Departementschef går
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) meddelte i dag, at
departementchef Ulrik Federspiel med omgående virkning forlader
statsministeriet for at vende tilbage til udenrigsministeriet. Her vil
han "ved først givne lejlighed" få en ambassadørpost. Hans afløser i
statsministeriet bliver departementschef Niels Bernstein,
Landbrugsministeriet. Statsministeren har påtaget sig "det fulde ansvar"
for Rushdie-sagen, men flere kilder har peget på, at det var Ulrik
Federspiel, der foretog sig det praktiske - herunder rejste han på en
længere udlandsrejse, og overlod sagen til Birgitte Stampe, chefen for
Politiets Efterretningstjeneste, frem til den 21. oktober.
Holger K. Nielsen (SF) har ikke nogen kommentarer. Hans Engell (K) og Enhedslisten siger, at ansvaret for embedsmændene og centraladministrationen er alene regeringen og statsministerens - ellers ingen kommentarer. Anders Fog Rasmussen (V) har en kommentar: Undersøgelserne i undervalget har vist "klart og tydeligt at statsministeren har det fulde ansvar. Når statsministeren ikke er draget til ansvar skyldes det udelukkende, at venstrefløjen ikke turde tage et valg nu. Ansvaret skubbes nu over på en hæderlig og loyal embedsmand", siger han til DR. Kim Behnke (Frp) finder det imidlertid forkert, at Ulrik Federspiel "belønnes" for sin indsats med en ambassadørpost.
EU-sagsøgere ikke tilfredse
Et krav om, at alle fortrolige papirer, der er skrevet om forhandlinger
mellem Danmark og EU skal udleveres til sagsøgerne i grundlovs-sagen er
afvist af Procesbevillingsnævnet. Det er sagsøgerne ikke tilfreds med.
De truer istedet med at indkalde "talrige nøglepersoner", når sagen
kommer for Højesteret. Desuden vil man formentlig klage til
menneskerettighedsdomstolen. Nævnet må ikke ifølge loven begrunde sit
afslag i detaljer, men skriver at man ikke anser sagen for tilstrækkelig
principiel. Den ene af anklagerne, professor, dr. jur. Ole Krarup siger,
at hvis den sag ikke er principiel, så ved han ikke hvad principiel er.
[En række borgere har sagsøgt statsministeren for, med underskrivelsen af Maastricht-aftalen, at have afgivet suverænitet i strid med Grundloven. Man ønsker alle papirer udleveret, fordi man vil bevise at også tidligere regeringer har brudt grundloven på dette punkt.]
Prissnyd
Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen vil nu indgive politianmeldelse mod
Dansk Supermarked for overtrædelse af markedsføringsloven paragraf 2. I
dag kunne Jyllands-Posten nemlig afsløre, at den afdeling af Bilka i
Tilst ved Århus, som bladets prisinspektør besøgte, ændrede priser på en
række varer, mens man holdt inspektøren hen med snak. Bilka har
markedsført sig på, at de altid er billigst. Informationschefen for
Dansk Supermarkede forsvarer sig med, at man blot havde justeret
priserne ned til det niveau, de skulle have i næste uge - når
Jyllands-Postens prissammenligning ville blive offentliggjort. [Adspurgt
af TV2 Nyhederne om man så havde hævet priserne på denne uges
tilsbudsvarer til næste uges niveau, svarede han - "naturligvis ikke"!]
Teaterbygning godkendt
Det Særlige Bygningssyn godkendte i forgårs ganske overraskende Sverre
Fehns nye teaterbygning, der skal bygges op omkring "Stærekassen", Det
kgl. Teaters Nye Scene. 7 ud af synets 12 medlemmer kalder projektet
"suverænt", efter at de har haft lejlighed til at studere den fuldskala
model, som har været monteret på bygningen de sidste par uger. Bygningen
kan dog stadig stoppes - der er høringsfrist frem til 31. december.
[Flere kælenavne for modellen: "Mokken" (for Mock-Up) eller - meget
poetisk - "Hildens cykelbukser" :-)]
Nyt rockerangreb?
To mænd med tilknytning til en Bandidos-støttegruppe i Horsens blev i
nat beskudt med 4 skud fra et haglgevær, da de gik ind gennem en port,
natten til i dag. Den ene fik flere hagl i foden, den anden blev ramt i
underbenet. De har intet fortalt politiet, undtagen deres navn og
adresse, så politiet kan ikke med sikkerhed sige, om der er tale om et
rocker-opgør. Der er flere Hells Angelss støttemedlemmer i Horsens.
Vicekriminalinspektør Åge Nørgaard Jensen gætter på, at de to er blevet
lokket i et baghold. Politiet fik anmeldelse om skyderiet fra lokale
beboere, men rockerne var væk. De to sårede blev senere fundet på et at
byens skadestuer.
"I Kongens Navn"
Endnu en bog om politik udkom i dag. "I Kongens Navn" er en historisk
biografi af den danske diplomat Henrik Kaufmann. Det var ham, der i 1941
som dansk gesandt i Washington undsage samarbejdspolitiken, som den
danske regering førte, og bl.a. indgik en aftale om anlæg af en
amerikansk base på Grønland. Bogen handler om Henrik Kaufmann, men er
også et stykke samtidshistorie for perioden op til 1958, hvor han gik af
som ambassadør i Washington. Bo Lidegaard, der selv er ansat i
Udenrigsministeriet, har skrevet en "gennemdokumenteret og
metode-bevidst" bog, der samtidig er "velskrevet og elementært bevidst
fra først til sidste", som Politikens Thøger Seidenfaden skriver i sin
anmeldelse i dag. Andre aviser har været tilsvarende positive.
Runesten fundet
Under restaurering af våbenhuset i Bjerring Kirke i Midtjylland har
håndværkere fundet en kæmpestor runesten, nedgravet under gulvet.
Museumsinspektør Merete Iversen, Viborg Museum, kalder stenen en stor
"stamtavle", der formentlig stammer fra en stor vikingegravplads, der er
udgravet et par km væk. Stenen er 2 gang 1 1/2 meter og inskriptionen -
den der er synlig - er 10 meter lang. Først i næste uge vil
Nationalmuseets eksperter have tydet skriften.
Mærsk og DFDS går sammen
[Sådan da...] Mærsk og DFDS har besluttet at samle deres respektive
rejsebureauer for erhvervskunder i et fælles selskab. Det bliver
Danmarks største erhvervsrejsebureau, med en omsætning på en mia. kr. og
235 medarbejdere.
Årets sportsnavn blev: Bjarne Riis, cykelrytter, i kraft af sin flotte sejr i 1996-udgaven af etapecykelløbet Tour de France. Med æren fulgte en check på 30.000 kr. Andenpladsen: Delt mellem de 4 OL-guldvindere fra Atlanta 1996: K-håndboldlandsholdet, badmintonspilleren Poul Erik Høyer, Sejleren Kristine Roug og M-letvægtsfireren i roning. Der var 15.000 til hver. 6.-10. pladsen: Cykelrytter Rolf Sørensen, blandet andet i kraft af hans sølvmedalje ved OL i Atlanta. Triathlet Susanne Hansen. Roer Trine Hansen, bronzevinde ved OL i Atlanta. Bokser Hasan Al. Golfspiller Thomas Bjørn. Jubilæumspris: I anledning af DIFs 100 års jubilæum uddeltes en pris på 25.000 kr. Det blev 800 meter løberen Wilson Kipketer, der løb med æren.
Vejret
Lidt regnbyger, overskyet og lidt sol - temperaturer 3 - 6 grader.
Finansmarkederne
1USD 5,7590 DKK, 1GBP 9,7028 DKK, 1DEM 3,8429 DKK 100JPY 5,1720 DKK, 100ITL 0,3845 DKK, 1AUD*) 4,6616 DKK 1FRF 1,1323 DKK, 1CHF 4,5461 DKK, 1CAD 4,2978 DKK 1IEP 9,7051 DKK, 1NLG 3,4255 DKK, 1XEU 7,3848 DKK 100ESB 4,568 DKK, 1NZD*) 4,1068 DKK, 1SEK 0,8695 DKK 10BEF 1,8644 DKK, 1NOK 0,9097 DKK, 100ISK 8,74 DKK*) AUD og NZD er fra igår.
Obligationsrenter: 7,94% +0,01 (6% - 2026), 6,81% +0,01 (8% - 2006) Aktieindex: 449,84 +0,91 KFX (mest omsatte aktier): 128,68 +0,04