, stopper samarbejdet. Jon Holst Christensen/Thomas Lund stopper efter 6 år sammen. Deres sidste optræden, bliver ved Japan Open i januar 1997.

For DilleSport er det er ikke specielt overraskende, at parret stopper nu. Omend de uden tvivl stadig er et meget stærkt par, kræver det utrolig meget at komme helt i verdenstoppen - og blive der - efter så mange skader både Jon og, ikke mindst, Thomas har døjet med de seneste par år.

Mens Thomas tænker over sin badmintonfremtid, vil Jon fortsætte i mixeddouble.

Et af parrets største triumfer, hvis ikke den største, faldt da de vandt All England i 1993. I 1992 og 1996 blev de europamestre. I 1992/93 og 1993/94 vandt de Danish Open.

Men før de stopper, deltager de i Grand Prix finalerne på Bali fra den 4.-8. december, og i dag tirsdag offentliggjorde IBF (Det Internationale Badminton Forbund) deltagerne i de 5 discipliner:

Danmark er atter pænt repræsenteret, og i 4 af de 5 discipliner, toppede danskerne grand prix listerne:

Damesingle:  Camilla Martin

Herresingle: Poul Erik Høyer
             Thomas Stuer Lauridsen
             Søren B. Nielsen
             Martin Lundgaard Hansen

Damedouble:  Helene Kirkegaard/Rikke Olsen
             Lisbet Stuer-Lauridsen/Marlene Thomsen

Herredouble: Jon Holst-Christensen/Thomas Lund

Mixeddouble: Rikke Olsen/Michael Søgaard
             Ann Jørgensen/Thomas Stavngaard
             Helene Kirkegaard/Chris Hunt (Eng)


NetSurferNyt


Sikkerheds-oplæg

I går skrev vi om IT-sikkerhedsrådet politiske oplæg. Dengang manglede vi baggrundspapiret. Det er nu dukket op, og kan læses på forskningsministeriets hjemmesider, på følgende adresse:
http://www.fsk.dk/fsk/publ/danskit/ og
http://www.fsk.dk/fsk/publ/itsikker/
Sidstnævnte er selve oplægget. Tak til Lars fra Compuserve, der har sendt e-post om, at baggrundspapiret var dukket op.



Vejret

Overskyet med slud, sne og regn - mest i de sydlige egne. Temperatur 2 - 5 grader [Og det skulle det også have været i går - de 0-3 grader var nattens temperaturer.]



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,8465 DKK,   1GBP      9,7894 DKK,   1DEM      3,8391 DKK
100JPY     5,1997 DKK,   100ITL    0,3870 DKK,   1AUD*)    4,7106 DKK
1FRF       1,1325 DKK,   1CHF      4,5322 DKK,   1CAD      4,3549 DKK
1IEP       9,7859 DKK,   1NLG      3,4218 DKK,   1XEU      7,3999 DKK
100ESB     4,563  DKK,   1NZD*)    4,1469 DKK,   1SEK      0,8781 DKK
10BEF      1,8627 DKK,   1NOK      0,9108 DKK,   100ISK    8,73   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,90% -0,04 (6% - 2026),   6,77% -0,04 (8% - 2006)
Aktieindex: 450,92 +1,08   KFX (mest omsatte aktier): 129,04 +0,36